You've Fallen for Me {Super Junior}

Jung Heejin kommer fra en fattig familie. Hendes far døde for mange år siden og hun er den der skaffer penge og forsørger familien. Heejin er stærkere end de fleste piger og hendes krop er ikke ret feminin. Hendes hår er kort som en drengs og hun er i mange år blevet betragtet som en dreng. Men hun kan lide det sådan, for så har folk nemmere ved at tage hende seriøst.
En dag tilbyder hendes bedste ven hende et job. Hun kan arbejde for k-pop gruppen Super Junior, men der er én betingelse. Hun er nødt til at udgive sig for at være en dreng, fordi piger ikke må få det job. Heejin går med til det og udgiver sig for at være sin ikke eksisterende tvillingebror ved navn Jung Heechul. Men kan Heejin virkelig få alle til at tro hun er en dreng? Selv når hun forelsker sig i et af medlemmerne?

24Likes
146Kommentarer
5535Visninger
AA

20. Kapitel 15: En uventet overraskelse

Eunhyuk P.O.V:

 

Jeg sidder og betragter Heechul og Goo Eun Chan. De snakker og fjoller sammen. Heechul ler på en helt anden måde, sammen med Eun Chan og man er ikke i tvivl om at de har det meget sjovt sammen. Jeg kan ikke undgå at føle et stik af jalousi.

Mens jeg ser på Heechuls smilende ansigt, ønsker jeg at det er mig der får ham til at smile. Jeg vil have at han kun skal smile til mig. Men det kan jeg ikke sige til ham. Jeg kan ikke være åben omkring mine følelser. Og på grund af den svaghed er jeg bange for at jeg ender med at miste ham. At han opgiver mig fordi jeg har sagt det aldrig kan blive os. Måske er jeg allerede ved at miste ham. Måske har han allerede glemt mig og er interesseret i Goo Eun Chan.

Jeg spærrer øjnene op og fokuserer på Heechul og Eun Chan. Eun Chan har armene om Heechul og de smiler til hinanden. Måske er de forelsket i hinanden. Så har Heechul måske virkelig allerede glemt mig.

Jeg mærker et stik af smerte i hjertet og skal til at gå hen for at skille dem ad og bortføre Heechul. Men nogen lægger en hånd på min skulder og holder mig tilbage. Jeg vender hovedet og ser Leeteuk stå ved siden af mig.

”Hvad laver du?” spørger jeg irriteret og fjerner hans hånd. Men Leeteuk griber igen fat i mig og siger: ”Jeg ved hvad du tænker og du skal ikke gøre det. Lad dem være. Heechul har godt af at være sammen med Eun Chan.”

”Hvordan kan det være godt for ham?” spørger jeg gennem hårdt sammenbidte tænder. ”Fordi Eun Chan er vigtig for Heechul,” svarer Leeteuk og det stikker igen i hjertet, ”Heechul har før fortalt mig om Eun Chan. Hver gang Heechul snakker om ham, lyser han helt op. Heechul holder meget af Eun Chan og det skal din misundelse ikke ødelægge.”

Det giver et ryk i mig da han siger misundelse. ”Hvad snakker du om? Misundelse..” siger jeg og undgår hans blik. ”Du er vant til at få Heechuls fulde opmærksomhed og du har vænnet dig til at han altid vil være ved din side. Så når han vælger en andens selskab frem for dit, bliver du misundelig.”

Det han siger, er ikke helt forkert, men det er kun det halve af sandheden. Jeg er også misundelig fordi de har det så godt sammen og fordi jeg frygter at miste Heechul til Eun Chan.

”Når jeg ser dem sammen, føles det som om Eun Chan har taget noget der retmæssigt tilhører mig,” siger jeg og ser forpint på Heechul og Eun Chan, ”eller som om nogen leger med mit legetøj.”

”Jeg forstår hvad du siger. Men du skal huske at du ikke ejer Heechul. Han har sin egen frie vilje til at tage sine egne valg og det skal du acceptere. Bare fordi Heechul vil gøre alt for dig, betyder det ikke at du kan udnytte ham. Du tænker kun på hvad du vil og hvad der er bedst for dig. Jeg troede du ville beskytte ham fra folk der vil gøre den slags mod ham. Så hvis du virkelig holder af Heechul, er det på tide at du tænker på hvad han vil og hvad der er bedst for ham.”

Jeg sænker skamfuldt blikket. Leeteuk har ret. Jeg har hele tiden været selvisk. Jeg har kun tænkt på mig selv og mine behov. Men det er på tide jeg begynder at tage hensyn til Heechul.

”Jeg forstår,” siger jeg og møder Leeteuks blik, ”jeg skal nok lade dem være.”

Leeteuk klapper mig på skulderen og så går jeg et sted hen hvor jeg ikke længere kan se Heechul og Eun Chan.

 

Dagen efter møder vi lidt tidligere end vi plejer, fordi vi skal prøve vores stage-out til i aften, så de sidste detaljer kan blive rettet til. Men der er kun to der kan komme til ad gangen, så de andre medlemmer går rundt og keder sig. Undtagen Heechul der er gået kold på sofaen. Han ligger i en meget akavet stilling og savler endda lidt.

Jeg smiler for mig selv og sætter mig på hug ved siden af sofaen, ved hans hoved. Jeg stryger ham blidt over håret og han begynder at mumle uforståeligt i søvne.

”Prøver du at fortælle mig noget?” spørger jeg og læner mig lidt tættere på, så jeg bedre kan høre ham. ”Jajangmyun,” mumler han og jeg klukker. ”Drømmer du om mad igen?”

”Jeg vil spise det hele!” udbryder han og smiler så i søvne. Jeg ryster opgivende på hovedet, dog med et smil, og spørger: ”Drømmer du nogensinde om andet end mad?”

Der er nogle sekunders stilhed, så jeg går ud fra at han er færdig med at snakke.

Jeg skal til at rejse mig da Heechul mumler: ”Eunhyuk..”

Jeg stivner og ser overrasket på ham. ”Drømmer du om mig?”

”Lad min kimchi være, du kan lave dit eget,” mumler han så og jeg kan ikke skjule min skuffelse. Det var ikke lige det jeg havde regnet med han ville sige. Men på den anden side har vi kæmpet om mad mange gange. Hvis vi begge vil have det sidste stykke, eller den sidste portion af det vi får at spise, så slås vi om det. Og desværre vinder Heechul tit. Når det gælder mad, nægter Heechul at gå på kompromis. Ikke engang med mig.

Jeg rejser mig op og ser på Heechuls sovende ansigt.

”Du vil ikke engang dele din kimchi med mig i dine drømme. Dårlig ven,” mumler jeg for mig selv og fnyser. Men mens jeg betragter hans ansigt, bliver jeg igen mindet om hvorfor jeg aldrig kan forblive sur på ham ret længe. Han ser så uskyldig og nuttet ud når han sover. Han ligner virkelig en engel. Men i virkeligheden er han et lille monster. Et monster der har invaderet mine tanker og mit hjerte. Jeg kan ikke tænke på andet end ham og mit hjerte banker hver gang han er tæt på mig. Han har besat mig og jeg kan ikke slippe af med ham. Jeg er også begyndt at tvivle på om jeg overhovedet vil slippe af med ham.

  Pludselig gyser Heechul og han krøller sig lidt mere sammen på sofaen. Her er faktisk ret koldt og Heechul har kun en t-shirt på. Jeg beslutter mig for at gå ud og finde et tæppe til ham.

Nogle minutter senere vender jeg tilbage med et tæppe, og det første jeg ser, da jeg træder ind, er at der bliver smidt vand på Heechul. Sungmin og Shindong hælder to flasker vand ud over Heechul, der stadig ligger på sofaen, og Donghae filmer det. Heechul vågner chokeret og ser sig forvirret omkring. Donghae, Sungmin og Shindong griner højlydt af deres prank. Men jeg er rasende.

”Hvad fanden har i gang i?!” råber jeg og de ser alle fire overrasket på mig, ”Heechul fryser i forvejen og nu risikerer han at blive syg! Vil i gerne have at han skal være syg?!”

”Det var altså bare for sjov,” mumler Donghae uskyldigt. ”Ja vi har jo gjort det her mange gange ved alle medlemmerne,” siger Shindong. ”Jeg er ligeglad! I skal bare ikke gøre det ved Heechul!”

”Det er okay hyung,” siger Heechul og jeg ser over på ham, ”det var jo bare for sjov. Desuden vil jeg gerne have at de andre medlemmer laver pranks og leger med mig. På den måde føler jeg mig som en del af gruppen.”

Heechul har slået armene om sig selv og det er tydeligt at han prøver på ikke at ryste. Han fryser virkelig meget.

Jeg tager en dyb beroligende indånding og går hen til ham. Jeg lægger tæppet om hans skuldre og går hen til en taske, jeg har taget med hjemmefra. Jeg hiver et par sorte joggingbukser, en hvid t-shirt og en langærmet trøje op fra tasken og giver det hele til Heechul.

”Skift til det her,” siger jeg og han nikker. Han tager imod tøjet og går ud på badeværelset for at skifte.

  Da han kommer ud igen er vi alene. Donghae, Sungmin og Shindong er gået ind i rummet ved siden af, hvor der bliver prøvet tøj til i morgen.

Jeg tager Heechuls våde tøj og lægger det i min taske.

”Sæt dig på sofaen,” siger jeg og Heechul gør straks som jeg siger. Jeg tager en føntørre, som nogen har efterladt på bordet, og sætter mig ved siden af Heechul på sofaen.

”Vend ryggen til mig,” siger jeg og igen gør Heechul som jeg beder om, uden at stille spørgsmål. Jeg tænder for føntørreren og går i gang med at tørre hans våde hår.

  Han siger ikke et ord til mig mens jeg tørrer hans hår. Han plejer at plapre løs om alt mellem himmel og jord når vi er sammen. Men siden episoden i elevatoren har han undgået mig og vil helst ikke tale med mig. Mon det er akavet for ham at være i nærheden af mig på grund af vores kys. Jeg sagde han bare skulle glemme det og opføre sig som han plejer. Men det kan han tydeligvis ikke, hvilket er meget forståeligt. Jeg kan heller ikke glemme det og jeg kan ikke opføre mig som om intet er sket. For der er sket noget. Noget stort.  Men vi håndterer situationen meget forskelligt. Heechul reagerer ved at trække sig væk fra mig, mens jeg vil være tættere på ham.

  Jeg har overvejet om kysset måske har ødelagt vores forhold til hinanden. Fordi vi ikke længere kan gå tilbage til sådan som det var før, og måske kan vi heller ikke komme videre herfra. Lige nu sidder vi fast og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at vi kan komme videre. Jeg vil have at Heechul holder op med at undgå mig og begynder at opføre sig afslappet og normalt omkring mig. Og det kan starte med at vi kan snakke normalt sammen igen, og hvis han ikke vil starte en samtale, så vil jeg.

  Jeg slukker hårtørreren og siger: ”Heechul.. jeg har tænkt på noget.”

”Hvad har du tænkt på?” spørger han og jeg lægger hårtørreren fra mig. ”Dig og din familie er kinesere ikke?” spørger jeg og han nikker, ”hvorfor kalder du så din mor umma og din bedstemor halmoni?”

”Min bedstemor har jeg altid kaldt halmoni, fordi hun foretrækker det sådan. Mine forældre begyndte jeg automatisk at kalde umma og appa, da jeg lærte koreansk,” forklarer han. Jeg nikker forstående. Det giver mere mening nu.

”Jeg undrer mig også over noget andet,” siger jeg og Heechul ser på mig over skulderen, ”jeg troede ikke din mor kunne ret meget koreansk, så jeg blev overrasket da jeg hørte hende tale det perfekt i går.”

Heechul smiler skævt og vender ansigtet væk. ”Jeg har altid følt mig mere koreansk end kinesisk, fordi jeg er født og opvokset i Korea. Men min mor kan ikke slippe kinesisk og hun foretrækker at tale det. Hun kan snakke og forstå koreansk uden problemer, hun vil bare helst ikke. Hun har altid talt kinesisk til mig derhjemme, men siden jeg kom med i Super Junior, har jeg nægtet at snakke med hende, medmindre hun snakker koreansk. Så siden da har hun kun snakket koreansk til mig.”

”Vil du så slet ikke snakke kinesisk mere?”

”Jo da, det er det jeg har Siwon til,” siger han og jeg klukker, ”i starten tænkte jeg også at jeg kunne tale med min mor om alt foran jer, så længe vi bare snakkede kinesisk. Men Siwon ville jo forstå det så det nytter alligevel ikke noget.”

”Men når dig og Siwon snakker kinesisk sammen er det som et kodesprog. Vi andre forstår ikke noget, så i kunne sagtens sige en masse grimme ting om os uden vi ved det.”

”Vi snakker kun grimt om jer når vi snakker kinesisk sammen,” siger han og jeg smølfesparker ham i baghovedet. ”Ya!” udbryder han og vender sig mod mig mens han gnider sit baghoved. Jeg stivner da det går op for mig hvor tæt vi sidder på hinanden. Vores ansigter er skræmmende tæt på hinanden. Jeg synker højlydt en klump og bider mig i underlæben.

Heechul ser lettere utilpas ud og jeg kan se at han skal til at rejse sig fra sofaen. Jeg griber fat om hans håndled og forhindre ham dermed i at gå. Han ser først på min hånd og derefter på mit ansigt.

”Hold op med at flygte fra mig,” siger jeg og han sænker blikket. ”Jeg flygter ikke,” mumler han og jeg fnyser. ”Hvad kalder du det så? Du undgår mig og vil ikke snakke med mig medmindre jeg spørger dig om noget. Du er utilpas når jeg er i nærheden og du kan knap nok se mig direkte i øjnene. Var vores kys virkelig så slemt?”

Han krymper sig og vender ansigtet væk. ”Svar mig!” råber jeg og rusker ham. ”Jeg undgår dig fordi jeg kan lide dig!” råber han tilbage og jeg stivner. ”Hv.. hvad sagde du?” spørger jeg med bævende stemme. Han kan umuligt have sagt hvad jeg tror han sagde.

Han tager en dyb indånding og ser på mig med tårer i øjnene. ”Jeg undgår dig fordi jeg kan lide dig,” siger han og sukker så, ”vores kys er det mest skræmmende der nogensinde er sket for mig. Men samtidig er det også det bedste. Det skræmmer mig blandt andet fordi.. fordi jeg kunne lide det så meget.”

Jeg ser på ham med store øjne. Hvordan kan han være så ærlig omkring sine følelser? Har han bare accepteret at han er til drenge? Har han været det længe eller er han bare villig til at acceptere det uden videre?

”Hvis du kan lide mig burde det så ikke være omvendt? Burde du ikke have lyst til at være tæt på mig i stedet for at undgå mig?” spørger jeg og Heechul smiler trist. ”Jeg undgår dig for at glemme mine følelser og det er nemmere at glemme dem hvis jeg ikke er sammen med dig.”

Jeg spærrer forfærdet øjnene op. Han må ikke glemme mig! For alt i verden må han ikke opgive sine følelser for mig!

”Hvorfor vil du glemme dine følelser?” spørger jeg med bævende stemme. Heechul tager en dyb indånding og ser mig direkte i øjnene. ”Fordi du har sagt det aldrig kan blive os,” siger han og min hals snører sig sammen, ”jeg vil ikke jagte det uopnåelige. Hvis du ikke har følelser for mig og aldrig kan få det, så kan jeg lige så godt give op.”

Jeg kan ikke holde mig selv tilbage. Han skal ikke tro at jeg ikke har nogen følelser for ham. Jeg følte også noget da vi kyssede og vores kys ændrede alt. Jeg har ikke længere lyst til at skjule mine følelser for ham og jeg vil ikke længere skamme mig over dem. Jeg vil bare følge mit hjerte og se hvor det fører mig hen.

Så jeg læner mig frem og lægger min pande mod hans. Jeg kan mærke at han er utilpas ved situationen, men heldigvis trækker han sig ikke væk. Det er et godt tegn.

”Hvis du havde lyttet ordentligt efter da jeg sagde det aldrig kunne blive os, ville du ikke komme frem til konklusionen at jeg ikke har følelser for dig,” siger jeg og han ser uforstående på mig, ”jeg har følelser for dig, og har haft det længe. Jeg har bare ikke været i stand til at se det i øjnene. Jeg bildte mig selv ind at hvad jeg følte for dig, var alt andet end kærlighed. Men jeg kan ikke længere flygte fra sandheden. Jeg vil ikke længere flygte, og det skal du heller ikke.”

Jeg presser blidt mine læber mod hans og bliver glad da han lidt efter gengælder kysset. Kysset føles præcis som det første. Det fremkalder et sus, som når adrenalin sætter ind. Det tager fuldstændig pusten fra mig og mit hjerte er ude af kontrol. Det må være sådan her ægte kærlighed føles. Jeg har aldrig følt sådan her med Yunhee og nu ved jeg hvorfor. Det Yunhee og jeg havde, skulle bare ikke holde. Det var bare ikke meningen at det skulle være os. Det forstår jeg nu, og det er alt sammen takket være Heechul. Han har fået smerten efter Yunhee til at gå væk og har erstattet den med varme. Derfor vil jeg ikke længere benægte mine følelser.

 Jeg læner mig lidt tilbage og ser ham i øjnene. ”Fra nu af vil jeg ikke længere ignorere mine følelser. Jeg kommer til at behandle dig anderledes fremover. Jeg kommer til at opføre mig som en forelsket tosse omkring dig, for det er præcis hvad jeg er. Om du så kan lide det eller ej.”

Han smiler skævt og nikker. Jeg smiler også og trykker ham indtil mig.

  Pludselig bliver døren åbnet og både Heechul og jeg farer sammen.

”Heechul og Eunhyuk, det er jeres tur til at prøve jeres tøj til i aften,” siger Yesung og vi nikker begge to. Jeg skal til at rejse mig, men Heechul holder mig tilbage. Han læner sig frem og hvisker i mit øre: ”Jeg har noget jeg skal fortælle dig efter pressekonferencen.”

Jeg nikker og vi ser kort på hinanden, inden vi følger efter Yesung, ind i rummet ved siden af.

 

Tiden flyver af sted og vores optræden kommer og går. Alt gik som planlagt. Heechul klarede begge sange perfekt og han fik meget opmærksomhed fra både publikum og kameraerne. Til pressekonferencen fik han de fleste spørgsmål og han klarede det meget flot. Han svarede ærligt og man kunne næsten ikke se hans nervøsitet. Han fik endda alle til at grine et par gange med forskellige historier og jokes. Alt i alt klarede han det hele meget flot.

  Jeg tværtimod kunne ikke rigtig koncentrere mig. Jeg blev ved med at tænke på hvad han mon vil fortælle mig. Hvad kan det være om? Er det noget godt eller dårligt? Vil jeg blive glad eller såret? Det hele har kørt rundt siden han sagde han ville fortælle mig noget og nu kan jeg ikke holde det ud mere. Manageren trak Heechul til side efter pressekonferencen for at snakke med ham, men der er allerede gået noget tid. Så jeg beslutter mig for at gå ud og lede efter ham.

Jeg går ned ad en gang, som ligger tæt på vores omklædningsrum, og kigger efter Heechul. De må da være færdige med at snakke nu, så hvor kan Heechul være gået hen? Han kan ikke være gået langt væk.

”Eunhyuk oppa,” lyder en meget bekendt stemme bag mig. Jeg stivner og tør ikke vende mig om. Jeg beder til at det er indbildning, for jeg har virkelig ikke lyst til at se hendes ansigt.

”Det er længe siden oppa,” siger hun og jeg mærker hvordan min mave snører sig sammen. Det er virkelig hende.

Jeg vender mig langsomt om og møder hendes blik.

”Ja det er længe siden. Yunhee.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...