Unknown °[1D]°

Det er ikke nemt, at være Harry Styles lillesøster. Især ikke for 17-årige Clara Styles som, som 13-årig allerede havde prøvet at begå selvmord 3 gange. Endnu værre er, at ingen kender hende som Clara Styles. Harry er blevet tvunget, af sin mor og far, til, at holde sin søster hemmelig, fordi hun er indlagt på Maudsley Hospital i London, og de havde ikke lyst til svirrende rygter, når det handlede om hans karriere. Men hverken Harry eller Clara har det godt med det, men alligevel siger de ingen imod. Men hvad sker der, når Clara lærer en af Harrys bedste venner at kende, og begynder at gå imod sine forældres ønsker? Det kan kun betyde én ting; drama.

156Likes
219Kommentarer
22331Visninger
AA

15. Don't tell, it's a secret

Jeg sidder egentlig mest bare og stikker til min mad, imens jeg lytter til drengenes samtale. De skal åbenbart på tour om 3 uger, og nu diskuterer de, hvor det bliver fedest at spille. Jeg sidder lidt og smiler ned i tallerkenen, da jeg hører mit navn bliver nævnt i en sætning. Jeg kigger forvirret op og det får Niall til at grine. "Du er ser vildt intelligent ud, når du får de der rynker i panden," driller han og jeg himler lidt med øjnene, men sender ham derefter et blidt smil. Jeg kan godt lide Niall. Som i rigtig godt. 

"Hvem sagde noget om mig?" spørger jeg så og ser mod Harry, som kigger skævende over på Liam. "Vi snakkede bare om, hvordan du skal komme med på touren. Du kan ikke være alene hjemme i al den tid," svarer Harry og jeg kan mærke, at jeg taber underkæben. "Luk munden, Clara, der er fluer," driller Louis og giver mig en albue i siden, men rammer i stedet min venstre arm, som jeg stadig ikke har fået bundet ind. Jeg kvæler et lille smerte udbrud og kigger op på Harry. Han ser lettere bekymret ud. "Burde du ikke have noget på armene, frøken?" Jeg himler med øjnene og rejser mig op.

Af en eller anden grund irriterer hans udtalelser mig. Både den med, at jeg ikke kan være alene i 3 uger og den med at han bestemmer over mig, jeg er jo forhelvede ikke noget barn, næsten ikke i hvert fald. "Du har været ligeglad i 2 år, men nu er du pludselig bekymret? Come one," vrisser jeg og går op på min værelse. Deres værelse. Gæsteværelset, whatever. 

Jeg stiller mig foran mit spejl og bider mig lidt i læben. Jeg er et kaos igen. Det er nu, jeg bør gå ned til Harry og sige, at jeg er et mess. I stedet åbner jeg et vindue og finder en pakke cigaretter frem. Jeg har ingen kniv, intet barberblad eller noget andet skarpt, så jeg tager andre midler i brug.

Jeg læner mig op af vindueskarmen, åbner hurtigt vinduet, inden jeg tænder hurtigt en cigaret og kigger længe på den. Jeg løfter beslutsomt op i min trøje og skodder den mod min mave. Jeg hiver efter vejret. Fuck, hvor gør det ondt, men på en fantastisk god måde. Jeg når lige at tænde cigaretten en gang til, og presse den mod maven, inden døren bliver slået op. Fuck. Jeg vender hovedet og ser Niall's forfærdede ansigtsudtryk. 

Han lukker hurtigt døren og er henne ved mig på nul-komma-fem. Inden jeg når at sige noget, rækker han ud efter cigaretten, smider den ud af vinduet. Tager pakken og lighteren fra mig og stirrer lidt. Han forventer tydeligvis den forklaring, jeg ikke kan give ham. Jeg kigger ned i gulvet og bider mig hårdt i læben.

Han stikker cigaretterne og lighteren i sin lomme og hiver op i min trøje, så kan man se de to brændmærker jeg lige har lavet på mig selv. Han hvæser ved synet. Jeg skubber ham væk og mærker til min store skræk, at tårerne stiger op i øjnene på mig. 

"Clara, du bliver nødt til at snakke med nogen, i stedet for at gøre det her ved dig selv," hvisker han og rækker ud efter mig. Jeg viger baglæns, men kan ikke komme mere bagud, med mindre jeg vil ud af vinduet. "Hvem skulle jeg snakke med?" spørger jeg i stedet og prøver at skjule tårerne - for sent. Han har set dem, det kan jeg mærke. "Din bror f.eks." Jeg kigger forbavset op og lige pludselig knækker benene sammen under mig og jeg sætter mig ned.

Tårerne løber ikke længere lydløst ned af kinderne på mig. Jeg græder. "Han har været ligeglad i flere år, hvorfor er han pludselig så bekymret nu? Jeg forstår det ikke, jeg forstod ham før, men nu gør jeg ikke," hvisker jeg hikstende og jeg mærker pludselig et par arme omkring mig. Uden at tænke over det, presser jeg mig ind mod Niall og græder længe. 

Han lader mig græde ud, imens han aer mig over håret, forsigtigt og blidt. Jeg stopper med at græde, og han begynder at snakke. "Clara, nu må du høre her. Din bror har virkelig skyldfølelse over, at han har ladet dig være alene og ladet dig kæmpe med alt det, du kæmper med. Men han er bange. Han er bange for at miste dig hele tiden. Du må forstå, at hver gang du skærer i dig selv, eller prøver at begå selvmord, rammer det ham. I sådan et tilfælde, er det nogle gange nemmere at skubbe folk væk, end at snakke med dem og prøve at hjælpe dem, selvom dét er det rigtige at gøre."

Jeg bider mig i læben og ved godt, at han har ret i alt hvad han siger. "Men din bror elsker dig meget højt, og nu prøver han at gøre det rigtige." Jeg kigger op på Niall med et lille nik. Han trækker mig ind i endnu et kram og jeg sukker let. Det føles godt, at sidde her.

"Jeg har brug for at komme ud," siger jeg pludselig og ser på Niall med store øjne. Han kigger længe på mig og nikker så. "Vi siger ikke noget til din bror, om det der lige er sket. Det er vores lille hemmelighed," siger han så og hjælper mig op at stå. Han går ud fra værelset og jeg får skiftet tøj i en fart. Det bliver til et par skinny jeans, en blå top, sorte converse og en sort forårsjakke.

Niall venter på mig ude på gangen, og sammen går vi ned til drengene, som stadig sidder i køkkenet. "Vi går en tur," siger Niall da vi kommer nedenunder. Til min store overraskelse nikker Harry bare, og jeg kan ikke lade være med at løbe hen og give ham et stort kram. Han smiler. Det kan jeg mærke - og det samme gør jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...