You've Fallen for Me {Super Junior}

Jung Heejin kommer fra en fattig familie. Hendes far døde for mange år siden og hun er den der skaffer penge og forsørger familien. Heejin er stærkere end de fleste piger og hendes krop er ikke ret feminin. Hendes hår er kort som en drengs og hun er i mange år blevet betragtet som en dreng. Men hun kan lide det sådan, for så har folk nemmere ved at tage hende seriøst.
En dag tilbyder hendes bedste ven hende et job. Hun kan arbejde for k-pop gruppen Super Junior, men der er én betingelse. Hun er nødt til at udgive sig for at være en dreng, fordi piger ikke må få det job. Heejin går med til det og udgiver sig for at være sin ikke eksisterende tvillingebror ved navn Jung Heechul. Men kan Heejin virkelig få alle til at tro hun er en dreng? Selv når hun forelsker sig i et af medlemmerne?

24Likes
146Kommentarer
5563Visninger
AA

16. Kapitel 12: Kim Heechul

Heejin P.O.V:

 

Vi øver hver dag op indtil showet hvor vi skal optræde. Der er nu kun to dage til jeg skal stå på scenen og optræde for første gang. Jeg føler mig meget spændt, men nervøsiteten er også begyndt at snige sig ind på mig. Jeg er dog ikke nervøs for at noget skal gå galt. Vi har øvet rigtig meget og alt er faktisk på plads. Jeg har lært hvor jeg skal placere mig i løbet af dansene og hvornår jeg skal synge. Selve optrædenen er på plads, vi skal bare prøve det et par gange. I dag skal vi prøve det som om det var til selve optrædenen. Vi bliver præsenteret og skal stå klar på scenen når lyset bliver tændt og gå i gang med A-CHA hurtigt efterfulgt af No Other. Vi skal også bruge i dag på at snakke om pressekonferencen. Manageren kommer med nogle af de spørgsmål som højst sandsynligt vil blive stillet og så vil han fortælle os hvad der er acceptabelt og uacceptabelt at svare. Der bliver mest fokus på mig så jeg skal være forberedt på de mange spørgsmål.

 Vi skal til at i gang med at øve for sidste gang i dag. Manageren siger at han vil slukke lyset og at vi så skal stå klar til når lyset på scenen bliver tændt. Jeg bider mig i underlæben og skal til at sige noget til manageren, men når det ikke fordi Sungmin trækker mig med om bag scenen.

”Sungmin jeg skal sige noget til manageren,” siger jeg og prøver at få min arm fri af hans greb. ”Det kan vel vente til efter vi har øvet,” siger han og slipper mig først da vi er nået frem til de andre medlemmer. Der er ret mørkt omme bag scenen og alt lyset på selve scenen er også slukket. Selvom jeg ved at der når noget lys herom, kan jeg intet se overhovedet. For mig er her bælgmørkt.  

  Vi får vores tegn til at vi skal stille os klar på scenen og jeg kan høre at de andre medlemmer begynder at gå ud til deres plads. Jeg begynder at fumlee rundt i blinde med hænderne strakt frem foran mig.

”Ya Heechul, hvor er du på vej hen?” jeg genkender stemmen som Eunhyuks, ”du er på vej i den forkerte retning.”

”Er jeg?”

”Tch, du er så desorienteret at du ikke engang kan finde rundt i en cirkel.”  

Jeg kan ikke se Eunhyuk, men jeg kan vurdere nogenlunde hvor han er ud fra hans stemme, så jeg begynder at gå i den retning. ”Jeg kan ikke se noget,” siger jeg og stopper op lidt efter for at være sikker på at jeg ikke støder ind i Eunhyuk. ”Så mørkt er her da heller ikke,” siger han og jeg kan høre at han bevæger sig. ”Men jeg er natteblind så der skal bare lidt mørke til før jeg intet kan se,” siger jeg og rækker begge hænder frem foran mig og håber at jeg kan finde Eunhyuk. ”Er du virkelig natteblind?” spørger han overrasket og jeg nikker, ”så du kan slet ikke se noget?”

”Overhovedet ingenting.”

”Kan du se det her?”

”Hvad?”

”Jeg vifter min hånd lige foran dit ansigt.”

”Jeg kan ikke se det,” siger jeg og noget går op for mig. Hvis Eunhyuks hånd er lige foran mit ansigt så kan han ikke stå ret langt fra mig. Jeg strækker mig lidt frem og mine fingrespidser rører noget. Jeg smiler da det går op for mig at det er stof jeg rører ved. Jeg tager fat i det jeg regner med er Eunhyuks trøje.

”Hyung kan du hjælpe mig med at finde min plads?” spørger jeg og strammer grebet om stoffet. Jeg mærker noget varmt røre ved min hånd og lidt efter går det op for mig at det er Eunhyuks hånd. Han får mig til at slippe grebet om trøjen og tager i stedet min hånd i sin.

”Selvfølgelig vil jeg hjælpe. Bare stol på mig,” siger han og begynder at føre mig frem. Hans hånd er hele tiden i min mens han viser mig vej i mørket. Ligesom sidste gang han tog min hånd, føles han dejlig varm. Jeg har ikke lyst til at give slip på hans hånd fordi det får en dejlig følelse frem. Men til sidst når vi frem til min plads og Eunhyuk slipper min hånd hvorefter han sikkert finder sin egen plads.  

Få sekunder senere bliver lyset tændt på scenen, musikken går i gang og vi begynder at synge.

Efter vi har sunget begge sange får vi lov til at tage hjem.

 

Alle er udmattede da vi træder ind ad døren til dormet. Donghae hænger op ad mig og det er lige før jeg bærer ham ind over dørtærsklen. Der er trængsel i entreen og jeg kan ikke forstå hvorfor de ikke går længere ind. De er bare stoppet op.

”Heechul hyung?” lyder Ryeowooks stemme fra oppe foran. ”Hvad?” svarer jeg og klapper Donghaes kind for at kvikke ham lidt op. ”HYUNG!” råber Yesung og pludselig stormer alle ind i stuen. Donghae vågner lidt op og vi følger undrende efter de andre. Da vi kommer ind i stuen ser jeg at alle medlemmerne har samlet sig i en klump og det ligner at de har samlet sig om en person. ”Hyung hvorfor ringede du ikke inden du sådan dukker op?” spørger Siwon. ”Jeg ville overraske jer,” lyder en stemme som jeg synes virker bekendt. Jeg kan bare ikke finde ud af hvor jeg har hørt den før. Men Donghae ser ud til at genkende vedkommende, for han stormer hen til de andre og deltager i gruppekrammet.

Pludselig vender Leeteuk hovedet og ser på mig. ”Heechul der er nogen du skal møde,” siger han og kommer hen til mig. Han tager min hånd og trækker mig hen til de andre medlemmer. Da de træder til side kommer en person til syne og jeg spærrer øjnene op da jeg ser ham. ”Heechul, mød Heechul,” siger Leeteuk og smiler. Foran mig står Super Juniors egen Kim Heechul. Heechul der burde være i militæret, så hvorfor står han her i SJs dorm?

”Så det er det nye medlem,” siger Heechul og ser vurderende på mig, ”vi deler samme fornavn og han er faktisk også næsten lige så pæn som mig. Næsten.”

Jeg ser på Heechuls ansigt mens jeg undrer mig over hvordan jeg nogensinde kunne blive sammenlignet med ham. Lige fra det øjeblik de andre medlemmer så rigtigt på mig, sammenlignede de mig med Kim Heechul. Mit feminine udseende (hvilket giver mening siden jeg jo er en pige), min sære personlighed og min specielle udstråling. Alt det blev sammenlignet med Kim Heechul, men når jeg nu ser på ham, føler jeg at intet kan sammenlignes med ham. Bare ved at se på hans ansigt ved jeg at Kim Heechul er noget helt for sig selv.

”Chunsa, sig hej til Heechul,” opfordrer Leeteuk. Jeg tager mig sammen og smiler så stort til Heechul. ”Heechul annyeong,” siger jeg og løfter hånden til hilsen. Alle medlemmerne spærrer forskrækket øjnene op og ser forsigtigt på Heechul. Gjorde jeg noget forkert?

Heechul ser overrasket på mig og spørger: ”Hvad kaldte du mig?”

”Heechul. Du ved, dit navn,” siger jeg og forstår ikke hvorfor alle ser så underligt på mig. ”Han kalder mig ved fornavn og taler endda uformelt til mig. Han udfordrer skæbnen,” mumler Heechul for sig selv. ”Heechul du må ikke blive sur på ham. Han er uformel over for alle. Han har aldrig talt formelt til nogen af os,” siger Leeteuk og trækker mig lidt væk fra Heechul, ”jeg ved du hader når nogen yngre end dig taler uformelt til dig, men det er bare en del af hans personlighed. Lad ham slippe bare denne gang.”

Jeg ser undrende på Leeteuk og derefter på Heechul. ”Så i er så nervøse fordi Heechul er sur over at jeg er uformel?” spørger jeg og Leeteuk nikker. ”Jeg vil glemme det hvis han bare kalder mig hyung fra nu af,” siger Heechul og Leeteuk ånder lettet op. Han ser afventende på mig og rynker panden da jeg ikke siger noget. ”Chunsa, kald Heechul for hyung,” siger Leeteuk og jeg ryster på hovedet, ”hvorfor ikke?”

”Jeg kalder kun nogen for hyung hvis jeg kan lide dem,” siger jeg og Leeteuk sukker. ”Kan du ikke gøre det bare denne ene gang? Huh?”

Jeg ryster igen på hovedet og Heechul klukker. Alle, inklusiv mig selv, ser overrasket på ham. ”Er det sjovt eller hvad?” spørger jeg og Heechul nikker. ”Jeg møder sjældent folk der tør tale sådan til mig. Det er interessant,” siger han og klukker igen, ”hans personlighed er virkelig speciel. Jeg kan lide ham. Han er nuttet.”

Alle ånder lettet op. Jeg hæver det ene øjenbryn og spørger: ”Så jeg behøver ikke tale formelt til dig?”

”Fordi du er nuttet vil jeg lade dig tale uformelt til mig,” siger han og ugler mit hår. Jeg smiler stort til ham og han gengælder smilet. Så vender han opmærksomheden med Ryeowook og spørger: ”Wookie kan du ikke lave noget mad til mig? Jeg er dødsulten.”

”Det skal jeg nok hyung!” siger Ryeowook straks og ser så på mig, ”vil du hjælpe hyung?”

Jeg nikker og sammen går vi ud i køkkenet for at lave mad til Heechul.

  Da vi vender tilbage til stuen med Heechuls mad sidder medlemmerne spredt i sofaen, i stolene og på gulvet. Jeg kan forestille mig at de snakker med Heechul om hvad der er sket mens han har været væk og Heechul fortæller om hvordan der er i militæret.

Pludselig rejser Eunhyuk sig fra sin plads og løber hen til Kyuhyun, der lige er kommet ud fra toilettet. Han griber fat i Kyuhyuns overarm og læner sig ind mod ham. ”Kyuhyun-ah..” siger han og sukker dybt. ”Har Heechul gjort noget igen? Jeg skal nok skælde ham ud!” siger Kyuhyun og smører truende ærmerne op. ”HVAD?!” udbryder Heechul henne fra sofaen og Kyuhyun krymper sig skræmt. ”Det er Eunhyuks skyld,” mumler han uskyldigt. ”Kyuhyun! Du er evil maknae og driller alle, men du tør aldrig sætte dig imod Heechul hyung,” siger Eunhyuk og Kyuhyun nikker. ”Det er fordi Heechul hyung er min evil senior.”

Jeg himler med øjnene og giver bakken, med Heechuls mad, til Ryeowook, hvorefter jeg går hen til Kyuhyun og Eunhyuk. ”Bare glem ham Eunhyuk,” siger jeg og lægger en hånd på Eunhyuks arm, ”har Heechul gjort dig noget?”

Eunhyuk ser væk og svarer ikke. Jeg vender mig mod Heechul og siger med hævet stemme: ”YA! Kim Heechul!”

Heechul der var midt i en samtale med Siwon, vender sig overrasket i min retning. ”Ya Heechul-ah hvad har du gjort ved Eunhyuk? Hvis det er noget slemt så skal jeg nok give dig en lærestreg!”

Alle ser chokeret på mig, hvorefter de ser på Heechul og frygter hvordan han vil reagere. Til alles overraskelse ler Heechul bare. ”Og hvad vil du så gøre ved mig for at give mig en lærestreg?” spørger han mens han stadig ler lidt. ”Jeg vil slå dig så hårdt at du glemmer hvad du selv hedder!” siger jeg og prøver at lyde så truende som muligt. Heechul ler igen, rejser sig op og kommer hen til mig. Da han nærmer sig gemmer Eunhyuk sig bag mig og Kyuhyun træder lidt væk fra os.

Men Heechul smiler bare til mig og ugler kærligt mit hår. ”Han er da meget nuttet ham her,” siger han. ”Du skal ikke undervurdere ham,” siger Kyuhyun advarende, ”han er stærkere end han ser ud.”

”Har han givet dig en lærestreg?” spørger Heechul og Kyuhyun nikker. ”Chunsa har gået til taekwondo i mange år så han ved hvordan man slås. Så de gange jeg har drillet Eunhyuk, Donghae og Leeteuk er jeg blevet straffet af Chunsa. Jeg tør ikke længere drille Eunhyuk fordi jeg ved han sladrer til Chunsa og jeg driller kun Donghae og Leeteuk når Chunsa ikke er i nærheden.”

”HVAD GØR DU?!” udbryder jeg og ser truende på Kyuhyun. ”Ikke noget!” skynder han sig at sige. ”Jeg har advaret dig mod at drille dem. Nu får du ikke flere advarsler,” siger jeg og knækker højlydt mine fingre, ”nu skal jeg ommøblere dit ansigt som straf.”

Eunhyuk griber fat i kraven på min trøje og holder mig tilbage mens jeg prøver at få fat i Kyuhyun. Alle, undtagen Kyuhyun, ler. ”Det er virkelig sandt. Chunsa er en mini-mig,” siger Heechul og jeg stopper med at prøve og få fat i Kyuhyun, ”men selvom du minder om mig vil jeg altid være den eneste crazy bitch i Super Junior, og du skal ikke tro at du kan tage min plads.”

”Bare rolig. Jeg er ingen crazy bitch og jeg har ingen planer om at tage din plads. For ser du, jeg har min helt egen plads i Super Junior,” siger jeg og smiler. ”Og hvilken plads er det så?”

”Jeg er den der får alle til at bekymre sig.”

”Det passer!” udbryder alle medlemmerne i kor. ”Hans personlighed får folk til at bekymre sig. Han roder sig tit ud i problemer,” siger Leeteuk og alle nikker. ”Ligesom mig,” siger Heechul og alle nikker igen, ”at møde Chunsa er som at finde min længe forsvundne lillebror.”

”Hvis Heechul er din lillebror, så har du også en lillesøster,” siger Donghae og Heechul ser uforstående på ham, ”Chunsa har en tvillingesøster.”

Det overrasker mig at Donghae pludselig bringer det op. Medlemmerne har før spurgt ind til hvordan min søster er. Jeg har sagt at hun er meget piget (hvilket er det modsatte af mig selv), men siden medlemmerne aldrig kommer til at møde min såkaldte tvillingesøster, fordi hun jo ikke findes, så er det ikke vigtigt hvad jeg fortæller.

”Hende vil jeg da gerne møde,” siger Heechul og jeg bider mig i læben. ”Det kommer du måske også til en dag,” siger jeg og smiler lidt anstrengt.

Pludselig ser jeg ud af øjenkrogen at Eunhyuk kommer ud fra køkkenet. Hvornår gik han derud? Jeg opdagede slet ikke at han forsvandt.

Han kommer hen til mig og jeg kan se at han stikker sin mobil i lommen. ”Chunsa, vil du gøre mig en tjeneste?” spørger han og jeg nikker straks, ”manageren har lige ringet og bedt mig hente nogle papirer på hans kontor i SM bygningen. Vil du tage med mig ud og hente dem?”

”Selvfølgelig!” svarer jeg med det samme. ”Men Eunhyuk,” siger Leeteuk bekymret, ”i nyhederne sagde de at der er en tyfon på vej og den vil snart ramme Seoul.”

”Vi skynder os,” siger Eunhyuk hvorefter han begynder at skubbe mig i retningen af entreen, ”vi ses om en times tid.”

 

Da Eunhyuk parkerer bilen på SM ENTs parkeringsplads, er det begyndt at styrtregne. Det er også begyndt at blæse op og jeg ved ikke om vi kan nå tilbage før tyfonen for alvor rammer.

Tyfoner i Korea kan bogstaveligt talt blæse folk på gaden væk. Det kan blæse taget af huse og rive træer op med rødderne. Regnen der følger med en tyfon oversvømmer også gaderne.

Hvis vi ikke skynder os ender vi med at være fanget her.

  Alle der arbejder i bygningen er også taget hjem for at være sikre på at undgå tyfonen, så bygningen er mennesketom.

Eunhyuk og jeg skynder os op til indgangen og indenfor i tørvejr. Eunhyuk sætter straks kursen mod elevatoren, men jeg tøver lidt. Jeg er ret utryg ved elevatorer. Jeg kan godt køre i dem og jeg er ikke rigtig bange for dem, jeg føler mig bare meget utilpas når jeg kører med en elevator og vil helst ud hurtigst muligt. Så normalt tager jeg trapperne frem for elevatoren, men vi har ikke tid til at tage trapperne. Så jeg tager mig sammen og følger efter Eunhyuk ind i elevatoren.

Eunhyuk trykker på den etage hvor managerens kontor ligger og elevatoren begynder at bevæge sig opad. Men pludselig giver det et stort ryk i elevatoren og både Eunhyuk og jeg mister balancen og vælter om på gulvet.

”Hvad sker der?!” råber jeg panisk. Det giver et sidste ryk i elevatoren og så står den stille. Helt stille.

Eunhyuk og jeg sætter os op og ser os omkring. Jeg mærker min mave trækker sig sammen og mit hjerte sidder i halsen, da det går op for mig hvad der er sket. Det er ikke sandt. Sig det ikke er sandt.

Jeg ser panisk på Eunhyuk og han ser på mig.

Elevatoren sidder fast.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...