You've Fallen for Me {Super Junior}

Jung Heejin kommer fra en fattig familie. Hendes far døde for mange år siden og hun er den der skaffer penge og forsørger familien. Heejin er stærkere end de fleste piger og hendes krop er ikke ret feminin. Hendes hår er kort som en drengs og hun er i mange år blevet betragtet som en dreng. Men hun kan lide det sådan, for så har folk nemmere ved at tage hende seriøst.
En dag tilbyder hendes bedste ven hende et job. Hun kan arbejde for k-pop gruppen Super Junior, men der er én betingelse. Hun er nødt til at udgive sig for at være en dreng, fordi piger ikke må få det job. Heejin går med til det og udgiver sig for at være sin ikke eksisterende tvillingebror ved navn Jung Heechul. Men kan Heejin virkelig få alle til at tro hun er en dreng? Selv når hun forelsker sig i et af medlemmerne?

25Likes
146Kommentarer
5827Visninger
AA

2. Kapitel 1: Mit liv som to personer

I dag er en dag ligesom alle andre. Jeg er på det arbejde jeg har haft i den sidste måned. Arbejdet er hårdt, men det giver gode penge, hvilket er det vigtigste. Jeg har virkelig brug for de penge. Min familie er nemlig fattig, det har den været siden far døde. Jeg bor sammen med min mor og bedstemor i et gammelt faldefærdigt hus, fordi vi ikke har råd til andet. Før far døde var det ham der tjente penge til familien og vi havde ingen bekymringer. Men efter hans død gik alt ned ad bakke. Mor kan ikke klare et rigtigt job og Bedste er for gammel. Det eneste de kan gøre er at sy øjne på dukker og knække nødder. Så selvom jeg kun var tretten år da far døde, var det mig der skulle tjene ordentlige penge. Jeg har haft op til flere deltidsjob, men ingen af dem gav ret meget. Mens jeg stadig gik i skole havde jeg to deltidsjobs. Da jeg så gik ud af skolen, med nogenlunde acceptable karakterer, fik jeg endnu et deltidsjob. Jeg havde ikke meget fritid, men den fritid jeg havde brugte jeg på at lære taekwondo. En af mine mors gode venner er taekwondolærer og han tilbød at lære mig det gratis. Jeg sagde selvfølgelig ja for det ville være en stor fordel for mig. Jeg har brug for at se stærk og maskulin ud, med kun et formål. Andre mennesker skal tro jeg er en dreng. Jeg kan få bedre jobs hvis min chef tror jeg er en dreng. Igennem det meste af min skoletid har pigerne kaldt mig oppa. Mit korte brune hår og markerede kæbe får mig til at ligne en dreng meget. Jeg er også næsten helt flad over brystet så det har aldrig afsløret mit rigtige køn.

Men selvom jeg fik bedre jobs som en dreng, tjente jeg stadig ikke ret meget. Jeg tjente kun lige nok til at vi kunne klare os. Så da min bedste ven, ved navn Goo Eun Chan som jeg har kendt så længe jeg kan huske, tilbød mig et godt lønnet job tøvede jeg ikke med at sige ja. Der var bare én betingelse. Min chef og alle på arbejdspladsen skulle tro jeg var en dreng. Men siden jeg har været vant til det i mange år, så jeg intet problem i det. Det er så det job jeg har nu. Jeg giver mig ud for at være min ikke-eksisterende tvillingebror. Mit rigtige navn er Jung Heejin, men når jeg er på arbejde hedder jeg Jung Heechul.

Jeg arbejder som ”alt mulig mand” for k-pop gruppen Super Junior. Jeg bliver sat til alt det som ingen andre gider lave. Hente hvad Super Junior beder om, gør deres omklædningsrum rent mens de opfører koncert eller er med i et talkshow. Det gælder også toilettjansen, og den kan være meget nedern når 9 drenge skal deles om det samme lille toilet. Men jeg holder ud og gør som jeg bliver bedt om, for det er den eneste måde jeg kan give min familie penge.

Men selvom jeg i princippet arbejder for Super Junior, så har jeg ingen kontakt med dem. De eneste ord der bliver udvekslet mellem os er når jeg giver dem hvad de har bedt om. F.eks. hvis jeg har hentet en flaske vand til et af medlemmerne siger jeg ”værsgo” og han siger ”tak” og så siger vi ikke mere. Så jeg ved intet om dem og de ved intet om mig. Jeg foretrækker det også sådan. Hvis jeg bliver venner med dem kan de opdage min hemmelighed og så mister jeg mit job.

Selvom jeg ikke har kontakt med dem så misunder jeg dem meget. Min drøm er at blive sanger og stå på scenen. Det er hårdt altid at stå i kulissen og se andre udleve min drøm for øjnene af mig. Men jeg bebrejder dem intet, for det er trods alt også deres drøm de udlever. Jeg er bare jaloux fordi det ikke er mig. Men jeg håber at jeg en dag kan blive en kendt sanger i en kendt gruppe. På den måde kan jeg tjene en masse penge til min familie så vi aldrig behøver bekymre os mere.

Men indtil videre må jeg nøjes med at lade som om jeg er en dreng og arbejde hårdt for mine penge.

  Efter jeg blev ansat fortalte Goo Eun Chan mig hvorfor de ikke vil ansætte kvinder. Åbenbart havde et af medlemmerne et forhold til en kvindelig ansat og det gik helt galt. Hun knuste hans hjerte og han fik hende fyret. Siden da har meget få piger/kvinder fået lov til at arbejde for dem. Der er blevet skåret ned på dem der lægger medlemmernes make-up og arrangerer deres tøj for dem. Så få kvinder som muligt. Jeg ved ikke hvilket medlem der var indblandet, men det kommer vel heller ikke mig ved. Jeg vil bare passe mit arbejde. Ligesom jeg hele tiden har gjort.

 

 

Jeg er i gang med at vaske gulvet i Super Juniors omklædningsrum, mens det talkshow de deltager i kører på et lille tv henne i hjørnet. Jeg hører ikke rigtig efter hvad de snakker om, men da deres sang Mr. Simple bliver spillet kan jeg ikke lade være med at synge med. Jeg synger og danser med moppen, mens jeg stadig formår at vaske gulvet. Multitasking for viderekomne.

Jeg kan alle Super Juniors sange og også nogle af dansene. Når man er omgivet af det i flere timer hver dag så kommer det helt af sig selv.

Mens jeg fjoller rundt og synger, hører jeg pludselig en lyd henne fra døren. Jeg ser op og får øje på Super Juniors manager, der ser meget eftertænksomt på mig. Jeg skynder mig at bukke dybt for ham mens jeg siger: ”Undskyld at jeg blev distraheret fra arbejdet. Jeg skal nok fortsætte med det samme.”

Jeg skynder mig at moppe videre og forventer at manager vil gå sin vej. Men han bliver stående og jeg kan mærke hans blik hviler på mig. Jeg mærker en knude i maven og ville ønske at han enten ville gå eller sige et eller andet. En af tingene sker og han spørger: ”Ved du godt at du har en god stemme?”

Jeg stivner midt i en bevægelse og vender langsomt hovedet mod ham. Jeg synker højlydt og ryster på hovedet. Han ser undersøgende på mig og jeg får følelsen af at være under et mikroskop. Jeg venter på at han skal sige noget mere, men det gør han ikke.

Så til sidst bliver jeg nødt til at bryde den pinlige stilhed. ”Ville du ellers noget?” spørger jeg og han smiler skævt. ”Jeg vil gerne høre dig synge noget mere,” siger han og jeg ser overrasket på ham. ”Vil du have mig til at synge?” spørger jeg forvirret og han nikker, ”sådan, lige nu?”

”Ja nu.”

Jeg tøver lidt, men klarer så min stemme og begynder igen at synge Mr. Simple. Manageren afbryder mig og siger: ”Syng en anden sang. Men stadig en Super Junior sang.”

Jeg tænker mig om et øjeblik og begynder så at synge Miracle. Manageren nikker i takt og smiler mens han lytter til mig.

Til sidst løfter han hånden og jeg stopper med at synge. ”Det er fint. Jeg må hellere se at komme videre. Fortsæt du bare med dit arbejde.”

Med de ord vender han rundt og går sin vej. Jeg ser efter ham og undrer mig over hvad det hele skulle til for? Hvorfor ville han høre mig synge og så ikke engang fortælle mig hvad grunden er? Han fortalte mig at han kan lide min sangstemme, men mener han det? Det får jeg nok aldrig at vide.

Jeg beslutter mig for at glemme det og fortsætte mit arbejde. Så jeg tager mig sammen og genoptager rengøringen af gulvet.

 

Da jeg kommer hjem er klokken allerede blevet halv elleve om aftenen. Det skifter hvornår jeg får fri, alt efter hvor meget der er at lave, men det bliver altid ret sent. Altid efter klokken seks. Jeg bliver så kaldt på arbejde igen klokken seks eller syv om morgenen, alt afhængig af Super Juniors skema for dagen. Fordi jeg ikke har skole kan jeg arbejde hele dagen, men selvfølgelig ligesom alle andre med arbejde, har jeg fridage. To – tre fridage afhængig af hvor meget de har brug for mig. Som sagt er det ikke et let arbejde, men jeg holder ud. Det skal jeg.

  Jeg træder ind i huset og kan høre fjernsynet køre. Vores hus, hvis man overhovedet kan kalde det det, har to soveværelser, et lille badeværelse og et kombineret stue og køkken område. Mor og jeg deler værelse, mens Bedste har sit eget. Vi har ingen senge, så vi er alle vant til at sove på gulvet. Vi har heller ingen stole så vi sidder på gulvet ved vores lave bord, når vi spiser. Vores lille bord står i ”stuen” foran vores fjernsyn, der er så gammelt og dårligt fungerende at det burde være røget ud for længst. Men vi har ikke råd til et nyt og det er den eneste underholdning mor og Bedste har herhjemme. Hvor de jo altid er.

  Da jeg runder hjørnet til stuen kan jeg se at de ser det talkshow Super Junior var med i, i dag. Jeg himler med øjnene og går ud for at koge nogle nudler.

Nogle minutter senere sætter jeg mig ind til mor og Bedste der har slået over på en eller anden drama serie. Mor er helt vild med dramaer.

”Hvordan var arbejdet?” spørger Bedste og jeg trækker på skuldrene. ”Ligesom det plejer,” svarer jeg og putter nogle nudler i munden. ”Jeg forstår ikke hvorfor du ikke er ellevild over det. Jeg mener du arbejder med Super Junior,” siger min mor der overraskende nok har fjernet opmærksomheden fra sin drama. ”Jeg arbejder ikke rigtig med dem. Jeg snakker slet ikke med dem,” siger jeg med munden fuld. ”Hvorfor? Alle andre normale piger ville give deres højre arm for dit arbejde. Jeg mener, du er jo også en pige.. selvom man ikke skulle tro det.”

”Jeg er der for at tjene penge, ikke for at flirte med idoler,” siger jeg og sluger maden. Jeg propper noget mere mad i munden uden overhovedet at have tålmodighed til at puste på det.

”Du får vabler på tungen af at spise din mad så varm,” siger mor bekymret og jeg himler med øjnene, ”desuden kan du få forstoppelse hvis du spiser din mad for hurtigt.”

”Du skal ikke bekymre dig,” siger jeg med halvtygget mad i munden, ”min mave og fordøjelse er stærk. Og en brændt tunge er intet at hidse sig op over.”

”Du har heller ingen manerer. Taler stadig med mad i munden.” Hun mumler det sidste for sig selv, men det er højt nok til at jeg kan høre det.

”Undskyld at du har opdraget mig forkert,” siger jeg og sluger maden. Mor ser fornærmet på mig og siger: ”Jeg ved ikke hvor du har fået din attitude fra, men den kan du godt komme af med.”

Jeg trækker på skuldrene og fortsætter med at spise. Den her attitude er det der overbeviser de fleste om at jeg er en dreng. At jeg siger hvad jeg vil uden at bekymre mig om hvad folk tænker om mig. Det er blevet en del af min personlighed og jeg tror ikke jeg kan komme af med det.

  Da jeg er færdig med at spise, rydder jeg op efter mig selv, og kollapser så på min seng, hvor jeg falder i en dyb søvn.

 

Der går nogle dage uden at der sker noget usædvanligt. En uge efter manageren bad mig synge er der stadig ikke sket noget. Så jeg går ud fra at han ikke ville bruge det til noget. Jeg kan heller ikke komme på en grund til at han ville høre mig synge, men det kan også være lige meget. Jeg må bare glemme det og koncentrere mig om at passe mit arbejde.

  Da drengene ankommer, er deres manager med dem. Han ser på mig og siger: ”Heechul, kan jeg lige snakke med dig?”

Alle drengene vender forvirret deres hoved. For ikke så længe siden havde Super Junior et medlem der hedder Heechul. Kim Heechul. Han droppede ud af gruppen, for en måneds tid siden, fordi han skal i militæret i to år. Hver gang mit navn bliver nævnt tror Super Junior at deres medlem er kommet på besøg, og de bliver skuffet hver gang det går op for dem at det bare er mig.

  Jeg nikker til manageren og følger efter ham ud af omklædningsrummet. Da vi er kommet ud på gangen vender han sig mod mig.

”Jeg har tænkt på dig i den sidste uge,” siger han og jeg hæver det ene øjnebryn. Jeg kan ikke helt bedømme om det er noget godt eller dårligt. ”Jeg vil bare gå lige til sagen. Siden Heechul meldte sig ud for en måned siden har Super Junior manglet noget. En speciel stemme. Den stemme hørte jeg fra dig.”

Jeg spærrer øjnene op og ser chokeret på ham. ”Siger du at min sangstemme minder om Kim Heechuls?” spørger jeg og manageren nikker. Mit hjerte springer et slag over. Jeg har altid haft stor respekt for Kim Heechul og beundret hans talent. Det han kan med sin stemme er beundringsværdigt. At få at vide at jeg lyder lidt som ham, fra Super Juniors manager, er en kæmpe ære. Det må være en drøm, for det er for godt til at være sandt.

”Jeg fik en skør idé i dag og jeg vil gerne bede dig gøre mig en tjeneste,” managerens stemme river mig tilbage til virkeligheden. ”Fyr løs,” siger jeg og han smiler. ”Jeg vil bede dig komme ned i Super Juniors studie i morgen og så vil jeg høre dig synge de dele af Super Juniors sange som Heechul plejer at synge. Jeg vil høre om din stemme passer ind sammen med de andres.”

Jeg ser uforstående på ham. ”Hvorfor det?”

”Det får du at vide i morgen,” siger han og lægger en hånd på min skulder, ”hvis du da vil komme.”

Jeg nikker og han giver min skulder et klem. ”Så ses vi i morgen klokken ti. Du ved hvor studiet ligger ikke?”

”Neh,” siger jeg og manageren giver slip på min skulder inden han går tilbage til omklædningsrummet. Jeg bliver nødt til at støtte mig til væggen da jeg pludselig bliver svimmel. Det eneste tidspunkt jeg har været i Super Juniors studie er når jeg har gjort det rent. Men nu har manageren bedt mig om at synge der. Hvad kan det betyde? Et smil breder sig langsomt på mine læber. Det kan sikkert kun betyde noget godt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...