Billedskøn

*Oneshot* Det er en lille novelle, skrevet for noget tid siden.:)

5Likes
9Kommentarer
808Visninger

1. Billedskøn

"AV!" råber jeg, da nålen går igennem huden på mit lår. Jeg skubber Sally, min kammertjener og veninde, væk og løfter op i den enormt tunge kjole. En lille bloddråbe danner sig der, hvor nålen stak. Sally bider sig i læben og hendes øjne flakker rundt i lokalet, til alle andre steder end den lille røde dråbe. Selvom hun aldrig har indrømmet det over for mig, så er jeg sikker på, at hun er bange for blod.

Jeg presser tommelfingeren mod huden, indtil jeg regner med at det er holdt op med at bløde.

”Fortsæt.” hvisler jeg gennem mine sammenbidte tænder. Hvad skal alt det glitterstads også gøre godt for? Det er jo kun en lille middag hos greve Dalmonte. Han er i øvrigt vildt irriterende. Kigger altid på mig med et sultent blik, den stodder. Men min far, den, oh, så højt velbårne majestæt af Coslenn, vil åbenbart gerne holde sig gode venner med Dalmonte, stodder eller ej.

Sally bliver snart færdig med nålene, og hun starter en ny torturmetode, hårsætning. Da hun endelig er færdig træder hun er skridt tilbage, og beundrer sit værk.

”Fabelagtigt! Du er billedskøn!” kvidrer hun og finder et par hvide fløjlshandsker frem. Jeg tager dem modvilligt på, og går over mod døren.

Aftenluften er dejligt kølende efter det indelukkede prøverum, og jeg tager en dyb indånding. Så skridter jeg i et rask tempo ned ad gaden mod det sted, jeg har aftalt at mødes med min eskorte og karet.

Da jeg drejer om det sidste hjørne, stivner jeg. På pladsen foran mig, står en, tydeligt meget fuld, Dalmonte med en lang kniv for struben af min far. Dalmonte snøvler et eller andet uforståeligt, og min far snerrer ad ham. Men så får Dalmonte øje på mig, og et glubsk smil breder sig på hans ansigt. Han slipper min far og omsider kommer mine døde ben til live. Jeg smider skoene(Hvem kan løbe i højhælede?) og spurter ned ad gaden, smutter ind i en lille gyde og sætter mig forpustet op af en fin gammel ramme. Jeg lader fingrene løbe hen over det flot forarbejdede træ, og sætter mig i midten af den store ramme. Jeg føler mig som et maleri.

Pludselig høres der skridt ude på den stille gade. Dalmonte. Jeg stivner igen, og ønsker inderligt at jeg var et maleri, et smukt et med den stille gyde som baggrund.

Og så ser jeg mine fingre. Eller rettere, jeg ser IKKE mine fingre og flår hånden til mig, uskadt. Jeg kigger undrende på muren, så går jeg lige ind i den. For evigt i sikkerhed, for evigt inde i en smuk kopi, et spejlbillede af den barske virkelighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...