Unknown °[1D]°

Det er ikke nemt, at være Harry Styles lillesøster. Især ikke for 17-årige Clara Styles som, som 13-årig allerede havde prøvet at begå selvmord 3 gange. Endnu værre er, at ingen kender hende som Clara Styles. Harry er blevet tvunget, af sin mor og far, til, at holde sin søster hemmelig, fordi hun er indlagt på Maudsley Hospital i London, og de havde ikke lyst til svirrende rygter, når det handlede om hans karriere. Men hverken Harry eller Clara har det godt med det, men alligevel siger de ingen imod. Men hvad sker der, når Clara lærer en af Harrys bedste venner at kende, og begynder at gå imod sine forældres ønsker? Det kan kun betyde én ting; drama.

156Likes
219Kommentarer
22339Visninger
AA

23. I'll see you soon, I guess?

HARRYS SYNSVINKEL

Jeg stivner, da Clara udtaler ordene. Jeg bemærker ikke Liam's bekymrede blik, der hviler på mig. Alt jeg tænker på, er hadet til min mor og fars beslutning. Jeg har altid elsket min mor - ingen tvivl om dét, men hendes handlinger er ikke altid de rigtige. Jeg ser over på Louis, som sender mig et forvirret blik.

Jeg slår vredt min hånd ned i bordet, og det giver et sæt i Zayn. "Det kan hun forhelvede ikke bare!" udbryder jeg og ser mod Clara. Hun snøfter hikstende efter vejret og nikker kort. "Det ka-ka-kan hun godt, jeg er nemlig under 18," hvisker hun stille. Jeg bider mig i læben. Forhelvede da også. 

Jeg betragter bekymret min lillesøster. Det slår mig, at hun aldrig har set så glad ud, som hun har gjort her til aften. Jeg stryger en irriteret hånd gennem mit hår og mærker tårerne der samler sig i øjenkrogene. Pludselig har en slået armene om mig, et par arme jeg til hver en tid vil genkende - Louis. Han har tydeligvis set tårerne i mine øjne. Jeg sukker tungt og kæmper mod gråden. Jeg vil virkelig ikke græde foran Clara. 

Vi sidder, alle seks, sådan i et stykke tid. Niall sidder og vugger Clara frem og tilbage. Louis holder godt fast om mig. Liam og Zayn sidder og betragter os alle. Efter et stykke tid stopper Claras hulken, og bliver til en hikstende lyd efter vejret. Niall trækker hende endnu tættere ind til sig. "Der er fi-fi-fire måneder ti-ti-til," siger hun og Niall ser lidt forvirret ud. Han stryger noget hår væk fra hendes ansigt. Jeg kan ikke lade være med at betragtede dem. Det er godt, at Clara har fundet Niall. "Til hvad?" spørger han.

"Hendes fødselsdag," svarer jeg, inden Clara får chancen. Der er 4 måneder til, at hun når at blive myndig og kan slippe ud fra den lukkede afdeling. Jeg kan med det samme se, at hun ikke kan holde til 4 måneder derinde. Hver gang hun er kommet ud, ser hun værre ud end før. 

De betragter mig alle og jeg slår blikket ned. Jeg er nødt til at finde en løsning. Jeg stryger endnu en hånd gennem håret og laver et lille "hair-flip". Jeg trækker vejret dybt og løfter blikket igen. Clara ser lidt på mig. Hun bider sig i læben. Jeg rejser mig beslutsomt, og går hen til hende. Niall trækker sig lidt hen i baggrunden. Det her er en søskendeting, det kan han godt mærke, ved jeg. 

Jeg sætter mig foran Clara, stryger hendes hår væk fra øjnene og smiler skævt. "Jeg lover dig, søs. Jeg finder på en løsning. Det gør jeg, men indtil videre.. Så er vi nødt til at gøre som mor vil have det. Jeg vil sætte alle kræfter i, for at få dig ud derfra. Du skal ikke være der i 4 måneder," siger jeg og hun nikker. Tårerne står atter ud af øjnene på hende, og jeg trækker hende ind i et varmt kram. Bare tanken om, at hun skal være der i 4 måneder, giver mig kvalme. Aldrig i hendes fucking liv. 

CLARAS SYNSVINKEL

Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg er kommet i seng. Men jeg vågner med et skrig. Jeg bader i sved og tårerne triller ned af kinderne på mig. Jeg sætter mig op i sengen og gemmer hovedet i hænderne. Jeg vil virkelig ikke afsted. Bare tanken giver mig lyst til at mærke barberbladene i huden igen. Jeg ryster hulkende på hovedet og trækker benene op under mig. Mareridtet sidder stadig godt fast i min krop. 

"Clara?" Stemmen er bekendt og jeg mærker hurtigt et par arme omkring mig. "Hey, babe, det var kun en drøm," hvisker stemmen. Jeg snøfter kort og ser op på Niall's velkendte ansigt. Jeg har ikke været her i en uge, og alligevel kender jeg hvert et træk i hans ansigt. Jeg putter mig ind til ham og græder. "Jeg vil ikke afsted," hvisker jeg og lukker øjnene. Jeg kan mærke, at han nikker. "Det forstår jeg godt. Men vi er nødt til at finde på noget først." Jeg nikker. Jeg ved, at han har ret. 

"Vil du ikke godt sove hos mig? Jeg kan ikke sove," hvisker jeg stille og ser håbefuldt op på Niall. Han må ikke afvise mig, ikke nu. Det kan jeg ikke holde til. Han nikker og jeg smiler forsigtigt. Jeg ligger mig under dynen og det samme gør han. Vi falder i søvn imens vi ligger i ske. 

NIALLS SYNSVINKEL

Jeg vågner omkring kl. 8. da solen står ind af vinduet. Jeg misser lidt med øjnene og føler mig desorienteret, indtil jeg ser Clara, der ligger ved siden af mig. Jeg smiler lidt og stryger min hånd over hendes hår. Hun rør på sig og vender sig smilende om mod mig. Jeg sender hende et blidt smil. "Sovet godt?" spørger jeg. Hun nikker. "Bedre end jeg plejer," svarer hun og jeg kan ikke lade være med at grine lidt. "Det er jeg glad for." 

Vi står op. Clara pakker sin taske, uden at sige en lyd. Jeg ved heller ikke hvad jeg skal sige. Vi er på vej ud af hendes værelse sammen, hånd i hånd, idet vi støder ind i Harry. Han ser på os med et hævet øjenbryn. Jeg kan godt forstå ham, eftersom hele situationen ser lidt forkert ud. Jeg ryster på hovedet bag Clara og han nikker kort. Han forstod den godt - vi har ikke været i seng sammen. 

Clara har taget sin taske med ned. Den står og kigger på os alle seks, da vi sidder i køkkenet og prøver at spise morgenmad. Ingen af os har nogen appetit - ikke engang jeg og jeg er altid sulten. Altid. Liam ser lidt bekymret på mig, nikker mod min mad, men jeg ryster bare på hovedet og stivner, da det banker på døren. Jeg rejser mig, skubber min tallerken væk og inden nogen når at sige noget, er jeg ude ved døren og stirrer lige ind i Harrys mors øjne. "Jeg skal hente Clara," siger hun stift og prøver at skjule sit overraskede udtryk. 

Clara kommer ud med sin taske. Hun tager sin jakke og sko på, uden at sige en lyd. Hun ser ikke på sin mor, giver hende bare kufferten. Hun går hen til Liam, Louis og Zayn og giver dem hver et kram. De hvisker alle tre farvel i hendes øre. Hun smiler, kan jeg se. Det smitter af på mig, men jeg bliver hurtigt ramt af den melankolske stemning, og mit smil stivner og bliver til en grimasse. Hun slår armene om halsen på Harry og jeg kan høre nogle enkelte hulk. De krammer i lang tid, indtil Anne rømmer sig. Jeg sender hende et surt blik. Clara og Harry slipper hinanden. De har begge to tårer i øjnene.

Jeg går langsomt hen til Clara, og slår armene om hende. Jeg trykker hende ind til mig og tager en hurtig beslutning, idet jeg presser mine læber mod hendes. Jeg kan høre Anne gispe, men jeg tager mig ikke af det. "Jeg vil savne dig," hvisker hun og jeg nikker lidt. "I lige måde, lille du. Pas på dig selv, ikke? Vi skal nok få dig ud derfra," hvisker jeg og slipper hende. 

"Såeh... Vi ses snart, håber jeg?" Clara står i døren. Vi nikker - alle fem - og vinker. Louis står med armene om Harry. Døren lukkes. Vi kan høre elevatoren der kører ned og ved - at nu er hun væk. Jeg vender mig om og ser mod drengene. Vi tænker alle det samme, kan jeg se, og to sekunder senere står vi i det længste gruppekram nogensinde. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...