Hun tog min guitar (1D)

Den fodbold gale teenages pige Sophie Parker drømmer om at blive, professionel fodboldspiller. Hun kommer lidt tættere drømmen, da hun skal til udtagelse til det engelske ungdomslandshold. Under udtagelsen bor hun hos fætteren Ethan, da han bor i London (samme by som udtagelsen foregår). De to har et meget skærkt bånd, næsten som bror og søster.
Men hvad sker der når Sophie er til bryllup, og møder en dreng hun aldrig har mødt, og finder ud af de er i familie - og værre endnu at han er berømt...
Og vigtigst af alt hvordan går udtagelsen...


Min første movella.. ;)
Handlingen er inspireret af min bedste veninde, som har oplevet de fleste ting, og sådan noget.

14Likes
12Kommentarer
2319Visninger
AA

2. The wedding

 

Jeg var ved at gøre mig klar oppe på mit værelse. Mig og min familie skulle til bryllup ved min moster, som skulle giftes. Jeg glædede mig lidt til festen, da jeg aldrig har været til bryllup før. Mor havde sagt at festen nok blev ret stor, fordi sådan havde min moster altid været. Hun hedder for resten Annie, min moster. Mor siger at der vidst kommer over hundred, så det bliver en ret så stor fest – den skal holdes i et telt ude i deres store have.

 

Jeg trak min kjole på, og rettede lidt på den, så den sad ordentligt. Den var i lys rosa, og den gik mig til lige over knæerne. Den strammede med flot mønster oppe ved mine bryster, og gik så bare lige ned, og den var stropløs. Jeg synes selv at den var ret så sød og fin. Nu var det jo ikke så tit jeg gik i kjoler – nej – men jeg kunne godt lide at have dem på. Jeg kiggede mig i spejlet som gik fra loftet af mit værelse til gulvet. Den sad fint. Jeg tog en lys cowboyjakke uden over. Det kunne gå an, og så gik jeg til mit hår. Jeg havde langt leverpostejs farvet hår der næsten, kun næsten, gik mig til navlen. Jeg havde mine naturlige bølgende krøller, som jeg lod hænge ned af mine skuldre. Så lag jeg hurtig lidt mascar, og så var jeg klar. Jeg var ikke nogle af dem der brugte en masse makeup og alt det der. Jeg havde det med at holde mig naturlig, men det kan være det har noget med min opdragelse at gøre, da min mor altid har fortalt mig at jeg er naturlig smuk. Jeg var altså heller ikke selv så vild med at putte alt for meget stads i mit ansigt.

”Sophie!”. Min far kaldte på mig. Jeg greb hurtigt min iphone. Klokken var lidt over tolv og festen startede halv et. Jeg tog min pung, og løb ned ad trapperne. Jeg var enebarn, og det var ikke noget der var specielt sjovt. Jeg har altid ønsket mig en, jeg kunne snakke med, og dele en masse sjove minder med, og alle de der ting som søskende gør, men det nærmeste jeg kommer på en søskende er mine fætre, og kusiner. Dem manglede jeg bare i min hverdag. Jeg kom nok til at se dem i dag, det så jeg frem til.

”Vi kører nu”, sagde min mor, da jeg kom ud i gangen. Jeg tog min hvide converse på (de passer altså fint nok til mit tøj!). Jeg havde stiletter, men til et bryllup, tror jeg hurtigt jeg fik ømme tæer, og det måtte jeg helst ikke da jeg skulle være klar til træning. Jeg har spillet fodbold siden jeg var to, og jeg har altid elsket det.

Vi gik ud i bilen og begyndte at køre. Min mobil, som jeg stadig havde i hånden brummede. Jeg fik en besked af Melanie hvor der stod #Hvad laver du?<3. Knus# Melanie er min bedste veninde, og hun var faktisk også blevet inviteret til brylluppet, da hun var nær ven af min familie. Det var hun nok fordi at Melanie var sådan en der var god til at få venner og meget åben, og glad. Og alle i min familie elskede hende, fordi hun altid var i så godt humør. Jeg misundede hende lidt, da jeg var en lidt mere sky og stille pige, og uden hende havde jeg nok aldrig klaret en masse ting i mit liv. Men hun kunne ikke komme med da hun skulle ud i hendes families nye sommerhus.

Hun havde nok glemt at jeg skulle til bryllup. #Er på vej til bryllup, dig?<3# svarede jeg hende, og lidt efter fik jeg endnu en besked. #Guud ja! Det havde jeg helt glemt! – Jeg chiller i sommerhus, med mine forældre..:/# Hun havde ikke glædet sig specielt til den tur, fordi hun altid brokker sig over at hendes forældre er kedelige, men hun har da en bror. Hun har en lillebror på 4, men hun snakker tit om at han er irriterende. Hun spørger mig også tit om, om det ikke er fedt at være enebarn. Det synes jeg jo ikke, og jeg synes heller ikke at hendes lillebror er irriterende – tværtimod! Jeg synes han er vildt kær. Jeg har været med til at passe ham tit, og han er vildt sød.

Efter 20 minutters kørsel, var vi der. Nogle damer i hvidt serverede drinks til os, og vi blev vist ud i teltet. Det var virkelig et kæmpe telt, men de havde jo også en kæmpe have at have den i. Der var endda masser af plads på græsplænen, bag haven. Der havde jeg tit spillet fodbold når jeg var her, og jeg skimmede lige at der stadig stod 2 små, meget slidte, mål i hver sin side. Folk gik hist og her, men de fleste var begyndt at gå ind i teltet. Det var utroligt så mange mennesker der var. Solen skinnede, heldigvis.

”Sandra!”, sagde Annie, og hende og George (hendes nye mand) kom glade hen til os. Jeg følte mig lidt malplaceret, da jeg så rundt på alle dem i teltet. Jeg ved ikke hvorfor. Dog var det lidt svært at se menneskerne fra hinanden da jeg synes der stod nogen overalt. Der var børn der løb rundt efter hinanden, og de andre der stod og snakkede. Min moster krammede min mor og min far, og gik så hen foran mig, som stod ved siden af dem. ”Ah, Sophie! Du bliver så stor!”, sagde hun og gav mig et varmt kram. Min moster var altid så sød mod mig og jeg kunne ikkelade være med at smile stort. Annie, var så utrolig smuk med hendes store hvide brudekjole der gik helt ned til jorden, med flot sjal. ”Tillykke”, sagde jeg så og de sagde tak.

Hun snakkede videre med mine forældre mens jeg kiggede rundt og ledte efter nogle jeg kendte. Jeg fik øje på Ethan, som var min fætter. Han var på alder med mig (17år). Jeg gik langsomt hen mod ham, og maste mig elegant gennem nogle af de mange mennesker, som jeg aldrig havde set før. Jeg gættede på at det var nogen i Georges familie. Jeg blev også stoppet et par gange hvor jeg så hilste på nogen af dem jeg kendte.

Ethan stod og snakkede med nogle andre drenge, og jeg stoppede op, og fortrød jeg var gået derhen mod. Jeg genkendte ingen af de andre drenge, og derfor havde jeg ikke helt lyst. Men alligevel så ville jeg rigtig gerne derhen og snakke med Ethan. Jeg har jo fortalt at mine fætre og kusiner var det nærmeste jeg kom på søskende. Ethan var nærmest min bror. Ej, nu overdriver jeg måske lidt, men jeg elskede at snakke med ham, da vi havde så meget tilfælles.

Jeg overvejede lidt at vende om og gå tilbage. Men Ethan vendte sit blik mod mig, og havde nu set mig. Nu var det for sent. Jeg mærkede at de der drenge også vendte deres blikke mod mig, men jeg holdt mit blik på Ethan for ikke at blive genert. Han vendte sig mod drengene igen, som nikkede til ham. Så gik Ethan hen mod mig, gudskelov. ”Sophie”, sagde han glad, og lagde hans arme om mig. Jeg krammede selvfølgelig med. ”Hej Ethan”, sagde jeg, og smilede stort. Jeg havde glædet mig lidt til at se ham. Jeg havde det som om de der drenge stod og kiggede på os, men jeg slappede mere og mere af i nærheden af Ethan. ”Det er lang tid siden”, sagde han da vi havde trukket os ud af krammet. ”Alt for lang tid”, indskød jeg, og han fniste lidt. Vi faldt hurtigt i snak. Det var dejligt at have en fætter man kan snakke med, så jeg ikke skulle føle mig helt ensom.

Folk begyndte at sætte sig til bords. Jeg fandt min plads og satte mig ned ligesom resten af flokken. Jeg skulle heldigvis sidde over for Ethan, og ved siden af mig sad Kristen, min kusine. Hende kendte jeg godt, så jeg var ret tilfreds. På den anden side af mig sad en dreng jeg ikke kendte. Jeg havde ikke helt kigget på ham endnu. Ethan snakkede med en dreng han sad ved siden af. Han så ret sød ud, han havde brunt krøllet hår, der sad til den ene side og så havde han skjorte og sådan en sort habbit-jakke. Jeg tog mig selv i at kigge på ham, så jeg kiggede hurtigt væk.

”Hej”, sagde en blid stemme fra siden. Jeg kiggede mod drengen jeg sad ved siden af. Måske et par år ældre end mig, brunt hår sat med voks, og blå øjne jeg kiggede lige ind i. Og så havde han det mest perfekte smil jeg havde set længe.

”Hej”, svarede jeg og smilede igen til ham.

”Jeg hedder Louis”, sagde han venligt.

”Jeg hedder Sophie”, svarede jeg. Det var lidt som om jeg havde set ham før, og det fik mig vidst til at stirre lidt, så jeg kiggede lidt ned på min tallerken.

”Så, er du på bruden eller brudgommens side?”, spurgte han mig. Jeg var lidt glad for at han ville snakke med mig.

”Bruden, jeg er hendes niece”, svarede jeg, og han nikkede. ”Og dig?”.

”Også bruden… jeg er.. øhm…”, han kiggede tænkende op i luften.

”Hvis du også er på brudens side, er det da mærkeligt at vi aldrig har mødt hinanden før”, afbrød jeg ham, men jeg kunne altså ikke vente hele dagen.

Efter vi havde snakket frem og tilbage og han havde tænkt sig om, kom vi frem til at vi havde den samme oldemor, så vi var i familie, men lidt langt ude. Sjovt, at Annie har kontakt så langt ude i familien.

”Bor du her i nærheden?”, spurgte han, og kiggede interesseret på mig.

”Jae, bare 20 minutters kørsel”, svarede jeg. ”Hvorfor?”, kunne jeg ikke lade være med at spørge.

”Æhm, der er bare nogen der kommer lang vejs fra. Jeg tror faktisk at jeg mødte nogle fra Norge her tidligere”, og ved det sidste han sagde, rykkede han lidt tættere på mig og hviskede det lidt.

Et fnis kom ud gennem mine læber, jeg kunne ikke lade være, og det fik Louis til at smile stort. ”De må da have inviteret alle dem de kender”, sagde jeg.

 

”Ja, eller alle dem de har mødt”, sagde Louis, og det fik mig til at grine. ”Ej, nu skal vi også være ordentlige”, sagde Louis ansvarligt, og rettede ryggen op, som bare fik mig til at grine lidt mere. 

 

”Hvad griner vi af”, spurgte Ethan pludselig, og kiggede over på mig.

”Ikke noget”, sagde jeg og smilede til ham.

”Nå okay”, svarede han. ”Men Soph? Hvornår er det udtagelsen foregår?”.

Jeg vidste med det samme hvad han talte om, og et lille smil bredte sig automatisk på mine læber. Jeg var blevet inviteret til udtagelse på landsholdet u18. Jeg var gået videre 2 gange, og det var sidste gang næste gang, og så er jeg på holdet hvis jeg er udtaget. ”Fredag i næste uge”, svarede jeg og havde lænet mig lidt indover bordet for bedre at høre ham. Han havde gjort det samme.

”Jeg tænkte på om jeg ikke måtte tage med op og se dig?”, spurgte han, og jeg nikkede. Det måtte han da meget gerne. Udtagelsen betød rigtig meget for mig. Jeg ville gøre alt for at kunne blive professionel i sporten. Nogen gange pjækkede jeg fra skole, for at være klar til kamp eller noget. Men det var altså godt nok kun sket et par gange hvor jeg virkelig havde plaget mor. I skolen gik det helt fint, og derfor synes jeg godt jeg kunne tillade mig det.

 

”Hvad for noget udtalelse?”, spurgte Louis nu, som vidst havde lyttet med.

Jeg havde egentlig ikke lyst til at han skulle vide det lige nu. Jeg kunne ikke rigtig lide at vi sad og snakkede om mig.

”Sophie, er på udtagelse på u18 landsholdet”, svarede Ethan for mig. Jeg kiggede lidt irriteret på ham, men han så det ikke. Eller så ignorerede han det i hvert fald bare.

”Seriøst?”, spurgte Louis overrasket.

”Ja, helt seriøst!”, svarede Ethan. ”Min kusine er vildt sej”.

 

Jeg mærkede mine kinder blive brandvarme, så jeg lænede min hånd ind foran mit hoved og lavede et blik til Ethan om at stoppe. Han grinede bare lidt af mig.

”Jeg havde godt nok ikke lige troet at du kunne spille fodbold”, sagde Louis grinende.

 

Hvad fanden? Hvordan kan han tillade sig at sige det?! Han kender mig skuda ikke. Det pissede mig altså lidt af. Og så griner han bare af det… wtf?!

”Det er sgu da sejt”, kom det nu fra drengen med det krøllede hår, som åbenbart også havde lyttet med. Ej. Jeg blev flov nu. Jeg kiggede lidt på ham med det krøllede hår. Jeg vidste jo ikke hvem han var. ”Åh, undskyld. Jeg hedder Harry. Hyggeligt at møde dig Sophie”, sagde han som havde han læst mine tanker. ”Hej Harry”, svarede jeg, bare glad for at vi ikke snakkede om mig mere.

Jeg havde virkelig ikke forstået hvad Louis’ problem var. Men jeg kunne jo også bare være ligeglad. Han kan tro hvad han vil. Drengene snakkede lidt videre om et eller andet. Jeg lukkede lidt af for det de sagde. Jeg kunne kun tænke på Louis’ dumme kommentar. Det kan han da ikke tillade sig?

”Ikke, Soph?”. Jeg kiggede forvirret op.

”Hvad?”. De kiggede alle sammen bebrejdende på mig. Nå undskyld fordi jeg ikke hørte hvad i sagde?

”Vi er Liverpool-fans??”, fortsatte Ethan.

”Jo jo”, svarede jeg så, og jeg tror jeg lød ret dum i det. Så begyndte de at diskutere, om det, for Louis var vidst Manchester United fan. Jeg rullede øjnene for mig selv. Typisk drengeting. Mig og Ethan havde altid været Liverpool-fans. Altså, den slags fodbold går jeg ikke så meget op i, men jeg var Liverpoolfan, og det var min far også. Og det var nok også derfor jeg var blevet det. Jeg havde fulgt deres kampe med min far siden jeg var helt bette.

Jeg tror de stoppede deres diskussion, så vi kunne snakke om noget andet. Jeg var blevet lidt interesseret i Harry. Der blev stille og jeg greb chancen. ”Harry, er du også familie eller?”, spurgte jeg så.

”Øh, nej. Jeg er her sammen med Louis”, svarede han og smilede.

”Er i her… sammen?”, spurgte jeg og løftede brynene mens jeg hentydede til dem begge.

”Nej, nej! Jeg er bare god ven af Louis”, skyndte Harry sig og sige. Louis og Ethan flækkede ag grin af mig, og jeg blev lidt genert igen, men kunne så heller ikke lade være med at grine lidt.

Senere sad jeg nu bare og legede lidt med mit glas. Ethan var vidst gået på toilettet, og Louis og Harry var taget hjem. De snakkede lidt om en signing-et-eller-andet de skulle nå i morgen. Jeg kunne tage initeritivt og tale til Kristen, men hun snakkede med nogle andre, og så tæt var jeg heller ikke med hende. Jeg lavede et lydløst suk.

 

”Hej igen”, sagde Ethan og satte sig ned på Louis’ tidligere plads, mens han lavede et smil til mig.

”Hey”, svarede jeg og smilede ivrigt igen. Jeg var glad for at han hvis ville holde mig ved selskab.

”Hvad synes du om Louis og Harry”, spurgte han lidt fjoget.

”Øhm…” sagde jeg og tænkte på hvad jeg skulle svare. ”De var da søde nok”, endte det med.

Han grinede lidt og svarede så: ”Okay”

Jeg havde lyst til at spørge om hvad det var de skulle. Men jeg havde egentlig ikke helt lyst til at virke interesseret lige nu. Så jeg glemte det hurtigt, og vi snakkede bare om noget andet.

Folk var begyndt at gå hjem, og det skulle mig og mine forældre også. Vi sagde farvel til de fleste vi kom forbi, enden vi gik ud. Så kørte vi hjem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...