Et uvejr under opsejling

Æhm, ved egentlig ikke helt hvad den handler om endnu :i -ret ny historie xD

13Likes
21Kommentarer
1751Visninger
AA

1. En næsten daglig snakke-tur

”I know, jeg er bare hippie, det er en del af min natur!”

Kommentaren kom helt seriøst, jeg var irriteret og jeg var opgivende. Alligevel smilede jeg, da hun begyndte at grine.

”Årh Melanie, du er simpelthen bare for skøn! Min egen lille hippie!”

Kimie var fantastisk. Med sine varme brune øjne og små korte brune lokker, faldt drengenes øjne altid på hende. Uheldigvis for dem, var hun ikke-interesseret. Jeg smilede. Hele hendes ansigt var overstrået med de mindste cuteste fregner, og hendes næse var lillebitte. Og så havde hun selvfølgelig de største hoppende bryster, som en hver dreng ikke kunne holde op med at drømme om. Alt i alt, en perfekt pige.

 

”Men sweety,” startede jeg igen. ”Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre! Jeg kan slet ikke finde ud af mig selv!”

Opgivende satte jeg mig på vippen. Vi kom altid ”tilfældigt” til at gå forbi legepladsen, når vi var ude på vores næsten daglige snakke-ture. Måske var det bare ren vane?

”Sagde du ikke lige, at der var dig der var hippien,” smilede hun og satte sig på vippen ved siden af mig. ”Skal vi så ikke bare sætte os ned, tænde nogle røgelsespinde og finde vores indre ro?”

Hendes stemme svævede hen over legepladsen, sådan, som kun en sand hippie måtte snakke.

Jeg grinede og skubbede hende.

”Kimie! Du ved godt at det ikke er på den måde! Og jeg er altså helt alvorlig,” grinede jeg.

”Jaa,” startede hun. ”Du ser også vildt alvorlig ud!”

Hun vidste udmærket godt, at jeg havde svært ved at se alvorlig ud. Hun havde alt for let ved at få mig til at grine, og jeg var alt for let at distrahere, uanset hvor meget jeg havde brug for at få snakket ud. Langsomt kom der ro over os igen, og den mere seriøse samtale kunne begynde igen.

 

”Jeg elsker ham virkelig, og han ville gå helt i stykker hvis jeg gik fra ham! Og jeg vil gerne blive sammen med ham, det er jo dejligt, i hvert fald det meste af tiden, nogle gange, føltes det bare så… FORKERT! Som om noget ikke… hænger sammen.”

Jeg snakkede hurtigt, ustandseligt og næsten uden at trække vejret. Kimie var en af de eneste, som ikke behøvede at bede mig om, at sætte tempoet ned hvert tiende minut.

”Jamen hvad er det der virker så forkert? For at være helt ærlig, tror jeg ikke rigtig, at jeg forstår det.”

Frustreret prøvede jeg at finde en forklaring. Gyngerne på den anden side af legepladsen, svang stille frem og tilbage i vinden. Efteråret var på vej, og kulden ligeså. Jeg gøs stille, da vinden fandt vej gennem mit løstsiddende, strikkede, flotte, blå halstørklæde. Og så sukkede jeg.

”Nej, jeg kan simpelthen ikke forklare det. Altså, det er virkelig svært for mig! Jeg elsker ham, virkelig, men det er som om noget kommer imellem os… Men der er jo ikke andre jeg hellere vil være sammen med, ikke en eneste…”

Jeg stoppede op i min beretning for at trække vejret, og for at tænke nærmere over de følelser inden i, som satte min stakkels hjerne på overarbejde.

”Søde, du tænker for meget,” smilede Kimie.

Og det ved jeg. Jeg hører det hele tiden, og jeg siger det også selv. Jeg tænker konstant.

”Men har du prøvet at snakke med ham?”

Jeg trak vejret dybt ind. Jaah, snakke med ham…

”Jeg har prøvet,” sagde jeg.

Kiggede søgende ind i hendes brune øjne.

”…men jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige. Du kan selv høre hvor svært det er for mig, bare at skulle forklare dig det. Jeg har jo stadig ikke fundet ud af, hvad det er, der sker i mig selv endnu…”

Opgivende så jeg op på himlen, som stadig blev mere og mere mørk. Skyerne bevægede sig hurtigt, som var de ét stort dyr, måske et får, og de trak sig faretruende sammen.

”Du ved godt, hvad jeg vil sige til dét der,” sagde hun så.

Hendes stemme afbrød mit blik på skyerne, og jeg vendte mig mod hende på vippen.

”At jeg skal sætte mig ned, og mærke igennem hvad det er, jeg vil…”

Hun nikkede, så alle de små krøller hoppede om hendes ansigt. Jeg var lige ved at smile. Hvor ville jeg ønske at jeg havde krøller! I stedet havde jeg det fladeste hår man kunne have, umuligt at sætte op på nogen måde.

”Jeg har bare prøvet… Og jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg vil.”

Fortabt så jeg ned i mine hænder, som lå åbne med håndfladen opad i mit skød.

”Nej sødeste, det tror jeg, at jeg har bemærket,” sagde hun, lettere opgivende.

”Men lige nu…”

Jeg kiggede op på hende, og hun pegede på himlen.

”…tror jeg at vi skal finde et sted med tag!”

I det samme slap himlen et tordenbrag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...