Unknown °[1D]°

Det er ikke nemt, at være Harry Styles lillesøster. Især ikke for 17-årige Clara Styles som, som 13-årig allerede havde prøvet at begå selvmord 3 gange. Endnu værre er, at ingen kender hende som Clara Styles. Harry er blevet tvunget, af sin mor og far, til, at holde sin søster hemmelig, fordi hun er indlagt på Maudsley Hospital i London, og de havde ikke lyst til svirrende rygter, når det handlede om hans karriere. Men hverken Harry eller Clara har det godt med det, men alligevel siger de ingen imod. Men hvad sker der, når Clara lærer en af Harrys bedste venner at kende, og begynder at gå imod sine forældres ønsker? Det kan kun betyde én ting; drama.

156Likes
219Kommentarer
22509Visninger
AA

2. Blue eyes and blond hair

Mine brune krøller er i vejen og jeg sætter det pageklippede - hvilket forresten er umuligt at se, pga. krøllerne - op i en lille hestehale, og tager et kig på noderne igen, prøver at finde fejlen, som jeg ikke før kunne se. Dér. Jeg lader fingrene glide hen over tangenterne, og spiller lige hen over fejlen. Selvsikkert lukker jeg øjnene og spiller videre. Hvor føles det godt endelig, at have hænderne frie til at spille. Jeg har ikke måtte spille de sidste 4 ugers tid, fordi lægerne var så evigt bange for, at sårene ville springe op. Ikke fordi jeg selv var bange for det. Der var vel en grund til, at jeg gjorde det. I ved - nærmest skar håndledene over. 

En banken lyder på døren, jeg sukker. Hvorfor nu? Hvorfor skal de forstyrre min fantastiske ro, når jeg nu endelig har fået lov til at spille? Det er det eneste jeg vil. "Kom ind," siger jeg og vender hovedet mod døren. En mand kommer ind, med et klamt klistret smil tværret ud i hele fjæset. Jeg himler med øjnene. "Clara, du skal tage den her, og så er din udgangstid begyndt, så smut nu, hvis du har lyst til at være væk et par timer." Han smiler imødekommende og jeg nikker modstræbende. Jeg har ikke lyst til at gå, men hvis jeg ikke går, fortryder jeg det også bare. Jeg rækker hånden frem, tager imod pillen og sluger den. En lille utilfreds lyd kommer ud af min mund og jeg får kuldegysninger. Jeg hader piller. 

Vinden slår mig i ansigtet, og jeg trækker hættetrøjen længere op. Taxa'en burde være her om lidt. Den vil køre mig ind til London, og så har jeg 4 timer, til at slå mig løs i. Fedt - hvem fanden skal jeg slå mig løs med? Det er jo ikke fordi jeg har nogen. Eller rettere sagt - jeg har ikke nogen der vil kendes ved mig. Måske ud over min bror, men alligevel, hvis han rigtig gerne ville se mig, havde han besøgt mig. Så var han gået imod vores mors regler og besøgt mig. Men det gør han ikke. Han har nok ikke tid. Det skulle være ret udmattende at være superstjerne, og hvordan ville det ikke smadre hans fantastiske ry, hvis de opdagede hans umulige lillesøster, der nærmest dagligt skærer håndledene over for at få fred? Jeg fnøs. Vi ville nok aldrig se hinanden igen. 

Jeg sætter mig ind i taxa'en og trækker godt nok i hættetrøjen, så de fine, lige ar hen over håndledene ikke kan ses, men hvorfor egentlig skjule dem? Taxa chaufføren ved vel egentlig godt, at det kun er problembørn der hentes her. Det beskriver mig vel egentlig meget godt, problembarn. Jeg er 17 år gammel og kan ikke passe på mig selv endnu. Latterligt. Fucking latterligt. Jeg løfter blikket og sender et prøvende, falsk, smil. Chaufføren gengælder det. Jeg kan fandeme stadig. "Bare sæt mig af ved omkring Hyde Park," mumler jeg og kigger ned i skødet. Han nikker og skruer op for radioen, i det bilen begynder at bakke. "Og så vil vi gerne byde velkommen til et af de kommende største boybands nogensinde," lyder stemmen i radioen og jeg stivner. Det kan da ikke passe? Please, sig, at jeg hører forkert. "One Direction!" Der lyder et glædeshyl og jeg bider tænderne sammen. Jeg skal lade være med at opføre mig så latterligt. "Halløj drenge, hvordan har I det i dag?" Forskellige udsagn lyder; "Godt", "Fantastisk" og "Brilliant". Jeg genkender hurtigt den ene accent og må lukke øjnene og bide endnu hårdere sammen for ikke at skrige. "Hvad så drenge, skal vi høre Jeres nyeste single?" Radioværten lyder spændt og lidt efter lyder "Should've Kissed You". Jeg sukker lettet. Jeg kan ikke holde hans stemme ud, ikke når det ikke er mig han snakker til. 

Taxa'en bremser op og jeg betaler chaufføren, og sender ham det bredeste smil jeg kan præstere. "Kan du hente mig her, om omkring 4 timer?" Han nikker og jeg vinker. Sørgeligt syn, ikke? Min eneste ven er en taxachauffør. Jeg sukker og begynder at gå. Jeg når ikke ret langt ind i Hyde Park før det begynder at regne. Fuck altså. Det er sgu ikke særlig god timing. Jeg vender om og går imod den nærmeste kosmetik forretning. Jeg har ikke engang været i friheden i en halv time, og jeg gør allerede noget jeg ikke må. Et tordenbrag lyder over mig, og jeg krymper mig. Jeg kan virkelig ikke fordrage torden. Med torden kommer lyn, og med lyn kommer en voldsom død, jeg har altid været til de mere rolige af slagsen. Okay, overdrivelse fremmer forståelsen og det er vel egentlig løgn - for det er jo ikke særlig roligt at skære sine håndled over? 

Jeg går ind i en forretning, ser ikke engang hvilken, og går målrettet imod barberbladene. Jeg står lidt og overvejer udvalget. Hvilken en skal man tage? Jeg rækker ud efter det der ser bedst ud og tjekker prisen. Det er nogenlunde til at betale. Jeg vender mig, og render hovedkulds lige ind i et andet menneske. 

"Undskyld," udbryder jeg og rækker ud efter barberbladene som er røget ud af hænderne på mig i forvirringen. Drengen foran mig når den først og rækker den til mig. Jeg rækker ud efter den, ligesom mine tænder rækker ud efter min læbe. Det gør jeg altid, når jeg bliver nervøs. Et gisp lyder over drengens læber, og han tøver pludselig med at give mig æsken. Jeg bliver forvirret og kigger på min hånd, da det går op for mig, at mine ar tydeligt står frem. Pis også. Jeg løfter blikket og kigger ind i de smukkeste blå øjne. Jeg betragter ham længe. Det blonde hår er tydeligvis bleget, men det klæder ham. "Det er vidst min det der," smiler jeg og prøver at rette ryggen og se stolt ud. Det mislykkes. Jeg er overhovedet ikke stolt. "Hvad skal du bruge dem til?" Hans spørgsmål kommer bag på mig, og det gør hans accent også. Den er irsk. Jeg ryster på hovedet og tager fat i pakken. "Det kommer vel for fanden ikke dig ved," svarer jeg og vender ryggen til ham. Jeg betaler og går hurtigt ud af butikken, med en irriterende følelse af, at jeg burde kende drengen. Det burde jeg også. Hans ansigt hænger jo over det hele i hele London. Men jeg ligger ikke mærke til det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...