Unknown °[1D]°

Det er ikke nemt, at være Harry Styles lillesøster. Især ikke for 17-årige Clara Styles som, som 13-årig allerede havde prøvet at begå selvmord 3 gange. Endnu værre er, at ingen kender hende som Clara Styles. Harry er blevet tvunget, af sin mor og far, til, at holde sin søster hemmelig, fordi hun er indlagt på Maudsley Hospital i London, og de havde ikke lyst til svirrende rygter, når det handlede om hans karriere. Men hverken Harry eller Clara har det godt med det, men alligevel siger de ingen imod. Men hvad sker der, når Clara lærer en af Harrys bedste venner at kende, og begynder at gå imod sine forældres ønsker? Det kan kun betyde én ting; drama.

156Likes
219Kommentarer
22326Visninger
AA

19. Sorry, I messed up

Mit hovede larmer og jeg banker det bagover, ind i døren, for at få det til at holde kæft. En masse tanker suser gennem hovedet på mig. Vreden pumper rundt i kroppen. Vreden fylder i hvert fald mest. Men skuffelsen er der også. Der er så mange følelser, og jeg kan slet ikke holde styr på dem. Det går op for mig, at jeg ikke har noget, jeg kan selvskade med. Panikken breder sig. Hvad skal jeg så gøre? 

Jeg sidder og ryster på gulvet, imens tårerne triller ned af kinderne på mig. Jeg ligger ikke mærke til de forsigtige bank på min dør. Der er så meget andet indeni mig der larmer. Langsomt rejser jeg mig op og ser rundt på værelset. Der er ikke meget her. Ikke andet end en seng, et skrivebord med en computer, et stort skab ved siden af, hvorpå der hænger et gigantisk spejl. Jeg ser mig selv i spejlet og får lyst til at skrige. Havde jeg virkelig troet, at Harry ville fortælle om mig? Selvfølgelig ville han ikke det. Det ville skade hans omdømme. 

Jeg lader et hulk undslippe mine læber. Med ét kommer der mange flere. Men for hvert hulk, bliver vreden bare større. Jeg er så vred. Så skuffet. Så ked af det. Jeg kan slet ikke styre mig. Jeg skriger. Mit hovede gør ondt. Jeg tager mig til håret og prøver at rive det af. "HOLD KÆFT," råber jeg og hentyder til alle tankerne der larmer. Jeg skriger igen, vredt, hysterisk. 

Jeg sætter mig på sengen, i håb om at de bløde dyner og puder kan berolige mig, men jeg tager fejl. Intet kan berolige mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, men jeg rejser mig op og ser desperat rundt i lokalet. Jeg har virkelig brug for at .. gøre et eller andet. Jeg tager en pude, som jeg skriger af, slår på, og så kaster jeg den tværs gennem rummet så den rammer skabet. Jeg gør det samme med de 3 andre puder. Mit skrigeri vil ikke stoppe. Det vil hulkene heller ikke. Det bliver bare ved.

Jeg tænker ikke over, hvad drengene tænker. Det eneste jeg tænker på, er at stoppe kaosset. Jeg tager stolen, som står ved skrivebordet, og kaster den over mod sengen. Hvorfor hjælper det ikke? Hvorfor stopper det ikke alle tankerne? "Jeg kan ikke forstå det," hulker og jeg går hen til spejlet. Jeg bliver ikke mødt af noget kønt syn. Mine øjne er røde, og jeg ligner en... Der er ingen ord for det. 

Mine ar træder så tydeligt frem på armene. Jeg hiver op i min trøje, hvor de to brandmærker står tydeligt frem. Jeg river på min mave med mine forholdsvis lange negle. Det brænder, men det er en god følelse. Jeg skriger igen og uden jeg egentlig tænker over det, bliver jeg træt af mit spejlbillede. Træt af at se på det ødelagte problembarn, der egentlig ikke rigtig gider være her mere. Jeg skriger højt og smadre min hånd mod spejlet. Jeg ved ikke hvordan jeg gør det, men jeg formår at smadre spejlet. Jeg synker sammen og skider på, at jeg ligger mig i tusinde at små glasskår, og at min hånd er smadret. Jeg vil bare væk.

NIALL'S SYNSVINKEL

Jeg ser bekymret på Clara, da hun løber op på værelset. Vreden bruser i mig, da jeg ser mod Harry. "Hvad fanden, Harry? HVAD FANDEN?" Louis tager mig i armen, men jeg vrider mig fri og løber efter Clara. Men hun er allerede nået ind på værelset, og har låst døren, da jeg når derop. Hulk lyder inden fra den anden side af døren. Jeg bider mig i læben. Jeg er nødt til at være der for hende! Desperat banker jeg på døren og siger hendes navn stille og roligt. 

Jeg venter længe på et svar, indtil jeg hører et skrig. Forskrækket retter jeg mig op og banker lidt mere utålmodigt på døren. "Clara!" siger jeg bestemt og banker igen. Skriget bliver fuldt at et andet, og et til. Et til. Drengene kommer op til mig, og ser bekymret mod døren. Harry tripper. Jeg vender vredt blikket mod ham. "Skide godt klaret, ikke?" Han løfter blikket og ser bekymret ud. Zayn ser mod mig. "Drop det drenge, lige nu handler det ikke om jer, men om pigen bag døren," siger han og jeg nikker, idet endnu et skrig bryder stilheden. 

Jeg hører noget blive kastet med og panikken breder sig i kroppen. "Find en eller anden måde, at få den her dør op på!" Panikken i min stemme er ikke til at tage fejl af. Liam nikker og går nedenunder for at finde en nøgle. Jeg hamrer hånden mod døren, Louis gør det samme. "Clara? Clara!" råber jeg og sparker en enkel gang til døren. Jeg ser ned af gangen, og håber at Liam snart finder nøglen. 

Jeg stivner da jeg hører noget smadre. Det er spejlet. Jeg kan allerede mærke det nu. Jeg kan bare se det for mig. "CLARA FORHELVEDE!" skriger jeg og hamrer endnu hårdere på døren. Liam kommer løbende og stikker nøglen i låsen. Den vil ikke, fordi nøglen stadig sidder i på den anden side. Louis hamrer mod døren. Jeg får bakset nøglen ud på den anden side og låser op. Jeg gisper ved det syn der møder mig.

LOUIS'S SYNSVINKEL

 Synet der møder os er ikke rart. Hun er så... lille, skrøbelig og nærmest død ud. Jeg ser mod Harry, der bare er gået fuldstændig i stå. Hans ansigt er tydeligt præget af skyldfølelse, og for at være helt ærlig, så er det hans skyld. Men det har han ikke brug for at vide nu. Niall løber hen til Clara, som bare ligger blandt alle glasskårene. Jeg tager fat i Harrys skulder og trækker ham tilbage. Jeg nikker mod Liam og Zayn. Niall har brug for dem der og lige nu har Harry brug for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...