Unknown °[1D]°

Det er ikke nemt, at være Harry Styles lillesøster. Især ikke for 17-årige Clara Styles som, som 13-årig allerede havde prøvet at begå selvmord 3 gange. Endnu værre er, at ingen kender hende som Clara Styles. Harry er blevet tvunget, af sin mor og far, til, at holde sin søster hemmelig, fordi hun er indlagt på Maudsley Hospital i London, og de havde ikke lyst til svirrende rygter, når det handlede om hans karriere. Men hverken Harry eller Clara har det godt med det, men alligevel siger de ingen imod. Men hvad sker der, når Clara lærer en af Harrys bedste venner at kende, og begynder at gå imod sine forældres ønsker? Det kan kun betyde én ting; drama.

156Likes
219Kommentarer
22335Visninger
AA

17. Starbucks is the place

Jeg er fuldstændig befippet over hans kys, men jeg gengælder det alligevel. En varm følelse breder sig i hele min krop. Jeg mærker varmen der stiger op i kinderne, og det føles som om, at jeg flyver, da han slipper mig. "Var det så slemt?" hvisker han og jeg kan ikke lade være med at fnise. Jeg fniser ellers aldrig.

Jeg ryster på hovedet og han kysser mig på panden, inden han igen tager fat i min hånd og trækker mig med. Jeg har fuldstændig glemt, hvad det er vi laver. Indtil det selvfølgelig går op for mig. Niall griner, da jeg bare står og kigger underligt på ham. "Kom nu, Claraaaa!" Han trækker længe på mit navn og jeg ryster på hovedet, imens jeg griner. Vi går længe og snakker om alt og ingenting. Eller han gør. Jeg griner og fniser langt ud over normalen. 

"Det er godt, at høre dig grine. Det klæder dig," siger han pludselig og jeg mærker varmen i kinderne igen. Jeg ryster på hovedet og går hurtigere. Jeg er stadig lidt utryg ved situationen eftersom jeg aldrig har været forelsket før. Er det virkelig det jeg er? I Niall Horan? En superstjerne?

Jeg bider mig selv i læben og kigger lidt ned i jorden, men jeg slipper ikke hans hånd. Jeg vil ikke have, at han skal stikke af fra mig. Pludselig er vi på vej hver vores vej. Jeg vil mod højre og han mod venstre. Den hurtige smerte i venstre arm får mig til at slippe hans hånd. Jeg presser øjnene sammen og ved med det samme at noget er galt. En af stingene må være gået op. Fuck, hvor gør det ondt. 

"Clara? Er du okay?" Niall kigger bekymret ned på mig og jeg nikker sammenbidt. Smerten i armen er stadig helt utrolig, men jeg gider ikke være en tøs. Jeg løfter blikker og smiler bredt. "Hva', hvor var du på vej hen?" spørger jeg drillende og han griner. Jeg betragter hans tænder. Jeg synes stadig, at de klæder ham godt.

"Derover," svarer han og peger på en Starbucks. "Bliver du ikke genkendt der? Jeg mener, jeg tvivler på, at du vil ses med mig, og det forstår jeg også godt, men..." Jeg bliver stoppet af ham. Hans finger ligger på min mund og han aer min kind. "Jeg har ikke noget imod at blive set med dig. Desuden - det er søndag. Her er ingen mennesker, og vi sætter os bare lidt væk fra menneskerne," siger han og jeg nikker. Jeg har ærlig talt ikke overskud til, at være på forsiden af diverse magasiner endnu. 

Lyden af en klokke forskrækker mig, da vi går ind på Starbucks. Jeg ser lidt rundt. Niall har ret - her er ingen mennesker ud over en ældre mand og to drenge, som sidder og snakker. Jeg betragter dem længe og smiler lidt. Jeg kan ikke lade være. De er bøsser, går det op for mig.

"Clara? Hallo? Kontakt." Jeg kigger forbløffet op på Niall som ryster på hovedet. "Hvor er du henne?" spørger han drillende og jeg trækker på skuldrene. "Find et bord, så bestiller jeg to kopper kakao." Jeg nikker og går hen mod det bagerste bord, der nærmest er gemt bag en væk. Jeg vil virkelig ikke opdages. Desuden - folk vil bare stirre på grund af mine ar. 

Jeg trækker min læderjakke af og ser på min arm. Jeg havde ret. To sting er gået op og jeg bider mig i læben. Jeg burde måske alligevel have taget bandagerne på. Min mave svier også. Jeg bider mig i læben. 

Niall kommer ned med to kopper kakao og to muffins på en bakke. Jeg kan ikke lade være med at grine. Selvfølgelig, han må være hundesulten. Han har ikke spist i næsten 2 timer. "Jeg tænkte, at vi begge godt kunne bruge lidt at spise. Du fik desuden ikke morgenmad," siger han og ser seriøst på mig. Jeg ser overrasket ud. Det havde jeg faktisk glemt. Jeg har haft så travlt med, at holde styr på sommerfuglene. Jeg smiler lidt og tager taknemmeligt imod kagen. Jeg er faktisk sulten. 

Vi snakker længe. Faktisk så længe at klokken nærmer sig otte og pludselig ringer Niall's mobil. Han smiler undskyldende, jeg nikker bare mod mobilen. Han skal ikke tænke på mig. "Hallo? Louis? Fuck, er klokken så meget!" Han griner og jeg smiler lidt. "Jaja, vi skal nok komme nu." Han smiler og lægger på. Jeg lægger hovedet på skrå og ser lidt på ham. "Vi skal nok til at hjem, din bror er bekymret for dig." Jeg himler med øjnene, men rejser mig alligevel. Det er hundrede år siden, at vi spiste vores muffin og drak vores kakao. Men jeg nyder Niall's selskab.

"Kom så, prinsesse. Din bil venter," ler han og bukker. Jeg lader ham give mig min jakke på og hæver et øjenbryn. Han kysser mig blidt på hånden og jeg mærker varmen brede sig i kroppen. Min hånd brænder. Men jeg kan ikke få mig selv til, at trække den til mig. Han trækker mig med ud af Starbucks og vi går mod bilen. 

Da vi når Harry og Louis's hus, stopper han op. Han kigger længe på mig. Jeg bider mig i læben. Niall smiler blidt og skubber noget hår væk fra mine øjne. Jeg ligger det irriteret om bag øret. Han griner af mig, idet han overfalder mine læber. Jeg mærker hvordan jeg bliver blød i knæene og sommerfuglene flyver rundt i hele kroppen. Lige indtil døren bliver slået op, og Harry kigger på os med et forskrækket ansigtsudtryk. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...