Unknown °[1D]°

Det er ikke nemt, at være Harry Styles lillesøster. Især ikke for 17-årige Clara Styles som, som 13-årig allerede havde prøvet at begå selvmord 3 gange. Endnu værre er, at ingen kender hende som Clara Styles. Harry er blevet tvunget, af sin mor og far, til, at holde sin søster hemmelig, fordi hun er indlagt på Maudsley Hospital i London, og de havde ikke lyst til svirrende rygter, når det handlede om hans karriere. Men hverken Harry eller Clara har det godt med det, men alligevel siger de ingen imod. Men hvad sker der, når Clara lærer en af Harrys bedste venner at kende, og begynder at gå imod sine forældres ønsker? Det kan kun betyde én ting; drama.

156Likes
219Kommentarer
22333Visninger
AA

12. A new home

NIALLS SYNSVINKEL

Jeg er stadig usikker på, hvad det er, jeg lige har set. Jeg kigger forbløffet på Harrys mor. Hun har altid virket som sådan et ordenligt menneske, hun har altid været så sød mod mig og resten af drengene, taget imod os, som om vi allerede var en del af familien. Men der lå tydeligvis meget bag dén facade. Pludselig flipper Harry fuldstændig ud. Han råber og skriger, og jeg ligger mærke til, hvordan Clara krymper sig og sidder og mumler for sig selv. "Ikke skændes, ikke skændes på grund af mig, stop, stop, stop," gentager hun hele tiden og jeg går hen til hende, og ligger en hånd på hendes arm. Hun ryster forfærdeligt meget. Pludselig går det op for hende, at min hånd ligger på hendes arm, og hun flytter sig. Hun er tydeligvis ikke glad for kontakt. 

Jeg sætter mig på kanten af hendes seng, og holder godt øje med hende. Harry og hans mors skænderi bliver højere og højere, og Clara bliver mere og mere hysterisk. Tårerne løber ned af hendes kinder, og hun bliver ved med at gentage den samme sætning. Jeg forstår pludselig godt, hvorfor Clara har haft det så skidt, hvis det er sådan livet er, når hun er hjemme. En sætning Anne siger, får mig til at lytte godt efter. Den lukkede. Hvad fanden mener hun med det? Claras skrig bryder deres diskussion, og hun stirrer ulykkeligt på sin mor. "Nej, nej, nej, nej, nej," hvisker hun og vugger frem og tilbage. 

HARRYS SYNSVINKEL

"Hun skal indlægges på den lukkede, jeg er allerede ved, at lave en aftale med dem," siger min mor og jeg glipper med øjnene. Et skrig lyder og jeg kigger forfærdet på Clara. Hun ser fuldstændig smadret ud ved tanken. Jeg kan godt huske, da hun var indlagt dér. "Nej, hun skal ej," svarer jeg selvsikkert og kigger op. Min mor fnyser og jeg knytter hænderne i vrede. "Hvor skal hun så bo, tror du?" Det lyder hånligt og jeg møder hendes blik. Selvom hendes holdning ikke lader sig vise det, er hendes øjne nervøse. Hun ved jeg har en plan. "Hos mig," svarer jeg. Idet jeg har sagt det, ved jeg, at det er sådan det må være. Jeg kigger mod Louis, der sidder og ser på Clara, som vugger frem og tilbage med tårer i øjnene. Han nikker. Hvad skulle jeg gøre uden ham? Min mor går et skridt baglæns, og udstøder en irriteret lyd, inden hun går ud af rummet og smækker døren efter sig. Jeg vandt kampen, og hun ved det godt. 

Jeg vender mig mod Clara og står lidt og stirrer på hende. Hendes højre kind lyser nærmest rummet op. Jeg har aldrig forestillet mig, at vores mor kunne finde at slå. Men jeg havde heller aldrig forestillet mig, at Clara ville svare igen på den måde. Niall kigger på mig og laver et lille nik mod Clara, det er tydeligt, at han ikke er helt tryg ved situationen. Jeg går hen mod min lillesøster, og bemærker nærmest ikke, at Zayn, Niall, Liam og Louis bevæger sig ud af rummet. Men selvfølgelig, de gør det også mere lydløst end de nogensinde har gjort. 

CLARAS SYNSVINKEL

Jeg gentager den samme sætning om og om igen. "Nej, nej, nej, nej, nej," hvisker jeg og ligger beskyttende armene over hovedet, da jeg ser en skygge komme over til mig. Hun må ikke slå mig. Ikke igen. Det er ikke gået op for mig, at der er fuldstændig stille i rummet ud over min egen hulken. Først da jeg ser, at det er Harry, som omfavner mig i et forsigtigt kram, går det op for mig, at der ikke er andre end os. "Hv-hvo-hvor er mor?" spørger jeg og ser op på ham med store øjne, og han sender mig et smil. "Hun er taget hjem," svarer han og det forvirrer mig. Hvorfor er hun gået, når hun selv lige har sagt, at jeg skal indlægges? Jeg væmmes ved tanken om det og tårerne løber pludselig endnu mere ned over mine kinder. "Hvad med mig?" får jeg tvunget frem, og jeg forstår ikke Harrys brede smil. Er han glad for, at jeg skal indlægges?

"Du skal bo hos mig, sis," svarer han og alting står fuldstændig stille. Hos ham? Men han bor jo hos Louis. Eller med ham. Jeg er så forvirret, og kan ikke finde hovede eller hale i noget af det. "Hvad? Nej, det kan jeg ikke," hvisker jeg og hans smil falmer. "De hader mig. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke, Harry. Nej. Jeg.. Nej. Jeg er... Jeg er så forfærdelig, så ulækker. Det kan du ikke byde dem," hvisker jeg og kigger ned i mit skød. 

Harry tvinger mit ansigt op, og tvinger mine øjne til at møde hans. Jeg kan ikke slå dem ned. "Clara, lyt nu her. Du er ingen af de ting, og drengene elsker dig allerede. De er fantastiske, og de vil aldrig hade dig," hvisker han og tørrer en tåre væk fra min kind. "Måske lige med undtagen af Niall, hvis du spiser noget af hans mad," griner han og jeg kan ikke lade være med at smile gennem tårerne. Jeg omfavner Harry og nikker. Jeg vil gerne bo hos ham.

Niall springer ind i rummet og hele hans humør fjerner den triste atmosfære, der er i det lille hvide hospitalsværelse. "Nogle er der er sultne? Jeg hader hospitalsmad, så jeg tænkte...." siger han og trækker en take-a-way pose op, hvorpå der står "Nandos". Jeg kan ikke lade være med at grine. Jeg kigger op på Harry, som himler lidt med øjnene. "Når man taler om solen, så skinner den," ler han. Ind af døren kommer Louis, Zayn og Liam. De ser alle glade ud. Måske hader de mig virkelig ikke?

-------

Hvor er I søde alle sammen <3 Like den gerne! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...