Unknown °[1D]°

Det er ikke nemt, at være Harry Styles lillesøster. Især ikke for 17-årige Clara Styles som, som 13-årig allerede havde prøvet at begå selvmord 3 gange. Endnu værre er, at ingen kender hende som Clara Styles. Harry er blevet tvunget, af sin mor og far, til, at holde sin søster hemmelig, fordi hun er indlagt på Maudsley Hospital i London, og de havde ikke lyst til svirrende rygter, når det handlede om hans karriere. Men hverken Harry eller Clara har det godt med det, men alligevel siger de ingen imod. Men hvad sker der, når Clara lærer en af Harrys bedste venner at kende, og begynder at gå imod sine forældres ønsker? Det kan kun betyde én ting; drama.

156Likes
219Kommentarer
22218Visninger
AA

11. Family problems

Efter at der gået et par timer, har jeg det faktisk nogenlunde. Jeg sidder omringet af 5 drenge, hvoraf jeg faktisk ikke kender 4 af dem. Ingen af dem rør' mig. Jeg har bedt dem om at lade vær, eftersom jeg stadig føler mig beskidt og ulækker. Det var dog ikke hvad jeg sagde. Jeg sagde, at jeg var øm i kroppen på grund af pillerne, og det var nok den største løgn, jeg kunne komme op med. Men hvad de ikke ved, har de ikke ondt af. Sandheden er dog, at jeg er øm. Men ikkeøm.

Jeg retter pludselig ryggen og ser lidt rundt i rummet. Jeg er ikke svimmel, godt. Jeg slår benene ud over sengekanten, og Harry kigger uroligt på mig, men han siger ikke en lyd. Jeg bider mig i læben, inden jeg tager mig sammen, og rejser mig. Nu er jeg svimmel. Det hele kører rundt. Jeg sætter mig fortumlet ned og rynker panden. Gud, hvor jeg dog ikke kan overskue dette cirkus igen. Men hvorfor gjorde jeg det så? "Clara? Er du okay?" Jeg vender mig mod stemmen og sender Niall så stort et smil, som jeg overhovedet kan præsterer. Det gør ondt i hovedet, og får mig til at rynke panden endnu mere. Niall griner, men stopper da jeg gemmer hovedet i hænderne og begynder at masere mine tindinger. "Clara?" Harry ser bekymret på mig, men jeg sender ham et smil. "Hovedpine," forklarer jeg, og rejser mig igen. Denne gang uden at det hele køre rundt. "Hvor skal du hen?" 

Jeg kan ikke lade være med at smile, over at han er så bekymret for mig. Men det går mig også lidt på nerverne. Han har ikke været bekymret for mig i 2 år. Hvorfor fanden er han så nu? Hvad har ændret sig? "Det rager vel ikke dig," hvæser jeg og kigger væk inden jeg ser hans sårede blik. Åh gud, hvorfor reagerer jeg sådan her? Det gør bare så ondt indeni. De 2 år har været de værste i hele mit liv. Jeg bider mig i læben og vender mig. Han kigger hen på Louis, som bare smiler beroligende. "Undskyld," hvisker jeg stille, men jeg ved at han hører det. Jeg vender mig kejtet om, og går mod badeværelset. Fuck, hvor skal jeg pisse. 

Jeg ser mig selv i spejlet og stivner lidt ved synet. Mit mørke, tykke, krøllede hår klistrer til mit ansigt, og jeg føler mig pludselig pinligt berørt over, at de har set mig sådan. Jeg har lige siddet foran One Direction, og så ligner jeg en fucking klam idiot. Ad for satan altså. Jeg tænder hanen og smækker noget vand i hovedet. Jeg tørrer mig med håndklædet og bider mig selv i læben. Pludselig slår kvalmen mig, og jeg kaster mig ned til toilettet. Jeg slår toiletbrættet op, og kaster op.

"Clara? Clara? CLARA!" Jeg kan ikke undgå at høre panikken i Harrys stemme, imens han hamrer på døren. Ved han ikke, at den ikke er låst? "Der er åbent," når jeg lige at råbe hæst, inden kvalmen overfalder mig igen og jeg vender mig mod toilettet. Jeg hader at kaste op, men selvfølgelig - hvem gør ikke det? Jeg kan ikke forestille mig, at nogen elsker det. Jeg mærker pludselig en hånd på ryggen, og vender mig. Det er overraskende nok ikke Harry. Niall kigger på mig med medlidenheden strålende ud af øjene. "Slip mig, please." Han kigger uforstående på mig, men hans hånd er ikke længere på min ryg. "Jeg er så ulækker, undskyld," hvisker jeg lige inden at endnu en bølge af bræk, står ud af halsen på mig. Fy for satan. 

Niall holder mit hår gennem det lange kvarter, hvor jeg ikke laver andet end at kaste op. Da jeg endelig er færdig, ryster jeg som en sindssyg. Han hjælper mig hen til håndvasken, så jeg kan børste mine tænder. Jeg skylder min mund 5 gange, inden han utålmodigt hiver mig i ærmet. "Det er vidst bedst, at du kommer tilbage i seng," siger han og jeg kan ikke andet end at give ham ret. Jeg har det forfærdeligt, men jeg mærker ikke mere til kvalmen. 

Da jeg kommer ind i sengen, sidder Zayn og Liam og snakker. De hilser venligt, og jeg smiler bare mat til dem. Niall får puttet mig godt i sengen, og jeg er næsten faldet i søvn, da døren bliver slået op med et brag. Det giver et sæt i mig, og jeg får sat mig op. "CLARA AMELIA STYLES, HVAD FANDEN TROR DU, AT DU HAR GANG I?!" Min mors stemme bryder Liam og Zayn's samtale og jeg kigger op i min mors øjne, der lyner. Jeg ved ikke hvorfor jeg reagerer som jeg gør, men jeg vil bare ikke have, at Harry skal sige noget, og han ser ud som om, at han er ved at eksplodere. De må ikke være uvenner på grund af mig. Det er jeg ikke værd. "Jeg prøvede at begå selvmord, mor. Men det har du vel snart vænnet dig til, det er jo ikke fordi, at det er første gang," svarer jeg igen og mærker, at hvert blik i rummet vender sig mod mig. Jeg kan ikke tyde min mors ansigt, men der går ikke mere end et par sekunder, og så mærker jeg en voldsom smerte på kinden. Jeg tager mig forbløffet til kinden og kigger op mod hende. Hun slog mig fandeme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...