Unknown °[1D]°

Det er ikke nemt, at være Harry Styles lillesøster. Især ikke for 17-årige Clara Styles som, som 13-årig allerede havde prøvet at begå selvmord 3 gange. Endnu værre er, at ingen kender hende som Clara Styles. Harry er blevet tvunget, af sin mor og far, til, at holde sin søster hemmelig, fordi hun er indlagt på Maudsley Hospital i London, og de havde ikke lyst til svirrende rygter, når det handlede om hans karriere. Men hverken Harry eller Clara har det godt med det, men alligevel siger de ingen imod. Men hvad sker der, når Clara lærer en af Harrys bedste venner at kende, og begynder at gå imod sine forældres ønsker? Det kan kun betyde én ting; drama.

156Likes
219Kommentarer
22224Visninger
AA

9. So close, but so far

HARRYS SYNSVINKEL

Jeg slår bildøren op, da vi når Maudsley Hospital. Jeg tøver ikke et sekund. Jeg springer ind i receptionen. "Hvor er Clara Styles værelse?" spørger jeg og kigger gennemtrængende på lægen. Han må kunne se, at det er alvor. "Det kan vi ikke fortælle dig, det e..." Han bliver afbrudt af mig der råber. "FORTÆL MIG FORHELVEDE, HVOR CLARA STYLES VÆRELSE ER!" Liam og Louis kommer ind af døren og løber over til mig. Jeg står truende ind mod lægen og skuer til ham. Louis lægger en hånd på min skulder, men jeg ryster den af mig. Tårerne begynder pludselig at løbe ned af kinderne på mig. Jeg er ude af stand til at sige mere. Liam rømmer sig. "Kan du ikke være sød, at fortælle os, hvor Clara Styles har værelse? Det er hendes bror." Lægen kigger mistroisk på Liam, men ligesom alle andre, finder han tillid i de smukke brune øjne. Han nikker. "Det er nr. 113. Det er lige op af trappen der, og så til højre. Du kan ikke undgå at se det." Jeg reagerer pludselig igen, og løber op af trappen. Ser døren hvor der står 113, og tager i håndtaget. 

Til min store overraskelse er der ikke låst. Men det ville også være for underligt, hvis man kunne låse, når man er på et hospital for mennesker med psykiske problemer. Jeg kigger rundt i værelset og står som forstenet, da jeg ser min lillesøster i sengen. Sidst jeg så hende var hun 15 år gammel. Hun er vokset, ikke meget, men lidt. Hendes hår er blevet længere. Det var fuldstændig kortklippet, da vi sagde farvel. Jeg går fumlende over til hende, og ser tøvende på hende. Hun sover. Jeg ligger mærke til barberbladet på gulvet og hiver efter vejret. Det svimler for mig. Hun kan ikke dø fra mig, ikke nu. "Nej, Clara.. Nej," hvisker jeg lavt og går hen til hende. Jeg vender hende om. Hun reagerer ikke. Jeg sætter mig på sengen og omfavner hende, trods hendes slappe krop. "Det må du ikke gøre imod mig. Undskyld, Clara, undskyld," hvisker jeg ned i hendes hår. Jeg var så tæt på, men alligevel så langt væk. Jeg svigtede, igen.

LOUIS'S SYNSVINKEL

Jeg kan høre gråd, da jeg går ind på værelse 113, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er Harry. Jeg vender hovedet mod gråden, og ser ham sidde med en pige, næsten på hans alder, med de præcis samme krøller, i favnen. Hun ser fuldstændig livløs ud. Jeg slår hånden for munden og vender mig mod Liam, som er lige bag mig. "Ring efter en ambulance," siger jeg og han tøver ikke. Han tager sin telefon op, og 2 sekunder senere, er han igennem hos alarmcentralen. Jeg hører skridt bag mig, og ser Niall komme gående med Zayn. De snakker lydløst. Jeg stirrer blegt på dem, og ville evigt ønske, at jeg havde Eleanor ved min side. Åh gud. Niall ser mit ansigtsudtryk og løber ind på værelset. Han stirrer længe på Clara og Harry. Jeg bider mig i læben, og trækker ham med ud, da ambulancemændene kommer. Tak Gud, tænker jeg i mit stille sind, og håber at hun klarer den.

NIALLS SYNSVINKEL

Jeg står længe og stirrer på Harry, der magtesløs sidder på sengen og græder, efter at ambulancemændene er gået, og har taget hans lillesøster med sig. Jeg bider mig i læben, og fortryder pludselig alt hvad jeg sagde til ham i vrede. Ikke at det var løgn - alt hvad jeg sagde, var den rene sandhed, men lige nu har han brug for en ven. Ikke en der skælder ham ud, for fejl han har begået i fortiden. "Harry?" Min stemme er lav, men han kigger op. Det er forfærdeligt, at se ham sådan. "Jeg er sikker på hun klarer den," hvisker jeg og sætter mig på sengen. Han ser så trist ud, og det skærer mig i hjertet. Ingen fortjener at føle så meget smerte.

"Det er min skyld," siger han pludselig og jeg stirrer forbløffet på ham, idet jeg ryster på hovedet. "Det er ikke din skyld," svarer jeg og tager hans hånd, og ser ham i øjnene, det er vigtigt, at han forstår. "Din søster er syg. Hun har det skidt, men det er ikke din skyld. Alt du kan gøre er, at støtte hende og være der for hende." Han ser på mig, og jeg tørrer en tåre væk fra hans kind. Louis, Liam og Zayn kommer hen til os og sætter sig rundt om os. De smiler alle beroligende, og jeg ved, at de vil hjælpe. "Vi vil altid være der for dig, mate. Både for dig og din søster," siger Liam og smiler sit smil. Det smil der kan få alle hjerter i verden til at smelte. Zayn, Louis og jeg istemmer. Det vil altid være os fem. Louis trækker os ind i et gigantisk gruppekram og jeg smiler lidt for mig selv. Det skal nok gå. Forhåbentlig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...