Unknown °[1D]°

Det er ikke nemt, at være Harry Styles lillesøster. Især ikke for 17-årige Clara Styles som, som 13-årig allerede havde prøvet at begå selvmord 3 gange. Endnu værre er, at ingen kender hende som Clara Styles. Harry er blevet tvunget, af sin mor og far, til, at holde sin søster hemmelig, fordi hun er indlagt på Maudsley Hospital i London, og de havde ikke lyst til svirrende rygter, når det handlede om hans karriere. Men hverken Harry eller Clara har det godt med det, men alligevel siger de ingen imod. Men hvad sker der, når Clara lærer en af Harrys bedste venner at kende, og begynder at gå imod sine forældres ønsker? Det kan kun betyde én ting; drama.

156Likes
219Kommentarer
22380Visninger
AA

25. Bromances or what so ever

Det hele larmer. Især mine tanker. De gråmalede vægge truer med at vælte ned over mig. Jeg rejser mig op, knuger mine arme ind til mig, imens jeg går hen til døren for at åbne den. Jeg vil væk! Jeg har ikke lyst til at være her! Jeg tager fat i dørhåndtaget, og hiver efter vejret. Der er låst. Jeg ser ud af det lille runde glas, ser hvordan der står en i hvid kittel og smiler lumsk til mig. "Du kommer aldrig ud herfra, Clara, det vil din mor ikke have!" Han griner ondt. Jeg skriger.

Jeg skriger og sætter mig op med et sæt. Jeg slår ud med armene, og mærker hvordan panikken arbejder sig op gennem halsen som en bølge af kvalme. Jeg skal kaste op. Jeg skriger endnu højere og pludselig hører jeg en lyden af skridt, der løber ned af trappen. Et hulk baner sig vej ud gennem halsen på mig, og jeg mærker pludselig et par arme om mig. Jeg går i panik.

"Slip mig, slip mig, jeg vil ikke!" Jeg skriger. Jeg råber. Jeg græder. Det hele er ét stort kaos. "Jeg vil ikke, jeg vil ud, lad mig komme ud," hulker jeg videre, indtil jeg hører en velkendt stemme. "Clara? Clara, hey. Det var bare en drøm. Sweety, det var bare en drøm," hvisker stemmen og jeg begynder at slappe af.

"Hvad sker der?" spørger en søvndrukken stemme. Jeg tør ikke åbne øjnene. Men jeg ved, at det er Zayn der taler. Jeg kender efterhånden deres stemmer ret godt. Vent.. Hvad laver Zayn her? Jeg åbner øjenene, og foran mig, står 4/5 af One Direction, mens den sidste sidder og holder om mig. 

Jeg trækker vejret dybt og arbejder mig ud af Niall's favn. Det var bare en drøm. Bare en drøm baseret på den sindssyge sandhed. "Undskyld, det var ikke meningen at jeg skulle vække jer. Det jeg virkelig ked af," hvisker jeg lavt. Skyldfølelsen ligger tykt i min stemme. Jeg synker. 

"Det skal du ikke tænke på. Vi var ikke rigtig gået i seng, vi sad faktisk bare oppe på et af værelserne," siger Harry og sender mig et smil. Jeg skæver over mod Zayn, som ser umådeligt træt ud. "Ja okay - Zayn fald i søvn," ler Louis. Jeg smiler skævt og tørrer mine øjne for tårer. 

Liam står lidt og stirrer på mig. Jeg kigger ned, jeg kan ikke lide hans bekymrede blik. Min mave rumler. Jeg er sulten, går det op for mig. "Har vi ikke noget mad? Jeg er ved at dø af sult." Niall lyser op, og jeg kan ikke lade være med at le. "Jo, nu skal jeg hente noget," siger Liam. Han ser på Harry, som nikker lidt. Jeg er vildt forvirret. Hvad sker der for de blikke, de hele tiden sender hinanden? 

Pludselig følger Niall med Liam, og efter ham danner Louis og Zayn bagtrop. Jeg bider mig i læben og følger dem hele vejen ud i køkkenet, imens jeg prøver at ignorere Harry der sidder foran mig. "Clara?" spørger han blidt. Det får mig automatisk til at vende blikket. Jeg sukker. "Undskyld, Harry. Det var virkelig ikke meni-" Han holder en hånd op, for at stoppe mig. "Hvad drømte du?" 

"Det .. Det er virkelig ingenting. Bare en drøm. Lidt latterlig drøm," hvisker jeg og sender ham et prøvende smil. Han afslår det med blikket. "Jeg drømmer om at være spærret inde..... Dér. De siger jeg aldrig kommer ud. Det sagde de engang. Til mig. Fordi mor ikke ville have det," hvisker jeg lavt og kigger ned. Jeg var fuldstændig ødelagt, da de sagde det til mig dengang. Det siger man ikke, gør man? Nej, det gør man ikke. Men det gjorde de altså. 

"Men du er ude, Clara. Det er det, der tæller, er det ikke?" Harry tager min hånd og smiler forsigtigt op til mig. Jeg nikker. "Jeg er bare fjollet," siger jeg lavt og han ryster på hovedet. "Du skal bare huske, at du ér ude og det bliver du ved med at være." Jeg smiler skævt til ham, og nikker så. Knuden i brystet løsner sig, da jeg kan hører de andre drenge komme ind i stuen igen. 

LOUIS SYNSVINKEL

Clara smiler da vi kommer ind, og jeg kan ikke lade være med at lave en indre sejrsdans, da jeg ser hvordan smilet når hendes øjne. Hun så, så ødelagt ud da hun kom ind af døren. "Nogle der er sultne? Her er masser!" Jeg laver en kæmpe gestus med armene for ligesom at påpege, at der er meget. "Argh, LOUIS!" udbryder Niall irriteret, da han er lige ved at tabe al den mad han går med i favnen, da min hånd rammer ham. Jeg griner.

Jeg smiler skævt mod Clara, og hun gengælder det genert. "Nå, my giiiirl," siger jeg overdrevet og sætter mig på sofaen sammen med hende. Jeg ved godt, at jeg smadrer den seriøse stemning, men jeg kan ikke holde ud, at skulle se et trist ansigtudtryk præge Claras kønne ansigt længere! Desuden trænger pigebarnet i den grad til noget mad. "Hvad kunne du tænke dig?" 

Clara ser genert op på mig og hæver et øjenbryn. "To be honest? Det hele, I'm starviiiing!" Hun griner, en let klingende latter - overhovedet ikke som Harrys, bemærker jeg - og jeg smiler. Jeg laver den største potion til hende, som jeg kan. "Værså' artig!" Niall udbryder en lidt fornærmet lyd. "Jeg er også sulteeeeen," klager han og jeg himler med øjnene. "Du kan spise når du bliver gammel, kan du," svarer jeg og laver et lille tilfreds nik - det var et godt svar. 

"Louis, giv drengen noget mad, jeg gider ikke høre, hans mave rumle hele natten," siger Liam pludselig og Harry ser forvirret op på ham, da han pludselig ikke sidder på sofabordet længere. Han hænger over Liam's skulder. "Ja, undskyld, Hazza, men vi har altså brug for bordet," siger han og sætter ham ned. 

"Harry?! Er du mig utro med Liam?" udbryder jeg fornærmet og får et undrende blik fra Clara. "Ehm ... guys..... Please.... Styr... Jer," siger hun og jeg kan ikke lade være med at grine. Alle normale mennesker kender til vores bromance. Eller måske er de unormale? Jeg tygger lidt på den. Men samtidig kender alle mennesker også til Eleanor. Åh, Eleanor. Jeg udbryder et dybt suk. Jeg savner hende faktisk. 

CLARAS SYNSVINKEL

Jeg kan godt lide at sidde her. Blandt 5 drenge som, til trods for, at de er superstjerner, er fuldstændig nede på jorden. Jeg spiser ekstremt meget, jeg føler mig ærlig talt lidt som Niall, men jeg er bare virkelig sulten. Jeg har ikke engang været i deres hus i hvad? 6 måske 7 timer og min appetit er kommet igen. Fuldstændig kommet igen. 

Vi har spist, og jeg kan pludselig se, hvor meget trætheden hærger deres ansigter. "Åh gud, sidder jeg bare og holder jer vågne? Skal vi smutte i seng?" spørger jeg smilende og ser mod dem. De nikker alle 5 lidt for ivrigt. Hvor længe har de mon tænkt på dyner? "Men... Vi har ikke nok værelser til os alle 6, en bliver nødt til at sove på sofaen," mumler Harry. Jeg nikker - det er klart, det er mig der skal det. "Det gør jeg gerne," siger jeg og smiler bredt. 

Liam ser skeptisk på mig. "Måske skulle en af os bare sove sammen med Clara?" spørger han tøvende. "Jeg melder mig frivilligt," ler Niall og stikker hånden i vejret. Jeg bider mig i læben, vil han virkelig det? "Det kunne vi også," svarer jeg tøvende og tager så en hurtig beslutning. "Det gør vi." Louis ser hen på mig og pifter. "Men please - jeg orker ikke hvis I skal stønne og sådan, seriøst. Jeg vil gerne sove." Jeg kaster en pude i hovedet på ham og vrænger. "Easy, tiger," ler han. Harry ser bare lidt på os med et skævt smil, som jeg hurtigt gengælder.

De andre sover allerede. Jeg står lidt og betragter mig selv i spejlet. Niall er ude på badeværelset, jeg kan høre vandet der løber imens han børster tænder. Jeg sukker dybt, i det jeg hiver op i min t-shirt, hvor mine hofteknogler og ribben tydeligt træder frem. Jeg lader mine fingre løbe langs ribbenene, ned over de mange ar jeg har. Jeg sukker. Hvorfor gør jeg det mod mig selv? Det ser forfærdeligt ud. 

Jeg hører et gisp fra døren og vender hovedet. Niall står lidt og betragter mig. Så drøner han over til mig, og ser bestemt på min mave. "Nye ar?" spørger han og kniber øjnene lidt sammen. "Jeg kan ikke lide at være derinde," hvisker jeg hæst. Han bider sig i læben, inden han så kysser mig på maven. Alting indeni mig eksploderer. Jeg lader sommerfuglene drøne rundt. Han kysser mig hele vejen op, indtil han når min mund. Jeg kører hånden gennem hans hår, og bider ham lidt i underlæben. Han griner. "Kom," hvisker han og stopper dermed kysset. "Jeg er træt." Jeg forstår ham godt, det er jeg også. Det bliver til endnu en nat, hvor vi falder i søvn i ske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...