* som to dråber vand *

den handler om en pige, som løber væk fra sin plejefamilie. Hun får en ny hjerteven, og de går igennem dag og nat sammen. Hendes følelser er ikke stærke for ham, men hvad sker der med hende, når alt bliver taget fra hende? Hun lever et hårdt liv, og det har hun faktisk altid gjordt. Hun fortæller dig i denne historie om, hvordan hendes tid var sammen med denne dreng. Go fornøjelse :D

2Likes
7Kommentarer
789Visninger
AA

4. verden vendte sig imod mig

For mig var det nogle uforglemmelige år vi havde sammen. Vi var hinandens lykke, vi var hinandens hjerteven igennem tykt og tyndt, og øjeblikkene blev ved i en uendelighed. Vi gik på langture og på rov sammen. Jeg var dog ikke stolt over at stjæle fra andre. Hver gang vi stjal noget skar det et sår i min sjæl. Men tankerne om at man bare skulle klare sig og overleve, var det der  på det tidspunkt stod øverst på listen. Det bedste var nu, at jeg havde fået en ven. En ven jeg kunne stole på, få oplevelser med… I hans nærvær kunne jeg være tryg. Jeg følte mig tryg når han var nær, og vi havde nu også vores tidspunkter hvor vores blikke var låst fast. Et dejligt år tilbragte vi sammen. Fra året 1937-1938 var et fantastisk år, glad og lykkelig.

En dag hvor solen var på vej op fra sit skjul, den dag hvor vinden kyssede markerne blidt, den morgen vendte verden sig imod mig. Jeg mindes at gulvbrædderne knirkede. Jeg som troede at det var William, fik et chok idet at jeg så at det var min gamle plejefar der ruskede i mig. Med et hårdt greb om min arm, hev han mig op på mine ben og væk fra min drømmeverden. Jeg råbte af mine lungers fulde kraft på William, men han var der ikke. Jeg blev ført over de grønne marker tilbage til `fængslet´, forvirret var mit sind og min forståelse for episoden var uberegnelig. 

Et år mere med børn der skreg, pligter og regler… det var uoverskueligt, og nu i dag ved jeg ikke hvordan jeg klarede mig igennem den tid. Det år gik langsomt. En brøkdel af et sekund, føltes som var det et minut. Ved årets udmunding gjorde krigen sin entre. Der vrimlede med tyskere over det hele. Det var et mareridt. Alle der boede på den samme eng som os, blev beordret til at følge med dem. Vi blev anbragt i en lejrer, hvorfor det vidste ingen, men alle sagde at vi nok snart måtte gå igen. Dag efter dag gik. Vi arbejdede for føden, time efter time. Det eneste jeg kunne tænke på, det eneste jeg kunne se for mine øjne var William. Jeg drømte om ham om natten, og tænkte på den tid vi havde sammen. Jeg begyndte at se ham for mig blandt de andre, hvilket selvfølgelig var fejt af mig. Jeg lukkede verden ude.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...