You've Fallen for Me {Super Junior}

Jung Heejin kommer fra en fattig familie. Hendes far døde for mange år siden og hun er den der skaffer penge og forsørger familien. Heejin er stærkere end de fleste piger og hendes krop er ikke ret feminin. Hendes hår er kort som en drengs og hun er i mange år blevet betragtet som en dreng. Men hun kan lide det sådan, for så har folk nemmere ved at tage hende seriøst.
En dag tilbyder hendes bedste ven hende et job. Hun kan arbejde for k-pop gruppen Super Junior, men der er én betingelse. Hun er nødt til at udgive sig for at være en dreng, fordi piger ikke må få det job. Heejin går med til det og udgiver sig for at være sin ikke eksisterende tvillingebror ved navn Jung Heechul. Men kan Heejin virkelig få alle til at tro hun er en dreng? Selv når hun forelsker sig i et af medlemmerne?

24Likes
146Kommentarer
5535Visninger
AA

8. Kapitel 6: Leeteuk hyung

På restauranten siger Donghae at han nok skal betale, så for første gang i mange år kan jeg spise lige så meget som jeg har lyst til. Jeg kan spise rigtig meget og elsker at spise, men førhen har jeg sjældent haft muligheden. Jeg har hørt at Eunhyuk er den i gruppen der spiser mest, men lige nu ser han ikke ud til at have ret stor appetit. Han prikker mest bare til maden.

  Efter at have spist tre tallerkener fuld af mad begynder jeg at føle mig mæt. Men jeg har ikke tænkt mig at stoppe. Jeg henter en ny tallerken fuld af mad og sætter mig til at stirre fokuseret på den. Donghae ser undrende på mig og spørger: ”Hvorfor stirrer du sådan på maden? Har du det dårligt fordi du har spist for meget?”

”Nej,” svarer jeg uden at fjerne fokus fra maden, ”jeg har bare lært at hvis jeg overbeviser min hjerne om at jeg kan spise mere så vil min mave udvide sig, så der bliver plads til mere mad. Så jeg koncentrerer mig om at fortælle min hjerne at jeg vil spise meget mere.”

”Det er noget af det mærkeligste jeg nogensinde har hørt,” mumler Donghae. ”Det er videnskabeligt bevist,” påpeger jeg. ”Hvorfor er du så desperat efter at spise mere?” spørger Eunhyuk og jeg ser op fra tallerkenen. ”Fordi det er længe siden jeg har haft mulighed for at spise så meget mad. Jeg vil nyde det ved at spise rigtig meget!” siger jeg og smiler stort. Donghae klukker og siger: ”Det er i orden. Spis alt det du kan!”

Jeg nikker og begynder så på min fjerde portion med god samvittighed.

 

Dagen efter ligger jeg syg. Måske spiste jeg for meget i går, eller bare spiste noget jeg ikke skulle have spist. Under alle omstændigheder så har jeg kastet op det meste af morgenen og det føles som om min mave er vendt på vrangen. Jeg kan ikke spise noget uden at det kommer op igen nogle minutter senere.

De fleste fra gruppen er ude til deres skemaer, deriblandt Eunhyuk. Han var faktisk overraskende sød i morges inden han tog af sted. Han hentede vand til mig og tømte endda den bakke jeg kaster op i et par gange. Men efter han tog af sted er jeg blevet overladt til mig selv. Donghae tog meget tidligt af sted, men da han fandt ud af at jeg er syg har han ringet til dormet et par gange for at tjekke op på mig. Bare det at jeg ved han bekymrer sig for mig giver mig lyst til at blive rask hurtigst muligt.

  Jeg ligger og halvsover da der pludselig bliver banket på døren. Er Donghae allerede tilbage? Men da døren bliver åbnet er det ikke Donghae der træder ind. Det er Leeteuk. Jeg bliver overrasket over at det er ham. Han har ikke rigtig snakket til mig siden den første morgen. Donghae siger at han har tendens til at holde afstand til folk han ikke kender, og kan godt fremstå som led, selvom det ikke er hans mening. Men fordi han er Super Juniors leder, og jeg snart bliver et officielt medlem, så er han nødt til at vænne sig til tanken om at jeg ikke skal nogen steder og at han skal lære mig at kende. Han skal jo i princippet ”tage sig af mig” ligesom han gør med de andre medlemmer. Det er en del af det at være leder.

  Leeteuk træder tøvende ind på værelset og lukker døren bag sig. ”Har du det bedre?” spørger han. ”Jeg har stadig ikke kunnet holde mad i mig,” svarer jeg og Leeteuk skærer en grimasse. ”Er der noget jeg kan gøre for dig?” spørger Leeteuk og jeg overvejer det. ”Jeg vil gerne have et stykke brød, for det er noget tid siden jeg sidst prøvede at spise,” siger jeg og Leeteuk nikker, hvorefter han forlader værelset. Lidt efter kommer han tilbage med en skive brød og et glas frisk vand. Jeg sætter mig op for at tage imod brødet. Jeg opdager at Leeteuk er stoppet op midt i rummet og stirrer chokeret på mig. Jeg følger hans blik og ser at han kigger på min brystkasse. Pludselig går det op for mig hvorfor han stirrer. Fordi jeg er syg har jeg ikke bundet min overkrop op så på min bluse kan der ses to små buler, som normalt er skjulte. Jeg skynder mig at dække min overkrop til med dynen, men det er allerede for sent. Leeteuk har set det, og han har nok også regnet det hele ud. Han ved at jeg er en pige.

  Jeg åbner munden for at forklare, men jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Hvad siger man overhovedet i en situation som denne? Jeg havde håbet at jeg aldrig ville få brug for at forklare mig. Jeg havde håbet at ingen ville afsløre mig. Men selvfølgelig skulle den værst tænkelige person finde ud af sandheden. Lederen. Fordi han er lederen kan han bede mig forlade gruppen øjeblikkeligt og jeg ville ikke have noget at skulle have sagt. Og jeg er sikker på at han vil bede mig forsvinde. Han har ingen grund til at ville lade mig blive og jeg tror ikke jeg kan sige noget der vil overbevise ham om at lade mig blive.

  Jeg ser nervøst på Leeteuk mens han prøver at finde ud af om det han så, er sandt. Han blinker et par gange og ser ud til at have kommet sig over chokket.

”Leeteuk?” siger jeg nervøst. Han ser længe på mig og siger så: ”Var det.. Er du..”

Jeg nikker, for jeg ved godt hvad han prøver at spørge om. Leeteuk lægger brødet fra sig og sætter glasset ned. Så sætter han sig på kanten af min seng og tager sig til hovedet. Der er stille i noget tid, men til sidst kan jeg ikke holde det ud længere.

”Vil du ikke nok holde det hemmeligt?” udbryder jeg og ser bedende på ham. ”Holde hvad hemmeligt? At du er en pige der har klædt sig ud som en dreng for at komme med i en gruppe med drenge,” siger Leeteuk koldt og jeg krymper mig under hans hårde blik. ”Der er en grund til at jeg har forklædt mig som en dreng,” siger jeg og Leeteuk ser skeptisk på mig. ”Uanset hvor god din grund er, så bliver du stadig smidt ud af gruppen,” siger han og hans tone fortæller mig at der ikke er noget at diskutere. Han har besluttet sig. ”Vil du ikke nok høre min forklaring?” spørger jeg desperat, ”hvis du stadig vil smide mig ud af gruppen efter du har lyttet til mig, vil jeg gå uden indvendinger.”

Leeteuk ser tøvende på mig. Han kan ikke beslutte sig for om han vil lytte til mig eller ej. Til sidst siger han: ”Lover du at forlade gruppen uden et ord hvis jeg beder dig om det?”

Jeg nikker uden tøven og ser ham direkte ind i øjnene, så han ved at jeg mener det. Efter noget tids overvejelse nikker han så og giver mig en mulighed for at forklare. Jeg tager en dyb indånding og begynder.

”Min far døde da jeg var 13 år og fordi det var ham der tjente pengene fik vi store problemer. Jeg blev nødt til at tage deltidsjobs efter skole og jeg arbejdede hver dag i ugen med forskellige små jobs. Men de jobs jeg havde, gav ikke ret mange penge og jeg prøvede mange gange at få de bedre lønnede jobs. Men jeg blev tit afvist af den grund at jeg er en pige. Så da jeg var 15 begyndte jeg at give mig ud for at være en dreng. Folk var mere villige til at ansætte mig og jeg fik bedre deltidsjobs end jeg gjorde som pige.

For cirka tre måneder siden fortalte min ven mig om et job der gav bedre penge end nogen af mine deltidsjobs. Det job gik ud på at være ’altmuligmand’ for Super Junior. Jeg tog imod jobbet for at tjene så mange penge som muligt. Da jeg havde haft arbejdet i cirka en måneder besluttede jeres manager sig for at jeg skulle blive et SJ medlem.

At skulle bo sammen med ni drenge og være sammen med dem dag ud og dag ind, når man selv er en pige, virkede ikke som en særlig god idé. Men et af de bedst lønnede jobs man kan få, uden en uddannelse, er sanger. Som medlem af Super Junior kan jeg tjene mange penge, og jeg har desperat brug for penge. Jeg sagde kun ja til at blive et medlem for at få penge til at gøre min families liv nemmere og bedre. Så vær sød og lade mig blive.”

Leeteuk ser længe på mig uden at sige noget. Jeg er bange for at han vil bede mig forlade gruppen. Jeg vil faktisk ikke kun blive på grund af pengene, jeg vil også blive på grund af Eunhyuk. Jeg lovede Donghae at få den gamle Eunhyuk tilbage, og jeg holder altid hvad jeg lover. Jeg kan ikke tage af sted før Eunhyuk kan smile og grine som han gjorde engang. Jeg skal blive!

Til sidst siger Leeteuk: ”Jeg havde troet du var her for at komme tæt på medlemmerne. Men når du gør det for din familie er det noget helt andet.”

”Så du vil lade mig blive?” spørger jeg forhåbningsfuldt med et stort smil. ”Jeg vil tænke over det,” siger han og rejser sig op, ”hvil dig nu. Jeg kan ikke lide når et af mine medlemmer er syge, så skynd dig at blive rask.”

Med de ord forlader han værelset og lukker døren efter sig. Jeg smiler stort for mig selv. Han sagde lige indirekte at han betragter mig som et medlem. Jeg tror rent faktisk at han vil give mig lov til at blive.

 

Næste dag er jeg blevet rask igen og skynder mig op for at binde min overkrop op, så ingen andre skal finde ud af noget. Mens jeg tager tøj på tænker jeg på om Leeteuk har taget en beslutning. Om han vil lade mig blive eller ej. Han har ikke opsøgt mig siden han sagde at han ville tænke over det. Men han finder mig nok når han finder ud af noget.

Jeg går ud i køkkenet og fylder et glas med vand. Donghae, Siwon og Sungmin sidder ved bordet og snakker sammen. Jeg sætter mig ved siden af Donghae og han ser på glasset i min hånd.

”Er der en grund til at du drikker et glas vand hver morgen?” spørger han og jeg trækker på skuldrene. ”Ikke rigtig. Jeg har bare gjort det så længe jeg kan huske. Det er en vane,” svarer jeg og tømmer glasset i en mundfuld. Donghae skal til at sige noget mere, men en anden kommer ham i forkøbet.

”Heechul, kan jeg lige snakke med dig?” jeg ser op og får øje på Leeteuk i åbningen ind til køkkenet. Jeg nikker og følger med ham ind på hans værelse. Jeg måber da jeg ser hvordan hans værelse ser ud. Alt er hvidt, og jeg mener ALT! Væggene, skabene, hylderne, sengen plus sengetøjet og jeg vil vædde med at hans klædeskab også er fyldt med hvidt tøj. Det er næsten som at træde ind i et hjørne af himlen.

  Leeteuk lukker døren og vender sig så mod mig. Han beder mig om at sætte mig ned og sætter sig så selv på sin seng. Jeg tager en stol, sætter mig omvendt på den og hviler hagen mod ryglænet. Leeteuk ser lidt undrende på mig, men kommentere det ikke.

”Jeg har tænkt rigtig meget siden i går,” begynder han og tøver så lidt inden han fortsætter, ”og jeg har nogle ting jeg gerne vil spørge dig om.”

”Fyr løs,” siger jeg og smiler. Leeteuk tøver lidt igen og spørger så: ”Du sagde at din far døde da du var 13 år, hvad skete der?”

Mit smil forsvinder og jeg vender hovedet lidt væk. ”Bilulykke,” siger jeg kort for hovedet. Jeg er ikke glad for at snakke om min fars død. Især ikke med nogen jeg ikke kender særlig godt. Donghae er indtil videre den eneste jeg har snakket med om min far. Fordi han forstår. Men Leeteuk kender jeg næsten ikke og jeg har ikke lyst til at snakke med ham om min far. Men det kan jeg måske blive nødt til. Hvis det kan få mig til at blive, vil jeg gøre det. Så jeg tager en dyb indånding og siger: ”Den 24. december for tolv år siden opdagede min far at vi manglede noget til julemiddagen. Han kørte af sted for at købe det i den nærmeste butik selvom det sneede ret voldsomt. Vi ventede længe på at han skulle komme tilbage, men det gjorde han aldrig. Senere fandt vi ud af at en bil var skredet ud på vejen og havde ramt min fars bil. Både manden der havde kørt den anden bil og min far døde på stedet.”

Jeg kæmper mod tårerne mens jeg fortæller og jeg kan mærke min hals snøre sig sammen. ”Bebrejder du dig selv hans død?” spørger Leeteuk. ”Den periode har jeg været igennem,” siger jeg med skælvende stemme, ”hvorfor stoppede jeg ham ikke? Hvorfor sagde jeg ikke at det var lige meget med det vi manglede? Hvorfor det ene og hvorfor det andet.”

Jeg smiler sørgmodigt og ser Leeteuk i øjnene. ”Jeg har tit stillet mig selv de spørgsmål. Men jeg ved at det alligevel ikke ville have nyttet noget. Selv hvis jeg havde bedt ham blive hjemme, ville han ikke have lyttet. Selv hvis jeg havde sagt at han ikke behøvede købe det ville han alligevel være taget af sted. Intet jeg kunne have sagt eller gjort havde fået ham til at blive hjemme. Så jeg bebrejder ikke længere mig selv hans død. Det får ham jo alligevel heller ikke tilbage.”

Leeteuk ser medfølende på mig og lægger en hånd på min skulder. Jeg smiler anstrengt og tørrer en tåre væk fra min kind.

”Der er også noget andet jeg vil spørge om,” siger Leeteuk og jeg nikker, ”hvem er det du vil tjene pengene til?”

”Min mor og bedstemor,” svarer jeg, ”ingen af dem kan arbejde så jeg er den eneste mulighed de har for at få mad og tag over hovedet. De regner med mig.”

Leeteuk ser mig længe i øjnene uden at sige noget. Jeg tror han er ved at finde ud af hvad han skal stille op med mig. Lade mig blive eller smide mig ud. Jeg er her jo ikke for at skade nogen eller for min egen skyld. Jeg er for min familie og det ved Leeteuk nu.

Leeteuk sukker og siger så: ”Jeg havde planlagt at smide dig ud, men nu tror jeg ikke rigtig jeg kan.”

”Så jeg må godt blive?!” spørger jeg glædesstrålende. ”Jeg kan ikke se hvad der skulle ske ved det. Så længe ingen andre finder ud af det, tror jeg ikke det bliver noget problem,” siger han og smiler til mig, ”så du må godt blive.”

”Tak Leeteuk!” udbryder jeg og slår armene om halsen på ham. Han stivner af overraskelse, men klukker så varmt. ”Det var så lidt,” siger han og skubber mig lidt væk fra sig, ”og fra nu af vil jeg gerne have at du kalder mig hyung.”

Jeg ser lidt tøvende på ham. På trods af at jeg har givet mig ud for at være en dreng i mange år har jeg aldrig kaldt nogen hyung. Jeg har faktisk heller aldrig kaldt nogen for oppa. Så det virker lidt underligt.

Leeteuk smiler skævt og siger: ”Prøv bare at sige det. Hyung.”

Jeg tøver lidt mere og siger så til sidst: ”Hyung. Leeteuk hyung.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...