You've Fallen for Me {Super Junior}

Jung Heejin kommer fra en fattig familie. Hendes far døde for mange år siden og hun er den der skaffer penge og forsørger familien. Heejin er stærkere end de fleste piger og hendes krop er ikke ret feminin. Hendes hår er kort som en drengs og hun er i mange år blevet betragtet som en dreng. Men hun kan lide det sådan, for så har folk nemmere ved at tage hende seriøst.
En dag tilbyder hendes bedste ven hende et job. Hun kan arbejde for k-pop gruppen Super Junior, men der er én betingelse. Hun er nødt til at udgive sig for at være en dreng, fordi piger ikke må få det job. Heejin går med til det og udgiver sig for at være sin ikke eksisterende tvillingebror ved navn Jung Heechul. Men kan Heejin virkelig få alle til at tro hun er en dreng? Selv når hun forelsker sig i et af medlemmerne?

25Likes
146Kommentarer
5993Visninger
AA

27. Kapitel 21: It’s really over

Eunhyuk P.O.V:

 

Det er tre dage siden jeg flyttede tilbage i dormet. Ingen af medlemmerne har snakket til mig og de ignorerer mig. Jeg er sikker på at det er fordi jeg fik Heechul, eller rettere Heejin, til at forlade gruppen og dormet. Alle er åbenbart vrede på mig for det jeg gjorde, og jeg bebrejder dem ikke.

 Jeg sidder på kanten af min seng og ser over på hendes seng. Den ser ud som den plejer. Hun har ikke taget dynen og puden med, og sengen er pænt redt. Hver dag kigger jeg på hendes seng og fordi alt ser ud som det plejer, får jeg følelsen af at hun ikke er rejst. Jeg forventer næsten at hun skal komme ind af døren hvad øjeblik det skal være.

Pludselig bliver døren åbnet og jeg stivner. Kan det virkelig være hende der er kommet tilbage? Jeg vender hovedet og ser til min skuffelse at det bare er Leeteuk. Jeg sukker og ser igen på sengen.

”Forventede du at se en anden?” spørger han og jeg svarer ikke. Leeteuk trækker kontorstolen hen foran mig og sætter sig på den. Han ser på mig og siger: ”Du tænker stadig på hende.”

Jeg ser kort på ham og benægter det ikke. Det er jo sandt. Hver dag, hver time, hvert minut tænker jeg på hende. Jeg kan bare ikke få hende ud af hovedet.

”Hvis du holder så meget af hende, hvorfor vil du så ikke se hende?” spørger Leeteuk. Jeg ser ned i gulvet og bider mig i underlæben. Jeg kan ikke få mig selv til at svare ham.

”Er det bare fordi hun løj for dig? Hvis du virkelig ikke kan tilgive hende så har du ingen ret til at sige du elsker hende,” siger Leeteuk og jeg ser op. ”Det er ikke fordi jeg ikke kan tilgive hende,” mumler jeg og Leeteuk rynker panden. ”Hvorfor så?”

”Jeg kan ikke se hende fordi..” jeg tøver og ser væk, ”fordi jeg er bange.”

”Bange? Bange for hvad?” spørger Leeteuk forvirret. ”For hende,” svarer jeg og sukker, ”jeg er bange for hende. Jeg er bange for hvad hun har gjort og kan gøre ved mig.”

”Jeg forstår ikke.”

”Da hun afslørede at hun er en pige, fandt jeg ud af hvor nemt hun kan såre mig. Jeg er bange for at holde af hende og jeg er bange for at hun skal knuse mig. Fordi jeg elsker hende kan hun gøre mig mere lykkelig end nogen anden. Jeg er allermest lykkelig når jeg er sammen med hende. Men netop fordi hun er den der kan gøre mig allermest lykkelig, er hun også den der kan såre mig allerdybest. Jeg er bange for den kærlighed jeg føler for hende, derfor holder jeg mig fra hende. Jeg har ikke lyst til at blive såret.”

Leeteuk klukker og jeg ser undrende på ham. Jeg har lige fortalt ham om mine følelser og så griner han af mig. Det er sidste gang jeg deler noget privat med ham.

”Hvad er det der er så sjovt?” spørger jeg irriteret. ”Det du siger, er bare det dummeste og mest selviske jeg nogensinde har hørt,” siger han og jeg løfter uforstående det ene øjenbryn, ”hvis man er bange, hvorfor så overhovedet forelske sig?”

”Det var altså heller ikke et valg jeg tog,” siger jeg og sukker. Jeg åbner skuffen, i mit natbord, og tager et billede op. Billedet forestiller Heejin og det blev taget lige efter hun debuterede sammen med os. Det er mit yndlingsbillede af hende. Det smil og det blik hun har i øjnene, er noget af det jeg elsker mest ved hende.

”Jeg havde lovet mig selv ikke at forelske mig igen efter det med Yunhee. Men så dukkede Heejin op og ødelagde det hele,” siger jeg og kærtegner ømt glasset der beskytter billedet, “hun sneg sig nærmest ind på mig. Kom ind under huden på mig, og før jeg vidste af det, var jeg forelsket i hende. Og når det er ægte, så kan man ikke flygte fra det. Jeg elskede hende endda da jeg troede hun var en dreng.”

Jeg elskede hende da jeg troede hun var en dreng og nu hvor jeg ved hun er en pige, elsker jeg hende endnu mere. Jeg var villig til at acceptere hende da jeg troede hun var en dreng, men nu hvor jeg kender sandheden afviser jeg hende. Jeg ved ikke engang om jeg foretrækker hende som en pige eller en dreng.

”Du siger du elsker hende, og alligevel skubber du hende fra dig. Har du overhovedet tænkt på hvad Heejin føler?” spørger Leeteuk og jeg ser skamfuldt ned i gulvet, ”det tænkte jeg nok. Du er lige så selvisk som du altid har været. Jeg havde håbet at Heejin kunne ændre dig, men du tænker stadig på dig selv først. Du tænker slet ikke på hvordan hun har det og bekymrer dig kun om hvad der er bedst for dig.”

Han har ret. Jeg har slet ikke tænkt på hvordan Heejin har det. Jeg må have såret hende dybt på den måde jeg smed hende ud af Super Junior og fortalte hende at jeg ikke vil se hende mere. Jeg tænkte kun på hvor såret jeg var, og slet ikke hvor meget smerte jeg har påført hende for at beskytte mig selv. Jeg har slet ikke ret til at elske hende.

”Det her er grunden til at jeg ikke har kunnet give hende til dig,” siger Leeteuk koldt, ”du kan ikke tage dig af hende og give hende hvad hun har brug for. Jeg vil ikke lade dig få hende før jeg ved du vil sætte hende først og kan gøre hende lykkelig.”

”Hvad mener du med give hende til mig? Heejin er ikke en ting. Og hvad får dig overhovedet til at tro du har den ret? Heejin har aldrig været din. Du kan ikke give noget væk du ikke har.”

Leeteuk tøver lidt og siger så: ”Selvom hun ikke er min, vil jeg alligevel passe på hende. Jeg ønsker ikke at se den pige jeg er forelsket i blive såret.”

Jeg måber og stirrer chokeret på ham. Er Leeteuk forelsket i Heejin? Siden hvornår?!

”Hvad mener du med, den pige du er forelsket i?” spørger jeg fordi jeg stadig ikke kan fatte det. ”Jeg mener det jeg siger. At jeg er forelsket i Heejin.”

”Hvornår er det sket?”

Leeteuk vender hovedet og ser ud af vinduet. ”I starten opdagede jeg det ikke, eller også ville jeg bare ikke indse det. Men da hun fortalte mig at hun var forelsket i dig, gjorde det ondt. Jeg blev jaloux og det brændte indeni ved tanken om at hun kunne lide en anden,” siger han og smiler sørgmodigt, ”men selvom jeg kan lide hende, har jeg aldrig gjort noget forsøg på at få hende. Især ikke efter jeg fandt ud af at du også kunne lide hende. Der var ingen grund til at jeg skulle ødelægge det i havde sammen. Men nu hvor du ikke længere vil have hende, kan jeg tage hende.”

Leeteuk vender hovedet og ser mig direkte i øjnene da han siger: ”Jeg håber ikke du kommer til at fortryde at du opgav det bedste der nogensinde er sket for dig.”

Med de ord rejser Leeteuk sig op og forlader værelset.

Jeg sidder målløst og stirrer på den lukkede dør mens jeg prøver at forstå hvad Leeteuk lige har sagt. Mente han at han vil tage Heejin fra mig? Fordi han mener jeg har opgivet hende, kan han få hende?

Jeg skærer tænder ved tanken om Heejin og Leeteuk sammen. Jeg vil ikke have at Heejin skal finde sammen med en anden og jeg har heller ikke lyst til at finde sammen med nogen anden end hende. Jeg begik en kæmpe fejl da jeg skubbede hende fra mig og jeg fortryder at jeg gjorde det. Jeg må få hende tilbage før det er for sent.

 

 

Jeg har overtalt Leeteuk til at invitere Heejin til dormet. Efter han havde forsikret hende om at jeg ikke ville være her, gik hun med til det. Jeg ved at Leeteuk er den person Heejin stoler allermest på og lytter mest til. Jeg ved at når han beder hende komme, så kommer hun.

Jeg har bedt alle, undtagen Leeteuk om at forlade dormet. Det var dog svært at få dem ud. Jeg var nødt til at forklare dem hvorfor de skulle gå, og da de hørte at Heejin kommer, havde de endnu mindre lyst til at forlade dormet. Men Leeteuk satte sin fod ned og brugte sin position som leder. Med hans hjælp fik jeg alle ud af dormet.

Nu venter vi bare på at Heejin skal dukke op, og hun burde snart være her.

Jeg når kun lige at tænke tanken, før der bliver ringet på. Leeteuk og jeg ser på hinanden og vi nikker synkront. Så rejser Leeteuk sig op og går ud i entreen for at lukke hende ind.

Jeg tager nogle dybe indånding og overvejer hvordan Heejins reaktion vil være. Vil hun blive glad for at se mig igen? Vil hun blive vred? Vil hun smile, græde eller råbe?

Hun har altid været uforudsigelig så jeg ved aldrig hvad jeg skal forvente. Hun gør som regel altid det modsatte af hvad jeg tror hun vil gøre.

”Hyung hvad er det du vil vise mig?” lyder Heejins stemme ude i gangen. ”Det får du at se,” svarer Leeteuk og jeg hører deres skridt komme i min retning. ”Hvorfor vil du ikke fortælle mig hvad det er?” spørger hun irriteret. De træder ind i stuen og Leeteuk ser på mig da han siger: ”Hvis jeg havde fortalt dig det, ville du ikke være kommet.”

Heejin rynker uforstående panden og følger Leeteuks blik. Hun spærrer øjnene op da hun ser mig og mit hjerte springer et slag over. Der er gået tre uger siden jeg sidst så hende, men det føles som tre år. Mens jeg ser på hende får jeg lyst til at grine og græde på samme tid. Jeg er bare så glad for at se hende igen.

Et smil breder sig på mine læber og jeg begynder at gå frem mod hende. Fordi jeg er så forblændet af min egen glæde, over at se Heejin, lægger jeg først mærke til hendes reaktion, da jeg kommer tæt på. Jeg kan se hvor anspændt hun er og hvor tomt hendes blik er.

Jeg stopper op nogle skridt fra hende og ved ikke helt hvad jeg skal gøre. Jeg troede hun ville blive glad for at se mig.

”Jeg vil lade jer være alene,” siger Leeteuk og forlader så stuen. Jeg hører fordøren blive åbnet og derefter lukket. Nu er her kun Heejin og mig.

  Jeg ser på hende og prøver at fange hendes blik, men hun nægter at se mig direkte i øjnene. Jeg er nødt til at bryde tavsheden og fortælle hende hvorfor hun er her.

”Jeg har savnet dig,” siger jeg og håber at hun vil sige hun også har savnet mig. Men hun siger ikke noget. Hun viser slet ikke noget tegn på at have hørt hvad jeg sagde.

”Er du vred på mig?” spørger jeg, men hun svarer stadig ikke, ”okay fint. Så lad være med at snakke og bare lyt til mig.”

Jeg prøver endnu en gang at fange hendes blik, men igen uden held. Så tager jeg en dyb indånding og fortæller hende sandheden.

”Jeg vil have vi finder sammen igen. Jeg vil have dig tilbage,” siger jeg og træder frem mod hende. ”Hvem har sagt jeg vil have dig tilbage?” spørger hun og jeg stopper op. Hendes stemme er så kold og blottet for følelser. Og selvom hun ikke ser på mig, kan jeg se hvor tomme og blanke hendes øjne er. Hun viser ingen tegn på følelser. Jeg vil faktisk hellere have at hun er vred og råber af mig, i stedet for det her. En hvilken som helst følelse er bedre end ingenting.

”Elsker du mig ikke mere?” spørger jeg og hun bider sig i læben. Hun har tydeligvis ikke tænkt sig at svare.

”Så det er det. Du vil ikke have mig tilbage selvom du stadig elsker mig?” spørger jeg og hun ryster langsomt på hovedet, ”hvorfor? Vi er nødt til at være sammen. Vi skal være sammen. Jeg er den eneste rigtige for dig!”

”Du har ingen ret til at komme her og fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal!” udbryder hun rasende og jeg bakker et skridt tilbage, ”den ret lagde du fra dig i det øjeblik du forlod mig. Du ødelagde mig Eunhyuk.”

Jeg ser forpint på hende og rækker ud for at røre hendes ansigt. Hun vender hovedet væk. En tydelig afvisning.

”Da du skred, følte jeg mig tom. Som et forladt hus. Stående der, mørk og ubeboet. Men jeg blev trofast stående og ventede. Ventede på at du skulle vende hjem til mig.

Men du vendte ikke tilbage,” siger hun og jeg kan se at hendes øjne er blevet blanke af tilbageholdte tårer, ”til sidst begyndte jeg at blive faldefærdig. Da du bad mig forlade SJ og dormet, gik det op for mig at du ikke ville vende tilbage. Du ønskede ikke at se mig igen og det føltes som om jeg faldt fra hinanden. Heldigvis for mig, var Donghae og Leeteuk der til at samle mig op. De reddede de ødelagte rester som du havde efterladt.

Så kom ikke her og fortæl mig hvem jeg skal være sammen med. Det kan du lige vove på.”

Tårerne triller ned ad mine kinder og jeg knytter hænderne så hårdt at mine negle borer sig ind i mine håndflader. At høre hvor meget hun har lidt, knuser mit hjerte. Jeg lovede at beskytte hende mod alt der kunne gøre hende ondt. Men i sidste ende skulle jeg have beskyttet hende fra mig selv. Jeg sårede hende selvom jeg sagde jeg aldrig ville. Jeg er den værste.

”Heechul,” hvisker jeg og hun fnyser. Det går op for mig at jeg kom til at bruge hendes drengenavn, fordi jeg aldrig har kaldt hende andet.

”Jeg har ikke mere at sige til dig,” hvæser hun gennem hårdt sammenbidte tænder, ”og siden du heller ikke har mere at sige til mig, vil jeg gå. Og du kan lige vove på at opsøge mig og vise dit ansigt. Jeg vil ikke se dig. Aldrig mere.”

Så vender hun om på hælene og sætter kursen mod fordøren. ”Heejin,” hvisker jeg spagt og hun stopper op, ”jeg elsker dig.”

Hun vender sig langsomt om og ser koldt på mig. ”For sent Eunhyuk,” siger hun og møder mit blik for første gang siden hun ankom, ”tre uger for sent.”

Så vender hun sig igen, forlader dormet og efterlader kun ekkoet af en smækket dør.

Jeg synker sammen på gulvet og gemmer ansigtet i hænderne. Det er slut. Denne gang har jeg virkelig mistet hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...