You've Fallen for Me {Super Junior}

Jung Heejin kommer fra en fattig familie. Hendes far døde for mange år siden og hun er den der skaffer penge og forsørger familien. Heejin er stærkere end de fleste piger og hendes krop er ikke ret feminin. Hendes hår er kort som en drengs og hun er i mange år blevet betragtet som en dreng. Men hun kan lide det sådan, for så har folk nemmere ved at tage hende seriøst.
En dag tilbyder hendes bedste ven hende et job. Hun kan arbejde for k-pop gruppen Super Junior, men der er én betingelse. Hun er nødt til at udgive sig for at være en dreng, fordi piger ikke må få det job. Heejin går med til det og udgiver sig for at være sin ikke eksisterende tvillingebror ved navn Jung Heechul. Men kan Heejin virkelig få alle til at tro hun er en dreng? Selv når hun forelsker sig i et af medlemmerne?

24Likes
146Kommentarer
5525Visninger
AA

29. Kapitel 22: Begyndelsen til et nyt liv

Heejin P.O.V:

 

Jeg sidder derhjemme og stirrer ud af vinduet. Mor og Bedste er ude og købe ind, så jeg er alene i huset. Hvilken nok er meget godt, for jeg har brug for ro til at tænke. Det der skete i går med Eunhyuk kører stadig rundt i mit hoved. Jeg kan ikke fatte at han bare troede jeg ville komme tilbage til ham fordi han bad mig om det. Han opfører sig stadig som om han ejer mig og han tror han kan behandle mig som han vil. Før i tiden accepterede jeg det bare, fordi jeg elskede ham for meget til at sige fra. Men efter det han har gjort mod mig, tilgiver jeg ikke så let denne gang. Det kræver mere end et ’undskyld’ og et ’jeg elsker dig’ før jeg tilgiver ham.

  Jeg sukker og trækker mine ben ind mod min brystkasse. Men lige meget hvor meget jeg ønsker at hade Eunhyuk, så kan jeg bare ikke. Jeg vil så gerne hade ham for det han har gjort, men jeg ender altid med at savne ham og ønske at være ved hans side igen. Jeg har bare heller ikke tænkt mig at lade ham slippe så let af sted med at såre mig så dybt. Jeg er splittet og aner ikke hvad jeg skal stille op med hele situationen.

Jeg hviler hagen mod mine knæ og lukker øjnene. Måske behøver jeg slet ikke tage valget mellem at holde mig fra ham og vende tilbage til ham. Lige nu venter jeg nemlig på Leeteuk, som skal køre mig ind til SM ENTs bygning, så jeg kan møde manageren. Jeg har tænkt mig at fortælle ham hemmeligheden så jeg officielt kan melde mig ud af Super Junior. Efter det har jeg vel ingen undskyldning for at se Eunhyuk, så vi kommer nok ikke til at se hinanden igen efter i dag. Efter det kan jeg begynde at glemme ham og mit liv kan langsomt vende tilbage til sådan som det var før. Det vil være som om han aldrig har eksisteret.

Jeg hører en bil dytte og jeg åbner øjnene. Jeg ser ud af vinduet hvor en bil holder ved kantstenen i tomgang. Jeg genkender Leeteuk ved rattet og skynder mig ud til ham. Jeg sætter mig ind i bilen og spænder sikkerhedsselen.

”Er du sikker på du ved hvad du gør?” spørger Leeteuk og jeg nikker uden tøven. ”Det er det eneste rigtige at gøre,” siger jeg og lyder mere sikker end jeg føler mig. Leeteuk nikker og kører bilen væk fra kantstenen.

Vi kører nogle minutter i tavshed. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til Leeteuk, selvom i dag sikkert også er den sidste gang jeg ser ham. Når jeg ikke længere er med i gruppen og vender tilbage til mit gamle liv, har vi vel heller ingen grund til at ses mere. Både Leeteuk og jeg vil have travlt med hver vores ting. Jeg kan sikker aldrig komme til at se nogle af medlemmerne igen. Al den tid jeg har tilbragt sammen med Super Junior vil blive mere og mere som en drøm. En dag vil jeg sikkert vågne op og være overbevist om at det hele faktisk aldrig skete.

Jeg skæver til Leeteuk der har et meget tomt ansigtsudtryk. Han tænker sikkert det samme som mig. Jeg tør ikke sige noget til ham af frygt for at jeg skal begynde at græde. Han er, sammen med Donghae, den jeg kommer til at savne mest. Selv hvis jeg en dag er overbevist om at det hele var en drøm, vil jeg mindes ham med et smil og huske det som en god drøm. En meget god drøm.

Jeg får et lille chok da Leeteuk pludselig siger noget.

”Hvad vil du gøre efter i dag?”

Jeg ser ud af vinduet og siger: ”Jeg vil vende tilbage til mit gamle liv.”

”Det liv hvor du knoklede for at skaffe penge til din familie?” spørger Leeteuk og jeg nikker langsomt, ”det kan jeg ikke acceptere! Jeg kan ikke leve med tanken om at du skal leve det liv igen.”

”Hvad kan jeg ellers gøre? Der er ingen andre muligheder for mig,” siger jeg og kæmper for at holde tårerne tilbage. ”Der er altid en anden mulighed. Jeg kan hjælpe dig med at finde et godt job, og give din familie penge indtil du selv tjener nok,” siger Leeteuk og jeg ryster på hovedet. ”Jeg vil ikke have dine penge. Og der findes ikke ret mange godt lønnede jobs til en uden uddannelse.”

Der lyder et opgivende suk fra Leeteuk og jeg vender hovedet for at se på ham. Jeg gisper da jeg ser at hans øjne er våde.

”Hyung, græder du?” spørger jeg og Leeteuk blinker et par gange så hans øjne igen ser normale ud. ”Uanset hvad der sker så må du aldrig glemme at jeg altid vil være der for dig,” siger han alvorligt og ser på mig, ”jeg vil gøre hvad som helst for dig, du skal bare sige til.”

Jeg nikker langsomt og Leeteuk vender igen blikket mod vejen. Jeg ser på ham mens jeg i stilhed takker ham for alt han har gjort for mig og for alt han sikkert ville have gjort for mig, hvis jeg havde givet ham lov. Jeg er taknemlig for at have kendt ham.

 

Da Leeteuk stopper bilen foran indgangen til SM bygningen, stiger jeg ud og forventer at han også skal stige ud. Men det gør han ikke.

”Skal du ikke med?” spørger jeg og han ryster på hovedet. ”Jeg ville bare være i vejen hvis jeg gik med,” siger han og jeg ser uforstående på ham. ”Hvad mener du?”

”Når du træder indenfor, vil du blive tvunget til at tage et valg og jeg vil ikke være der til at påvirke dig,” siger han og jeg bliver endnu mere forvirret, ”men når du skal tage det valg, vil jeg bede dig huske én ting.”

Han holder mit blik fast og siger med alvorlig stemme: ”Din hjerne fortæller dig hvad du skal gøre, og dit hjerte fortæller dig om det er det rigtige.”

Jeg rynker panden og lægger hovedet på skrå. ”Hvad skal det betyde?”

Leeteuk smiler skævt og siger: ”Det finder du ud af.”

Så rækker han over passagersædet og lukker bildøren, inden han kører væk. Jeg ser forvirret efter bilen indtil den forsvinder ud af syne. Så trækker jeg på skuldrene og går mod indgangen.

Jeg træder indenfor og går direkte hen mod elevatoren. Den er et par etager oppe, men heldigvis er den på vej ned. Jeg lægger armene over kors og venter utålmodigt.

”Heejin?” lyder en stemme som jeg kan genkende hvor som helst, når som helst. Jeg spænder alle muskler i kroppen og vender mig langsomt om.

”Det er dig,” siger Eunhyuk, der står ved indgangen, ”hvad laver du her?”

”Jeg skal snakke med manageren. Hvad med dig? Hvad laver du her?” min stemme er overraskende rolig i forhold til hvordan jeg føler mig. Selvom jeg måske ser upåvirket og rolig ud udenpå, så har jeg lyst til at skrige indeni.

Eunhyuk begynder at komme hen i mod mig med hurtige skridt. ”Leeteuk ringede og bad mig komme. Han fortalte mig ikke hvorfor, han sagde bare at jeg skulle skynde mig,” siger Eunhyuk da han er nået hen til mig. Jeg kniber øjnene sammen og begynder at skære tænder. ”Leeteuk,” hvæser jeg som om hans navn var et bandeord, ”Park Jung Su du er så færdig når jeg får fingre i dig!”

”Hvad snakker du om?” spørger Eunhyuk uforstående. ”Leeteuk ville have at vi skulle mødes så han narrede dig til at komme,” siger jeg og Eunhyuk rynker panden. ”Hvorfor skulle han gøre det?”

”Det må du ikke spørge om. Jeg kan ikke se ind i hans forskruede hjerne,” siger jeg.

Jeg hører lyden af elevatordøren der åbner og vender mig væk fra Eunhyuk. Jeg træder ind i elevatoren og trykker på etagen hvor managerens kontor ligger. Dørene skal til at lukke, men Eunhyuk sætter sin fod i vejen. Han ser bedende på mig og siger: ”Heejin, vi er nødt til at tale sammen.”

”Jeg har ikke mere at sige til dig,” vrisser jeg og trykker på knappen der lukker dørene. Eunhyuk skynder sig ind i elevatoren og dørene lukker bag ham så jeg ikke kan nå ud. ”Men jeg har noget at sige til dig,” siger han og jeg lægger armene over kors. Det er ikke en direkte afvisning til at jeg ikke vil lytte til ham, men jeg er heller ikke begejstret. Hvad han end siger, kan det ikke ændre noget.

”Hør jeg ved at du hader mig og sagde at du aldrig vil have noget at gøre med mig igen, men vil du ikke nok tilgive mig?”

”Giv mig bare en god grund til at jeg skulle tilgive dig.”

Eunhyuk rækker ud og tager min hånd. Jeg rynker panden og møder hans blik. ”Jeg vil fortælle dig noget som måske kan få dig til at ændre mening,” siger han og ser mig dybt ind i øjnene, ”jeg ved at jeg var en idiot da jeg stak af. Jeg var en kujon der var bange for sine egne følelser og jeg hader mig selv fordi jeg sårede dig. Jeg tænkte kun på mine egne følelser i stedet for at tage hensyn til dig. Jeg er virkelig ked af det Heejin.”

Jeg mærker mine følelser vakle. Jeg får lyst til at tilgive ham og være sammen med ham igen. Men af en eller anden grund kan jeg ikke fortælle ham det. Så i stedet spørger jeg: ”Hvorfor kom du overhovedet tilbage efter mig? Hvorfor gik du ikke bare til Yunhee? Hun fortalte dig jo at hun stadig elsker dig.”

Eunhyuk smiler skævt og siger: ”Jeg kom tilbage fordi det føles forkert uden dig. Ikke bare fordi jeg har vænnet mig til at du hele tiden er hos mig, men fordi jeg føler mig tom uden dig. Og hvad angår Yunhee, så elsker hun ikke mig, hun elsker det jeg er.”

Jeg ser uforstående på ham og han forklarer. ”Yunhee elsker ikke mig som person, hun elsker mig fordi jeg er kendt. Jeg har berømmelse og penge og det er det hun elsker. Det var det hun forelskede sig i fra starten af. Det har aldrig været mig. Det indså jeg da det gik op for mig at du elskede mig. Din kærlighed er så forskellig fra hendes, fordi du elsker mig for den jeg er, ikke for hvad jeg er.”

Jeg ser væk og bider mig i læben. Det er sandt at jeg aldrig har elsket Eunhyuk for hans berømmelse. Det har altid været ham og det vil altid være ham. Hvordan kunne jeg overhovedet være i tvivl om det? Det jeg har med Eunhyuk kan jeg aldrig få med nogen andre. Det vi har, er unikt og hvis jeg smider det væk, vil jeg komme til at fortryde det resten af mit liv.

Jeg vender mig igen mod Eunhyuk og siger: ”Jeg er også ked af det. Jeg burde have tilgivet dig da du fik samlet mod nok til at se mig igen. Men jeg var for svag til at give efter og lukke dig ind igen. Jeg var også bange for mine egne følelser og bange for den smerte du så let kan påføre mig.

Men jeg tænkte slet ikke på hvor meget det krævede af dig at tilgive mig for hvad jeg gjorde. Og nu er det min tur til at tilgive.”

Jeg smiler til Eunhyuk og lægger så armene om ham. Jeg trykker mig tæt ind til ham og kan mærke hans overraskede blik hvile på mig. Måske lader jeg ham slippe for let. Måske burde jeg få ham til virkelig at bevise at han aldrig vil såre mig på den måde igen. Der er en masse ting jeg burde, men jeg er ligeglad. Jeg ved bare at det eneste rigtige er at være sammen med Eunhyuk. Det kan intet ændre.

Pludselig giver det Leeteuk sagde til mig mening. Da jeg sagde jeg ikke ville tilgive Eunhyuk, føltes det forkert. Men nu hvor jeg har besluttet at finde sammen med ham igen er mit hjerte ved at briste af glæde. Intet kan være mere rigtigt end Eunhyuk og mig sammen.

”Så.. vi er sammen igen?” spørger Eunhyuk forvirret og jeg klukker. ”Ja, vi er sammen igen,” siger jeg og trækker mig lidt tilbage så jeg kan se hans ansigt, ”og denne gang håber jeg det holder længere.”

Eunhyuk smiler og presser blidt sine læber mod mine. Jeg gengælder hans kys og mærker hvordan det bobler indeni mens mit hjerte banker af sted. Det har jeg virkelig savnet, for det er kun Eunhyuk der kan få mig til at føle sådan.

Jeg hører lyden af nogen der rømmer sig og Eunhyuk og jeg ser begge i retningen af lyden. Elevatordørene er åbne og der står en mand på gangen udenfor. Han stirrer på os med et underligt ansigtsudtryk.

”Jeg tager bare den næste,” siger han og kort tid efter lukker dørene igen. Eunhyuk og jeg ser på hinanden og bryder så begge ud i latter. Jeg har ikke grinet sådan her siden Eunhyuk fandt ud af at jeg er en pige. Det er rart at grine igen sammen med ham.

Lidt efter stopper elevatoren på den etage hvor jeg skal af. Jeg har forklaret Eunhyuk hvad jeg skal snakke med manageren om og han prøver at tale mig fra det. Men jeg ved at det ville være forkert at blive i Super Junior. Min hemmelighed vil blive afsløret før eller siden og jeg tør ikke tænke på hvilke konsekvenser det vil medføre. Det kommer sikkert til at skabe problemer for gruppen og det må bare ikke ske. Det eneste rigtige er at melde mig ud.

Eunhyuk spørger om han skal gå med, men jeg siger jeg helst vil gøre det alene. Han nikker og siger at han venter udenfor.

Så tager jeg en dyb indånding og banker på døren til managerens kontor. Jeg hører ham sige kom ind og jeg åbner døren. Jeg træder indenfor og lukker døren efter mig. Manageren beder mig om at sætte mig i en stol foran hans skrivebord. Jeg gør som han siger og begynder at vride mine hænder på grund af nervøsitet. Jeg er ærligtalt bange for hvordan han vil reagere.

”Nå Heechul, hvad er det du vil snakke med mig om?” spørger manageren. Jeg ser længe på ham mens jeg samler mod til at sige noget. Til sidst tager jeg en dyb indånding og siger: ”Jeg har løjet for dig i lang tid og i dag er det på tide at jeg fortæller sandheden.”

Manageren rynker panden men siger ikke noget. ”Sandheden er at.. jeg ikke er Jung Heechul. Han findes ikke, jeg har bare skabt ham for at få et job,” siger jeg og manageren ser meget forvirret ud, ”i virkeligheden er jeg faktisk slet ikke en dreng. Jeg er en pige der har udgivet sig for at være en dreng. Jeg er virkelig ked af at jeg har løjet for dig.”

Manageren siger stadig ikke noget og jeg frygter at han er så vred at han slet ikke ved hvad han skal sige.

Til sidst siger han dog med en overraskende rolig stemme: ”Af hvilken grund løj du om dit køn?”

”Jeg havde desperat brug for et job og at arbejde for Super Junior gav gode penge. Men i ville ikke ansætte piger, så jeg løj og sagde jeg var en dreng. Det har aldrig været en del af planen at blive et medlem af Super Junior,” forklarer jeg og venter på hans reaktion. ”Så du gjorde det for at tjene penge? Til hvem?”

”Min familie. Jeg er den eneste der kan tjene ordentlige penge derhjemme.”

”Så i sidste ende gjorde du det hele for din familie?” spørger han og jeg nikker, ”jeg forstår.”

Jeg ser chokeret på ham og venter på at han skal skælde mig ud. Men det gør han ikke.

”Er du ikke vred?” spørger jeg og manageren trækker på skuldrene. ”Ikke rigtig. Der er jo ingen skade sket så jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle blive vred,” siger han og smiler til mig, ”så hvis vi bare fortsætter som vi har gjort indtil nu, ser jeg ikke noget problem.”

”Øhm.. det er jeg bange for ikke er muligt,” mumler jeg og ser ned på mine hænder, ”jeg kom nemlig også for at fortælle dig at jeg vil forlade gruppen.”

”MWO?!” råber han og jeg er lige ved at falde ned af stolen af overraskelse, ”hvad mener du med at du vil forlade gruppen?!”

Jeg holder beskyttende hænderne op foran ansigtet fordi jeg frygter han vil slå mig. ”Jeg mener hvad jeg siger. Jeg er nødt til at forlade gruppen inden min hemmelighed slipper ud. Det vil være skidt for Super Junior og dig hvis folk finder ud af sandheden,” siger jeg med skælvende stemme. Jeg forventer at manageren vil råbe mere af mig, men i stedet læner han sig tilbage i sin stol og sukker.

”Det er sandt,” mumler han og ser sørgmodigt på mig, ”men jeg synes det er en skam at dit talent skal gå til spilde. Fra det øjeblik jeg hørte din stemme vidste jeg at verden skulle høre dig. Det ville være en skam hvis du skulle tilbage til dit gamle liv.”

”Jeg er bange for at det ikke kan være anderledes,” siger jeg og han nikker langsomt, ”jeg er færdig med at udgive mig for at være noget jeg ikke er. Det har jeg allerede gjort alt for længe. Fra nu af vil jeg være mig selv. Jeg vil være Heejin.”

Manageren fortsætter med at nikke og ser så ned på sit skrivebord. ”Selvom jeg kommer til at savne drengene og det liv jeg har levet sammen med dem, så bliver jeg nødt til at stoppe. Min drøm stopper her,” siger jeg og rejser mig fra stolen, ”jeg vil ikke tage mere af din tid så jeg går nu.”

Jeg vender mig og går hen til døren. ”Vent lidt!”

Jeg vender mig og ser på manageren. ”Er din drøm at være sanger?”

”Min største drøm er at gøre min families liv nemmere ved at give dem en masse penge. Men min anden drøm er at blive en berømt sanger. Det har været en drøm siden jeg var lille. Jeg vil gerne kunne leve af at synge.”

Et smil breder sig på managerens læber og han beder mig sætte mig i stolen igen. Jeg tøver lidt, men sætter mig så tilbage i stolen. Manageren lægger fire billeder foran mig på bordet. Hvert billede forestiller en pige.

Jeg ser forvirret på ham og han siger: ”Disse fire piger danner en gruppe der venter på at debutere. To af pigerne har været trainees her i tre år og de to andre har været det i et år. De har været en gruppe i tre måneder og de er meget talentfulde.”

Jeg ser stadig forvirret på ham og forstår ikke rigtig hvor han vil hen med det. ”Jeg er ikke helt med på hvad du prøver at sige,” siger jeg og managerens smil bliver bredere. ”Gruppen mangler en stærk stemme og en leder. En der kan holde sammen på dem og som kan have et overblik,” siger han og folder hænderne på bordet, ”jeg vil gerne have at det skal være dig.”

Jeg sidder i nogle sekunder og ser på ham mens jeg prøver at forstå hvad han siger. Pludselig falder brikkerne på plads og jeg spærrer øjnene op.

”Vil du gøre mig til lederen af en trainee pigegruppe?” spørger jeg med skælvende stemme og manageren nikker, ”men det kan jeg ikke! Jeg har ikke overblik og jeg kan ikke engang holde styr på mig selv. Det vil aldrig fungere.”

”Men du har erfaring,” siger manageren og jeg rynker panden, ”du har prøvet hvordan det er. At stå på scenen, blive interviewet og skrive autografer. Desuden har du været med i flere variety shows så du kender til noget de andre ikke gør. Du kan hjælpe dem igennem den første svære tid og fordi du ikke er genert kan du sagtens tage ordet hvis de andre ikke ved hvad de skal sige. Du kan give dem den hjælp og støtte de har brug for.”

Jeg overvejer det han siger og kan godt se at det giver mening. Jeg ved allerede hvordan det er at være kendt og kan guide de andre piger. Men kan jeg virkelig leve op til rollen som leder?

”Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det? Måske vil pigerne slet ikke respektere mig. Måske vil de ikke engang acceptere mig i gruppen,” siger jeg og manageren klukker. ”Det skal du slet ikke bekymre dig om. Du er ikke typen der giver op, så hvis du beslutter dig for at blive en god leder, så bliver du en. Og hvad de andre medlemmer angår, så er der ingen grund til bekymring. Du fik en gruppe på ni drenge til at holde af dig og de respekterer dig. Hvis du kan klare det, så kan du også klare fire piger. Du kan vinde alle over med din charme.”

Jeg smiler skævt over managerens ord. Det er sandt at jeg fik alle medlemmerne i Super Junior til at holde af mig, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne klare fire piger? Og med hensyn til rollen som leder.. vil jeg arbejde hårdt for at blive den bedste.

”Så hvad siger du? Vil du gøre det?”

Jeg ser selvsikkert på manageren og mit smil bliver bredere. ”Hvordan kan jeg sige nej.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...