Hun tog min guitar (1D)

Den fodbold gale teenages pige Sophie Parker drømmer om at blive, professionel fodboldspiller. Hun kommer lidt tættere drømmen, da hun skal til udtagelse til det engelske ungdomslandshold. Under udtagelsen bor hun hos fætteren Ethan, da han bor i London (samme by som udtagelsen foregår). De to har et meget skærkt bånd, næsten som bror og søster.
Men hvad sker der når Sophie er til bryllup, og møder en dreng hun aldrig har mødt, og finder ud af de er i familie - og værre endnu at han er berømt...
Og vigtigst af alt hvordan går udtagelsen...


Min første movella.. ;)
Handlingen er inspireret af min bedste veninde, som har oplevet de fleste ting, og sådan noget.

14Likes
12Kommentarer
2319Visninger
AA

5. You make me nervous

 

Jeg slog øjnene op, og blinkede for at få hele mit syn tilbage efter natten. Jeg så på uret at klokken kun var halv 8. Jeg havde jo også været tidligt i seng. Jeg puttede mig forsigtigt ned i dynen igen, og lukkede øjnene, men jeg kunne ikke rigtig falde i søvn igen, da jeg var ret vågen. Jeg satte mig op med et sæt da, jeg kom til at tænke på i går til udtagelsen. Jeg måtte tjekke min mail. De mailede rundt, og måske var den kommet. Jeg løb hen til det lille skrivebord på værelset hvor min computer stod. Jeg slog min bærbar op, og gik hurtigt ind på mine mails. ’Ingen Ulæste’ Nå øv…

Nu når jeg var vågen havde jeg bestemt mig for at gå op. Jeg var gået ned i køkkenet og taget noget cornflakes som jeg sad med foran tv’et. Sandra sov nok da hun vidst havde arbejdet det meste af natten, og min onkel var nok på arbejde nu.

En søvnig Ethan kom ind i stuen. ”Godmorgen”, sagde han overraskende.

”Godmorgen”, sagde jeg glad.

”Der er vidst en der er morgenfrisk”

Det smilede jeg bare af og tog en skefuld mere af mine cornflakes.

Han kom også ind med en skål cornflakes. Han satte sig i sofaen med den på skødet, og så sad vi og så tv.

 

-.-.-.-.-.-

 

Jeg lå ned på sofaen med hænderne om en pude, da jeg fangede mig selv i at sidde og bide negle. Mon de snart ville skrive? Hey , det kunne jo være de havde det! Jeg tog hurtigt min iphone frem, og gik ind på min mail. Nej øv, stadig ikke. Det var også alt for tidligt, tror jeg. De havde sagt at den ville komme i løbet af dagen, men jeg kunne ikke vente!

"Sophie! Rolig... de skal nok skrive", sukkede Ethan for sjov, og kiggede skørt på mig, som fik mig til at lave et fnis.

"Meeeen, de er så langsomme!" beklagede jeg mig, og kiggede irriteret på min mobil, i håb om jeg måske ville få en mailen. Mobilen blev revet ud af min hånd i et ryk.

"Eeeeey! Gi mig den!" sagde jeg irriteret og prøvede at lyde alvorlig. Ethan grinede af mig, og gik et par skridt væk fra mig da jeg havde rejst mig i frustration. Han havde et irriteret smil på læberne. 

"Ethan... Det er ikke sjovt!", sagde jeg bestemt. Jeg rakte ud efter den, men Ethan strakte sin hånd, helt op over hans hoved, og jeg begyndte at strække mig, og hoppe op efter den men Ethan var højere end mig. Jeg sukkede, og begyndte så at slå på ham. Jeg skulle have min mobil hvis de skrev, altså! Ethan grinede af mig og løb så ud af rummet. Han kom ind lidt efter, med et selvtilfredst smil. "Sådan!" sagde han og bankede hans hænder mod hinanden, som var der kommet snavs på dem.

Jeg krydsede mine arme, og lavede et surt blik. Han ignorerede mig åbenlyst og satte sig så ned i sofaen, og begyndte at nynne som ingenting var hent. Jeg smed mig opgivende i sofaen. Jeg gad bare ikke mere nu. Så vandt han den her gang.

"Så. Hvad skal vi lave?", spurgte Ethan. Jeg trak på skuldrene. "Du må helt selv vælge. Vi er alene hjemme idag"

Jeg vidste faktisk ikke hvad vi skulle lave. En lyd fik Ethan til at trække hans mobil op af lommen. Jeg kunne mærke hævnen stige i min krop. Jeg løb hurtigt over til ham, og før han kunne reagere havde jeg hans mobil i hånden. 

"Uhhh. Hvem mon skriver til dig?", spurgte jeg flabet.

"Ej Sophie! Stop! Giv mig den!", sagde Ethan og han var virkelig irriteret. Jeg nød det, og da han rejste sig og gik hen mod mig, løb jeg bare lidt længere væk, mens jeg prøvede på at finde ud af den her mobil. Ethan råbte til mig i baggrundet men jeg ignorerede det. 

"1 Ulæst besked", sagde jeg flabet, som fik Ethan til at komme over mod mig igen, men jeg løb bare længere væk. Beskeden var fra en der hed Sylvia, hvilket gjorde mig virkelig nysgerrig! "Fra Sylviiia" sagde jeg med tryk på Sylvia. Det fik Ethan til at råbe højt, og enden jeg fik læst mere, havde Ethan taget fat i mig, og vredet mobilen ud af min hånd. "Ethan!" skreg jeg irriteret. Nu stod han selv med hans mobil. Øv, jeg nåede ikke at læse den, men det måtte da have været ret interessant når det var så hemmeligt. Det gjorde mig helt vildt nysgerrig.

Jeg satte mig med krydsede arme hårdt ned i sofaen.

"Undskyld  Sophie, kan du tilgive mig?", spurgte Ethan bedende da han så mig. Jeg ignorerede for sjov hans blik. Jeg kontrollerede ham fuldstændig lige nu. Jeg var slet ikke sur. 

"Hmm... På en betingelse" sagde jeg og kiggede på ham. Han nikkede og så spørgende på mig. "Du fortæller mig hvem Sylvia er?" jeg kunne ikke lade være med at smile da jeg sagde Sylvia.

Tog jeg ikke meget fejl, så rødmede Ethan en smule. "So-phi-e", sagde han irriteret. Jeg gav ham et hårdt blik der viste at han skulle fortælle. Han sukkede opgivende. "Det er en pige, jeg..." han kiggede ned på sine fødder. ".. kan rigtig godt lide" mumlede han utydeligt, men jeg kunne nemt høre ham. 

"Æhm, hvad sagde du?", spurgte jeg flabet, og lænede mit øre mod ham. 

"En pige, jeg har lidt med så!" sagde han irriteret.

"UUUUHHHHHHHHHHHH!" grinede jeg, hvilket fik Ethan til at kigge irriteret på mig, men han kunne alligevel ikke lade være med at smile, og rødme. Det var da sødt. Men han vidste godt at jeg ville komme til at drille ham rigtig meget med det her. Men det er jo bare sjovt. Så satte vi os bare i sofaen igen, og vidste ikke hvad vi skulle lave en lørdag... Ethan kunne da lave en masse ting, men vælger at blive her ved mig, det er da sødt af ham.

 

-.-.-.-.-.-

 

Ethan sprang halvejs ud af sofaen da jeg kastede en pude lige i hovedet på ham. 

"Hvad skulle det til for?" beklagede Ethan som havde fået et alt for stort chok af det. 

"Skal vi ikke lave noget?", spurgte jeg.

"Jo" han rettede sig op i sofaen og smilede. "Hvad vil du lave?"

"Hmmm", jeg vidste ikke rigtig hvad jeg ville lave. Shoppe! Det var det første der ramte mig, men ville Ethan være med til det? Det ville han blive nød til. "Shoppppe", sagde jeg og lavede et så sødt, skævt smil jeg kunne. Han rullede kort med øjnene. 

"Iorden" mumlede han og lavede et smil til mig. 

"Ja!" sagde jeg og hoppede op af sofaen. Jeg var allerede på vej, men Ethan sad stadig i sofaen. "Kom nu!" sagde jeg energisk, og hev ham op af sofaen og ud i gangen. 

"Rolig nu. Jeg er på vej", sagde han, og vi trak begge i overtøj og gik så ud af døren.

 

Vi gik ned af gaden, og ind i et stort center. Vi havde været inde i en masse butikker men havde ikke rigtig købt noget endnu. Det havde ikke faldt i min smag. 

"Orw, jeg er sulten", sagde Ethan og holdte sig på maven. Jeg fnisede lidt da han sagde det med en sjov stemme.

"Du skal nok få noget at spise... lige efter vi har været derinde", sagde jeg og trak ham hen mod endnu en tøjbutik. Han sukkede, men gik så med - som han havde et valg lige nu - nej. Det første jeg fik øje på, var et par sorte stramme, højtaljede bukser med lynlås bagpå. De faldt lige i min smag. Jeg kiggede kort rundt på det andet tøj. Det var ikke en særlig stor butik. Jeg tog bukserne ned, og lavede noget tegnsprog til Ethan som allerede havde fundet en stol og sidde på. Så gik jeg ind og prøvede dem. Jeg manglede sådan et par bukser, og da jeg fik dem på, passede de perfekt. Dem tager jeg. Jeg trak i mine slidte cowboybukser fra før, og tog så de sorte bukser med i hånden. 

"Skal du have dem?", spurgte Ethan der havde set mig komme ud af omklædningsrummet, og så kommet over til mig. Jeg nikkede. 

"Og så må vi heller få noget at spise bagefter", sagde jeg, og det fik Ethan til at smile stort og ivrigt som om han ikke havde spist i dage. Jeg gik op mod kassen og købte bukserne, så tog jeg posen og gik hen til Ethan igen. "Sådan"

Vi gik ud af butikken. Så skulle vi bare finde et sted at sidde, og så ville jeg spørge hvad Ethan ville, for vi havde kun været inde i butikker jeg ville ind i. Ret egoistisk egentlig, men det var altså lang tid siden jeg havde været på shoppingtur. 

Vi fik os en sandwich. Så gik vi lidt rundt i forskellige butikker, og jeg tror aldrig jeg havde været så meget sammen med Ethan bare sådan... os to, og jeg følte mig bare så tæt på ham. Han var den bedste fætter og det var virkelig sjovt at gå med ham. Vi bestemte os for at tage hjemad igen, så vi gik hen mod udgangen.

"Hey, Sophie?", en dreng havde taget blidt fat om min arm fra siden. Jeg kiggede op, og mødte en dreng jeg genkendte med det samme, selvom han havde solbriller på. 

"Louis?", sagde jeg. 

"Hej Sophie", sagde han og smilede til mig. Ved siden af ham kom Harry.

"Guud. Hej Sophie og Ethan", sagde han sødt, og smilede. 

"Hej drenge", sagde Ethan, og gav hurtigt begge drenge et kram. Jeg tror egentlig de kendte hinanden ret godt.

"Tak for sidst", sagde Louis.

"Ja i lige måde", svarede jeg da han kiggede på mig, så jeg regnede med at han talte til mig. Et smil bredte sig på hans læber, så det var vidst til mig. En dreng også med solbriller på, puffede blidt til Louis. 

"Øh. Niall, det er Sophie og Ethan. Og ja, det er Niall." sagde Louis.

"Hej. Niall som han sagde" sagde drengen kærligt, og rakte hånden først ud mod Ethan så mig. 

"Sophie", sagde jeg dumt da han trykkede min hånd. 

Niall var vidst også medlem af det band, One Direction, da jeg havde det som om jeg havde set ham før.

"Men hvor kender i så hinanden fra?" spurgte Niall. Det var da ret sjovt at møde Louis og Harry igen.

"Vi var alle sammen gæster til et bryllup", sagde Harry

"Nårh ja, det bryllup i skulle til?" sagde Niall, hvorefter de nikkede.

 "Mm.. Hvad skal i så nu?" spurgte Harry

"Øhh, vi var faktisk lige på vej hjemad" svarede Ethan.

"Det er vi også" sagde Harry

"Vil i ikke have et lift hjem? Jeg kører jo lige forbi", sagde Louis og smilede sødt til os. Det kunne vi jo ikke sige nej til, så vi fulgtes ud. 

"Hvor gammel er du egentlig Sophie?", spurgte Harry kærligt, som havde trukket sig lidt tilbage så han gik ved siden af mig.

"jeg er 17", svarede jeg.

"Okay" sagde han og sendte mig et charmerende smil, der gjorde mig lidt blød i knæene. 

Vi kom hen til svingdøren og gik ind i den der "Bås" eller hvad man nu kan kalde det. Det var en ret stor svingdør, så det var altså ikke sådan at vi stod mast oveni hinanden overhovedet. Mit blik faldt på Harry, som kørte hans hånd lidt rundt i hans flotte krøllede hår. Og så klodset som jeg nu var, gik jeg ud af svingdøren for tidligt, og gik lige ind i glasruden og faldt lige ned på ryggen. Jeg hørte de andre begynde at grine, og jeg kunne mærke mine kinder begynde at blusse. Det var bare pinligt! Jeg tror det er noget af det pinligste jeg nogensinde har oplevet. Og så lige foran dem! Jeg kom på benene med Ethans hjælp, og hørte stadig de andre drenge fnise.

"Ej hvor pinligt", sagde jeg genert og tog mine hænder op til mine kinder for at dække hvor røde de var, for jeg følte de brændte. 

"Hvor er du sød, Sophie!", sagde Harry charmerende som nok havde set hvor rød i hovedet jeg var. Han lagde sin arm om mig, mens jeg bare håbede på at de glemte det her hurtigst muligt. Endelig var vi ude ved bilen, og jeg tror ikke de grinede så meget af mig mere - heldigvis! Hvorfor skulle jeg også være så dum?

"Er du okay?", spurgte Niall og kiggede med medlidenhed på mig. Jeg nikkede, og mærkede en stille varme i kinderne. Igen.

 

Vi havde alle sat os ind i bilen. Louis kørte med Niall ved siden af, mens jeg sad bagved med Harry og Ethan. Harry havde snakket meget til mig på turen og spurgt ind til mig, og hvis jeg ikke tog helt fejl, så flirtede han med mig. Jeg må indrømme at Harry var en charmerende dreng der kunne gøre enhver pige blød i knæene.

Bilen kom med en høj og mærkelig lyd, hvorefter Louis kørte lidt ind i siden af vejen, og stoppede. Dog virkede det som om bilen stoppede af sig selv.  "Årh Lou forfanden" sukkede Niall

"Typisk dig", grinede Harry og vi steg alle ud af bilen. Louis tjekkede lidt på sin bil.

"Det sker bare hele tiden" beklagede Louis sig.

"Det er okay Lou", beroligede Harry ham og klappede ham blidt på skulderen. Det var ret sødt. 

"Der er kun en kilometer eller sådan noget, hjem til jer", sagde Niall, hvorefter Ethan nikkede. "Så kan vi vel skubbe den?"

De kiggede lidt på hinanden, og nikkede så. Vi var jo også næsten hjemme ved Ethan.

"Så må i få tanket op hjemme ved mig", sagde Ethan og gik hen mod bilen. Niall havde åbnet døren til forsædet ved rattet, hvor han styrede bilen, og Louis skubbede i den anden side med Ethan. Jeg kiggede mig lidt rundt om der var nogen der så det her. Vi var bare på en lille vej, og der var ingen til syne, men egentlig var jeg ret ligeglad. Jeg synes det så lidt komisk ud da de trak bilen hen af vejen, med råb som: Skub hårdere! 

"Hvad står du og griner af?", spurgte Harry og kom hen til mig og rynkede brynene med et skævt smil. Uden jeg havde lagt mærke til det var jeg vidst begyndt at fnise. Jeg tog hånden op foran munden, for at holde et grin inde.  "De ser bare sjove ud!" sagde jeg kraftigere end planlagt. Harry lo kort af mig.

"Pas på hvad du siger Sophie. Ellers bliver det dig der skal skubbe", sagde Niall drilsk, med et stort smil. De andre drenge grinede lidt og så gik vi videre hjemad. Jeg havde dog fået lov at slippe for at skubbe for ... you know, jeg en pige, og Harry måtte holde mig ved selskab. Han havde lige fortalt mig en ret plat joke, som jeg grinede højlydt af. Måske ikke så meget af selve joken, men bare det, så plat den var. Jeg holdte mig for munden, for at stoppe med at grine men jeg kunne mærke det var svært da jeg var begyndt at blive lidt træt efter en lang dag, som betød hyperhed for mit vedkomne.

Da jeg endelig stoppede med at grine kiggede jeg flovt op på Harry. "Undskyld"

Han kiggede med et forvirret og sødt smil på mig. "Undskyld for hvad?"

"Mit grin..." jeg bed tænderne sammen, mere sagde jeg ikke.

Han grinede kærligt af mig. "Sophie, jeg synes du har et vidunderligt grin!" sagde han så og hans øjne strålede.

En lettelse gik kort gennem min krop, men blev hurtigt erstattet med generthed. Jeg bed mig lidt i læben.

"Harry, det behøver du altså ikke og sige. Jeg har det klammeste grin", sagde jeg på en lidt sjov måde.

"Men... det gør mig lidt afslappet"

"Afslappet?" spurgte jeg dumt, og kiggede op på ham.

Han bed sig lidt i læben mens han så ned i jorden. Så kiggede han op på mig. "Du gør mig nervøs"

Mig? Gjorde jeg ham nervøs? 

Jeg kiggede genert op på ham. Han gjorde mig genert. Men han virkede da så selvsikker. Var det bare en facade? 

"Hvordan kan jeg... gøre dig nervøs? Du er den der er med i et verdenskendt band"

"Ja.. det mærkeligt ikke?" han sendte mig et charmerende smil, som jeg hurtigt gengældte.

"Hey!" de andre kaldt på os. Vi var gået lidt i forvejen, men vi var snart hjemme nu. Drengene ved bilen slap den og lænede sig op af siderne på den. Mig og Harry gik tilbage til dem. 

"Pause!" sagde Niall, en smule forpustet.

Jeg kiggede lidt rundt på drengene og stoppede ved Ethan som smilede stort til mig. Jeg kom til at tænke på udtagelsen. Jeg var måske gået videre og jeg havde slet ikke tjekket. De må have skrevet nu da klokken var halv 6 eller sådan noget. 

"Ethan, hvor er min mobil?!" sagde jeg hurtigt, da jeg hurtigt var blevet ivrig. Ethan havde min mobil sidst så jeg gik ud fra han havde den på sig.

"Øh. Nå ja!" sagde han så da han kom i tanke om at de garanteret havde skrevet. Han rodede lidt i sine lommer, og tog sig så til hovedet. Han tænkte, og jeg var ved at blive utålmodig. "Jeg..." han sank en klump "den er altså derhjemme"

Øv.

"Kom nu drenge! Vi skal hjem", sagde jeg, og gik et par skridt videre.

"Hvorfor så travlt?" spurgte Louis og lignede en der var ved at dø af træthed. Han så ret sød og hjælpeløs ud. 

"Jeg har måske fået besked", svarede jeg og kiggede tilbage. De så dumt på mig. Nå nej, de ved jo ikke hvad for en besked jeg snakker om. "I ved... om jeg er blevet udtaget på holdet"

"nåååå" sagde drengene lidt i kor.

"Det betyder virkelig meget for dig" sagde Louis, med en lidt overrasket tone

"Ja?", svarede jeg en smule koldt - kun en smule! Men det irriterede mig bare lidt at han ikke fattede at jeg elskede at spille fodbold.

"Du skal da også spille kamp imorgen ikke?" spurgte Ethan.

Jeg nikkede, men jeg havde faktisk glemt lidt at jeg skulle spille, da mine tanker mest havde været på udtagelsen.

"Du kan da tage med op og se Louis" sagde Ethan så

Louis pustede ud som om han lige overvejede. "Hvorfor?"

"Jamen så du kan se hende spille eller sådan noget?" svarede Ethan.

Jeg havde virkelig meget lyst til at spørge hvad Louis' problem var. Hvad tænkte han for jeg kunne ikke regne det ud. Altså jeg kunne da godt forstå hvis han ikke ville se mig, for han kender mig jo ikke og sådan men at sige det på den måde var altså ret så flabet. Jeg mærkede jeg var ved at blive godt sur.

"Hvad er der i vejen?" spurgte jeg så i håb om at finde ud af hvad han mente.

"Jeg kan bare ikke... tage kvindefodbold... seriøst"

"Hvad?!", udbrød jeg højere end meningen. "Hvad mener du med det?" jeg rynkede brynene.

"Ej du skal ikke tage det personligt eller noget Sophie, for jeg kan da godt tage med og se dig.." Han stoppede sig selv. Han så med et skævt smil på mig. "Du er ikke sur nu, vel?"

Jeg vendte mig fra ham, for mens vi snakkede var vi kommet hen og stå foran hinanden. Jeg mærkede de andre fulgte nøje med i vores samtale. Jeg gik videre. "nej.. Jeg synes bare det var noget mærkeligt noget at sige. Kvindefodbold er sku ligeså seriøst som herrer!", sagde jeg hårdt mens jeg kiggede tilbage og gik så bestemt videre. Det var da noget underligt noget at sige at han ikke kan tage kvindefodbold seriøst. Det gad jeg da godt nok ikke hører på.

"Nej man Lou.. Det er ret vigtigt for hende" hørte jeg Ethan sagde bag mig.

Hyperhedens ulempe. Mit humør der svinger så utrolig meget og går fra fantastisk til surhed... Det var slet ikke meningen at blive så hidsig på Louis. Det er jo hans mening, og vi har alle forskellige meninger, men helt ærligt! Det var altså en sær ting at sige, forfanden!

 

Nu  kom huset til syne, og jeg løb i forvejen, som var helt i orden med drengene da de vidste hvor spændt jeg var. Jeg slog døren op og løb op af trapperne op til mit værelse. Jeg var ikke engang sikker på om jeg havde lukket døren efter mig, men det betød ikke så meget lige nu. Jeg åbnede min computer og rystede utålmodigt med hænderne. Endelig lukkede den op, og jeg var hurtigt inde på min mail. 1 Ulæst! Jeg tog nogen dybe indåndinger, for at stoppe med at spænde i hele min krop. Okay det er fra dem! Jeg tænkte alverdens, men jeg håbede virkelig kun på det bedste. Jeg rykkede musen op på beskeden, og klikkede...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...