Unknown °[1D]°

Det er ikke nemt, at være Harry Styles lillesøster. Især ikke for 17-årige Clara Styles som, som 13-årig allerede havde prøvet at begå selvmord 3 gange. Endnu værre er, at ingen kender hende som Clara Styles. Harry er blevet tvunget, af sin mor og far, til, at holde sin søster hemmelig, fordi hun er indlagt på Maudsley Hospital i London, og de havde ikke lyst til svirrende rygter, når det handlede om hans karriere. Men hverken Harry eller Clara har det godt med det, men alligevel siger de ingen imod. Men hvad sker der, når Clara lærer en af Harrys bedste venner at kende, og begynder at gå imod sine forældres ønsker? Det kan kun betyde én ting; drama.

156Likes
219Kommentarer
22341Visninger
AA

7. Self blaimning helps, or?

HARRYS SYNSVINKEL

For at være helt ærlig; så er det lidt kvalmende, at sidde foran drengene, imens jeg tuder på livet løs og forresten lige har fortalt om den søster, de ikke anede jeg havde. Især Niall ser totalt chokeret ud. Liam er gået i stå i sin omfavnelse og jeg er nødt til at gemme hovedet i hænderne. Logisk set ved jeg ikke om det er MIN Clara, men hvem skulle det ellers være? Det er jo ingen hemmelighed for mig, at min lillesøster op til flere gange, har prøvet at begå selvmord, hvoraf de sidste tre gange, har været ved at skære håndledene over. For fanden, hvorfor er livet så messed up? Jeg snøfter og løfter blikket. Jeg når lige, at se hvordan Louis sender Niall et sigende blik. Hvad tænker de dog ikke om mig? Det hele virker uoverskueligt. "Hvorfor har du ikke fortalt os om hende?" spørger Louis, og jeg kan ikke undgå at høre den bebrejdende og lidt skuffede tone. Jeg hiver efter vejret. Jeg skylder dem en forklaring, lige meget hvor forfærdelig den end er. Jeg løfter blikket, og sørger for, at de alle fire hører godt efter.

"Clara har prøvet at begå selvmord 7 gange," starter jeg og ignorerer Niall's gisp. Jeg knuger hænderne sammen og fortsætter. "Hun gjorde det første gang, da hun var 11. Anden og tredje gang, gjorde hun som 12-årig. I må forstå, at hverken min mor eller nogen andre i vores familie, vidste hvad vi skulle gøre. Hun ville ikke snakke med nogen. Ikke engang mig. Hun ville ikke snakke med psykologer, og lige meget hvor mange piller de fyldte i hende, hjalp det ikke. Da jeg stillede op i x-factor, blev hun indlagt. Det var lige meget hvad vi gjorde, så fandt hun måder at skade sig selv på." Jeg stopper og kvæler et hulk. Alle de gange på hospitalet, hvor hun har været fuldstændig bundet ind, og ikke kunne bruge sine arme. Jeg mærker Liam stryge mig over håret, og jeg trækker vejret dybt, inden jeg endnu engang fortsætter. "Men det er vel ikke en undskyldning for, hvad vi gjorde. Min mor mente, at det ville være dårligt for os alle, hvis alle kendte til vores syge søster. Så vores forældre fik os til at love, at ingen skulle vide noget om det. Hun skulle være indlagt i al hemmelighed. Ikke engang familien ved det. De tror, at hun er på en kostskole i nærheden af Liverpool. Jeg har ikke snakket med hende siden x-factors begyndelse." Jeg bider mig i læben, imens jeg prøver at holde tårerne inde. Det lykkes ikke, og lige pludselig græder jeg. Hulkende og hikstende.

NIALLS SYNSVINKEL

Jeg kan ikke lade være med, at synes, det er modbydeligt. Pigen har prøvet, at begå selvmord 7 gange, og så efterlader de hende til sig selv? Hvem fanden skulle det hjælpe? Det rammer mig meget hårdere en forventet, og jeg mærker vreden bruse inden i mig. Selvfølgelig er Harry ked af det, men han har fandeme heller ikke fortjent andet! Jeg rejser mig vredt op og stirrer på ham med en vis afsky i blikket. Han kigger op på mig og bider sig i læben. Lige pludselig går der bare hul på ballonen. "Hvorfor fanden har du ikke prøvet at kontakte hende? Hun har det ikke godt, forhelvede, og du er hendes bror! Du burde være der for hende!" Jeg råber højere end forventet, men jeg er så vred. Louis stivner ved min side, og Zayn kigger bare skævende op til mig. Jeg råber aldrig. Jeg er altid bange for, at såre folk. Men jeg er så træt af, at være en "pleaser" hvis det skal gå ud over andre menneskers liv. 

Pludselig er det som om, at Harry genvinder fatningen. Han rejser sig stivbenet op. "Der er forhelvede ikke noget, jeg kunne have gjort!" råber han igen og hans øjne lyner. "Ikke noget du kunne have gjort? Harry forhelvede, hun er din søster, og hun skærer sine arme op dagligt! Du kan sgu da støtte hende, snakke med hende, VÆRE HENDES BROR?!" Jeg ved ikke hvor al vreden kommer fra, men jeg er så træt af, at folk bare går videre, når andre har det skidt. Så er det sgu nemt nok, at sidde bagefter, og være magtesløs og sige "der var intet jeg kunne gøre". Man kan altid gøre noget. Sådan har jeg altid haft det. Sådan har jeg det. "Det hjælper ikke, at du bare sidder og giver dig selv skylden nu. Mand dig op, og gør noget ved problemet," siger jeg lavere, men i et iskoldt tonefald lige inden jeg vender om, og går mod døren. Jeg kan ikke holde ud, at være her et sekund længere.

HARRYS SYNSVINKEL

Jeg falder fuldstændig sammen på gulvet, da jeg hører døren smække. Jeg har aldrig set Niall vred før, går det op for mig. Han plejer altid, at være den der løfter stemningen med sit grin. Jeg sukker dybt og stirrer fortsat ned. Jeg tør slet ikke, at få øjenkontakt med nogle af drengene. "Niall har ret, Harry," siger Liam og det får mig til at kigge op. "Du kan ikke bare give dig selv skylden, og så lade være med at gøre noget ved det. Hun har brug for dig." Jeg kigger på ham, og kan ikke lade være med, at sende ham et lille smil, da jeg ser hans øjne, som stråler af ren tillid. Det er Liam i en nøddeskal - han tror altid på det bedste i folk. Jeg nikker og kigger på Louis, som sender mig et skævt smil. "Du kan altid snakke med os, det ved du godt ikke, Harry?" siger han og jeg nikker. Jeg lader blikket løbe over på Zayn, som stadig bare sidder og stirrer. Han kigger lidt på mig og siger så: "Vas happenin'?" Det bryder den tunge stemning, og vi kan ikke lade være med at grine. 

Jeg rejser mig op og kigger lidt på drengene. "Jeg vil lige..." Jeg tøver. Hvad er det egentlig jeg vil? "Jeg har noget, jeg lige skal gøre." Louis sender mig et smil og blinker, Zayn laver thumps up og Liam smiler bare tillidsfuldt. Jeg er nødt til at tage kontakt med hende. Det var forkert af mig ikke, at holde kontakten dengang hun blev indlagt. Hvad tænkte jeg dog på? Mig. Kun mig. Evigt og altid kun mig. Jeg skammer mig. Jeg griber min mobil og finder hendes nummer. Jeg har flere gange siddet, med mobilen i hånden, klar til at ringe, men jeg har aldrig gjort det. Det fortryder jeg nu. Har hun mon skiftet nummer? Må hun gerne have sin mobil? Jeg har ingen anelse. Men det finder jeg vel ud af. Jeg trykker "ring op" og holder vejret. 

"Hallo?" lyder hendes evigt skrøbelige stemme. Jeg overvejer, om hun har slettet mit nummer, for hun lyder ikke som om, at hun ved det er mig. "Clara?" hvisker jeg og bider mig i læben. Kan hun mon genkende min stemme? Tusinde af spørgsmål flyver igennem mit hovede, men bliver stoppet på et sekund. "Harry?" Hun lyder så overrasket, så skrøbelig, så såret. Jeg kan ikke holde det ud. "Hey babysis," svarer jeg og holder vejret. Please, du må ikke lægge på, tænker jeg. "Hvad laver du?" spørger hun og jeg mærker tårerne i øjenkrogene. "Niall fortalte mig om jeres møde. I er på hele internettet. Niall Horan set med mystisk pige ved Maudsley Hospital," forklarer jeg og fortryder med det samme. Jeg ringer til hende, for første gang i 2 år, og det første jeg starter med, er at give hende skyldfølelse? Sikke en idiot jeg er.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...