Forladt

Jeg håber i kan lide min movella, jeg tager meget gerne imod ris og ros.
Jeg har valgt at skrive det i to kapitler og udgive dem med det samme, fordi så behøver man ikke vente en evighed på næste kapitel :)

4Likes
2Kommentarer
492Visninger

2. Forladt

 

Så her gik jeg rundt i min egen lille tomme verden på den lange, flade sandstrand. Stille og roligt satte jeg tempoet op. Begyndte at lunte. Jeg havde meget lettere ved at forstå, hvad der var sket den aften, hvis jeg var i bevægelse. På ingen måde kunne eller ville jeg glemme, det der var sket. Jeg kommer til at tænke på, hvad det var der skete. Det hele gik så hurtigt, det var jo Tanjas skyld. Martin kom hen til mig. Han ville danse. Han tog blidt sin hånd om bag min ryg og førte mig ud på dansegulvet. Musikken gjorde det så nemt at følge hans skridt. Han kiggede mig dybt øjnene og gav mig et uskyldigt og blidt kys på mine varme læber. Tanja så det, og blev derfor rasende.

Efter dansen skete det dramatiske. Tanja hev fat i mig. Hun syntes, at vi skulle snakke sammen. Derefter førte hun mig ud til den lange, kolde sandstrand. Der stod vi i mørket og kiggede ondt på hinanden. Desuden mente hun, at jeg havde ødelagt alt imellem Martin og hende. Det var som om, hun havde planlagt, hvad der skulle ske. Dukken lå der på et violet håndklæde på den store flade sten. Hun tog mig med ud i vandet. Skubbede til mig, så jeg væltede. Hun tog langsomt fat i mit hoved, tog det dybt under vandet, men jeg gjorde modstand, og fik rejst mig op. Ordene sidder stadig langt inde i mig. Det hun sagde inden hun gjorde det. Amalie: ”Jeg får altid min hævn til sidst”! I samme øjeblik hun sagde det, skubbede hun mig hårdt ned i vandet igen. Jeg slog mit hoved ned i en stor og skarp sten. Dér lå jeg...

Nogle uger senere var Martin taget ud til stranden, men der var intet at se. Han trak på skuldrene, vendte sig og begyndte at gå tilbage. Men pludselig fangede noget hans blik og fik ham til at standse. Han tøvede kort. Det lignede mere et glemt violet håndklæde. Men alligevel var de som om, at vinden trak i ham. Der gik det op for ham, at det var noget helt andet. Han gik hen imod det, med tøvede skridt. Dukken. Den lå på den store flade sten. Det var Tanjas dukke. Det var han sikker på. Han bøjede sig undrende over den. Den lå ganske rigtigt på et violet håndklæde. Nærmest som om dukken var lagt til at sove.

En enkelt tåre trillede ubemærket ned af hans kind, mens minderne susede bredt igennem hans hoved. Jeg pustede ham koldt nakken. Det var lettere at acceptere sandheden. Nej. Ikke accepterer. Jeg gøs let ved tanken. Det var lettere at indse, at det var sket. Acceptere – det ville jeg aldrig. Nu var det på tide at sige farvel. Det eneste jeg havde behøvet i lang tid, var Martin.

Jeg havde fået fred.

Med ét gik tiden i stå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...