Rosenhaven

*Oneshot* En lidt længere novelle, skrevet ud fra et billede.

2Likes
4Kommentarer
807Visninger

1. Rosenhaven

En pige løber ud fra den hvide villa, ud på terrassen og ud i den store skov. En kvinde løber også ud på terrassen. Hun står lidt, og kigger efter pigen der løber længere og længere væk. Så går hun ind igen.

 

Tårer strømmer ned ad Alices kinder. Hun løber, løber indtil hun ikke kan tænke på andet end sit dunkende hjerte og sin høje puls. Så falder hun ned på knæ. Det var ikke meningen, moderen skulle blive ked af det! Eller at Samon skulle blive sur, selvom han egentlig havde fortjent det.

Hun slæber sig over til en bænk som aldrig bliver brugt. Så hulker hun, hun hulker lige indtil tusmørket sætter ind. Så holder hendes skuldre op med at ryste og hun lægger hovedet i hænderne. Hvad skal hun nu stille op? Hun vil i hvert fald ikke tilbage til huset, det er helt sikkert. Hvor så?

For første gang ser Alice sig rigtigt omkring. Hun sidder i den del af der bliver kaldt Rosenhaven. Der er egentlig ikke mere end tre roser, men det er også mere end rigeligt. De er alle ca en meter høje og vokser ikke på buske, men på træer. Én blomst for hvert træ. Resten af træet består af blade, torne og små pink blomster.

Den ene af blomsterne hænger, ikke så langt fra hvor Alice sidder. Den udsender en overvældende sødlig duft, og hun undrer sig over, at hun ikke har lagt mærke til det noget før.

Noget bevæger sig i skyggerne på den anden side af stien. Alice gyser. Hun har hørt rygter om at der lever tigre i denne del af skoven. Hun når end ikke at rejse sig, før dette 'noget' træder ud på stien.

Det er en blødende hjort. Den har fire dybe flænger fra bug til rygrad. Måske stammer de fra en tiger!, tænker Alice. Hjorten bløder voldsomt, men på en eller anden måde lykkedes det den at stavre over til den forbløffede pige. Hjorten synker i knæ, og lægger hovedet i hendes skød. Så udstøder den et lille suk og synker hen i bevidstløsheden. Den har højst ti minutter tilbage, vurderer Alice. Hun holder allerede af den døende hjort, og lider sammen med den. Sådan sidder de i tavshed nogle få minutter. Pigen stryger blidt hjortens mule. Den er blød som silke, hvilket straks får hende til at tænke på hjemme. På moderen og hendes skvat af en kæreste, Samon. Han er læge, og han udnytter enhver lejlighed til at prædike om det. Det er også for hans skyld, at de har plantet rosentræerne ..

Roserne! Samon har altid sagt, at ét blad fra en trærose kan gøre underværker! Tænk .. Tænk, hvis hun kan redde hjorten!

Alice lægger forsigtigt hjortens hoved ned, og styrter hen til rosen. Da hun kommer tæt på, er duften næsten kvalmende.

De inderste blade er den lyseste lyserød, og de yderste er blodrøde. Alle blade ser sunde og raske ud, så hun tager det mørkeste røde hun kan finde. Så vil det heller ikke ødelægge blomsten bagefter.

Så går hun over til hjorten igen. Sårene bløder stadig, og hjortens åndedræt er blevet svagere. Hele dens krop glinser af sved.

Med forsigtige hænder river Alice et langt stykke af blomsterbladet af. Stykket går hende fra skuldrene og næsten ned til knæene. Det er lige langt nok til at dække én flænge, og til at lægges op over ryggen på dyret, så det kan holde sig selv. Det gentager hun tre gange, indtil alle sårene er dækket. Hjortens åndedræt er allerede blevet roligere. Det er næsten holdt op med at bløde. I tankerne takker hun inderligt Samon, og går over for at hente et blad mere, bare for en sikkerheds skyld.

Da hun kommer tilbage, slår hjorten øjnene op. De er klare, uden nogen spor af smerte. Hjorten snuser til de iturevne blomsterblade. Så kigger den op på hende, med det nærmeste et dyr kan komme på taknemmelighed i øjnene. Så rullede den sig lidt sammen og døsede. Alice lægger sig ned ved siden af, og sover efterhånden i den mørke have.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...