Hun tog min guitar (1D)

Den fodbold gale teenages pige Sophie Parker drømmer om at blive, professionel fodboldspiller. Hun kommer lidt tættere drømmen, da hun skal til udtagelse til det engelske ungdomslandshold. Under udtagelsen bor hun hos fætteren Ethan, da han bor i London (samme by som udtagelsen foregår). De to har et meget skærkt bånd, næsten som bror og søster.
Men hvad sker der når Sophie er til bryllup, og møder en dreng hun aldrig har mødt, og finder ud af de er i familie - og værre endnu at han er berømt...
Og vigtigst af alt hvordan går udtagelsen...


Min første movella.. ;)
Handlingen er inspireret af min bedste veninde, som har oplevet de fleste ting, og sådan noget.

14Likes
12Kommentarer
2376Visninger
AA

6. I got in!

Jeg hørte drengene snakke og grine, da jeg bevægede mig ned ad trappen igen. De havde alle sådan spredt sig i stuen, undtagen Niall som lukkede døren efter dem. "Louis, det er sidste gang jeg hjælper dig med at skubbe bilen!", grinede Ethan.

Da de så mig, stoppede de alle op, og blev helt stille. Jeg kørte mit blik skiftevis rundt på dem, og kiggede så lidt trist ned i jorden. Der blev helt stille i rummet, og jeg kunne mærke alle deres blikke på mig.

"Hvad så, Soph?", spurgte Ethan trøstende, og gik hen mod mig. Han lagde hans hånd på min ryg og aede den lidt.

"Såmænd ikke andet, end... at jeg er kommet ind!" hvinede jeg. Jeg kunne ikke holde det inde mere. 

"What! Tillykke!" udbrød Ethan og lavede et stort smil og omfavnede mig. Han løftede mig fra gulvet, og jeg skreg en smule, men jeg var sku da kommet ind! "Jeg var lige ved at hoppe på den!" sagde Ethan irriteret da han satte mig ned. Jeg hørte de andre drenge også sige tillykke, og pludselig var jeg fanget i midten af et gruppekram. Jeg jublede glad, og skreg en smule. Det her var hvad jeg altid havde ønsket mig. Det var gået i opfyldelse. Jeg følte mig lidt som den lykkeligste person på jorden lige nu. 

"Ihh! Jeg skal ringe til mor!" hvinede jeg, og løb op af trapperne op til værelset jeg sov i, og ringede til mor. Hun var rigtig glad på mine veje. Jeg havde lovet og ringe til hende når jeg fik besked.

Da jeg var kommet ned igen, havde de alle sat sig i sofaen. Jeg kiggede smilende rundt. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Nå, den eneste plads tilbage var sækkestolen. Selvom den var gammel og hård, ville jeg sætte mig i den med et smil. Lige idet jeg gik hen mod den, mærkede jeg en tage blidt fat om min arm. Jeg vendte mig hurtigt rundt, og mødte Louis. Jeg kiggede uforstående på ham. 

"Du må altså undskylde det dér.." sagde han og kiggede mig lige i øjnene.

"Det okay Louis. Vi har jo hver vores mening" Jeg smilede til ham. "Det skulle jeg bare lige finde ud af"

Hans undskyldende smil forvandlede sig til et stort strålende et. Det gjorde mig glad at der ikke var noget negativt mellem os mere. Nu kunne vi glemme det, eller måske kunne vi.

Jeg satte mig ned i sækkestolen. Jeg hørte et grin komme fra Harry som havde fået en fed plads oppe på den store sofa. Han havde nok opdaget at jeg ikke synes det var det mest fede sted at sidde. 

"Er i så blevet gode venner igen?" spurgte Ethan meget pædagogisk og så på mig og Louis.

"Ja" svarede Louis og smilede til mig.

"Jeg blev nød til at tilgive ham. Vi er jo i familie" sagde jeg forsjov som fik dem til at grine.

"Vent. Er i i familie?" Spurgte Niall og pegede på os.

"Ja. Ellers var vi nok ikke blevet inviteret til det samme bryllup. Daaah" sagde Louis piget som fik os til at grine igen.

"Jeg laver nok lige noget mad. I bliver da, ikke?" spurgte Ethan så og så rundt på dem.

"Jo.. det gør vi" svarede Louis og lavede et smil. Jeg fik øjenkontakt med Harry som smilede skævt til mig. Jeg kom til at tænke på den samtale vi havde haft, og blev hurtig genert og kiggede væk.

Amen! Heri kunne jeg altså ikke sidde, mere. Jeg kunne ikke mærke min røv. Jeg rejste mig op, og gik hen mod køkkenet. Jeg fik lyst til et glas mælk. 

"Hvad skal du?" spurgte Harry lige idet jeg gik ud mod køkkenet. Han havde lydet en smule panisk hvilket jeg morede mig lidt over. Jeg fnisede lidt.

"Jeg skal bare have et glas mælk, hvis det er okay", jeg blinkede til ham og gik videre ud i køkkenet. Jeg åbnede køleskabet, og trak en kande mælk ud, som jeg fik skænket op i et glas. Ethan var også kommet ud i køkkenet, og stod nu og kiggede i nogen af skabene. 

"Hvad skal duuu?" spurgte jeg glad.

Han kiggede på mig og smilede så, nok over mit gode humør, men efter den nyhed, kunne jeg ikke andet. "Når mine forældre ikke er hjemme, må jeg jo nok hellere forsøge mig med aftensmad til mine gæster. Og det sagde jeg jo også"

Jeg kom til at grine lidt. "Nå ja det gjorde du også" Jeg grinede igen.

"Hvad?" spurgte Ethan. 

"Dig? Lave mad? Kan du godt finde ud af det?" spurgte jeg for sjov. Ikke for at være ond, men jeg havde svært ved at forestille mig Ethan lave mad i et køkken.

"Okay! Okay!" sagde han og løftede armene i forsvars position. "Jeg er dårlig til at lave mad, men man må altså bare tage nogen chancer i livet" sagde han på en sjov måde som fik mig til at grine.

"Jeg skal nok hjælpe dig", grinede jeg

"Ha! Dig? Hjælpe mig?"

Ups. Jeg kunne egentlig heller ikke finde ud af at lave mad... Det fik mig til at grine igen.

"Vi skal nok få lavet lækkert sammen" fnisede jeg. Og så begyndte vi ellers på at tage en masse ting frem. Der var ikke så meget mad i huset, da vi havde glemt at købe ind, så det blev til noget pizza, med 'tøm køleskabet' princippet. Det skulle nok blive ækelt. 

Jeg var gået igang med dejen, mens Ethan var ved at tage alle de brugelige ting i køleskabet ud. Så havde vi på en eller anden måde fået samlet pizzaen, og det så ikke specielt lækkert ud, men heller ikke totalt u-appetitslig ud. 

"I'd like to be, everything you want!" sang Ethan og skruede højere op for radioen. "If i was your boyfriend, i never let u go!" skrålede han og det lød helt frygteligt. Jeg stod bare og kiggede nærmest skræmt på ham, når han stod der midt på køkkengulvet og sang Justin Bieber, og lavede en virkelig akavet dans til. Til sidst flækkede jeg af grin af ham, da han lavede en handicappet bevægelse, og han også selv faldt om af grin. Mig og min fætter kunne begge være virkelig mærkelige, men der havde min fætter været ekstremt underlig. 

"Hvad sker der her?" spurgte en velkendt stemme - Harry - som var kommet ud i køkkenet med et smil på læben. 

Jeg kunne mærke jeg havde svært ved at stoppe og grine, men jeg kvalte det sidste grin og rettede mig op. Det samme gjorde Ethan, så det var tæt på jeg begyndte igen. 

"Hvad er det der lugter?" spurgte Niall og rynkede næsen da han kiggede ind i køkkenet. Ja, hvad var det egentlig der lugtede af? Her lugtede... brandt. "Pizzaen!" udbrød jeg, og Ethan løb hen til ovnen, som han åbnede. Jeg kastede de der 'luffer' ting, så han kunne tage den ud uden at brande sig. Han greb den med hans ene hånd og hev pizzaen ud, og satte den på bordet. Der fulgte noget røg fra pizzaen som fordelte sig en smule rundt i køkkenet. Ethan vinkede røgen væk, og jeg gik hen ved siden af ham. Pizzaen var brandt, jeps, helt brandt på. 

"Eii, øvvv!" sagde Ethan og sukkede.

Vi hørte nogen grin og vi vendte os begge overrasket rundt. Harry, Niall og Louis, stod og grinede. Og jeg tror lidt det var os de grinede af.

"Hvad griner i af?" spurgte jeg og krydsede armene.

"Jer" grinede Harry.

"Det. Er. Vist. Hvad. Man kan kalde. Teamwork" sagde Niall med grin imellem. Mig og Ethan kiggede på hinanden, og begyndte så også at grine.

"Men nu har vi ikke noget at spise" sukkede jeg, lidt ked af at pizzaen ikke var lykkedes, men alligevel synes jeg det var fint nok da den pizza ikke var særlig lækker. Ikke nu, men heller ikke da vi satte den ind.

"Hvem stemmer for købepizza?" spurgte Ethan med et smil.

"Miiig!" sagde Niall og rakte hånden op i vejret. De andre ærklerede sig også enige, så Ethan ringede og bestilte nogen istedet.

 

 

Jeg gik med drengene ind i stuen igen. Resten af aftenen nød jeg sammen med dem. Vi havde bare siddet i stuen og snakket og grinet af oplevelser vi hver havde oplevet. Og så havde vi lært hinanden at kende - sådan lidt da. Jeg vidste i hvert fald den masse om dem nu, og jeg tror da, at vi på en måde var blevet venner nu.

"Vi ses så, Sophie" sagde Harry kærligt på vej uden af døren, men gik så hurtigt hen og omfavnede mig. Jeg mødte en fantastisk duft. Harrys parfurme. Det kildede lidt i min mave, da han trak sig væk, og sendte mig et charmerende smil. Vi stod med øjenkontakt et par sekunder, og jeg begyndte at blive en smule svag i benene.

"Kom nu charmetrold" sagde Louis sjovt og skubbede blidt til Harry. Vi andre grinede lidt af det. Louis gav mig et stort smil som jeg gengældte før de alle forsvandt ud af døren. Jeg fik slet ikke sagt farvel til Niall. 

Jeg smed mig i sofaen sammen med Ethan.

"Såå. Var de søøøde?" spurgte Ethan og løftede øjenbrynene. Jeg grinede bare lidt af ham da han så ret komisk ud. "Ham Harry, han er da ret søød!" sagde han som en pige, som fik mig til at fnise igen. "Synes du ikke Sophie" han spurgte drillende. "Altså hvad mener du med det?" spurgte jeg anklagende og rynkede panden. "det er da åbenlyst at i to har noget kørende" sagde han og løftede øjenbrynene to gange i træk, og jeg mærkede lidt varme i kinderne. Jeg rullede øjnene lidt for at skjule det, og smed en pude efter ham. "Sophie elsker Harry!" sang han.

"Det fint. Godnat" sagde jeg og rejste mig og gik op på mit værelse. På vej ud af stuen kunne jeg stadig hører Ethan synge bag mig. 

Jeg gjorde mig sengeklar og gik i seng, hvorefter jeg faldt i en dyb drømmeløs søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...