Et uvejr under opsejling

Æhm, ved egentlig ikke helt hvad den handler om endnu :i -ret ny historie xD

13Likes
21Kommentarer
1782Visninger
AA

2. Turen går gennem regnen

 

Vi løb grinende gennem regnen, som var kold og tung. Dråberne var store, og gjorde næsten ondt når de ramte mig. Skyerne var vrede, så de nøjedes ikke med at sende store stikkende dråber, men de lod også lyn hagle ned over byen. Snart stod vi i læ under et træ, og hev efter vejret.

”Vi skal altså indenfor,” smilede hun.

Hendes korte lokker var så våde, at krøllerne næsten blev trukket helt ud af vandets vægt. Træets visnende blade dækkede kun lidt for regnen, så det gjorde egentlig ikke den store forskel, at vi stod under det træ. Tanken, fik mig til at smile.

”Neeeij,” sagde jeg. ”Jeg eeeelsker tordenvejr!”

”Det gør jeg også,” sagde Kimie. ”Når man altså er indenfor i VARMEN og UNDER ET TAG og kan GEMME SIG UNDER DYNEN.”

Hun smilede og jeg grinede af hende.

”Kom så,” råbte hun, tog fat i min hånd og trak mig gennem byen.

Snart var vi begge gennemblødte, og Kimies fregner var fordoblet på grund af ituslåede regndråber, som havde bosat sig på hendes næse. Skyerne over os blev stadig tættere og tættere og kastede sig ind over os, som en anden jaguar.

 

Pludseligt stoppede Kimie op. Jeg så undrende på hende, indtil det gik op for mig: Vi stod udenfor hans blok. Felix. Min kæreste. Hun nikkede.

”Gå op til ham. Snak med ham.”

En hånd tog fat om mit hjerte, trykkede det let sammen. Eller… Sådan føltes det i hvert fald. Jeg sukkede stille, og så var det min tur til at nikke.

”Jah,” hviskede jeg.

Hun smilede.

”Godt! Go hippie,” udbrød hun efterfulgt af et tordenbrag lige i nærheden,  et tordenbrag, som fik os begge to til at hoppe skrigende op i luften.

Og bagefter grinede vi. Hvis nogen havde set os, to gennemblødte grinende piger midt ude i det værste regn- og tordenvejr, ville de have rystet på hovedet af os. Jeg var ikke i tvivl.

”Vi ses sweety,” smilede Kimie og gav mig et kram. ”Og send mig nu en sms, hvis det hele bare går helt galt, ikke?”

Hendes brune øjne så bedende på mig. Sjovt nok påvirkede det mig ikke, at hendes øjne var brune, men hos enhver dreng, ville jeg være smeltet for længst. Som ved Felix, for eksempel.

”Jo Kim, det skal jeg nok.”

Jeg havde det med at kalde hende ’Kim’, bare en gang i mellem når det lige faldt ud af min mund.

Et tæt kram og et farvel, og så var hun videre gennem regnen.

Jeg selv kiggede nervøst op på den røde murstensbygning, anden etage tredje og fjerde vindue fra højre. Hånden tog igen fast om mit hjerte, og jeg tog skridtet ind i opgangen, som af en eller anden grund aldrig var låst. Langsomt tog jeg skridtene op af trappen, da jeg aldrig rigtig har brudt mig om elevatorer. Jeg gik langsomt, og forstod ikke den trykkende følelse jeg havde, mens jeg var på vej op til min kæreste. Jeg elskede ham jo. Jeg elskede ham vildt og overdrevent, nogle gange så meget, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv! Alligevel var der denne her uvelkomne følelse inden i mig. Og jeg kunne simpelthen ikke forstå det. Enten, måtte der jo være noget galt med mig, jeg måtte være psykisk ustabil, uegnet til parforhold eller what-ever, eller også måtte der være noget galt med vores forhold. Ja, enten eller. Jeg kiggede bag mig, og så det spor af regnvand jeg efterlod mig på alle trappetrinene. Ved det otteogtyvende skridt slog det mig, at der kunne være én mulighed mere. Der kunne være noget galt med ham. Men pludseligt stod jeg foran døren.

”Felix Andersen,” stod der fint, på det lille messingskilt.

Jeg sukkede, tog mod til mig og ringede på hos min kæreste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...