You've Fallen for Me {Super Junior}

Jung Heejin kommer fra en fattig familie. Hendes far døde for mange år siden og hun er den der skaffer penge og forsørger familien. Heejin er stærkere end de fleste piger og hendes krop er ikke ret feminin. Hendes hår er kort som en drengs og hun er i mange år blevet betragtet som en dreng. Men hun kan lide det sådan, for så har folk nemmere ved at tage hende seriøst.
En dag tilbyder hendes bedste ven hende et job. Hun kan arbejde for k-pop gruppen Super Junior, men der er én betingelse. Hun er nødt til at udgive sig for at være en dreng, fordi piger ikke må få det job. Heejin går med til det og udgiver sig for at være sin ikke eksisterende tvillingebror ved navn Jung Heechul. Men kan Heejin virkelig få alle til at tro hun er en dreng? Selv når hun forelsker sig i et af medlemmerne?

24Likes
146Kommentarer
5535Visninger
AA

25. Kapitel 20: A 'Good'bye

Der er gået mere end to uger siden gruppen fandt ud af at jeg er en pige, og alle opfører sig næsten som de plejer. De behandler mig stadig som Heechul og tænker på mig som en dreng. Undtagen når vi skal klæde om. Der er heldigvis ingen af dem der har prøvet at se mig uden tøj på, hvilket er en lettelse. De er jo når alt kommer til alt drenge.

Men tingene er stort set som de plejer, bortset fra én ting. Siden jeg fortalte hemmeligheden har ingen set skyggen af Eunhyuk. Han kom aldrig tilbage til dormet efter jeg snakkede med ham og han er heller ikke dukket op til nogen af gruppens fællesaktiviteter. Men han har været i dormet, for jeg kan se at han har været og pakke sine ting, mens jeg var ude. Han har tydeligvis ikke planer om at dukke op inden for nærmeste fremtid. Og jeg er ret sikker på at det er mig han vil undgå.

 

Gruppen har haft en optræden på et show, og det er lige sluttet. Alle medlemmerne, undtagen Eunhyuk, sidder backstage og får noget at spise. Jeg føler mig ikke sulten så jeg har bare sat mig hen til et åbent vindue. Vinduet er placeret meget lavt, så når jeg sidder på gulvet blæser vinden mig lige ind i ansigtet. Det er forfriskende og klarer mit hoved lidt for dets hektiske tanker. Siden Eunhyuk gik sin vej har mine tanker været et stort kaos og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Jeg vil så gerne se ham, fortælle ham hvor ked af det jeg er og fortælle ham hvor meget jeg elsker ham. Men han besvarer ikke mine opkald og har ikke gjort noget for at kontakte mig. Hvis det her bliver ved, ender det så med at Eunhyuk melder sig ud af Super Junior bare for at undgå mig?

  Min underbevidsthed opfanger at Donghae og Leeteuk snakker om mig. De sammenligner min tilstand med Eunhyuks efter han havde slået op med Yunhee. At min sprudlende personlighed og mit positive sind er forsvundet og blevet erstattet af en dyster udgave af mig.

Jeg ved de er bekymrede for mig, men jeg kan ikke vise dem et falsk smil hele tiden. Jeg kan ikke skjule min smerte, selvom jeg virkelig prøver. Og selvom jeg prøver at aflede min tanker så er det nyttesløst. Jeg kan ikke tænke på andet end Eunhyuk.

Pludselig bliver døren ind til rummet åbnet og min første tanke er at det må være Eunhyuk. Men det er det ikke, det er hans søster.

”Hej Sora, hvad bringer dig hertil?” spørger Leeteuk lidt forvirret over Soras pludselige opdukken. ”Jeg kommer med en besked fra Eunhyuk,” siger hun og jeg stivner. Hvis Eunhyuk bliver nødt til at sende nogen i stedet for at komme selv, er det helt sikkert ikke gode nyheder.

Sora ser over på mig og det føles som om hun taler direkte til mig da hun siger: ”Eunhyuk siger at han ikke vil komme tilbage så længe Heejin er her.”

De andre medlemmer begynder at mumle til hinanden, men jeg ignorerer dem. Jeg ved at Sora har mere at sige.

”Han vil flytte permanent ud af dormet og officielt melde sig ud af Super Junior, medmindre Heejin flytter ud af dormet og forlader gruppen. Han siger at.. han ikke vil have noget med hende at gøre mere.”

Jeg stirrer tomt ud i luften mens jeg mærker tårerne trille ned ad mine kinder. Så det var virkelig på grund af mig det hele.

Jeg mærker en hånd på min skulder og opdager at Donghae har sat sig ved siden af mig. ”Er du okay?” spørger han bekymret. ”Selvfølgelig er jeg ikke okay,” hulker jeg og tørrer tårerne væk med mit ærme, ”Eunhyuk kan ikke tilgive mig og vil aldrig se mig igen. Det her er åbenbart alt vores forhold betyder for ham. Han elsker mig ikke nok til at tilgive mig.”

Donghae giver min skulder et klem og prøver at trøste mig. Hvilket er nyttesløst for intet kan trøste mig lige nu. Eunhyuk kunne lige så godt have revet mit hjerte ud og trampet på det, for det er sådan det føles lige nu.

”Du skal ikke tage det så tungt,” lyder Leeteuk stemme og det går op for mig at han også har sat sig ved siden af mig, ”han mener det ikke. Han skal bare have mere tid.”

”Der er allerede gået to uger. Hvis han kunne tilgive mig havde han gjort det nu.”

Leeteuk åbner munden for at sige noget, men han kan åbenbart ikke komme på noget godt at sige, så han ender med at lukke munden igen.

Jeg sukker og siger: ”Jeg kan ikke tvinge Eunhyuk til noget han ikke vil, så jeg vil ikke tigge om hans tilgivelse. Jeg vil bare finde min styrke og prøve at kæmpe mig på benene igen. For jeg ved at livet går videre og at jeg er nødt til at følge med. Men at følge med mit liv lige nu føles mest af alt som om jeg prøver at følge med en racerbil med to brækkede ben.”

Leeteuk ser på mig med triste øjne og hans blik gør mig endnu mere ked af det. Han lider på grund af min smerte.

Leeteuk lægger en arm om mig og jeg gemmer ansigtet ved hans bryst. Hans varme og hans rolige hjerteslag gør smerten lidt nemmere at bære. Jeg mærker at Donghae lægger armene om mig bagfra og jeg kan mærke hans hjerte banke mod mit skulderblad. Begge drenges hjertebanken virker beroligende og jeg kan fornemme deres omsorg for mig. Jeg er nødt til at være stærk for deres skyld. Men jeg er desværre også nødt til at gøre noget der vil gøre dem ked af det. For jeg ved hvad jeg må gøre. Der er ingen anden udvej.

  Jeg rømmer mig og Donghae giver slip på mig. Jeg trækker mig ud af Leeteuks favn og rejser mig op. Jeg knytter hænderne og ser beslutsomt på dem.

”Hvis Eunhyuk vil have mig til at forsvinde, så vil jeg forsvinde,” siger jeg og bider tænderne hårdt sammen for at holde tårerne tilbage. ”Hvad mener du?” spørger Leeteuk, selvom han sikkert allerede har regnet det hele ud. Jeg tager en dyb indånding og siger: ”Jeg pakker mine ting og flytter ud af dormet. Jeg stopper med at deltage i gruppens aktiviteter og om nogle dage melder jeg mig officielt ud af Super Junior.”

”Det kan du da ikke!” udbryder Donghae og jeg løfter en hånd for at bede ham tie stille. ”Jeg både kan og vil,” siger jeg og ser alvorligt på ham, ”Eunhyuk har været med i Super Junior i 6 år og jeg har ikke engang været med i 6 måneder. Han hører mere til i gruppen end jeg gør og han spiller en større rolle end jeg gør. Derfor forlader jeg gruppen, det er det eneste rigtige at gøre.”

Leeteuk rejser sig op og ser undersøgende på mit ansigt. ”Er du sikker?” spørger han og jeg nikker uden tøven, ”så vil jeg ikke stoppe dig. Jeg håber bare at du ikke vil fortryde det.”

”Tak hyung,” siger jeg og smiler et næsten rigtigt smil til ham, ”og nu vil jeg tilbage til dormet og få pakket.”

Leeteuk nikker og siger: ”Ja, lad os komme af sted.”

 

Jeg trækker min pakkede kuffert, og en fyldt taske ud på gangen og stiller det op ad væggen. Jeg ser ind mod stuen, hvor jeg ved alle står og venter på mig. Jeg overvejer bare at flygte ud af døren uden at sige farvel. Men det ville være respektløst. De har alle behandlet mig så godt og jeg vil også fortryde det hvis jeg ikke tager en ordentlig afsked med dem. Så jeg tager en dyb indånding og går ind i stuen.

  Alle står og ser på mig, men ingen ved hvad de skal sige. For en gangs skyld er jeg faktisk også helt stum. Jeg har aldrig været god til at sige farvel.

Endelig træder Donghae frem og kommer hen til mig. Han ser på mig med tårer i øjnene og den smerte jeg ser i hans øjne giver også mig tårer i øjnene. Han trækker mig ind i sin favn og siger med grødet stemme: ”Jeg kommer virkelig til at savne dig.”

”Jeg kommer også til at savne dig,” siger jeg og snøfter, ”du er den bedste ven jeg nogensinde har haft.”

”Bedre end Eun Chan?” spørger Donghae drillende og jeg klukker. ”Ja. Bedre end Eun Chan,” svarer jeg og trækker mig lidt tilbage så jeg kan se hans ansigt, ”tak fordi du altid har behandlet mig så godt Hae. At du lige fra starten var villig til at acceptere mig og blev min første ven i gruppen. Jeg kan aldrig gengælde alt det du har gjort for mig og jeg er så glad for at du kunne tilgive mig, selvom jeg holdt noget hemmeligt.”

Donghae smiler gennem tårerne og siger: ”Intet kan ødelægge vores venskab Chunsa. Du vil altid være en vigtig person for mig og have en speciel plads i mit hjerte,” siger han og kysser mig blidt på panden. Jeg gengælder hans smil og han træder til side så jeg kan fortsætte med at sige farvel.

  Den næste til at træde frem er Leeteuk. Tårerne presser endnu mere på da jeg ser hvor meget han prøver at skjule sin smerte. Jeg slår armene om ham og trykker mig ind til ham.

”Leeteuk du er som den bror jeg altid har ønsket mig. Selvom du ikke brød dig om mig i starten var du alligevel villig til at acceptere mig til sidst. Og selv da du opdagede min hemmelighed gik du med til at lade mig blive i gruppen og hjælpe med at holde det hemmeligt. Du blev virkelig som en storebror der beskyttede mig og passede på mig. Du gav mig styrke til at fortsætte når jeg havde mest lyst til at give op og du overbeviste mig altid om at det jeg gjorde var det rigtige. Jeg ville aldrig have klaret det uden dig.”

Leeteuk skubber mig lidt væk fra sig, så han kan se mit ansigt og siger: ”Du har ret i at jeg ikke brød mig ret meget om dig i starten. Men med tiden vandt du mig over og jeg kunne ikke undgå at holde af dig. Dit gåpåmod, din positive indstilling til livet, din styrke, det faktum at du sætter andre før dig selv og den måde du giver alt hvad du har når det handler om noget der er vigtigt for dig. Alle de ting ved dig gør at det er umuligt ikke at beundre og elske dig. Du vil altid blive elsket, lige meget hvor du er.”

Jeg smiler og lægger en hånd på Leeteuks kind. ”Jeg vil aldrig glemme dig Leeteuk,” siger jeg og stiller mig på tæer for at kysse hans pande, ”og jeg er ked af at sige det, men selv som en pige vil du altid være min hyung.”

Leeteuk klukker og siger: ”Hyung er fint.”

Så træder han til side og jeg vender min opmærksomhed mod Siwon. ”Jeg vil komme til at savne at se dig om morgenen. Det vil føles tomt at gå ud i et køkken hvor du ikke sidder med din kaffe og læser en amerikansk avis.”

Han smiler skævt og træder frem mod mig. Han lægger armene om mig og siger: ”Det bliver også underligt ikke at se dig om morgenen. Dit smil får mig altid til at føle at det vil blive en god dag.”

Jeg snøfter og ser op på ham. ”Tak fordi du ville holde på min hemmelighed. Selvom jeg ikke vidste noget og du ikke gjorde noget for at hjælpe, er jeg alligevel taknemmelig. Du kunne sagtens have afsløret mig, men valgte at lade være. Tak.”

Han nikker og da jeg trækker mig ud af hans favn, kan jeg se at også han har tårer i øjnene. Jeg klapper opmuntrende hans overarm og han smiler tappert til mig. Han stiller sig hen til de to andre og jeg vender opmærksomheden mod resten af medlemmerne.

Fordi jeg ikke har nået at blive rigtig tæt med andre end de tre der nu står ved siden af mig, samler jeg bare resten af medlemmerne i en afskedstale, og jeg starter fra en ende af.

”Kyuhyun. Du har lige fra starten nydt at drille mig. Fordi du er gruppens maknae nyder du at være ond over for dine hyungs, fordi du ved du kan slippe af sted med det. Men vi har også haft gode stunder sammen. Vi har spillet Starcraft, jeg har lært dig at koge ramen ordentligt og vi har endda drillet de andre medlemmer sammen. Jeg er virkelig glad for at jeg har lært dig at kende.

Yesung. Du og jeg har virkelig haft det sjovt. Du har altid været villig til at lege med mig når ingen andre gad. Vi kunne finde på de mærkeligste ting at lave og der var aldrig et roligt øjeblik når vi slog os sammen.

Sungmin. Jeg har ikke tal på hvor mange gange vi har dystet for at se hvem der har mest aegyo. Og jeg er ikke ked af at indrømme at du er den ubesejrede mester. Forever aegyo king.

Ryeowook. Du har altid været som Super Juniors ekstra mor. Du laver altid mad til dine hyungs når de er sultne og igennem de sidste par måneder har jeg hjulpet til. Men nu hvor jeg tager væk, må du love mig at du bliver ved med at lave mad til dem og minder dem om at de skal spise deres måltider til tiden.

Shindong. Du kan altid få mig til at grine når det virker umuligt. Dine jokes kan altid få mig i bedre humør og vi har grinet meget sammen. Jeg har heller ikke tal på hvor mange gange jeg har lavet mad til dig midt om natten, men du skal vide at det aldrig har været noget problem. Jeg er kun glad for at jeg kan gøre noget og være nyttig for mine hyungs.”

Jeg ser på alle drengene, en efter en og smiler så. ”Jeg er meget taknemlig for at have mødt jer alle sammen og jeg kommer virkelig til at savne jer.”

De træder alle frem og samler sig omkring mig i et gruppekram. Mens jeg står der i midten, omringet af alle disse fantastisk mennesker, kan jeg kun tænke på hvor heldig jeg er. At have venner som dem og have oplevet det jeg har oplevet. Ikke mange får den chance og jeg fortryder intet.

  De trækker sig alle tilbage og jeg rømmer mig inden jeg siger: ”Men så må jeg vist også hellere komme af sted.”

Jeg vender mig for at gå, men Leeteuks stemme får mig til at stoppe.

”Vent Heejin. Jeg har noget til dig,” siger han og jeg vender mig mod ham. Han rækker mig en æske og siger: ”Det er et billede af os alle sammen. Du kan kigge på det hvis du savner os eller hvis du vil mindes vores tid sammen.”

Jeg smiler og tager imod æsken. Leeteuk stryger mig over håret og siger: ”Uanset hvad der sker og uanset hvor du er, så husk at det her altid vil være dit hjem og vi vil altid være din familie.”

Jeg nikker og ser en sidste gang på dem alle sammen inden jeg går ud i gangen og tager tasken over skulderen. Jeg vender hovedet og ser ind på Eunhyuks og mit værelse. Jeg træder ind og ser mig omkring i rummet. Her er så mange minder. Jeg går hen til Eunhyuks seng og lægger den ene hånd på hans hovedpude.

”Farvel Eunhyuk,” hvisker jeg og lader en tåre falde ned på sengebetrækket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...