Hun tog min guitar (1D)

Den fodbold gale teenages pige Sophie Parker drømmer om at blive, professionel fodboldspiller. Hun kommer lidt tættere drømmen, da hun skal til udtagelse til det engelske ungdomslandshold. Under udtagelsen bor hun hos fætteren Ethan, da han bor i London (samme by som udtagelsen foregår). De to har et meget skærkt bånd, næsten som bror og søster.
Men hvad sker der når Sophie er til bryllup, og møder en dreng hun aldrig har mødt, og finder ud af de er i familie - og værre endnu at han er berømt...
Og vigtigst af alt hvordan går udtagelsen...


Min første movella.. ;)
Handlingen er inspireret af min bedste veninde, som har oplevet de fleste ting, og sådan noget.

14Likes
12Kommentarer
2333Visninger
AA

4. Udtagelsen

 

”Har du alle dine ting, minpige?”, spurgte min mor mig da jeg kom ned fra værelset med nogle store sportstasker om skuldrene.

”Ja mor, jeg har det hele... tror jeg”, mumlede jeg.

”Jeg kommer til at savne dig”, mor tog fat om mine arme, og kiggede mig dybt i øjnene.

”Jeg kommer også til at savne dig mor”, svarede jeg. Hun krammede mig så godt som hun nu kunne med alle mine tasker.

”Vis dem så hvad du kan! Og ring hvis der er noget”

”Ja ja mor”

Jeg skulle op til Ethan og min moster og onkel. Det var fordi, at i morgen skulle jeg til den sidste udtagelse, og jeg var rigtig nervøs, men Ethan skulle jo med, og udtagelsen var tættere på dem end på os, så jeg har fået lov og bo hos dem et par dage. Så behøvede mine forældre heller ikke og kører så langt.

Min far puttede mine tasker i bagagerummet på bilen, og så kørte vi. Min mor ville gerne have været med, men det kunne ikke passe med hendes arbejde.

 

Vi kørte op ad deres indkørsel, og jeg steg ud af bilen. Far tog en af mine tasker, også gik vi op til døren og bankede på. Lidt efter stod Sandra i døren. ”Hej med jer”, sagde hun venligt. ”Kom indenfor”. Sandra (Min moster) gav mig et hurtigt kram før jeg gik indad døren. Bagefter gik min far med ind, og de gik ind i køkkenet mens de snakkede. Jeg fulgte med.

”Sophie, du kan bare gå op på værelset. Ethan sidder deroppe. Få ham til at vise dig hvor du skal sove, så du kan få stillet dine ting”, sagde Sandra med et stort smil som om hun havde læst mine tanker.

”Okay”, svarede jeg og tog mine tasker over skuldrene og gik op af trapperne. Jeg kiggede lidt rundt da det var et stykke tid siden jeg havde været her sidst. Det var rigtig hyggeligt.

Da jeg kom op af trapperne var der en lang gang med nogle døre i siderne. Jeg fandt hurtigt Ethans værelse, da jeg kunne huske hvilket et det var. Det lød som om han grinede derinde. Jeg kunne ikke lade være med at smile da jeg hørte ham grine. Jeg bankede kort på og åbnede så døren.

”Hej Sophie” sagde han og et stort smil bredte sig på hans læber da han så mig. Han rejste sig fra hans seng hvor han havde siddet foran sin computer. Han gik hen og gav mig et stort kram.

”Hej Ethan” sagde jeg grinende.

”Velkommen til”, sagde han høfligt. Jeg fnisede lidt.

”Tak da” svarede jeg. Han satte sig hen til sin computer igen som lavede nogle lyde. ”Hvad sker der?” kunne jeg hører en drengestemme sagde. ”Det var bare min kusine der kom”, sagde Ethan glad og kiggede på hans skærm. Ej, han var på webcam med nogen. Det var derfor jeg hørte lyde herinde fra. ”Hende har jeg da ikke mødt..” Kom det igen fra computeren. Før jeg nåede at ligge mærke til det var hans computer vendt mod mig. ”Ethan!” skreg jeg automatisk og dækkede mit ansigt. Jeg blev ret hurtig flov og genert. Ethan grinede af mig, og vendte så computeren igen. ”Wow hun er lækker” kom det fra den dreng der havde set mig på skærmen. ”Ja ikke?”, svarede Ethan. Ej, sad de nu og snakkede om mig. Jeg rullede flovt med øjnene. ”Nå men du vil nok gerne vide hvor du skal bo de næste par dage”, sagde Ethan og kiggede på mine tasker som jeg stod med. Jeg nikkede, ”Jo gerne”. ”Kom” sagde han, og gik ud af døren og åbnede så døren til et værelse, overfor hans. ”Herinde”, sagde han og gjorde plads til at jeg kunne komme forbi. ”Tak”, sagde jeg og stillede mine tasker ved siden af den ret brede seng derinde. 

 

”Hvem var ham dér..?”, spurgte jeg da vi gik ud igen fra mit værelse. Han grinede lidt.

”Det var bare en dreng der hedder Steffen, lidt en nar, men..”, svarede han og smilede til mig. Jeg nikkede bare lidt. Vi gik ned i stuen.

Vi satte os på sofaen og Ethan tændte for tv’et. Jeg ved ikke helt hvad vi så, men det interesserede mig ikke rigtig. Jeg kiggede over på Ethan og iagttog ham lidt mens han koncentreret fulgte med på tv’et. Han var egentlig ret pæn. Han havde mørkebrunt (næsten sort) hår der strittede skævt op i luften. Så havde han et flot smil, og et markeret ansigt. Han var ret muskuløs, men lidt lille. Han drejede hans hoved over mod mig, og jeg skyndte mig hurtigt at kigge på tv’et, og lod som om jeg fulgte med. Han skulle jo ikke vide eller tro, at jeg havde siddet og overgloet ham. I kender det måske. Jeg tog mig lidt sammen og var nu begyndt at følge med på det i tv’et.

En ’klik’-lyd bredtes i rummet, og jeg kiggede forskrækket over mod Ethan, som nu sad og kiggede på hans mobil, med et smil på læben. ”Hvad laver du?”, spurgte jeg lidt halvirriteret men stadig med et smil.

”Deler din lækkerhed på nettet”, sagde han drillende mens et større smil bredtes på hans læber.

”Ej! Lad vær. Slet det!”, sagde jeg panisk. Han skulle sguda ikke ligge billeder af mig på nettet.

”Okay okay, rolig nu. Jeg gør det ikke”, sagde han beroligende. Jeg havde reageret lidt for voldsomt…

”Hvad er der med dig og dit udseende?”, spurgte han lidt efter.

”Tja, verden behøver bare ikke at se hvor grim jeg er” svarede jeg og kiggede lidt rundt i stuen. Hvorfor skulle vi sidde og snakke om mig pludselig, igen?

”Hvad snakker du om? Du er jo utrolig pæn!”, jeg kiggede op på ham med et forsigtigt smil og mærkede mine kinder blive røde. Hvorfor var Ethan altid så sød ved mig. Jeg har en dejlig fætter. ”Du den pæneste pige jeg kender”, fortsatte han, og blinkede til mig.

”Du heller ikke for grim”, sagde jeg smilende og slog ham blidt på maven.

”Tak”, sagde han og grinede lidt af min kommentar.

 

”Sophie! Din far tager hjem nu”, råbte Sandra ude fra køkkenet. Jeg rejste mig og fulgte med min far ud.

”Vi ses skattepige”, sagde han og gav mig et kys på kinden.

”Vi ses far” svarede jeg.

”Held og lykke” sagde han og gik så over til bilen og kørte hjem.

 

-.-.-.-.-.-.-.-

 

 

Jeg slog øjnene op. Jeg kiggede rundt i værelset, lige for at huske hvor jeg var. Jeg tog min iphone fra mit natbord, og så på klokken. Klokken var 9. Det var i dag jeg skulle til udtagelsen. Bare jeg går videre. Jeg rejste mig, og så lidt ned på mine silkeshorts og t-shirt, som jeg stod i. Så gik jeg ud af døren og hen langs gangen. ”Uh”, udbrød jeg da jeg faldt mod gulvet og landede lige på min numse. Det gjorde lidt ondt.

”Undskyld, Soph! Er du okay?”, spurgte Ethan som havde smækket døren lige i hovedet på mig. Han rakte en hånd ned til mig og hjalp mig op.

”Jeg har det fint”, mumlede jeg mens jeg børstede usynligt støv af min numse.

”Sikker?”. Jeg nikkede. ”Okay, kom lad os gå ned og få noget morgenmad”.

Vi gik ned i køkkenet, hvor Sandra stod. Hun var for det meste hjemme da hun arbejdede om natten. ”Godmorgen”, sagde hun glad, da hun så os. ”morgen”, mumlede jeg med et smil og vi satte os ned ved bordet som stod klar med rundstykker.

”Er du så klar i dag?”, spurgte hun og kiggede på mig.

”Ja, det tror jeg”, svarede jeg og begyndte at smøre et rundstykke.

”Hvornår er det nu det er?”, spurgte Ethan og tog en ordentlig bid af sit rundstykke.

”Øh, klokken halv 11”.

”Okay så”, svarede han.

 

Vi spiste vores mad færdig og så gik jeg op på værelset for at gøre mig klar. Okay, klokken var ved at være 10. Jeg havde en halvtimes tid. Jeg hev min taske frem, og trak et par sorte shorts op, og en rød fodboldtrøje med nummer 8 bagpå. Jeg havde altid spillet i nummer 8. Det var mit tal, og så stod der ’Parker’ ovenover tallet – mit efternavn. Jeg lavede en høj hestehale i mit hår, og lagde lidt mascar. Så pakkede jeg mine sko, drikkedunk og sådan nogle ting ned i en sportstaske. Så var jeg vidst ved at være klar. Jeg tog min iphone og opdagede jeg havde fået en besked. 

 

#Held og lykke i dag skat!<3# stod der og den var fra Melanie. Jeg nåede ikke at svare før der blev kaldt på mig. Jeg så at klokken allerede var kvart over 10. Jeg tog min taske og løb nedenunder, hvor Ethan stod i gangen, og ventede på mig. Jeg tog mine converse på og min jakke, og så gik vi ud af døren. ”Kom”, sagde Ethan og trak mig med over i deres skur. Han åbnede lågen og trak en cykel ud. Det var en lyserød damecykel med kurv. Han rullede den hen foran mig.

”Skal jeg cykle på den?”, spurgte jeg og rynkede panden.

”Ja du skal”, svarede han og hentydede til at jeg skulle tage i mod den. Jeg tog fat i styret og han gik ind i skuret igen og kom ud med hans egen cykel.

”Kom nu, ellers kommer du for sent”, sagde han og havde allerede sat sig op på cyklen. Jeg havde bare stået og kigget.

”Oh, ja”. Jeg satte mig op på cyklen og vi begyndte at cykle.

 

På 5 minutter var vi ved stadionet. ”Jeg går op og venter”, sagde Ethan og gik op på den store bane. ”Okay”, mumlede jeg og gik efter omklædningsrummene. Jeg hørte nogle pigestemmer inde fra et omklædningsrum som jeg gik ind i.

”Hej piger”, sagde jeg glad da jeg så de andre.

”Heeej Parker!”, sagde Celina og krammede mig. Celina var min gode veninde, og vi havde fulgtes igennem udtagelsen. Hun ville gerne spille fodbold, men jeg ved ikke om hun ville det ligeså meget som mig.

”Er du klar?”, spurgte Celina, da jeg var ved at binde min fodboldstøvle.

”Tjo, jeg er lidt nervøs..”, svarede jeg og lod mærke til de knuder der var begyndt at stramme i maven. ”Og dig?”, spurgte jeg.

”Ja, det er jeg vel tror jeg”, svarede hun.

 

Vi gik sammen med de andre piger op på banen. Det var jo et stadion, så der var tilskuerpladser hele vejen rundt. Jeg fandt Ethan og han kiggede på mig. Jeg vinkede til ham og han vinkede igen, og gav mig en tommelop, som held og lykke. Mit blik fangede nogle mænd der sad længere oppe. De skulle bedømme os igennem træningen. Så begyndte knuderne igen, men jeg løb lidt på stedet for at ignorer dem. ”Hvem er det?”, spurgte Celina som var kommet hen til mig.

”Det Ethan, min fætter”, svarede jeg, og smilede lidt til hende.

”Uhh, han ser sød ud”, sagde hun flirtende så jeg begyndte at grine.

 

Træneren var kommet og vi var begyndt at varme op. Vi lavede nogle løb frem og tilbage og til sidst nogle korte spurter. Så lavede vi noget spil med noget bold, og noget sammenspil. Vi øvede også noget teknik og indlæg. Jeg synes at det gik godt for mig indtil videre, men jeg blev bare mere og mere nervøs. Vi sluttede af med en kort træningskamp.

”Godt kæmpet piger! Tag noget og drikke”, sagde træneren, og jeg løb hen til kanten af banen, og tog min drikkedunk, som jeg skyllede min tørre mund i. Det var forfriskende. Jeg mærkede vandet køre ned gennem halsen på mig, og sveden i min pande. Det havde godt nok være lidt hårdt. Men det var nok fordi at jeg selv synes at jeg har givet mig 100%.

Jeg kiggede op på dé mænd igen og begyndte at ryste. Jeg var ret nervøs over det her. Mit blik gled ned til Ethan igen som sad hvor han sad før. Jeg gik med de andre piger ned i omklædningsrummet, og tog et hurtigt bad. Jeg skyndte mig lidt da jeg vidste at Ethan ventede på mig. Jeg smuttede ud ad døren med min taske over skulderen.

Jeg stoppede ved gangen og kiggede lidt rundt efter ham. ”Sophie!” var der en der råbte bag mig – Ethan selvfølgelig.

”Dér var du”, sagde jeg og smilede, så gik vi ud til cyklerne.

På vej hjem snakkede vi lidt om, om jeg mon var gået videre. Ethan var sikker på at jeg var gået videre, men jo mere jeg tænkte over det jo mere usikker og nervøs blev jeg. Jeg ville bare glemme det… men det var svært. Han sagde at, med den måde jeg spillede kunne jeg ikke andet end at gå videre. Jeg tvivlede mere, og mere.

 

-.-.-.-.-.-.-.-

 

 ”Vil du have mere?”, spurgte Sandra mig.

”Nej ellers tak”, svarede jeg og kiggede ned på min tallerken.

”Men pigebarn, du har jo ikke engang spist op."

”Næh..” mumlede jeg. Jeg havde bare ikke rigtig nogen appetit. ”Jeg er bare ikke sulten”.

”Hør søde”, sagde hun og tog blidt fat om min arm. ”Bare rolig. Du skal ikke lade det gå dig på… Ethan fortalte at du gjorde det rigtig godt i dag, og når du har vidst dem alt hvad du har, skal du bare være tilfreds for din præstation. Så hvis du ikke går videre, så er det deres tab”

Jeg ved ikke hvorfor men Sandras ord trøstede mig lidt. Det beroligede mig. Det var nok hendes blide stemme. Jeg nikkede svagt og smilede til hende. Hun smilede igen. ”Smut du så”, sagde hun.

”skal jeg ikke hjælpe..?” spurgte jeg og hentydede til opvasken.

”Nej, den klarer jeg”

 

Jeg rejste mig fra bordet og gik ind i stuen hvor Ethan sad og så en fodboldkamp. Det var Manchester United der spillede. Hvorfor så han det? Jeg satte mig i sofaen, og lavede en dyb indånding, det trængte jeg til.

”Hvorfor ser du den kamp?”, spurgte jeg.

Han vendte hans ansigt fra skærmen og kiggede på mig.

”Jeg skal bare lige se om Manchester får slag”, sagde han. Jeg kiggede bare uforstående på ham. ”Jeg skal bare lige se om jeg kan hovere over for Louis”.

”Louis?” Var det første jeg tænkte, og jeg havde vidst også sagt det.

”ja du ved, ham fra festen”, fortsatte han.

”Jeg ved godt hvem det er”, sagde jeg så og prøvede at lyde klog. Louis var jo Manchester United fan, så det gav da mening.

Efter 10 minutter, fangede jeg mig selv i at gabe. ”Jeg tror jeg går op”, sagde jeg og rejste mig træt op. Jeg var pludselig blevet lidt udmattet.

”Godnat”, sagde Ethan og smilede kort til mig, men så, så videre på kampen.

”Go nat”, svarede jeg og traskede så op i min seng. Da jeg havde børstet tænder, og taget nattøj på, lå jeg mig i min seng. Efter 1 minut sov jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...