You've Fallen for Me {Super Junior}

Jung Heejin kommer fra en fattig familie. Hendes far døde for mange år siden og hun er den der skaffer penge og forsørger familien. Heejin er stærkere end de fleste piger og hendes krop er ikke ret feminin. Hendes hår er kort som en drengs og hun er i mange år blevet betragtet som en dreng. Men hun kan lide det sådan, for så har folk nemmere ved at tage hende seriøst.
En dag tilbyder hendes bedste ven hende et job. Hun kan arbejde for k-pop gruppen Super Junior, men der er én betingelse. Hun er nødt til at udgive sig for at være en dreng, fordi piger ikke må få det job. Heejin går med til det og udgiver sig for at være sin ikke eksisterende tvillingebror ved navn Jung Heechul. Men kan Heejin virkelig få alle til at tro hun er en dreng? Selv når hun forelsker sig i et af medlemmerne?

25Likes
146Kommentarer
5793Visninger
AA

24. Kapitel 19: Afsløret

Jeg sidder inde i stuen og hører radio. Der er Super Junior Kiss the Radio og nogle af medlemmerne er med i udsendelsen. Resten har et andet skema, så det er kun Leeteuk og mig der er i dormet lige nu.

  Der er ved at blive læst beskeder op, som fansene har sendt ind til programmet, men jeg følger ikke rigtig med. Jeg keder mig faktisk. Det er aften og Leeteuk tager vist en lur lige nu, så jeg kan ikke engang lave noget sammen med ham. Og jeg savner Eunhyuk. Heldigvis har Eunhyuk givet mig noget der kan hjælpe på det. Kort tid efter vi fandt sammen købte han en abe bamse til mig. Fordi jeg engang sagde han lignede en abe, købte han bamsen og sagde at når jeg savner ham kan jeg bare sidde med bamsen og forestille mig at det er ham. Selvom det er fjollet, så hjælper det faktisk lidt. Jeg har også kaldt bamsen for Eunhyuk.

  Jeg går ind på mit værelse for at hente bamsen, men den er ikke hvor den plejer at være. Den plejer altid at sidde i min sengs fodende, men nu er den der ikke. Jeg går i panik og kigger under min seng, under skrivebordet og i mit skab, men uden held. Hvor kan den være?

Jeg forlader værelset og støder ind i Leeteuk ude i gangen. Han ligner en der lige er vågnet, hvilket han sikkert også er.

”Hvad sker der Heechul?” spørger han søvndrukkent med sløve øjne. ”Hyung har du set min abe?” spørger jeg og Leeteuk hæver det ene øjenbryn. ”Mener du Eunhyuk?”

”Ja, men ikke den Eunhyuk du tror. Jeg snakker om min abe bamse. Jeg kan ikke finde den,” siger jeg og Leeteuk klukker. ”Jeg skal nok hjælpe dig med at lede,” siger han og jeg smiler taknemligt. Men vi når ikke at gå i gang med at lede, for pludselig ringer det på døren. Leeteuk og jeg ser undrende på hinanden. Ingen af os ved hvem det kan være.

Leeteuk går hen for at åbne døren mens jeg holder mig i baggrunden. Da Leeteuk åbner døren hører jeg ham sige Soras navn. Ganske rigtigt er det Eunhyuks storesøster Sora der er kommet på besøg.

”Sora noona!” siger jeg og smiler stort til hende. Hun gengælder mit smil og siger hej.

”Er her ikke andre end jer?” spørger hun og vi ryster på hovedet. Hun smiler stort og siger perfekt.

”Hvad er perfekt?” spørger Leeteuk. ”Jeg havde planlagt at tage Heechul et sted hen for at give hende en gave, men siden her ikke er andre, kan jeg bare give den her,” siger hun og jeg lægger hovedet på skrå. ”En gave til mig?”

Hun nikker og går ud i entreen, hvorefter hun kommer tilbage med en æske og en bærepose. Jeg peger på det og spørger om det er min gave. Hun nikker og siger til Leeteuk: ”Vent et øjeblik mens hun får gaven.”

Så hiver hun mig med ud på badeværelset og låser døren. ”Noona hvad laver du?” spørger jeg forvirret. Hun smiler bare til mig og rækker æsken frem mod mig. Hun beder mig åbne den og jeg fjerner nervøst låget. Jeg gisper og bakker væk.

”Er den ikke flot?” spørger Sora og tager en sort kjole op af æsken. En kjole der stopper lige under knæene og sidder stramt. Den har også korte ærmer og er ikke særligt nedringende.

”Noona,” hvisker jeg åndeløst og rækker ud for at røre ved den. ”Jeg har tit ondt af dig fordi du er tvunget til altid at gå i drenge tøj. Jeg tænkte at jeg ville transformere dig ind til en pige. Bare for en dag,” siger Sora og jeg ser chokeret på hende. ”Det kan jeg da ikke! Tænk hvis nogen ser mig!”

”Her er jo ingen andre end dig, mig og Leeteuk. Ingen finder ud af noget,” siger hun og giver mig kjolen, ”savner du slet ikke at være en pige? Vil du ikke godt have en kjole på og være en pige, bare i dag?”

Jeg ser på kjolen i mine hænder og derefter på Sora. ”Så bare i dag,” siger jeg og hun hviner af glæde. ”Lad os så forvandle dig til en pige!”

 

En halv time senere træder jeg ud af badeværelset. Sora har givet mig en lang paryk på, lagt make-up på mig og jeg er iført den sorte kjole. Jeg har endda også fået højhælet sko på. Jeg kan slet ikke genkende mig selv og Leeteuk kan sikkert heller ikke genkende mig.

  Sora og jeg træder ind i stuen hvor Leeteuk står med ryggen til os. ”Leeteuk, mød Jung Heejin,” siger Sora og Leeteuk vender sig mod os. Da han får øje på mig spærrer han øjnene op og måber. Jeg bliver genert og tør ikke møde hans blik.

”Er det meget mærkeligt?” spørger jeg nervøst. ”Nej slet ikke!” siger Leeteuk, efter han er kommet til sig selv, ”det er bare.. altså.. du er pæn.”

Jeg rødmer og smiler skævt. ”Tak hyung.”

Leeteuk kommer hen til mig og løfter mit ansigt op mod sit. Han betragter mit ansigt og smiler. ”Det er næsten som at møde en helt anden person. Du ligner.. ja du ligner en pige,” siger Leeteuk og jeg klukker. ”Det er mening,” siger jeg og han nikker. Der er stille i noget tid og Leeteuk er endnu ikke holdt op med at betragte mig.

”Hvis det er underligt kan jeg godt skifte,” siger jeg og Leeteuk ryster på hovedet, ”er du sikker hyung?”

Leeteuk smiler skævt og siger: ”Det er lidt underligt at du kalder mig hyung når du ser sådan ud.”

”Ja du har ret, jeg må hellere skifte. Det føles også underligt,” siger jeg og vender mig for at gå tilbage til badeværelset. ”Nej det er okay,” siger Leeteuk og tager fat i min arm for at holde mig tilbage, ”kan du ikke godt se sådan ud lidt endnu. Bare lidt.”

Jeg bider mig ubeslutsomt i underlæben. Jeg vil helst skifte inden der kommer nogen, men på den anden side kan jeg godt lide at have det her tøj på. Det er rart at have forbindingen af, så jeg kan trække vejret normalt. Desuden er den også ubehagelig at have på og fordi jeg har brugt det i så mange år, har min overkrop også taget skade. Så det er rart at været fri for at have den på.

Til sidst beslutter jeg mig for at vente med at skifte tilbage. Jeg når kun lige at beslutte mig, før døren til dormet bliver åbnet og der lyder en masse bekendte stemmer fra entreen.

Jeg ser panisk på Leeteuk, der ser lige så skræmt på mig. Det er de andre medlemmer.

Leeteuk trækker mig hurtigt om bag sig og prøver at skjule mig. Jeg kan ikke komme ud på badeværelset og skifte, fordi de andre er i vejen. Jeg må enten lade dem se mig eller prøve at skjule mig indtil der er fri bane. Desværre bliver jeg nødt til at udelukke mulighed to, da Donghae pludselig træder ind i stuen.

”Hej hyung og hej Sora noona,” siger han og ser så undrende på mig. Jeg prøver at skjule mig bag Leeteuk, men uden held.

”Har du en pige på besøg hyung?” spørger Donghae så højt at de andre medlemmer uden tvivl kan høre det. ”Hvilken pige?” spørger Yesung da han træder ind i stuen. Han bliver efterfulgt af Kyuhyun der spørger: ”Hvem er hun hyung?”

Leeteuk ser på mig over skulderen og spørgsmålet i hans øjne er tydeligt; Hvad gør vi?

Jeg synker klumpen i halsen og samler mod. Så træder jeg frem så de andre kan se mig. Alle medlemmerne betragter mig med nysgerrige øjne og jeg venter på at sandheden skal gå op for en af dem.

”Hun ligner Chunsa gør hun ikke?” spørger Donghae og jeg holder vejret mens jeg venter på at han skal afsløre mig. ”Det er fordi hun er Heechuls tvillingesøster,” siger Leeteuk pludselig og jeg ser overrasket på ham. ”Nå ja Heechul har en tvilling. Det er utroligt hvor meget de faktisk ligner hinanden,” siger Yesung mens han betragter mit ansigt. Donghae kommer hen til mig og rækker hånden frem. ”Rart at møde dig. Jeg hedder Donghae og du hedder Heejin ikke?” siger han og smiler til mig. Jeg kan ikke gengælde hans smil og jeg kan heller ikke hilse på ham. Mens jeg ser på Donghaes venlige smil og hans varme øjne, får jeg dårlig samvittighed over at holde noget hemmeligt for ham. For dem alle sammen. Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke længere lyve for dem. De har alle fortjent sandheden.

Jeg vender mig mod Leeteuk og siger: ”Jeg kan ikke mere hyung. Det er på tide at fortælle sandheden.”

”Kaldte hun ham lige hyung?” spørger Kyuhyun forvirret. ”Hvilken sandhed?” spørger Donghae uforstående.

Jeg tager en dyb indånding og vender mig mod Donghae. ”Jeg har holdt noget hemmeligt for jer lige fra starten, men nu kan jeg ikke klare det mere,” siger jeg og vender så opmærksomheden mod resten af medlemmerne, ”jeg er ikke den i tror jeg er. Sandheden er at Jung Heechul slet ikke findes, jeg har bare skabt ham for at kunne give mig ud for at være en dreng. Jung tvillingerne findes ikke, for jeg er både Heechul og Heejin, men i virkeligheden er jeg faktisk en pige.”

Der er helt stille i stuen. Ingen ved hvad de skal sige og nogle af dem ser ud til slet ikke at forstå hvad der foregår. Til sidst spørger Siwon: ”Hvorfor havde du brug for at udgive dig for at være en dreng?”

”Jeg lod som om jeg var en dreng for at få jobbet hos SM ENT fordi min familie er i alvorlig pengenød. Da jeg så blev tilbudt at komme med i Super Junior kunne jeg ikke sig nej. Jeg gjorde det for at tjene penge til min familie. Så de kan bo i et ordentligt hus, få så meget mad de kan spise og sørge for de aldrig mere behøver sy øjne på dukker eller knække nødder. Jeg ville bare gøre deres liv nemmere. Og et af de bedst lønnede jobs man kan få, uden en uddannelse, er sanger. Jeg tænkte kun på min familie.”

Donghae tager et par skridt tilbage og ser på mig med tårer i øjnene. Tårer der tydeligvis er et tegn på hvor forrådt han føler sig. Han og jeg er meget tætte og han føler sig helt sikkert forrådt fordi jeg ikke fortalte ham det før.

”Havde du forventet at vi ville forstå og acceptere det, bare fordi du gjorde det for andre end dig selv?” spørger han koldt. ”Donghae jeg ved at du er vred på mig fordi jeg ikke fortalte dig det,” siger jeg og Donghae ryster på hovedet. ”Jeg er ikke kun sur på dig fordi du ikke sagde noget, jeg er også sur på mig selv fordi jeg ikke opdagede det. Jeg mistænkte dig aldrig for at være en pige. Selvom vi er så tætte og har været så meget sammen, så lagde jeg aldrig mærke til noget. Jeg føler mig så dum,” siger han og ser mig i øjnene, ”hvordan kunne du overhovedet gøre sådan noget?”

”Jiang-xin-bi-xin,” siger jeg og alle ser uforstående på mig. “Hvad sagde du?” spørger Donghae. Jeg skal til at svare, men nogen kommer mig i forkøbet.

”Det er et gammelt kinesisk ordsprog. Det betyder; forestil dig at mit hjerte var dit,” forklarer Siwon og jeg ser imponeret på ham. Det er ikke engang ret mange kinesere der ved hvad det betyder. Jeg ved det kun fordi Bedste har fortalt mig det.

Siwon ser over på mig og siger: ”Sagt på en anden måde, prøv at se det fra hendes synspunkt. Forestil dig hvad du ville have gjort hvis du havde været i hendes situation.”

Donghae vender sig mod Siwon og spørger: ”Holder du med hende?”

Siwon nikker og siger: ”Jeg har vidst fra starten at hun er en pige.”

Jeg måber og det samme gør alle andre. ”Hvorfor sagde du ikke noget?” spørger Yesung og Siwon trækker på skuldrene. ”Jeg ville ikke blande mig. Jeg har ikke prøvet at afsløre hende, men jeg har heller ikke gjort noget for at hjælpe hende med at holde på hemmeligheden. Jeg har holdt mig udenfor og har bare holdt øje med hvordan hun klarede sig igennem det.”

Så Siwon har hele tiden vidst jeg var en pige, men har ikke sagt noget. Det havde jeg aldrig gættet. Men jeg er taknemlig for at han ikke sladrede om mig.

”Du vidste det også, ikke Leeteuk hyung,” siger Siwon og Leeteuk nikker. ”Jeg har hjulpet hende med at holde det hemmeligt igennem de sidste par måneder.”

”Hvorfor? Hvorfor hjalp du hende?” spørger Donghae anklagende. ”Fordi hun ikke gjorde det af selvviske grunde. Hvis hun kun havde gjort det for at komme tæt på os, eller for at blive kendt, så havde jeg smidt hende ud med det samme. Men hun har gjort det for sin familie og mens hun har været her, har hun aldrig gjort noget for at skade os. Hun har taget sit ansvar meget alvorligt og har gjort hvad hun blev bedt om. I mine øjne har hun ikke gjort noget forkert,” siger Leeteuk hvorefter han smiler varmt til mig. Jeg gengælder taknemmeligt hans smil. Jeg kan altid regne med Leeteuks støtte.

Donghae tager en dyb indånding og gnider sine tindinger. Efter nogle sekunder ser han på mig og siger: ”Jeg tilgiver dig ikke lige nu, men jeg kan acceptere hvad du har gjort. Og jeg lover at holde på din hemmelighed.”

Jeg smiler lettet og siger: ”Tak Hae.”

Han smiler lidt anstrengt og ugler akavet mit hår, eller rettere min paryk. ”Kan i andre også acceptere det og holde på hemmeligheden?” spørger Leeteuk de andre medlemmer. Der er stille i nogle sekunder, inden de alle nikker og smiler til mig. Jeg får helt tårer i øjnene af glæde. Jeg er virkelig heldig at have venner som dem. Men glæden bliver kortvarig, for pludselig lyder der en bekendt stemme.

”Hvorfor kan i bare tilgive uden videre?” spørger Eunhyuk vantro og træder frem så jeg kan se ham. Han har sikkert stået skjult og set og hørt alt hvad der er sket. Det var ikke sådan her jeg ønskede at han skulle finde ud af det.

”Eunhyuk,” hvisker jeg og ser undskyldende på ham. Han vender sig mod mig og ser på mig med et smertefuldt udtryk. ”Jeg.. jeg kan ikke tro det,” siger han og forlader rummet. Jeg følger efter ham ud af dormet og hele vejen ned på gaden. Jeg griber fat i hans arm og får ham til at stoppe.

”Lad mig i det mindste forklare,” siger jeg desperat. Eunhyuk river sin arm fri og vender ryggen til mig. ”Jeg har ikke lyst til at høre en forklaring. Intet du kan sige kan rette op på hvad du har gjort,” siger han og ser på mig over sin skulder, ”jeg kan ikke fatte at du ikke sagde noget. Du ved hvor svært jeg havde det med at acceptere mine følelser! Jeg troede jeg var blevet bøsse og hele tiden har du vidst at det ikke var tilfældet. Endelig giver det mening. Grunden til at du kunne acceptere dine følelser nemmere end mig var fordi du vidste du ikke var bøsse, fordi du er en pige! Hvis du bare havde fortalt mig det, ville det have været meget nemmere!”

”Jeg ved det,” siger jeg og sænker skyldbevidst hovedet, ”men jeg var bange. Bange for hvordan du ville reagere, og om du stadig ville have mig. Jeg har tit ønsket at jeg kunne fortælle dig sandheden og stå foran dig som en pige.”

”Hvorfor fortalte du mig så ikke sandheden?!” spørger Eunhyuk anklagende. ”Hør jeg begik en fejl! Det er jeg udmærket klar over, så kan du ikke tilgive mig? Jeg gjorde det ikke for at såre dig.”

Eunhyuk sukker og vender sig langsomt mod mig. Han ser mig dybt i øjnene og hvisker: ”Men du sårede mig. Jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver i stand til at tilgive dig.”

Jeg mærker tårerne stige op i øjnene og lydløst løbe ned ad mine kinder. ”Sådan må du ikke sige!” siger jeg og griber hans hænder, ”du tænker ikke klart. Du er forvirret og vred, hvilket er helt forståeligt. Bare giv det et par dage og så snakker vi om det igen.”

Eunhyuk trækker sine hænder ud af mine og ser på mig med tårer i øjnene. ”Jeg tror jeg får brug for mere end bare et par dage,” hvisker han og bakker væk fra mig. ”Du må ikke gå Eunhyuk,” siger jeg desperat. ”Jeg har brug for at være alene,” siger han og vender ryggen til mig, ”og du skal ikke følge efter mig.”

Med de ord begynder han at gå og inden længe forsvinder han i mørket. Til et sted hvor jeg ikke længere kan se ham eller nå ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...