You've Fallen for Me {Super Junior}

Jung Heejin kommer fra en fattig familie. Hendes far døde for mange år siden og hun er den der skaffer penge og forsørger familien. Heejin er stærkere end de fleste piger og hendes krop er ikke ret feminin. Hendes hår er kort som en drengs og hun er i mange år blevet betragtet som en dreng. Men hun kan lide det sådan, for så har folk nemmere ved at tage hende seriøst.
En dag tilbyder hendes bedste ven hende et job. Hun kan arbejde for k-pop gruppen Super Junior, men der er én betingelse. Hun er nødt til at udgive sig for at være en dreng, fordi piger ikke må få det job. Heejin går med til det og udgiver sig for at være sin ikke eksisterende tvillingebror ved navn Jung Heechul. Men kan Heejin virkelig få alle til at tro hun er en dreng? Selv når hun forelsker sig i et af medlemmerne?

24Likes
146Kommentarer
5559Visninger
AA

17. Kapitel 13: Fanget i elevatoren

Eunhyuk og jeg ser på hinanden uden at vide hvad vi skal gøre. ”Vi sidder fast,” siger jeg med skælvende stemme. Det er som om min stemme hiver Eunhyuk ud af en trance og han finder sin mobil frem fra lommen.

”Intet signal,” siger han skuffet og lægger den væk igen. Jeg rejser mig op og trykker gentagende gange på alarmklokken. ”Det nytter ikke noget Heechul. Her er ikke nogen til at høre det,” siger Eunhyuk, men jeg ignorerer ham og bliver ved med at trykke på knappen. Eunhyuk rejser sig op og tager fat i min hånd. Da han tager min hånd, går det op for mig hvor meget jeg faktisk ryster. Jeg vender mig mod ham og spørger: ”Hvorfor sidder elevatoren fast? Hvorfor nu?”

”Jeg tror strømmen er blevet afbrudt på grund af tyfonen,” siger Eunhyuk og selvom hans stemme lyder rolig så kan jeg se at han også er bange. ”Så der er ingen der kan hjælpe os?” spørger jeg skrækslagen og Eunhyuk ryster på hovedet. ”Jeg er bange for at vi må vente til der kommer nogen i morgen.”

”I morgen?!”

Eunhyuk sukker og begynder at vandre frem og tilbage i det lille klaustrofobiske rum. For hver gang han vender ved en væg, bliver hans blik mere panisk.

”Så skulle jeg alligevel have sagt noget,” mumler jeg for mig selv og sukker dybt. ”Sagt hvad?” spørger Eunhyuk. Jeg ser over på ham og siger: ”Jeg bryder mig ikke om elevatorer, så jeg overvejede at spørge om vi ikke kunne tage trapperne.”

”Hvorfor sagde du ikke bare det?!” udbryder Eunhyuk vredt og jeg trækker mig forskrækket tilbage. ”Jeg.. vi havde jo travlt,” siger jeg og vrider nervøst mine hænder. ”Det hele er din skyld! Hvis du havde sagt at du ikke bryder dig om elevatorer så havde vi taget trapperne og så var det her aldrig sket!”

Jeg krymper mig under hans vrede og tør ikke se på ham. Men han har jo ret. Det hele er min skyld.

”Du har ret.. Hvis jeg bare havde sagt noget, så var det aldrig sket. Det hele er min skyld,” siger jeg med spag stemme. ”Hvorfor påtager du dig skylden for det der sker?! Ligesom et fjols!” råber Eunhyuk vredt og hans stemme giver nærmest ekko inde i det lille rum. ”Men du sagde selv lige at det er min skyld,” siger jeg forvirret over hans udbrud. ”Men du plejer aldrig at sige undskyld hvis du ved du ikke har gjort noget forkert!”

Eunhyuks vrede begynder at smitte af på mig. Hvad bilder han sig ind at blive vred på mig over noget så banalt? Jeg ved at situationen er stressende for ham, men det behøver da ikke gå ud over mig!

”Jamen jeg har jo gjort noget forkert! Jeg skulle have sagt noget! Hvorfor bliver du vred over at jeg påtager mig skylden!?” råber jeg tilbage og knytter mine hænder i vrede, indtil mine knoer bliver hvide. ”Jeg bliver vred fordi du bare accepterer det! Det ligger slet ikke til din personlighed og jeg kan ikke holde ud at se på det!” råber Eunhyuk og jeg kan se at han også knytter hænderne. ”Der er ingen der har bedt dig om at se på mig!”

”Jeg kan ikke lade være! Jeg ser ikke andet end dig!”

Eunhyuk ord rammer mig som et slag i ansigtet og det gør bare det hele værre. Eunhyuk skal ikke se på mig. Overhovedet! Det vil komplicere tingene alt for meget.

”Hold op med det!” råber jeg og mærker hvordan vreden skyller gennem mig, ”lad være med at se på mig! Bare kig den anden vej! Jeg har aldr..”

Jeg når ikke at gøre sætningen færdig fordi Eunhyuk i en hurtig bevægelse læner sig frem og presser sine læber hårdt mod mine. Jeg er så chokeret at jeg slet ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv. Følelsen af hans læber mod mine får det hele til at snurre. Mine ben bliver svage og mit hjerte føles som om det skal eksplodere. Men det eneste jeg kan tænke på, er følelsen af Eunhyuks krop der er presset mod min.

  Jeg genvinder dog hurtigt fatningen og skubber Eunhyuk hårdt i brystet. Han tumler nogle skridt tilbage og ser meget overrasket ud, som om han ikke selv ved hvad der lige skete. Jeg rømmer mig og siger med skælvende stemme: ”Y.. Ya! Hvordan kan du bare sådan kysse en person.. endda en anden dreng.. ufatteligt.”

Jeg vender mig væk fra ham og rører tøvende min underlæbe med rystende fingre. Det var mit første kys.

 

Der er gået en halv siden Eunhyuk kyssede mig og vi har ikke udvekslet et ord med hinanden. Ingen af os har lyst til at snakke om det der skete. Jeg kan ikke engang se på ham. Vi har sat os i hver sit hjørne i elevatoren, modsat hinanden. Jeg har ryggen til Eunhyuk så jeg ved ikke om han ser på mig eller ej, og jeg vil faktisk heller ikke vide det.

”Heechul?” det giver et ryk i mig da jeg hører Eunhyuks stemme. ”O.. oh..” får jeg fremstammet med skælvende stemme. ”Er du vred på mig?” spørger han forsigtigt. ”Ani,” siger jeg og jeg mener det. Jeg er ikke vred på ham over det han gjorde. Faktisk har jeg forestillet mig hvordan det ville være at kysse ham, men jeg havde ikke forventet at det ville ske på den her måde. Stemningen var helt forkert og jeg var ikke klar på det. Sådan et kys kan aldrig blive godt. Men jeg er ikke vred. Bare.. forvirret.

”Hvis du ikke er vred, hvorfor vil du så ikke se på mig?” spørger han og jeg får en klump i halsen. ”Ikke nogen speciel grund.”

Jeg løfter en knyttet hånd og lægger den over mit hjerte. Det banker stadig som en besat. Lige siden Eunhyuk.. kyssede mig, har det ikke kunnet falde til ro. Det at være fanget i et lille rum sammen med Eunhyuk, uden en mulighed for at slippe ud, gør at jeg ikke kan slappe af. Mine skuldre er så anspændte at det er begyndt at gøre ondt. Hvis jeg vender mig om og ser på ham, frygter jeg at mit hjerte vil bryde gennem min brystkasse. Jeg tror ikke jeg kan møde hans blik endnu.

Jeg gyser og opdager pludselig at der faktisk er meget koldt i elevatoren. Det er vinter og tyfonen raser sikkert stadig udenfor. Desuden har jeg ikke taget ordentligt varmt tøj på fordi Eunhyuk hurtigt trak mig med ud af døren, og jeg havde heller ikke ligefrem forventet at jeg skulle sidde fanget i en elevator hele natten.

”Fryser du?” spørger Eunhyuk med bekymret stemme. ”Det er ingenting. Det behøver du ikke tænke på. Jeg er varmblodet,” siger jeg og prøver at lyde så overbevisende som muligt. ”Vi kan dele min jakke,” foreslår Eunhyuk. ”Nej! Det.. det er okay. Jeg har det fint,” forsikrer jeg ham. Men det passer ikke. Jeg fryser faktisk rigtig meget, jeg vil bare ikke have at han skal komme for tæt på. Jeg krymper mig og gyser igen.

”Løgner,” mumler Eunhyuk og jeg bider mig i underlæben, ”hold nu op med at være så stædig.”

Jeg kan høre at han rejser sig op og jeg gør det samme. Jeg vender mig mod ham og skal til at sige noget, men da har han allerede lagt sine arme om mig. Jeg spærrer forskrækket øjnene op og stivner.

”Eunhyuk..?” mumler jeg ind mod hans skulder. ”Angående det der skete tidligere..” siger han og tøver lidt inden han fortsætter, ”jeg er villig til at glemme det hvis du er.”

Jeg ser overrasket op på ham og han gengælder mit blik. ”Når vi træder ud af den her elevator så glemmer vi alt hvad der er sket her. Så du behøver ikke bekymre dig om hvad der sker mens vi er her, for det hele vil blive glemt så snart vi er ude. Okay?”

Hvordan skal jeg nogensinde kunne glemme det her? Mit første kys.. endda med den første dreng jeg nogensinde har forelsket mig i. Det kan jeg aldrig glemme. Men det bedste vil være hvis jeg i det mindste kan lade som om jeg har glemt det. Det vil gøre det meget nemmere for os begge to fremover.

”Okay,” siger jeg til sidst.

 

Jeg ved ikke hvor længe vi har været her, men både Eunhyuk og jeg er blevet trætte. Eunhyuk har lagt sig ned, med hovedet i mit skød og han har taget jakken over sig som en dyne. Jeg stryger ham blidt over håret mens jeg betragter hans sovende ansigt. Hans krop giver nogle gange et ryk og jeg tror det er på grund af kulden. Det hjælper lidt at vi sidder sammen, fordi vi kan dele hinandens kropsvarme, men det er stadig meget koldt. Det er kun lige til at holde ud.

Men selvom det er hårdt så betyder det ikke så meget. Fordi jeg er her sammen med Eunhyuk kan jeg holde ud. Vi er blevet meget tættere i løbet af de sidste par timer. Han fortalte mig om sit forhold med Yunhee og hvor hårdt det tog på ham. Han fortalte mig at siden hun knuste hans hjerte har han været bange for ordene, jeg elsker dig.

  Jeg fortalte ham også om nogle af de jobs jeg har haft igennem tiden. Glasfabrikken er nemlig ikke det eneste sted der har efterladt ar hos mig. Jeg er kommet til skade mange gange på grund af arbejde. Blandt andet forbrændinger fra da jeg arbejdede i et bageri og fra de restauranter jeg har arbejdet i.

  Vi har lært hinanden meget bedre at kende og jeg føler mig tættere på ham end nogensinde. Så der kom da noget godt ud af den her forfærdelige situation.

Jeg læner mig ned og kysser Eunhyuk blidt på panden. Han rømmer sig og jeg smiler. Uanset hvad Eunhyuk sagde, så kan jeg ikke glemme det her. Alt hvad der er sket i denne elevator vil jeg huske for altid. Det vil være et minde jeg vil værdsætte resten af mit liv.

Jeg læner mit hoved mod væggen og ser op mod loftet. Men jeg ser ikke loftet. Jeg ser igennem det og op mod himlen. Op til min far.

”Appa. Der er sket noget godt for mig. Jeg har mødt en meget speciel person. Han er slet ikke som nogen jeg har kendt før. Og han har fået mig til at indse noget appa. På grund af ham har jeg indset at kærlighed virkelig findes,” hvisker jeg til min far i himlen.

Jeg ser igen ned på Eunhyuks ansigt og siger: ”Jeg elsker ham appa. Mere end noget andet. Og jeg ønsker bare at se ham lykkelig.”

Med de ord lukker jeg øjnene og mærker at jeg langsomt synker ned i søvnen.

 

Jeg vågner ved lyden af stemmer der taler højlydt sammen. Der lyder også noget skramlen lige ved siden af mit hoved, men jeg kan ikke finde ud af hvad det er. Jeg føler mig meget desorienteret og kan ikke finde ud af hvor jeg er. Men i takt med at min hjerne vågner mere og mere, bliver jeg også mere og mere bevist om mine omgivelser. Til sidst husker jeg alt. Tyfonen, elevatoren, Eunhyuk og vores kys. Jeg husker det hele.

Jeg slår øjnene op og ser mig omkring. Den lyd jeg hørte er folk uden for, der prøver at åbne elevator døren. Jeg ser ned og opdager at Eunhyuk stadig sover med hovedet i mit skød. Jeg rusker ham blidt og siger at han skal vågne. Han åbner langsomt øjnene og ser op på mig.

”Hvad sker der?” spørger han søvndrukkent mens han gnider sine øjne, ”hvor er vi?”

”Vi sidder stadig i elevatoren og hjælpen er her. Vi er snart ude.”

Eunhyuk ser først forvirret på mig, men så er det som om han også husker det hele. Han sætter sig op og ser sig omkring. Derefter kigger han på mig og jeg gengælder hans blik. Snart er vi ude af elevatoren og så skal vi glemme alt hvad der er sket. Vi skal lade som om intet af det er sket.

Jeg kan se på Eunhyuk at han har lige så lidt lyst til at glemme det hele som jeg har. Men det er det rigtige at gøre. Hvis vi lader os selv huske, bliver det meget akavet for os at være i nærheden af hinanden.

”Du kan godt huske vores aftale ikke?” spørger jeg for at være sikker på at aftalen stadig gælder. Eunhyuk nikker og ser forpint på mig. ”Derfor vil jeg gerne gøre en sidste ting inden vi kommer ud herfra,” siger han og læner sig frem mod mig. Han tøver lidt da vores ansigter er få centimeter fra hinanden. Jeg ved hvad han er ude på, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe ham.

Da jeg ikke trækker mig væk, tager Eunhyuk det som en accept og presser blidt sine læber mod mine. Det her kys er meget bedre end det første. Denne gang er kysset ikke bygget på vrede, men på kærlighed. Derfor er det også meget bedre. Følelsen af hans læber mod mine er meget bedre end første gang. Og denne gang har jeg ikke lyst til at trække mig væk.

  Men selvfølgelig kan vores kys ikke vare evigt og til sidst trækker Eunhyuk sig væk. Han lægger sin ene hånd på min kind og ser mig dybt ind i øjnene.

”Jeg er ikke til drenge. Så alt det der er sket mellem os er kun sket fordi jeg et øjeblik var sindssyg. Mit hjerte bildte mig ind at jeg kan lide dig, men det er ikke sandt. Vi kan aldrig være sammen.”

Hans ord føles som et slag i maven og det tager fuldstændig pusten fra mig. Jeg vidste godt i forvejen at det aldrig ville gå mellem os, men at høre ham sige det højt, gør mere ondt end jeg havde forestillet mig.

”Det ved jeg,” hvisker jeg og prøver at holde tårerne tilbage. Eunhyuk kysser mig blidt på panden og trækker sig så væk. I samme øjeblik får folkene udenfor elevator døren op og deres ansigter kommer til syne. De rækker arme ind til os og er klar til at hjælpe os ud. Jeg ser på Eunhyuk en sidste gang inden jeg går hen og lader dem hive mig ud.

Det overrasker mig at se nogle af medlemmerne fra Super Junior stå ude foran elevatoren. En af dem der er her, er Leeteuk og han trækker mig straks ind i sin favn.

”Jeg var så bekymret,” siger han med grødet stemme, ”jeg var så bange for at der var sket jer noget.”

”Hyung..” siger jeg blidt og trækker mig lidt tilbage så jeg kan se hans ansigt, ”jeg er okay. Bare tag det roligt.”

”Helt ærligt Heechul, hvorfor bliver du altid rodet ud i problemer. Altid skal du få folk til at bekymre sig,” siger han, halvt strengt fordi jeg bekymrede ham og halvt lettet fordi jeg er i god behold. ”Undskyld hyung. Men virkelig, jeg er okay. Jeg vil bare hjem så jeg kan få varmen og få noget at spise,” siger jeg og Leeteuk nikker.

Jeg vender mig og ser at de nu også har fået Eunhyuk ud af elevatoren. ”Er du også okay Eunhyuk?” spørger Leeteuk og Eunhyuk nikker. ”Fint. Jeg har det fint.”

”Skete der noget i elevatoren?”

Eunhyuk og jeg ser på hinanden, indtil Eunhyuk nedtrykt sænker blikket. ”Nej. Der skete ikke noget.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...