Høvdingedatterens Amulet - oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2012
  • Opdateret: 11 jun. 2012
  • Status: Færdig
To canadiske indianerstammer fører krig mod hinanden, og selv høvdingedatterens elskede er nødt til at drage i krig. Selvom det måske ikke lyder af meget, så er en krig hvor kun heste, spyd, buer og pile bruges som våben utrolig livsfarlig. Shania må blot gå hjemme og vente på, at Ahigo kommer tilbage. Tretten solnedgange. Så lovede han at være tilbage. | Oneshot

15Likes
33Kommentarer
1527Visninger

1. Stammekrig

Shania ser ned i jorden og føler sig mere fortabt end nogensinde. Ahigo forsøger at se på hende med et opmuntrende smil, men det når ikke hans øjne. "Shania.. du skal kun tælle til tretten solnedgange, så har jeg fået lovning på, at jeg kan tage tilbage." siger han. "Vores stamme kan godt vinde med de heste, vi har. Mohawksstammen er chanceløse." gnisten af håb kan høres i hans stemme nu, men det forbliver en gnist. Han har slet ikke overbevist Shania, der allerede føler, at hun har mistet sin eneste grund til at leve.

"Men.. Ahigo.. jeg vil savne dig. Hver eneste aften vil jeg se solnedgangen og tænke på dig." siger hun eftertænksomt. Han ser på hende med et lidenskabeligt blik og tager en lille stofpose frem fra det skindklæde, han bærer fra hoften og ned til knæene. Langsomt åbner han den, og Shania gisper ved synet. En smuk halskæde med vedhæng, i form af tre forskellige slags skind og fire store bøffeltænder, bliver rakt frem imod hende. Hun stirrer bare målløs på den, for aldrig i sit liv har hun ejet noget så smukt på trods af sin plads i stammen. 

"Her" siger Ahigo blidt og lægger den i hendes hånd. "Jeg har selv lavet den. Min sjæl er i den, uanset hvor min krop end måtte befinde sig. Hver gang du kysser den, vil jeg kunne høre dig i ørnens skrig, og du vil kunne mærke mig i den lune brise. Sådan forlader vi aldrig rigtigt hinanden." 

'Tak' vil hun sige, men ikke et ord kommer over hendes læber. Men han kender hende så godt, bedre end nogen anden, han ved, hvad hun prøver at sige. Han sender hende et oprigtigt smil, og pludselig blusser længslen op i hans øjne. Sorgen over at skulle sige farvel. Shania ser det og tager hans smukt markerede ansigt mellem sine hænder. De honningfarvede øjne stirrer lige ind i hendes, og den lysebrune hud får et rødligt skær på kinderne, da hun læner sig frem og blidt forsegler deres læber i et evigt elskovskys. "Jeg elsker dig..." hvisker hun stille og en tåre triller blidt ned ad hendes kind. Ahigo tørrer den væk med sin tommelfinger og hvisker, at han også elsker hende. Således blev deres afsked, og han måtte rejse sig til sidst. Han drejer om på hælen og ser sig ikke tilbage, før han har sat sig op på sin sorte ganger. Hans lange sorte hår flyver vildt rundt i vinden, da hesten stejler, og han råber: "Husk nu betydningen af mit navn Shania!"  Det er hans sidste ord til hende. Da vender han sig og rider ud sammen med alle de andre unge, modige mænd, mod prærien, hvor slaget skal stå. Et slag der vil være altafgørende for stammens fremtid. Tanken, om at Ahigo deltager i denne, gør Shania stolt og giver hende kuldegysninger på een gang.

Husk nu betydningen af mit navn Shania, runger ekkoet af hans skønne stemme i hendes hoved. 'Han kæmper' betyder det. Og Shania ved, at det er, hvad han vil gøre. Hun ved, at han vil dø i kamp, blot for at redde hende. Og på trods af at det gør hende stolt, at han kæmper for hende og hendes folk, er det netop dét, der bekymrer hende.

 

1. solnedgang - Shania sidder i stilhed og ser ud over præriens høje græs, der bølger ligeså stille i vinden, hvor solen går ned og lader verden bade i sit bløde orange skær. 

2. solnedgang - Ahigo lytter til ørnens skrig og hører tydeligt Shanias stemme. Hvor han dog savner den. Så klar, så smuk, så livsbekræftende i dette trøstesløse kaos. Hvis blot han nu kunne holde hendes hånd et enkelt øjeblik...

3. solnedgang - Hun strejfer blidt sine læber med to fingre og mærker kysset, hendes elskede efterlod der. Han hjemsøger hendes tanker og drømme. Om dagen hans blide øjne og dybe stemme, der hvisker beroligende ord i hendes ører; om natten hans smerteskrig, når fjenden jager spyddet ind i hans enestående, bankende hjerte.

4. solnedgang - Han tænker på den gang, han så Shania for første gang, og på hvordan han forelskede sig i de grønne øjne - de eneste i hele indianerstammen. Men selv denne tanke kan ikke give ham et minuts ro, for da skarpe hyl flænger luften, og han ved, at endnu et menneske har måttet lade livet, føler han en dyb sorg. Kampen er så nytteløs, så hvorfor skal den dog eksistere?

5. solnedgang - Hun ser op på månen, der oplyser hele nattehimlen, og tænker på, om månen mon ser ud på samme måde dér, hvor Ahigo er, som her; og på om han mon tænker det samme.

6. solnedgang - Han ser op mod stjernerne, hvor han, et kort øjeblik, kan ane Shanias skikkelse som lysende prikker. Han bøjer sig derefter ned og vasker blodet af sig i hårde ryk. Hvis Shania havde været der, ville hun have set igennem hans hårde facade. Hun ville have set hans indre pinefulde udtryk og varsomt have vasket de røde tatoveringer af, så han kunne skånes for smerten. Og han ville kysse hende, som var det første og sidste gang.

7. solnedgang - Hun kysser den vidunderlige amulet endnu en gang og mærker hans tilstedeværelse i den varme sommerblæst. Hun ved, at han aldrig vil glemme hende ude på heden, og hun tager en beslutning: når han kommer tilbage - hun tillader sig ikke at tænke 'hvis' - vil hun ægte ham. Tiden er inde for hendes far at kende til forholdet, og hun ved, at han vil acceptere det, når han ser deres kærlighed lyse deres øjne op. 

8. solnedgang - Han nedlægger et vildt svin og ønsker, at Shania altid må have mad nok derhjemme. Derefter overlader han det i andres hænder og tager sin vagt som medicinmandens hjælper. Det stikker i hans hjerte, og piner hans sjæl, hver gang han må trække et skind over sin kammerats kolde krop. For i et sådant slag er enhver på din side din kammerat; en du har til pligt at beskytte. Og hver gang en sjæl forlader en krop, er du den medskyldige for intet at have gjort.

9. solnedgang - Hun skyller sit ansigt i bækkens kølige vand og husker, da hun og Ahigo badede her i det klareste måneskin. Hun tænker på, hvordan han klarer sig. Om han mon bliver vasket og får mad og vand nok. Tanken, om at der måske vil være mangel på dette, gør kun hendes bekymring og angst større.

10. solnedgang - Han dræber sin modstander med de bare næver, men fortryder sin ondskabens handling straks. Så tænker han på Shanias beskyttelse og kæmper videre. Men at se den røde væske løbe i striber ned over fjendens ansigt, tilfredsstiller ham langt fra. Det får ham kun til at ønske, at han kunne tage hjem igen. Væk fra det hele. Og lade Shanias arme omslutte ham og vugge ham frem og tilbage til den vuggevise, han holder så meget af, at hun synger.

11. solnedgang - Hun mærker for alvor savnet melde sig og sætter sig ved bålet ved siden af sin far, høvdingen, der fortæller en myte om to ulykkelige mennesker, der endte med at blive lykkelige sammen. Tiden er inde til at fremsætte sit ønske, at hun vil giftes med den mand, hun ved, er den eneste, hun nogensinde virkelig vil elske.

12. solnedgang - Han føler en hvis triumf og glæder sig umådeligt meget til, at han skal se sin elskede inden længe. Slaget er langt fra slut, men det er hans indre kamp, der betyder noget nu. Og hans mest sultne behov er ikke længere køligt vand eller ny energi. Det er Shania. Hun er hans eneste drivkraft i dette rædselscenarium, der synes aldrig at ville ende.

13. solnedgang - Hun kan fornemme bekymringen snige sig ind under sin hud som en slange, og den snor sig lystigt og øger bekymringen yderligere. Men hun forsøger at holde den på afstand - han kommer tilbage i morgen, og så kan hun fortælle ham den glædelige nyhed. Nu kan de endelig forene deres sjæle til fulde; fuldbyrde deres kærlighed; afgive løftet om evigt troskab og beskyttelse. Selv høvdingen står bag dem.

 

Den næste morgen oprinder, og Ahigo er ikke kommet tilbage. Men Shania vil ikke føle frygt, for i sit hjerte kan hun mærke, at han er i live. Noget forsinker ham. Sådan går der tre solnedgange. Da ser hun endelig den sorte ganger kommer galopperende tilbage - men uden rytter. Og da kan hun mærke, at han er væk. Hun hulker sig i søvn den nat og er sikker på, at hun aldrig vil kunne leve videre uden ham.

Ved næste solnedgang går det op for hende, at det behøver hun ikke. Hun knuger amuletten tæt ind til sit bryst, kysser den og mærker ham i den livgivende brise. Han er ikke væk, han har ikke forladt hende, for han lovede, at hans sjæl ville være i amuletten uanset hvad. Hans sjæl er hos hende og vil altid være det.

"Ahigo," hvisker hun ud i den kolde nat. "Jeg elsker dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...