Unknown °[1D]°

Det er ikke nemt, at være Harry Styles lillesøster. Især ikke for 17-årige Clara Styles som, som 13-årig allerede havde prøvet at begå selvmord 3 gange. Endnu værre er, at ingen kender hende som Clara Styles. Harry er blevet tvunget, af sin mor og far, til, at holde sin søster hemmelig, fordi hun er indlagt på Maudsley Hospital i London, og de havde ikke lyst til svirrende rygter, når det handlede om hans karriere. Men hverken Harry eller Clara har det godt med det, men alligevel siger de ingen imod. Men hvad sker der, når Clara lærer en af Harrys bedste venner at kende, og begynder at gå imod sine forældres ønsker? Det kan kun betyde én ting; drama.

156Likes
219Kommentarer
22339Visninger
AA

8. Quite a mess I've made

CLARAS SYNSVINKEL

Jeg er lige ved at tabe telefonen. Hvorfor ringer han nu? Vi har ikke snakket sammen i 2 år. Han ikke ringet i 2 år. Han droppede mig for sin karriere. Men samtidig forstår jeg ham godt - hvem gider have en lillesøster der skærer i sig selv? Jeg stivner, da jeg hører om, at Niall og jeg er at se på flere hjemmesider. "Han lovede..." hvisker jeg næsten uhørligt, men alligevel højt nok til, at, jeg ved, Harry har hørt det. "Han lovede ingen havde set os, undskyld. Jeg er ked af det. Jeg har ødelagt det hele nu," hvisker jeg og tårerne samler sig i øjenkrogene, og lidt efter triller de ned af kinderne på mig. Jeg er simpelthen så forfærdelig. "Jeg er nødt til at gå. Der er noget jeg skal gøre, noget vigtigt," mumler jeg og tænker på pakken med barberblade, som ligger i skuffen. Straf skal der til. Jeg er en idiot. "NEJ!" råber Harry pludselig i telefonen og det giver et sæt i mig. "Clara, lyt nu her. Hør på mig. Vi skulle aldrig have skjult dig, det var så evigt forkert. Det er vores fejl, ikke din. Det ødelægger intet, at du er blevet set med Niall. Han er en god ven, du vil elske ham. Humoristisk, madglad og livsglad." Jeg er forundret over hans svada, men kan alligevel ikke lade vær' med at tænke, at det er bare noget vrøvl han kommer med. Jeg ryster på hovedet, men da det går op for mig, at han ikke kan se mig. "Drop det, Harry. Det er ligemeget," hvisker jeg og lægger på. På stive ben går jeg hen mod min kommode. Jeg kan altid snige nogle snit ind. Eller måske mere end det?

HARRYS SYNSVINKEL

Måden hun lægger på, giver mig kuldegysninger. Skyldfølelsen lå tykt i hendes stemme, og pludselig ved jeg, hvad hun er igang med. Jeg smider telefonen og suser nedenunder. Jeg er nødt til at stoppe det. Denne gang vil jeg være der for hende. Jeg løber ind i stuen, hvor Liam, Zayn og Louis ser ud til at have en seriøs samtale. Ordene sidder pludselig fast i halsen på mig. "Jeg.. Jeg.. Hun.. Af sted. NU!" får jeg sagt og de rejser sig alle 3 med et ryk. Louis ligger en rolig hånd på ryggen af mig og ser bekymret ud. "Harry? Træk vejret, hvad skete der? Snakkede I?" Alle hans spørgsmål får sat gang i mig, og jeg ser panikslagen på ham. "Vi er nødt til, at komme af sted, Louis. Jeg ved hvad hun har gang i lige nu. Vi er nødt til at være der, ellers er det for sent," siger jeg og kæmper mod gråden. Louis reagerer hurtigt og nikker. "Jeg kører."

Der går ikke lang tid, så sidder vi alle fire i bilen, og er på vej ud til Maudsley Hospital. Jeg ryster og har virkelig en indre kamp mod gråden. Liam's hånd kører langsomt op og ned af min ryg i et forsøg på at berolige mig, jeg prøver at sende ham et smil, men det mislykkes. Jeg ender med at tude. Louis kigger bekymret mod mig i bagspejlet, og trykker lidt hårdere på speederen. Vi er nødt til at nå det. Det er vi virkelig. Zayn taler i sin mobil. Jeg tror det er Niall, han snakker med. Pludselig lægger han på og nikker mod mig. "Niall er også på vej," siger han og jeg kan ikke lade være med at være taknemmelig. Jeg har skuffet ham, og alligevel er han der for mig. Hvad skulle jeg dog gøre uden drengene?

CLARAS SYNSVINKEL

Jeg kan ikke lade være med at være skuffet. Er det ikke meningen, at man skal passes på, når man er på et hospital? Når man er indlagt med såkaldte "psykiske problemer"? Måske forventer de, at jeg selv henvender mig, når jeg har det skidt. Men jeg kan ikke få mig selv til det. Det ville lyde latterligt. "Min 18-årige bror har lige ringet, vi har ikke haft kontakt i 2 år, og så ringer han og siger, at jeg har ødelagt hans karriere. Nu vil jeg gerne dø, sådan for real, så lad mig lige gøre det, tak." Det lyder sindssygt og jeg kan ikke lade være med at udstøde en hysterisk lyd. Jeg vil gerne opdages. Jeg vil gerne være i fred. Jeg vil gerne leve. Jeg vil gerne dø. Jeg vil gerne have hjælp. Jeg vil gerne drukne i selvmedlidenhed. Det ændre sig hele tiden. Jeg er så ambivalent.

Jeg trækker vejret dybt, inden jeg åbner kommoden og ser på barberbladene og pillerne jeg har fået sneget med ind. Hvordan fanden kan man snige livsfarlige ting med ind, når man tydeligvis er fuldstændig psykotisk og forvirret? Det giver ingen mening, og jeg er meget skuffet over stedet. I starten troede jeg virkelig det ville hjælpe. Jeg åbner pilleglasset og hælder en ordentlig bunke ud i min hånd. Det skal gøres hurtigt, og uden smerte. Næsten. 

Jeg går ud på mit personlige badeværelse og fylder et glas med vand. Jeg kigger på pillerne og tæller dem. 21. Det er nok. Hvis jeg har fred inden for den næste halve time, er det nok. Jeg ligger alle pillerne ind i munden og sluger dem med et glas vand. Jeg er efterhånden blevet god til alt det pille slugeri, efter al den medicin de har prøvet at proppe i mig. Jeg sukker lidt, og går tilbage på mit værelse. Jeg finder et barberblad, og ser lidt på det. Det rykker i mine fingre, efter at få lov til at skære. Jeg sætter mig på sengen, og kører det hårdt gennem et stykke bart ud på min højre arm. Det gør ondt i den venstre, efter at jeg blev syet. Men det er fortjent smerte. Et langt åbent sår breder sig på højre arm. Jeg sukker lydløst."Undskyld, Harry," hvisker jeg og smider bladet. Jeg ligger mig på sengen og giver et enkelt suk. Endelig. Endelig er det slut. 

------

Gosh, hvor er jeg glad for, at I læser med! Tak <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...