You've Fallen for Me {Super Junior}

Jung Heejin kommer fra en fattig familie. Hendes far døde for mange år siden og hun er den der skaffer penge og forsørger familien. Heejin er stærkere end de fleste piger og hendes krop er ikke ret feminin. Hendes hår er kort som en drengs og hun er i mange år blevet betragtet som en dreng. Men hun kan lide det sådan, for så har folk nemmere ved at tage hende seriøst.
En dag tilbyder hendes bedste ven hende et job. Hun kan arbejde for k-pop gruppen Super Junior, men der er én betingelse. Hun er nødt til at udgive sig for at være en dreng, fordi piger ikke må få det job. Heejin går med til det og udgiver sig for at være sin ikke eksisterende tvillingebror ved navn Jung Heechul. Men kan Heejin virkelig få alle til at tro hun er en dreng? Selv når hun forelsker sig i et af medlemmerne?

24Likes
146Kommentarer
5530Visninger
AA

3. Kapitel 2: Dreams do come true

Den næste morgen møder jeg i Super Juniors studie klokken ti ligesom aftalt. Manageren er endnu ikke dukket op så jeg sætter mig bare ned og venter. Men på grund af mange år hvor jeg har lavet noget hele dagen, er det svært for mig at sidde stille. Mange gange betragter folk mig som en humørbombe, fuld af energi og med et barnligt sind. På alle de deltidsjobs jeg har haft har jeg været alvorlig i starten fordi jeg ikke ville risikere at miste arbejdet. Men når jeg følte mig tryg ved min chef og kollegaer lod jeg mig være mig selv, hvilket faktisk tit fik mig fyret i sidste ende.

Min personlighed er at være glad og opføre mig tosset. Når jeg først føler mig tryg slipper jeg mig selv fri og er ligeglad med hvad andre tænker om mig. Jeg har tit fået at vide at jeg er en 13-årig i en 25-årigs krop, med et seriøst mentalt problem. Alle der kender mig synes jeg er sindssyg, men dog på den gode måde. Hvad det så end skal betyde.

  Da det er umuligt for mig at sidde stille begynder jeg at dreje rundt på stolen. Men da jeg har drejet nogle omgange, og er blevet lettere svimmel, er det blevet kedeligt. Så i stedet rækker jeg ned i den taske jeg har taget med og fisker en rubikscube op. Jeg drejer den lidt i hånden mens jeg betragter den. Den her rubikscube har jeg haft siden jeg var tretten. Det er den sidste fødselsdagsgave jeg fik af min far inden han døde. Siden dengang har jeg øvet mig i at løse den. Hver aften måtte jeg ikke lægge mig til at sove før jeg havde løst den, hvilket resulterede i mange søvnløse nætter. Nogen gange tog jeg den også med til mit deltidsjob og prøvede at løse den i frokostpausen. Fordi jeg har øvet mig så meget siden jeg fik den kan jeg nu løse den på under et minut. Jeg har den stort set med mig overalt og jeg plejer tit at sidde med den når jeg er stresset eller trist. Den hjælper mig med at fokusere på noget andet og jeg får det bedre.

Jeg ser smilende på rubikscuben og begynder så at blande den så jeg bagefter kan gå i gang med at løse den. Jeg lægger mig op på bordet, der står midt i rummet, og begynder at løse den. Jeg når at løse den fire gange inden manageren ankommer. Han stopper op da han ser mig ligge på bordet med en rubikscube i hænderne. Det er nok ikke noget han har set før.

Et smil breder sig langsomt på hans læber og han lukker døren bag sig. ”Godt du kom,” siger han og vender blikket mod rubikscuben, ”er du god til at løse sådan en?”

Jeg nikker og han beder mig vise ham det. Jeg blander den og begynder så at løse den igen. Jeg er færdig efter cirka 40 sekunder. Han ser imponeret på mig og mumler for sig selv: ”Det kan bruges i talkshows.”

Jeg ser uforstående på ham, men vælger ikke at spørge. I stedet spørger jeg: ”Hvorfor bad du mig komme?”

”Ah ja det er sandt, det har jeg ikke fortalt dig endnu,” siger han undskylde, ”jeg bad dig komme fordi jeg vil finde ud af noget.”

Jeg sætter mig op og ser spørgende på ham. ”Finde ud af hvad?”

”Om du passer ind.”

Jeg er helt rundt på gulvet. Passer ind i hvad? Hvad er det han vil?

”Jeg vil bede dig stole på mig,” siger han som om han har læst mine tanker, ”hvis alt går som jeg håber så skal jeg nok forklare det hele. Det lover jeg.”

Jeg ser lidt mistroisk på ham. Jeg ved godt at han er en person man kan stole på, men alligevel er jeg lidt mistænksom. Men til sidst går jeg med til at gøre hvad han beder mig om.

Han smiler taknemligt til mig og beder mig gå ind i det rum hvor sangernes stemmer bliver optaget. Jeg lægger rubikscuben fra mig, hopper ned fra bordet og gør som han siger.

Jeg ser på ham gennem det store glas i væggen der fører ud til ”kontrolrummet” eller hvad man nu skal kalde det. Han beder mig tage hovedtelefonerne på og stille mig foran mikrofonen. Vil han have mig til at synge? Vil han optage min stemme? Og hvis han gør det hvad skal det så bruges til?

Jeg ser på det stativ der normalt holder sangtekster. Der står nogle papirer med en sang på. Det er Super Juniors sang Mr. Simple. Noget af teksten er markeret med en overstregningstusch. Det er ikke ret meget, bare lidt i starten og lidt i slutningen.

Jeg ser uforstående ud på manageren og han beder mig om det jeg frygtede.

”Jeg afspiller sangen nu med Super Juniors stemmer, undtagen Heechuls, og så synger du de sætninger der er markeret, plus omkvædet. Kan du klare det?”

Jeg synker klumpen i halsen og mærker en knude strammes i min mave. Men alligevel tager jeg mig sammen og nikker. Manageren smiler og tænder så for musikken. Super Juniors stemmer lyder i hovedtelefonerne og jeg følger med i teksten. Da sangen kommer til den første markerede sætning, synger jeg ind i mikrofonen. Jeg gør det samme da sangen er kommet til omkvædet og sådan fortsætter det hele sangen igennem. Da den er færdig beder manageren mig komme ud til ham. Jeg begynder at gå, men bliver pludselig stoppet. Jeg klukker da jeg opdager at jeg har glemt at tage hovedtelefonerne af og at det var dem der stoppede mig på grund af ledningen. Jeg tager dem af og hænger dem på mikrofonen hvorefter jeg skynder mig ud til manageren.

Han afspiller sangen og pludselig hører jeg min egen stemme det sted hvor Heechul har en solo. Jeg måber og manageren slukker for sangen efter omkvædet er færdigt. Han vender sig mod mig og ser alvorligt på mig. Jeg møder hans blik og venter på at han skal sige noget.

”Din stemme er god og du har potentiale,” siger han til sidst, ”hvis du får stemmetræning vil du være perfekt.”

Jeg ser uforstående på ham og venter på at han skal fortsætte, men det gør han ikke. Så jeg skal lige til at spørge ham, i det døren går op og ind træder samtlige ni medlemmer af Super Junior.

”Hvorfor bad du os komme?” spørger et af medlemmerne, som jeg ved hedder Leeteuk, henvendt til manageren. ”Jeg har noget meget vigtigt at fortælle jer,” siger manageren og skubber mig frem så alle øjne bliver rettet mod mig. Alle medlemmerne ser vurderende på mig, men fordi jeg ikke er noget særligt mister de hurtigt interessen.

”Hvad er det der haster sådan?” spørger Leeteuk utålmodigt. Manageren nikker mod mig og siger: ”Lad mig præsentere jer for Jung Heechul. Jeres nye medlem.”

Alle ser chokeret på mig og jeg måber som en anden idiot. Har han lige sagt at jeg skal være et medlem af Super Junior? Men.. hvad?! Det kan jeg da ikke! Jeg er en pige og det er en gruppe med ni drenge. Selvom de tror jeg er en dreng, er jeg altså stadig en pige og det føles forkert.

”Hvad mener du med nyt medlem?!” udbryder en dreng med kulsort hår, jeg tror nok han hedder Yesung. ”Han er en glimrende erstatning for Kim Heechul. Han synger hans soloer fantastisk og hvad er bedre end at erstatte en Heechul med en anden Heechul. Det er næsten skæbnebestemt,” siger manageren og alle medlemmerne begynder at protestere. ”Ingen kan erstatte Heechul hyung!” siger en. ”Vi har ikke brug for et nyt medlem!” siger en anden. ”Heechul hyung kommer jo tilbage når han er færdig i hæren,” siger en tredje. Den eneste der ikke siger noget er Leeteuk. Jeg ved han er lederen i Super Junior, så han er også den der skal have et overblik og bevare fatningen i stressede situationer.

Da alle er faldet lidt til ro træder Leeteuk frem og spørger: ”Er du sikker på det her er en god idé?”

Manageren nikker og siger: ”Han synger godt og med lidt træning vil han være perfekt. Han har arbejdet her i noget tid nu og jeg har holdt øje med ham. Hans personlighed minder om Kim Heechuls og jeg er sikker på at han vil passe godt ind.”

Alle vender igen deres blik mod mig og jeg lægger hovedet på skrå. Hvad mener han med at min personlighed minder om Heechuls? Er det godt?

”Bare fordi han minder om Heechul hyung gør det ham ikke til Heechul. Vi ni har det fint sammen. Vi behøver ikke et nyt medlem,” siger et af medlemmerne og jeg er ret sikker på at han hedder Donghae. ”Det bliver jo også hårdt for ham,” siger Leeteuk og peger på mig, ”han vil blive medlem af en gruppe hvor alle har kendt hinanden i omkring ni år og han kender ingen af os. Han kan nemt komme til at føle sig uden for.”

”Du skal ikke tænke sådan,” ryger det ud af mig og Leeteuk ser overrasket på mig, ”jeg er sikker på at vi alle sammen kan blive gode venner. Jeg er meget fleksibel.”

Pludselig træder et af medlemmerne frem. Jeg kender ikke hans navn, men jeg har tit set ham sammen med Donghae. Han ser undersøgende på mit ansigt og jeg smiler usikkert til ham. Han trækker sig lidt tilbage og siger: ”Han minder mig faktisk lidt om Heechul hyung. De har begge feminine ansigtstræk og er pænere end mange piger jeg har set,” siger han og de andre ser pludselig på mig med nye øjne. ”Du har ret. Han har lidt af den samme udstråling som Heechul,” siger Donghae og vender sig mod manageren, ”du sagde at hans personlighed minder om Heechuls, betyder det at han har en.. lad os kalde det en unik personlighed?”

Manageren nikker og siger: ”Han opfører sig tit lidt.. specielt. Nogen af de ting han siger og gør oplever man ikke tit. Ligesom da jeg kom herhen for lidt siden, lå han på bordet mens han var i gang med at løse en rubikscube.”

Nogle af medlemmerne klukker mens andre bare ser underligt på mig. ”Du har ret, det oplever man ikke hver dag,” siger drengen der sagde jeg har et feminint ansigt, ”kan du så også fortælle på hvilke punkter han er anderledes end hyung?”

”Han er en person der kan finde glæde i de små ting og han kan ikke sidde stille. Man ser ham sjældent uden et smil og han er meget positivt indstillet. Han ser optimistisk på de fleste ting og giver ikke op.”

Alle ser på mig mens manageren fortæller, og det han siger, er sandt. ”Så hvad siger i? Er i villige til at optage ham i gruppen?” spørger manageren og medlemmerne ser rundt på hinanden. ”Har du ikke allerede truffet valget?” spørger Leeteuk og manageren smiler. ”Jo, men jeg vil gerne høre jeres mening alligevel.”

Leeteuk ser rundt på sine gruppemedlemmer og efter noget tid nikker de alle til ham. Leeteuk vender så sin opmærksomhed mod manageren og siger: ”Vi er villige til at gøre et forsøg.”

”Glimrende,” siger manageren og ser på mig, ”er du også villig til at blive et medlem af Super Junior?”

Jeg tænker over det og overvejer for og imod. På den ene side kan det blive meget kompliceret. En pige i en gruppe med ni drenge. Det bliver svært ikke at blive afsløret for jeg skal jo leve med dem. Jeg kommer til at være sammen med dem 24 timer i døgnet 7 dage om ugen. Kan jeg virkelig overbevise dem om at jeg er en dreng? Det virker næsten umuligt.

Men på den anden side kan jeg ikke lade være med at blive fristet af ideen. Hvis jeg bliver et medlem af Super Junior får jeg lov til at stå på scenen og synge. Min store drøm vil gå i opfyldelse. Desuden vil jeg også tjene en masse penge til min familie, hvilket har været min anden største drøm siden jeg var tretten.

Jeg er meget i tvivl om hvad jeg skal gøre, indtil manageren siger noget. ”Jeg kan give dig en prøveperiode på tre måneder. Du vil blive trænet i halvanden måned hvorefter du vil blive præsenteret for offentligheden som et officielt medlem af Super Junior. Hvis det ikke fungerer, kan du trække dig tilbage. Hvad siger du til det?”

Jeg har mulighed for at prøve om det kan fungere og kan flygte hvis det ikke gør. Det overbeviser mig.

Jeg tager en dyb indånding og siger: ”Jeg gør det.”

Manageren smiler stort og siger: ”Perfekt! Så kan vi fortæller pressen at Super Junior får et nyt medlem så der vil blive skabt en masse opmærksomhed omkring det. Folk skal blive nysgerrige og se frem til at finde ud af hvem det nye medlem er.”

Jeg nikker og ser rundt på de ni Super Junior medlemmer med et stort smil. Nogle af dem smiler endda tilbage. ”Du siger han synger godt og kan overtage Heechuls soloer. Er det så ikke fair at vi hører hans stemme og selv bedømmer også?” spørger Leeteuk og manageren er enig. Han sender mig ind til mikrofonen og da jeg har fået hovedtelefonerne på lyder hans stemme. ”Du må synge lige den sang du har lyst til, bare du synger den godt.”

Jeg nikker og ved allerede hvilken sang jeg skal synge. Den eneste sang jeg kan synge uden musik. Jeg klarer min stemme og begynder at synge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...