Unknown °[1D]°

Det er ikke nemt, at være Harry Styles lillesøster. Især ikke for 17-årige Clara Styles som, som 13-årig allerede havde prøvet at begå selvmord 3 gange. Endnu værre er, at ingen kender hende som Clara Styles. Harry er blevet tvunget, af sin mor og far, til, at holde sin søster hemmelig, fordi hun er indlagt på Maudsley Hospital i London, og de havde ikke lyst til svirrende rygter, når det handlede om hans karriere. Men hverken Harry eller Clara har det godt med det, men alligevel siger de ingen imod. Men hvad sker der, når Clara lærer en af Harrys bedste venner at kende, og begynder at gå imod sine forældres ønsker? Det kan kun betyde én ting; drama.

156Likes
219Kommentarer
22224Visninger
AA

18. It's my fault, as always

Jeg glipper med øjnene, da han smækker døren lige i hovedet på os. Jeg ser mod Niall. Mine hænder roder stadig rundt i hans hår. Jeg trækker mig tilbage og betragter ham længe. Han er så smuk, som han står der. Til trods for det forvirrede blik, der tydeligt præger hele hans ansigt.

Han bider sig i læben, og jeg kan ikke lade være med at smile. Til trods for det mega mess jeg har lavet, igen, så smiler jeg. Han gengælder det og jeg træder et skridt frem hen mod ham, stryger hans hår væk fra ansigtet og læner mig frem, indtil mine læber møder hans. Jeg kan ikke lade være. Han er fantastisk.

Der lyder en voldsom lyd, som noget der smadrer, inden på den anden side af døren og døren bliver slået op igen. Men denne gang er det ikke Harry.

Det er Louis. Han smiler sit charmerende, fjollede drenge smil og trækker lidt på skulderne. "Clara," hvisker han teatralsk. "Du burde nok tage en snak med din bror. Han er sådan lidt... ude af den." Jeg himler med øjnene, og går ind i lejligheden med min nyfundne selvtillid. Jeg ved ikke hvor den kommer fra. Eller jo - det gør jeg. Det er Niall der giver mig den.

Jeg vender hovedet, lige inden jeg går ind i stuen og ser Louis står og ser seriøs ud, imens han ser på Niall, som tydeligvis er usikker. Jeg er forvirret og min nye selvtillid smadres fuldstændig. Åh gud. Hvad har jeg gjort? Jeg bemærker ikke den smadrede vase, der ligger på gulvet. Jeg ser kun mod Harry, som står og slår vredt ud med armene.

"Hun... Hun... Hun stod bare dér og kyssede ham, Liam! Forhelvede, det var jo ikke derfor jeg inviterede hende herhjem at bo! Det... Hun kan ikke holde til vores liv! Hun er ikke bygget til det!" En pludselig vrede løber igennem mig, og jeg knytter hænderne for ikke at reagere overilet. 

"Hvad får dig til at tro dét?" spørger jeg koldt og hæver mit blik, så jeg ser Harry i øjnene. Han spærrer dem op og skuler til mig. Jeg ser hverken på Liam og Zayn. Jeg har kun blik for min bror, som slår irriteret ud med armene. "Jeg ville ikke slippe for pressen alligevel. Du er min bror, og jeg er et problembarn," siger jeg og niver mig i armen inden jeg fortsætter, jeg må ikke stoppe nu, jeg er slet ikke færdig med at snakke. Men Harry afbryder mig: "Clara, det er jo.. Noget andet. Det er noget andet end at date en af os.. Noget helt andet." Jeg ryster på hovedet og kigger ned.

Jeg løfter blikket igen, møder trodsigt hans øjne. "Jeg vil få omtale uanset hvad, medmindre du ikke har tænkt dem at fortælle, at jeg er din søster." Han skælver da jeg siger dét, og han skæver til både Liam og Zayn. Liam sender ham et langt blik og Zayn skæver bare igen. Pludselig går det op for mig, hvad alle de blikke betyder.

"Du har ikke tænkt dig, at sige det vel? Du har rent faktisk tænkt dig, at holde det hemmeligt," siger jeg forbavset. Jeg havde virkelig håbet. Jeg troede virkelig på, at han ville stå fast ved, at jeg er hans søster. Tårerne sniger sig frem i øjenkrogen og jeg tørrer dem hidsigt væk. Liam ser bekymret ud, Zayn bider sig i læben. Harry tripper. Jeg ved at det er sandt, det jeg har sagt. Det føles som at blive flået op inden fra. Jeg er så .... Så forvirret, så ked af det, skuffet, vred, men mest af alt bare... tom.

Jeg vender mig om og når lige at se Niall stå i gangen med Louis. Jeg ser på Niall, og ved med det samme, at han har hørt hvad vi snakkede om. Jeg sætter farten op og løber op på mit værelse. "Clara!" Jeg vender mig ikke om, jeg slår bare døren op, smækker den i igen, låser og så.. Falder jeg sammen på gulvet. Den gode oplevelse fra i dag er fuldstændig forsvundet. Jeg har det forfærdeligt. Det er min skyld alt det her, som altid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...