Et uvejr under opsejling

Æhm, ved egentlig ikke helt hvad den handler om endnu :i -ret ny historie xD

13Likes
21Kommentarer
1764Visninger
AA

4. En lynende vejr

 

Et kæmpe brag lød udenfor. Dét lyn havde været tæt på. Det varme vand løb ned over mig, Felix puslede i baggrunden og i et kort øjeblik fløj mine tanker til Kimie: Hun var forhåbentlig kommet i ly nu! Jeg elskede hende virkelig, ærlig talt, hun var den jeg delte alt med. Kimie var der altid.

Endnu et brag, og alt lyset forsvandt. Den pludselige lyd havde fået mig til at hoppe i forskrækkelse, men heldigvis skreg jeg ikke, som sammen med Kimie – det kunne ellers have været kønt! Jeg stod kort og fik ro på mig selv, lagde en hånd på de kolde fliser, som jeg vidste, var hvide. Mørket var overdøvende, men jeg smilede over, at det ikke også havde taget vandet. Jeg vendte mig omkring, da jeg hørte badeforhængets raslen. Hjertet sad i halsen af mig. Jeg kunne intet se, og selvom jeg vidste, at det var Felix, følte jeg mig skrækslagen. Det var forfærdeligt at få frarøvet en af sine sanser. Pludseligt stod hans varme nøgne krop tæt op ad min. Jeg sukkede, og hele min krop greb fat om ham, mit hjerte, mine arme, mine tanker. Vores kroppes forme passede sammen. Hvis muligheden havde været der, var jeg sikker på, at vi var blevet ét, smeltet helt sammen.

”Felix,” sukkede jeg.

 

Snart sad vi og puttede os i mørket, som to oppustede småfugle på en stålwire, der ville varme hinanden. Vi sad helt tæt i lædersofaen, puttet godt ned under en dyne, som bare duftede helt fantastisk – hans.

Jeg forstod stadig ikke, hvordan han lydløst havde fundet vej gennem stuen, placeret mig på sofaen, for derefter (igen lydløst) at hente dynen i soveværelset. Jeg smilede. Hvis det havde været mig der skulle finde igennem lejlighedens buldermørke, var jeg stødt ind i mindst halvdelen af, hvad der var muligt at støde ind i. Jeg stoppede med at undre mig, tanker var spildt arbejde sammen med Felix. Jeg puttede mig lidt tættere ind til hans nøgne overkrop, som jeg aldrig ville stoppe med at beundre. Når jeg var sammen med Felix, ville jeg bare føle. Og her sad vi, i en lejlighed på 2. etage og så ud over en usynlig by. Kun engang imellem var byen synlig – når himlen valgte at sende sine elektriske revner ned mod jorden. Så oplyste lynene hele verden i et splitsekund. Det var fantastisk. Tusind følelser flød igennem mig, og Felix nussede stille min hånd under dynen. Jeg følte det. Jeg følte det hele – jeg elskede ham. Jeg mærkede helt igennem og…

Den ubehagelige følelse, den følelse, jeg ikke kunne beskrive overfor Kimie, ikke engang mig selv, kom tilbage. Jeg gøs.

”Du burde skrive til din mor,” sagde han.

Bare sådan ud af det blå. Nej, han kunne ikke mærke at hånden igen holdt om mit hjerte nu.

”Mmh, jeg har tænkt på det,” sagde jeg mut. ”Men der er ikke noget forbindelse. Jeg tror, at senderen er gået ned?”

”Jah,” sukkede han. ”Det lyder meget sandsynligt.”

Jeg fornemmede en fortabt tanke i hans øjne, der tomt stirrede ud i mørket. Hans hånd var gået i stå i min. Felix? Jeg følte mig straks ked af det. Hvad skete der inden i ham? Hånden strammede grebet om mit hjerte.

 

”Melanie?”

Jeg kiggede op på ham. Han så stadig ud af vinduet. Jeg var usikker. Bekymret.

”Du ved godt… At jeg vil gøre alt for dig…”

Han kiggede ned på mig. Hans brune øjne fik mig til at smelte. Jeg ville ikke andet end at være sammen med ham.

”Ikke,” spurgte han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...