You've Fallen for Me {Super Junior}

Jung Heejin kommer fra en fattig familie. Hendes far døde for mange år siden og hun er den der skaffer penge og forsørger familien. Heejin er stærkere end de fleste piger og hendes krop er ikke ret feminin. Hendes hår er kort som en drengs og hun er i mange år blevet betragtet som en dreng. Men hun kan lide det sådan, for så har folk nemmere ved at tage hende seriøst.
En dag tilbyder hendes bedste ven hende et job. Hun kan arbejde for k-pop gruppen Super Junior, men der er én betingelse. Hun er nødt til at udgive sig for at være en dreng, fordi piger ikke må få det job. Heejin går med til det og udgiver sig for at være sin ikke eksisterende tvillingebror ved navn Jung Heechul. Men kan Heejin virkelig få alle til at tro hun er en dreng? Selv når hun forelsker sig i et af medlemmerne?

24Likes
146Kommentarer
5558Visninger
AA

7. Kapitel 5: Lad mig være din ven

Eftersom jeg lovede Donghae at få den gamle Eunhyuk tilbage, er jeg nødt til at blive tættere med Eunhyuk. Men det virker som om han ikke har lyst til at være tæt med mig. Til mit photoshoot ignorerede han mig og gik også før jeg var færdig. Men hvis han tror jeg giver op så let, så tager han fejl. Jeg bor i samme dorm som ham og endda på samme værelse. Uanset hvor lang tid det tager og hvor besværligt det bliver, så har jeg taget beslutningen om at blive tæt med ham. Og når jeg har besluttet mig for noget, så sker det.

 

Min første uge i træning flyver hurtigt forbi og der er allerede sket mange nye ting. Jeg har blandt andet fået min make-over. Manageren valgte frisure og hårfarve til mig. Mit hår er blevet klippet lidt kortere og er blevet farvet rødblond. Jeg har også snakket med en stylist om hvad for noget tøj der vil være bedst for mig at gå i. Jeg har fået en fast stylist som altid skal vælge mit tøj, og hun fandt ved et uheld ud af at jeg er en pige. Mens jeg var ved at skifte trådte hun ind og så mig uden trøje på. Efter at have fortalt hende grunden til at jeg blev et medlem, lovede hun at holde på min hemmelighed. Men det er i virkeligheden nok meget godt at hun ved jeg er en pige, så hun kan vælge tøj der bedst kan skjule det faktum.

  Jeg er også langsomt begyndt at vænne mig til livet i dormet. Jeg har fået en fast rutine med at stå op før Eunhyuk, så han ikke opdager noget, og så gå ud i køkkenet og tage mit glas vand. Siwon sidder altid og læser avis og drikker kaffe når jeg kommer ud i køkkenet. Det chokerede mig meget da det gik op for mig at det er amerikanske aviser han læser. Jeg kan ikke tale et ord engelsk og har mange gange spurgt ham hvad der står i overskrifterne.

Jeg tror Siwon har accepteret mig for han har ikke noget imod at snakke med mig. Han svarer på mine spørgsmål og virker til at interessere sig for mig. Han spurgte endda ind til detaljerne om min familie. Hvorfor mine forældre flygtede til min bedstemor i Korea, og hvad min bedstemor overhovedet lavede i Korea. Jeg har fortalt ham historien om hvordan min bedstemor endte i Korea.

  Mine bedsteforældre blev skilt da Bedste var 45, fordi min bedstefar havde fundet en anden. Tre år senere fandt Bedste en ny mand og han var en koreaner som var i Kina på grund af noget forretning. De forelskede sig straks og blev hurtigt gift. Da han skulle tilbage til Korea flyttede Bedste så med ham. Da Bedste var 53 år døde hendes mand af kræft i en alder af 64 år. Efter hans død besluttede Bedste sig for at blive boende i Korea og flyttede til et mindre hus. Tre år senere flyttede mine forældre så ind hos hende og på det tidspunkt var mor allerede gravid. Jeg er nu 25 år gammel og Bedste er 81 år.

Da Ryeowook sagde at mine forældre sikkert stadig var lykkelige sammen gjorde det mig ret trist. Jeg er sikker på at hvis min far stadig levede, ville han og mor være lykkelige sammen. Jeg kunne se hvor meget de elskede hinanden da jeg var lille. Det var ægte kærlighed. Men fordi min far også betød så meget for mig er han stadig et ømt punkt. Vi taler meget sjældent om ham derhjemme fordi både mor og jeg har svært ved at snakke om ham.

Medlemmerne ved stadig heller ikke noget om min far. De ved ikke at han er død, for jeg har meget bevidst undgået emnet. Jeg kender dem stadig ikke godt nok til at jeg kan snakke med dem om det, og jeg ved ikke hvor længe der varer før jeg kan.

 

 

Jeg træder ind ad døren og ser at Eunhyuk og Donghae stadig ikke er dukket op. Tre gange om ugen får jeg danseundervisning i det her lokale og Eunhyuk og Donghae er mine lærere. De er de to bedste dansere i gruppen og er vildt talentfulde. Jeg er ikke noget stort dansetalent, men de siger at jeg heller ikke er helt håbløs. Det vigtigste til at starte med er at lære mig dansene til deres sange.

Donghae er meget god til at opmuntre mig. han roser mig når jeg gør noget godt, retter mig når jeg gør noget forkert og forklarer mig hvad jeg kan forbedre. Mens Eunhyuk mest ligner en der ville ønske han var alle andre steder end hvor han er. Jeg ved ikke om han ikke bryder sig om mig eller om det bare er det faktum at han skal træne mig der generer ham. Han synes måske at han har bedre ting at give sig til.

  Pludselig bliver døren åbnet og Donghae træder ind efterfulgt af Eunhyuk. Donghae smiler stort da han ser mig og siger hej, mens Eunhyuk ser alle andre steder end på mig.

”Er du klar til at danse Chunsa?” spørger Donghae muntert og jeg smiler stort. ”Jeg er født klar!” svarer jeg og Donghae klukker.

Vi træner i halvanden time og holder så en pause.

”Jeg henter noget vand,” siger Eunhyuk og forlader lokalet. ”Det du snakkede om med at få ham tilbage, bliver det til noget?” spørger Donghae i det øjeblik Eunhyuk er ude af døren. ”Jeg arbejder på det. Jeg vil først blive gode venner med ham og sørge for at han ikke kan ignorere mig. Jeg vil gøre hvad der skal til, også hvis det betyder at jeg skal gå op og ned ad ham hele tiden. Han skal blive vant til mig tilstedeværelse indtil det punkt hvor han føler det er underligt når jeg ikke er ved hans side. Han skal kort sagt vænnes til mig.”

”Det lyder som en plan,” siger Donghae og rejser sig. ”En plan som kommer til at virke!” siger jeg selvsikkert og rejser mig også.

Donghae går hen til en pose han har taget med hjemmefra. Han stikker en hånd ned i og fisker noget op. Han kommer hen til mig og rækker et æble frem. ”Vil du have et?” spørger han venligt. Jeg mærker en knude i maven da jeg tøvende tager imod æblet. Jeg ser på æblet og mærker hvordan hele min krop begynder at ryste. Tårer presse sig på og jeg vender mig før Donghae opdager det.

”Heechul, er du okay?” spørger Donghae bekymret. ”Fint,” siger jeg med grødet stemme, ”jeg skal bare have noget frisk luft.”

Jeg skynder mig ud af lokalet og løber ned ad gangen. Jeg finder en dør der fører ud til en brandtrappe. Jeg sætter mig på et af trinene og knuger æblet mens jeg kæmper mod tårerne. Æbler får et smertefuldt minde til at dukke op i mit hoved. Et minde der omhandler min far.

  Da jeg var lille, stod der et æbletræ i baghaven, der hørte til det hus vi boede i. Far plukkede æblerne når de var modne og så spiste vi dem sammen. Jeg elskede æbler og glædede mig altid til at spise dem sammen med min far.

En dag ville far give mig det bedste æble på hele træet. Men æblet hang på en af de øverste grene så han kunne ikke nå det. Så han satte mig på sine skuldre så jeg kunne tage det, men jeg kunne lige præcis ikke nå æblet. Far besluttede sig for at hoppe så jeg kunne få fat i det. Vi var tæt på at vælte og det kunne nemt være gået galt, men jeg fik fat i æblet. Og det var det største og rødest æble jeg nogensinde havde set.

Vi satte os i græsset og far sagde: ”Heejin, hvis du bliver ved med at spise æbler lige så tit som du gør nu, så vil du få et langt og sundt liv. Ligesom mig.”

”Lover du at leve længe så vi kan blive ved med at spise æbler sammen appa?” spurgte jeg ham så. ”Det lover jeg Heejin. Jeg lover at leve i mange mange år endnu,” lovede han mig. Et løfte han ikke holdte.

  Mens jeg vender æblet i hænderne begynder tårerne lydløst at trille ned ad mine kinder. ”Du brød dit løfte,” siger jeg med skælvende stemme, ”du lovede at leve i mange år. Men du forlod mig og brød dit løfte.”

Siden min fars død har jeg ikke spist æbler. Det er bare ikke det samme uden ham. Mindet kan til tider også være for smertefuldt.

  Jeg hører døren bag mig blive åbnet og lukket. Jeg skynder mig at tørre tårerne væk og ser hvem det er der er kommet herud. Donghae ser bekymret på mig og sætter sig ned.

”Er du okay?” spørger han og jeg nikker, men han ser ikke overbevist ud. ”Jeg kan se at du har grædt. Dine øjne er røde og hævede,” siger han og jeg ser væk, ”hvad er det heechul? Du kan godt fortælle mig det.”

Jeg skæver til Donghae ud af øjenkrogen. Jeg overvejer om jeg kan snakke med ham om det. Mens jeg ser Donghae ind i øjnene tænker jeg på at hans øjne udstråler varme. En varme der får mig til at føle at jeg kan betro mig til ham og at jeg kan stole på ham. Så jeg beslutter mig for at fortælle ham om min far.

  Da jeg er færdig med at fortælle Donghae om min fars død, og hvorfor æblet gjorde mig ked af det, har han fået våde øjne. Han fortæller mig at han ved hvordan jeg har det, fordi hans far også er død.

”Jeg forstår hvorfor æblet gjorde dig ked af det. Jeg har også bestemte minder der er hårdere at huske end andre,” siger han og tørrer øjnene, ”og nogle gange er det hårdere end andre. Og hvis du gerne vil snakke om din far skal du bare sig til.”

Jeg nikker og smiler taknemligt. ”Du må også gerne snakke med mig om din far hvis du har lyst. Selvom jeg ikke kendte din far og du ikke kendte min, så forstår vi hinanden fordi vi begge har mistet vores far.”

Donghae nikker og gengælder mit smil. Han lægger hånden på min skulder og giver den et klem. ”Vi må hellere gå tilbage. Eunhyuk undrer sig nok over hvor vi er blevet af,” siger Donghae og jeg nikker, hvorefter vi rejser os op og går tilbage til træningslokalet.

 

Senere den aften da Donghae, Eunhyuk og jeg kommer tilbage fra dansetræning er de andre medlemmer taget ud at spise sammen. Så da vi træder ind i dormet er der ingen mennesker. Donghae foreslår at vi også tager ud og spiser siden vi alle er for trætte til at lave mad. Jeg synes det er en god idé. Jeg skal til at spørge Eunhyuk om han også vil med, men jeg kan ikke se ham nogen steder.

”Donghae hvor er Eunhyuk?” råber jeg til Donghae, som er gået på toilet. ”Gik han ikke med os op?” råber Donghae tilbage. ”Han er her ikke,” råber jeg og ser mig endnu engang omkring for at se om jeg har overset ham, ”jeg prøver at gå udenfor og se om han er der.”

  Jeg går ned til pladsen der ligger foran bygningen hvor dormet er. På en bænk lidt væk sidder der en foroverbøjet skikkelse med armene hvilende mod knæerne. Lyset fra en gadelampe rammer bænken og jeg genkender skikkelsen som Eunhyuk.

Det er i oktober måned og rimelig koldt i vejret, men af en eller anden grund har Eunhyuk klipklapper på. Dog sammen med almindelig jeans hvilket gør at det ser endnu mærkeligere ud.

Eunhyuk ligner lidt et forladt barn som han sidder der. Et barn der er faret vildt og som ikke kan finde vej hjem.

Jeg går hen og stiller mig foran ham. Han reagerer ikke på min tilstedeværelse og ser ikke engang op.

”Jeg hørte at et barn var stukket af hjemmefra kun iført klipklapper. Er du det barn?” spørger jeg, men Eunhyuk reagerer stadig ikke, ”hey barn. Det er blevet mørkt, skal du ikke hjem?”

Eunhyuk løfter endelig hovedet og ser udtryksløst på mig. ”Eller du vil måske hellere med mig og Donghae ud og spise? Vi er nemlig dødsultne og kunne godt bruge noget ekstra selskab.”

Et lille skævt smil viser sig på Eunhyuks læber og det overbeviser mig om at han skal med.

Jeg tager fat om hans overarm og trækker ham op at stå. I det samme kommer Donghae ud af bygningen og får øje på os.

”Nå du fandt ham,” siger Donghae og hentyder til Eunhyuk. ”Ja, og han vil gerne med os ud at spise,” siger jeg og smiler stort til Eunhyuk. ”Jeg har da ikke sagt noget om at jeg vil med,” siger Eunhyuk afvisende, men jeg ignorerer det. ”Jeg har besluttet mig for at du skal med så det kommer du,” siger jeg og trækker af sted med ham i hans arm. I starten stritter han lidt imod, men ender dog med at overgive sig. Det er et godt tegn. Måske vil han faktisk acceptere mig på et tidspunkt. Forhåbentligt snart. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...