Et uvejr under opsejling

Æhm, ved egentlig ikke helt hvad den handler om endnu :i -ret ny historie xD

13Likes
21Kommentarer
1756Visninger
AA

5. Mød min familie!

 

Næste morgen vågnede jeg, da Felix kom ind i soveværelset. Som en scene fra en film, bar han på en bakke morgenmad – rundstykker, pålæg, juice og hvad der nu ellers hørte til. Jeg følte, mit hjerte springe et slag over, da han smilede til mig.

”Godmorgen smukke!”

Jeg sukkede.

”Godmorgen søde,” svarede jeg.

Sød? Ja, hold op han var sød.

”Du sov så sødt, så jeg kunne slet ikke vække dig!”

Egentlig var det imponerende, at jeg ikke allerede var vågnet, da enhver lyd plejede at vække mig… Jeg undrede mig kort, inden han satte sig i den anden side af dobbelt sengen og satte bakken foran os.

”Morgenmad på sengen, tadaaa,” smilede han. ”Hvem er så lige en dejlig kæreste?”

Han lænede sig frem og kyssede mig.

”DU er en dejlig kæreste,” grinede jeg, mens jeg tog imod hans kys.

Hans brune øjne lyste.

”Jeg er snart en ensom kæreste,” sagde han. ”Du skal være i skole om… ca. en time.”

”Hvad!?”

Mine øjne fløj op, og jeg tog fat i hans arm – uret gav ham desværre ret.

”Fuck.”

Han smilede bare af mig.

”Du skal nok nå det, det gør du altid.”

”Men… jeg skal også hjem først! Jeg er jo nødt til at hente mine ting!”

Stresset kastede jeg mad i hovedet, mens Felix grinende så til. Jeg bogstaveligt talt væltede ud af sengen, inden jeg begyndte at kæmpe mig i tøjet. Og for at det ikke skulle være løgn, ringede min bekymrede mor midt i det hele. Jah, forbindelsen var kommet tilbage, fantastisk.

 

”Melanie! Hvor er du? Hvor har du været? Det har slet ikke været nogen forbindelse! Heller ikke til Kimie, er du der? Er du okay?”

”Hej mor,” startede jeg irriteret. ”Nej, jeg er ikke hjemme hos Kimie, jeg har sovet hos Felix. Jeg har ret travlt, så kommer snart hjem og henter mine ting, så jeg kan komme over på gymnasiet. Ja, jeg er okay.”

Jeg stoppede op i min tale, gennemtænkte om jeg mon havde besvaret alle hendes spørgsmål. Opgav tanken.

”Jeg er hjemme om lidt mor, vi ses, ikke?”

Inden et ordentligt svar nåede at komme gennem mobilen, havde jeg lagt på, kysset min kæreste, igen undret mig over den uvelkomne følelse inden i, og løbet ud af døren.

 

Det tog ikke lang tid at løbe hjem, og snart var jeg inde bag vores store hvide hoveddør. Én unge løb skrigende forbi mig, to enslydende stemmer larmede i hele køkkenet og jeg hørte min far starte bilen udenfor. Velkommen til min familie.

”Henrik,” råbte jeg irriteret efter den unge, som lige næsten var stødt ind i mig.

Årh, han var irriterende. ADHD-barn, tænkte jeg irriteret, men fortrød straks. Det var intet galt i at have ADHD, det var bare noget galt i at være Henrik.

”Hej mor,” råbte jeg ud i huset.

Et velkendt ansigt dukkede op i køkkendøren. Jeg selv var allerede på vej op ad trappen til mit værelse. ”Hej skat! Kunne du ikke lige…”

”NEJ,” råbte jeg tilbage.

Uanset hvad jeg ”kunne jeg ikke lige” noget som helst! Jeg åbnede døren ind til mit værelse, forbandede Henrik for at han helt sikkert havde været herinde, rakte ud efter min taske i hjørnet ved siden af skabet. På vej ud af værelset igen huskede jeg min nøgle og hoppede over en mindre bunke af tøj. Jeg låste mit værelse – Henrik-frit - og forsvandt igen ud af huset: ”Farvel mor!”

Hvis min far ikke allerede var kørt, havde jeg givet ham et kram. Han var nok den eneste i min familie der var en lille smule ro på.

…nå, af sted til gymnasiet!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...