You've Fallen for Me {Super Junior}

Jung Heejin kommer fra en fattig familie. Hendes far døde for mange år siden og hun er den der skaffer penge og forsørger familien. Heejin er stærkere end de fleste piger og hendes krop er ikke ret feminin. Hendes hår er kort som en drengs og hun er i mange år blevet betragtet som en dreng. Men hun kan lide det sådan, for så har folk nemmere ved at tage hende seriøst.
En dag tilbyder hendes bedste ven hende et job. Hun kan arbejde for k-pop gruppen Super Junior, men der er én betingelse. Hun er nødt til at udgive sig for at være en dreng, fordi piger ikke må få det job. Heejin går med til det og udgiver sig for at være sin ikke eksisterende tvillingebror ved navn Jung Heechul. Men kan Heejin virkelig få alle til at tro hun er en dreng? Selv når hun forelsker sig i et af medlemmerne?

24Likes
146Kommentarer
5562Visninger
AA

13. Kapitel 10: Kærlighed?

Heejin P.O.V:

 

Næste morgen bliver jeg vækket da der bliver lagt en arm om livet på mig. Jeg stivner og vender langsomt hovedet. Jeg ser at Donghae har lagt sig ved siden af mig i min seng og det er hans arm der ligger omkring mig. Jeg spærrer øjnene op. ”YA!” råber jeg og skubber til ham så han falder ned fra sengen. Mens han ømmer sig og tager sig til hovedet, skynder jeg mig at dække mig til med dynen. Mon han opdagede noget? Jeg har jo ikke min overkrop bundet op om natten.

”Hvorfor flipper du sådan ud? Jeg ville jo bare vække dig,” klynker Donghae. ”Undskyld Hae. Jeg blev bare overrasket,” siger jeg og Donghae rejser sig op. ”Du skal ikke undskylde. Jeg kan godt forstå at du blev overrasket.”

”Tak,” siger jeg lettet, ”og det er sødt af dig at du vil vække mig, men fremover foretrækker jeg selv at komme op om morgenen.”

”Modtaget,” siger Donghae og vender sig så i stedet mod Eunhyuk, ”så vækker jeg da bare Hyuk Jae.”

Mens Donghae har ryggen til mig, skynder jeg mig hen til mit skab for at finde noget tøj. ”Du kan glemme det Hae,” lyder Eunhyuks søvndrukne stemme. ”Ej kom nu Eunhyuk, jeg vil jo bare putte,” siger Donghae bedende. ”Jeg er ikke i humør til at putte,” siger Eunhyuk og jeg kan høre at han sætter sig op, ”jeg skal alligevel op nu.”

Da jeg har fundet det tøj jeg skal have på, skynder jeg mig ud på badeværelset og låser døren.

Da jeg kommer tilbage på værelset står Eunhyuk i bar overkrop og ser ubeslutsomt på to trøjer. I starten når jeg så Eunhyuk i bar overkrop lukkede jeg øjnene eller vente ryggen til så jeg ikke kunne se ham. Men nu er jeg efterhånden vant til at se ham i bar overkrop. Også de andre medlemmer. Det er efterhånden en hverdagsting at se mindst et af medlemmerne gå rundt i bar overkrop, så det generer mig ikke mere.

  Pludselig er det som om det går op for Eunhyuk at jeg er her og han vender sig mod mig. Mine øjne søger ubevidst mod hans mave og jeg bliver endnu engang fascineret af hans sixpack. Hans overkrop er generelt meget veltrænet, også hans armmuskler. Selvom jeg skal forestille at være en dreng, så er jeg altså stadig en pige, og de muskler kan få enhver pige til at stirre fortryllet.

”Godt du er her, jeg har brug for din hjælp,” siger Eunhyuk og holder de to trøjer op foran sig, ”hvilken en skal jeg tage på?”

Begge trøjerne er kortærmede T-shirts. Den ene trøje er zebrastribet og den anden er helt sort.

Jeg himler med øjnene og siger: ”Hyung du opfører dig som en teenagepige igen. Bare tag en af dem på.”

”Jeg opfører mig ikke som en teenagepige! Jeg opfører mig som et idol der bekymrer sig om sit image,” forsvarer Eunhyuk sig. ”Hvis du siger det.”

”Hvorfor prøver jeg overhovedet? Du er umulig,” mumler Eunhyuk for sig selv og trækker den zebrastribede trøje over hovedet. Han ser først ned ad sig selv og vender sig derefter mod mig igen. ”Klæder den mig?” spørger han og drejer rundt foran mig så jeg kan se ham fra alle vinkler. ”Ja, zebra er lige din farve,” siger jeg og Eunhyuk sukker opgivende. ”Jeg giver op,” siger han og forlader værelset.

Jeg tager en dyb indånding og sætter mig på kanten af min seng. Jeg tager nogle dybe vejrtrækninger og lægger en hånd på venstre side af min brystkasse. Hvorfor banker mit hjerte så hurtigt? Siden den aften hvor jeg sov i Eunhyuks seng har mit hjerte opført sig mærkeligt. Nogle gange når Eunhyuk ser på mig slår det hurtigere, eller når han står tæt på mig. Nu her da jeg så ham i bar overkrop sprang det er slag over og har ikke kunnet falde til ro. Hvad sker der med mig?

Jeg sukker og rejser mig op. Selvom mit hjerte opfører sig underligt, så kan jeg ikke gemme mig herinde. Så jeg forlader værelset og beslutter mig for at gå ud i køkkenet. På vejen ud til køkkenet går man igennem stuen og det overrasket mig at se alle medlemmerne fordelt i sofaerne og stolene. Er der ingen der har skema i dag?

”Chunsa!” udbryder Shindong da han ser mig. ”Hvad?” spørger jeg og Shindong kommer hen til mig. ”Om mindre end to uger bliver du et officielt medlem, og senere i dag skal vi øve til den optræden der skal præsentere dig som det nye medlem,” begynder han og et lys går op for mig. Det er derfor alle er samlet. ”Og fordi vi alle tager af sted sammen, er der ingen der har spist endnu. Så vi tænkte på om.. om du gad lave noget mad til os?” spørger Shindong og jeg spærrer øjnene op. ”Men det allerede ved at være middag og du siger at ingen har spist?!”

Shindong nikker og jeg ryster opgivende på hovedet. ”I ved jo godt at det er usundt ikke at spise sine måltider til tiden,” siger jeg og Shindong hæver et øjenbryn. ”Men du har da heller ikke spist endnu,” siger han anklagende og jeg bider mig i læben. ”Det har ikke noget med emnet at gøre!” siger jeg og Shindong klukker, ”lige meget. Jeg skal nok lave noget lækkert til jer med det samme.”

Shindong jubler og klapper mig på skulderen. ”Heechul du er min yndlings dongsaeng!” siger han og jeg fnyser. Bare fordi man laver mad til ham, bliver man hans yndlings dongsaeng.

  Jeg vender mig for at gå ud i køkkenet da en stemme får mig til at stoppe op. ”Jeg vil gerne hjælpe med at lave mad,” lyder Eunhyuks stemme og jeg vender mig og ser overrasket på mig. Hvorfor vil han pludselig hjælpe?
”Jeg vil også gerne hjælpe!” siger Donghae og jeg vender blikket mod ham. Det overrasker mig så ikke ret meget. Donghae vil tit gerne hjælpe mig.

Jeg nikker bare til dem begge to og så går vi alle tre ud i køkkenet.

Jeg begynder på at lave en gryderet som jeg ved at alle medlemmerne er vilde med. Jeg har bedt Donghae putte ris i riskogeren og sat Eunhyuk til at hakke grønsager.

Da alle ingredienserne er puttet i, får jeg Donghae og Eunhyuk til at smage på den. ”Wah! Den er fantastisk! Du er et geni når det kommer til mad Chunsa!” siger Donghae og vil smage mere. ”Den er slet ikke så tosset,” siger Eunhyuk og det lyder næsten som om han ikke bryder sig om at sige noget pænt om min madlavning. Men jeg smiler bare og putter låget på gryden. Nu skal den egentlig bare stå og passe sig selv, indtil den er færdig.

Jeg smiler skævt og vender mig mod Eunhyuk og Donghae. ”Jeg har en hemmelighed der gør at gryderetten bliver rigtig god,” fortæller jeg dem. ”Fortæl os hemmeligheden!” siger Donghae nysgerrigt mens Eunhyuk ser rimelig uinteresseret ud. ”Nu hvor vi lige har stået og sagt ’iih hvor smager gryderetten godt’ så kan den godt blive flabet. Så indtil den koger lader vi den være alene. Når den har været ensom her i køkkenet vil den smage rigtig godt!” siger jeg og både Donghae og Eunhyuk ser underligt på mig. ”Hvad er det for noget sludder! Det passer ikke!” siger Eunhyuk. ”Bare vent og se!” siger jeg og smiler til dem, ”kom lad os lade gryderetten være alene.”

Jeg genner dem ud af køkkenet og lukker døren efter os.

 

Efter at vi har spist gryderetten, kommer der tre biler for at hente alle ti medlemmer. Der bliver ret trængt i den bil jeg sidder i. Jeg sidder mellem Eunhyuk og Ryeowook. Heldigvis er vi alle tre spinkle så det kunne være værre. Det er faktisk heller ikke så meget det faktum at jeg er klemt ind mellem to medlemmer der går mig på, det er kun det at Eunhyuk er en af dem der sidder presset op mod mig. Jeg skæver hele tiden til hans ansigt og mit hjerte kan ikke holde op med at banke hurtigt. Hvad sker der?!

Jeg tager en dyb indånding og vender hovedet mod Ryeowook i stedet. Jeg kan mærke at Eunhyuk rykker lidt rundt og jeg mærker hans hånd ramme min. Jeg stivner og kigger ned på vores hænder. Jeg skal bare flytte min hånd lidt for at holde ham i hånden. Men det skal jeg ikke! Eunhyuk vil helt sikkert ikke bryde sig om det, og desuden er der andre mennesker i bilen der ville undre sig over hvis vi holdt i hånden.

Så jeg bider tænderne sammen og begynder at stirre meget intenst på mine knæ. Forhåbentlig kan det aflede min opmærksomhed. Men desværre rykker Eunhyuk igen rundt på sig og hans skulder bliver presset ind mod min. Jeg synker klumpen i halsen og lukker øjnene. Jeg vil bare gerne ud! NU!

Nogle minutter senere stopper bilen foran den bygning hvor vi skal optræde om halvanden uge. Da døren i siden bliver åbnet, går Ryeowook ud som den første og jeg skynder mig efter ham.

Jeg tager en dyb indånding da jeg er ude i det fri. Jeg strækker armene og er glad for at der ikke skete noget katastrofalt inde i bilen.

”Chunsa!” jeg vender mig og ser Donghae komme hen mod mig. ”Hae!” siger jeg og smiler til ham. Han lægger en arm om mig skulder og gengælder mit smil. ”Er du klar til at øve?” spørger han og jeg nikker entusiastisk. ”Jeg er født klar,” siger jeg og ser ham i øjnene. Hvorfor opfører mit hjerte sig normalt nu? Det banker normalt og jeg føler.. intet? Hvorfor er det kun når Eunhyuk ser på mig eller er tæt på mig at min krop opfører sig underligt?

  ”Lad os gå,” siger Donghae og jeg nikker. Men da jeg skal til at gå er der nogen der griber fat om mit håndled. Jeg vender mig og stivner da jeg ser hvem det er. Mit hjerte springer et slag over og det kribler i min hud der hvor Eunhyuks hånd holder om mit håndled.

Donghae vender sig også og ser undrende på Eunhyuk. ”Hvad laver du?” spørger Donghae. Eunhyuk svarer ikke. Han fjerner bare Donghaes arm fra min skulder og ser nærmest.. advarende på ham.

Så slipper Eunhyuk mit håndled og tager fat i min hånd i stedet. Han kigger en sidste gang på Donghae inden han trækker af sted med mig. Jeg ser undrende på ham, men siger ikke noget. Jeg bider mig i læben og prøver at skjule et smil. Selvom jeg helst ikke vil indrømme det, så føles Eunhyuks hånd dejlig varm i min. Og jeg håber at han aldrig giver slip igen.

  

 Da vi træder ind i salen, hvor de er godt i gang med at bygge en scene, bliver vi mødt af en af managerne. ”Godt i endelig er her. Jeg skal lige informere jer om nogle ting, og så går vi i gang med at øve til showet,” siger han og alle nikker, ”godt. Først og fremmest vil jeg fortælle jer hvilke to sange i skal optræde med. Det er A-CHA og No Other. Vi øver de to sange og vi kommer ikke til at have de helt vilde effekter med, for det er jo ikke en koncert. Hele ideen med denne optræden er at vise Heechul frem som det nye medlem.

Og efter i har optrådt med de to sange er der pressekonference så folk kan spørge om forskellige ting angående Heechul. Vi flytter ikke et andet sted hen på grund af pressekonferencen, så i klarer det fra scenen. Vi får et bord og nogle stole bragt ind, så det skulle ikke blive noget problem. Er det forstået?”

Alle nikker igen og manageren smiler tilfreds. ”Fint. Så sæt jer godt til rette for der går nogle minutter inden i kan øve på scenen. Der har været lidt tekniske problemer så den er ikke klar endnu.”

Efter han har sagt det, vender han sig om og går sin vej. Alle ser rundt på hinanden og trækker så på skuldrene. Der står nogle stole rundt omkring til de folk der bygger scenen og nogle af medlemmerne sætter sig på dem. Der ligger også nogle madrasser på gulvet. Jeg har dog ingen anelse om hvorfor de er her.

Eunhyuk ser ikke ud til at undre sig over madrasserne, for han går hen og lægger sig på den nærmeste madras. Han lukker øjnene og tager en dyb beroligende indånding. Jeg betragter ham i noget tid og begynder så nærmest ubevidst at bevæge mig hen imod ham, indtil jeg står ved siden af madrassen. Jeg sætter mig først på madrassen og derefter lægger jeg mig ned med hovedet på Eunhyuks mave.

”Ya!” udbryder Eunhyuk overrasket over det pludselig pres på hans mave. Men da han ser det er mig, siger han ikke noget til det og lægger bare hovedet ned på madrassen igen.

”Hyung, du bliver nødt til at holde op med at træne,” siger jeg og vugger hovedet fra side til side, ”på grund af dine muskler er din mave hård og slet ikke dejlig at ligge på. Ville være bedre hvis den var blød..”

Eunhyuks mave begynder at hoppe på grund af hans latter. ”Så du synes jeg skal holde op med at træne så det bliver rarere for dig at ligge med hovedet på min mave,” siger han og jeg nikker.

”Nej vent.. det tager jeg i mig igen!” skynder jeg mig at sige, ”du skal ikke holde op med at træne. Det vil være en skam hvis du ikke længere kan vise en veltrænet overkrop frem. Hvad ville fansene ikke sige? Jeg må bare vænne mig til at ligge på noget der ikke er blødt.”

Eunhyuk ler igen og jeg smiler for mig selv. Jeg elsker Eunhyuks latter. Det er så sjældent at jeg får den at høre, så jeg nyder det fuldt ud hver gang. Eunhyuk begynder at stryge mig over håret og han gør det.. blidt? Eunhyuk er blid overfor mig? Er han syg?

”Man må jo ofre sig for fansene,” siger han og jeg nikker langsomt. Jeg vender mig på siden så jeg kan se Eunhyuks ansigt. Han vender også hovedet og møder mit blik. Min vejrtrækning går i stå og mit hjerte begynder at banke så hårdt at jeg frygter det vil brække et ribben. Eunhyuks blik gør et eller andet ved mig som jeg ikke kan forklare.. og det skræmmer mig.

Jeg sætter mig op og vender hovedet væk fra ham. Jeg frygter hvad jeg kan finde på når jeg har det sådan her. Jeg føler at jeg ikke har nogen kontrol over mig selv når jeg er i nærheden af Eunhyuk. Jeg beslutter mig for at gå et andet sted hen, inden der sker noget jeg kommer til at fortryde.

Men jeg når ikke at rejse mig, for Eunhyuk griber fat i min overarm og trækker mig ned at ligge. Jeg ender med at ligge meget tæt på ham og vores ansigter er vendt mod hinanden, kun adskilt af få centimeter. Jeg synker klumpen i halsen og ser nervøst på ham.

”Hyu.. hyung?” stammer jeg og prøver at trække mig væk. Men Eunhyuk holder fat i mig og ser meget intenst på mig. ”Vent. Bare lidt,” siger han lavmælt og lægger en arm om livet på mig og den anden lægger han under mit hoved. Han lægger hånden på mit baghoved og trækker mig tættere ind til sig. Han presser mit hoved ind mod sin skulder og jeg stivner.

”Eunhyuk.. hvad laver du? Her er en masse mennesker der kunne tænke underlige ting om det her,” siger jeg skræmt og prøver at vride mig fri. ”Ignorer dem og lig stille. Jeg vil bare ligge sådan her lidt. Bare lidt..” mumler han og jeg holder op med at vride mig. I stedet kigger jeg ind i hans skulder og sukker. I virkeligheden har jeg slet ikke lyst til at bryde ud af hans favn. Tværtimod kan jeg virkelig godt lide at mærke hans arme omkring mig, og ligge så tæt på ham at jeg kan føle hans hjerteslag.

  Okay. Så bare lidt. Lad os bare ligge sådan her lidt. Selvom der er andre der kigger på os, så ignorerer jeg dem ligesom Eunhyuk sagde.

Jeg trykker mig ind til ham og lægger min kind mod hans brystkasse. Jeg kan mærke hans hurtige hjertebanken mod min kind. Hans hjerte banker i takt med mit og mens vi ligger her føles det næsten som om vi smelter sammen. To sjæle der forener sig til en fælles sjæl.

Endelig forstår jeg den følelse der altid opstår når Eunhyuk er i nærheden. Grunden til at mit hjerte slår hurtige når Eunhyuk ser på mig eller smiler til mig. Grunden til at jeg har opført mig underligt siden den aften hvor det tordnede.

Det er kærlighed. Der er ingen tvivl. Jeg er håbløst forelsket i Eunhyuk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...