Unknown °[1D]°

Det er ikke nemt, at være Harry Styles lillesøster. Især ikke for 17-årige Clara Styles som, som 13-årig allerede havde prøvet at begå selvmord 3 gange. Endnu værre er, at ingen kender hende som Clara Styles. Harry er blevet tvunget, af sin mor og far, til, at holde sin søster hemmelig, fordi hun er indlagt på Maudsley Hospital i London, og de havde ikke lyst til svirrende rygter, når det handlede om hans karriere. Men hverken Harry eller Clara har det godt med det, men alligevel siger de ingen imod. Men hvad sker der, når Clara lærer en af Harrys bedste venner at kende, og begynder at gå imod sine forældres ønsker? Det kan kun betyde én ting; drama.

156Likes
219Kommentarer
22301Visninger
AA

13. This is the start

Jeg smiler lidt, da jeg ser Harry, der kommer gående ned af gangen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde bare forventet, at han ville brænde mig af. Måske havde han løjet, da han havde sagt, at jeg skulle bo hos Louis og ham? Men det havde han tydeligvis ikke, for dér er han. Jeg rejser mig forventningsfuldt, og smiler over hele ansigtet, da han breder armene ud og krammer mig. Fuck, hvor er det lang tid siden, at han har gjort dét, nu jeg tænker over det. Det får mig bare til at smile endnu mere. 

"Hvad sagde lægerne til dine arme?" Harry får det til at lyde mega casual og som om, at det er ingenting. Jeg kan ikke lade være med, at synes om det. Jeg vil helst ikke have, at der skal gøres så meget ud af mit dramatiske show. Jeg trækker lidt på skulderen og det får ham til at hæve et øjenbryn. "Jeg skal være tilbage om 6 dage, og så skal stingene fjernes," svarer jeg og tager min rygsæk med de mest personlige sager, som mit nodehæfte, hvor jeg selv har skrevet en del sange, et tegnehæfte og ja, ting som dét. 

Jeg sætter mig ind i bilen og smiler taknemmeligt til Liam, som holder døren for mig. Det undrer mig, at han er med. Han bor da ikke ved Harry og Louis? Men selvfølgelig - drengene bor jo garanteret hele tiden ved dem. Noget siger mig, at de er uadskillelige. 

"Clara, hallo, er der kontakt?" Jeg vender forvirret hovedet mod Liam, som sidder ved siden af mig. Harry kører bilen, men jeg kan se, at han sender mig et smil i bakspejlet. Jeg gengælder det, men kigger forlegent ned i mit skød, i stedet for at se på Liam. "Jamen, halløj, kan du høre mig nu?" driller han og jeg kan ikke lade være med at grine. "Undskyld, jeg er lidt ved siden af mig selv, det er en stor..." Jeg leder efter det rigtige ord, og jeg ser, at Harry rynker panden. "Omvæltning," siger jeg så og tygger lidt på det. Ja, det er det rigtige ord. "Men god," tilføjer jeg og smiler. Det føles godt, at smile igen. Det er så lang tid siden, at jeg har gjort det - og ment det, selvfølgelig. Der har været mange falske smil de sidste par år. 

"Jeg spurgte bare," starter han, men jeg får aldrig af vide hvad han ville spørge om, for pludselig bremser Harry alt for hårdt op, og jeg ryger frem mod forsædet, men bliver lige netop reddet af min sele, inden jeg ville have ramt det. Jeg trækker automatisk hænderne beskyttende op foran hovedet og udstøder et lille piv. Fuck, hvor er det en klam følelse. Hvis jeg ikke havde haft sele på, ville jeg garanteret have ligget oppe i forruden. Jeg gyser ved tanken. "Fuck, Clara, er du okay?" spørger Liam bekymret og Harry vender sig om og nærstuderer mig. Jeg nikker, indtil det går op for mig, at tårerne løber ned af kinderne på mig. "Det er bare chokket," hvisker jeg og afviser Harrys bekymrede blik. Hvad sker der for mine tårekanaler lige for tiden? 

Vi kører i omkring 10 minutter til, inden Harry stopper foran et gigantisk hus. Jeg tøver og bider mig lidt i læben. Der er ingen, der har fortalt mig, at jeg skal bo på et gigantisk slot. Jeg ser med åben mund på huset, indtil jeg mærker et blidt puf i ryggen. Jeg går på usikre ben frem og åbner den gigantiske dør. Harry leder mig hen til en elevator, hvor han trykker på 10. etage. Jeg bider mig lidt i læben. Jeg er ikke ret glad for højder. 

Lige i det døren slår op, lyder der et gigantisk hyl og jeg bliver overfaldet af 3 drenge. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt, da jeg kan genkende Nialls irske accent. Det er da for kært. En let rødmen flyver op i kinderne på mig, da han kysser mig på panden og så trasker ind i stuen. Louis kysser min hånd og Zayn giver mig et gigantisk kram. Hvad sker der for, at de alle opfører sig som om, at jeg er det første levende menneske, de har set i flere hundrede år? Det får mig til at smile. Det her er starten på noget nyt, men helt sikkert noget fantastisk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...