Unknown °[1D]°

Det er ikke nemt, at være Harry Styles lillesøster. Især ikke for 17-årige Clara Styles som, som 13-årig allerede havde prøvet at begå selvmord 3 gange. Endnu værre er, at ingen kender hende som Clara Styles. Harry er blevet tvunget, af sin mor og far, til, at holde sin søster hemmelig, fordi hun er indlagt på Maudsley Hospital i London, og de havde ikke lyst til svirrende rygter, når det handlede om hans karriere. Men hverken Harry eller Clara har det godt med det, men alligevel siger de ingen imod. Men hvad sker der, når Clara lærer en af Harrys bedste venner at kende, og begynder at gå imod sine forældres ønsker? Det kan kun betyde én ting; drama.

156Likes
219Kommentarer
22329Visninger
AA

6. A little explaining

NIALLS SYNSVINKEL

Jeg trækker vejret dybt, og kigger på drengene med et hævet øjenbryn. Især Harry står og tripper lidt. Jeg betragter ham i smug og rynker næsen. Hans ansigtstræk er så kendte, og de minder mig igen om en eller anden. Men selvfølgelig, der er vel ikke 7 milliarder mennesker i verden uden, at nogen ligner hinanden. Jeg lader det ligge. "Niall! Niall, for fanden, kontakt!" Louis står nærmest og vifter med armene foran mig, og det går langsomt op for mig, at jeg overhovedet ikke har hørt hvad de har sagt. "Hvad?" spørger jeg dumt, og de hæver alle fire et øjenbryn. "Forklaring?" mumler Liam, som står bag Louis og ser lige så forvirret ud, som alle de andre. Åh gud. Jeg trækker på skulderne og sender dem et skævt smil. "Kan vi i det mindste så ikke lige sætte os ned?" De nikker og vi går ind i stuen. Liam sætter sig på en stol, Harry på sofabordet, Zayn i sofaen, Louis i sofaen og jeg sætter mig ned mellem dem. De ser på mig og jeg begynder.

"Jeg mødte hende inde i en forretning, da hun gik ind i mig. Hun tabte den her pakke, hun havde i hånden, på gulvet og så fuldstændig forfærdet ud. Jeg tog den, og rakte den til hende. Hun rakte selv ud efter den, og hendes hættetrøje, som fuldstændig havde skjult hendes arme, røg op. Jeg siger jer, det viste de største ar, jeg nogensinde har set. Drenge, virkelig. Hun havde tydeligvis prøvet at skære sine pulsårer over, op til flere gange." Jeg ryster ved tanken om det. Jeg mærker Louis arm om mig, og kigger tøvende op. Tre ansigter kigger forfærdet på mig. Harry sidder bare og stirrer ned i sit skød. Jeg forstår ham godt, jeg har det heller ikke godt med det. "Og hvad der var endnu værre, var, at det hun skulle tele købe, var helt nye, og virkelig skarpe, barberblade..." Min stemme svinder bort og jeg er nødt til at gemme hovedet i hænderne. Det er så evigt forfærdeligt, at skulle se mennesker der har det så skidt. "Hun nåede ud af butikken på 0,5, da hun så min reaktion. Jeg var nødt til at finde hende. Jeg kunne ikke bare lade det ske. Men ..." Jeg synker en klump og kigger op igen. Louis kigger bekymret på mig, og det går op for mig, at jeg har tårer i øjnene. "Jeg fandt hende i Hyde Park, og der havde hun allerede..." Jeg synker klumpen i halsen og tager mig sammen. "Hun havde nærmest skåret hele hendes arm op. Det var så forfærdeligt," siger jeg med rystende stemme og ligger mig ind til Louis, som slår armene om mig. Jeg ser, at Liam har slået hænderne for munden og Harry stirrer lige igennem mig. Jeg er nødt til at fortælle det sidste!

"Jeg tog hende med på skadestuen, men efter jeg havde præsenteret mig selv, virkede hun meget opsat på at komme væk. Jeg tror, at hun genkendte mig til sidst. I starten havde hun ingen anelse om, hvem jeg var. Jeg tror måske, at hun følte sig voldsomt opmærksomhedskrævende." Jeg trækker vejret dybt, tørrer øjnene og kigger op. "Hun blev syet, men jeg ventede uden for. Da hun kom ud, så hun fuldstændig udmattet ud. Hun faldt nærmest sammen ned over mig. Hun fortalte at hun boede på Maudsley Hospital, og det var først, da jeg kom ind i bilen, at det gik op for mig, at det ikke var nogen vej, eller navn på et hus. Hun boede på det hospital. Det var derfor, jeg var der. Jeg kunne ikke bare efterlade hende. Hun lignede en der kunne falde fra hinanden hvornår det end skulle være." Jeg ryster. Det hele har slået hårdere på mig, end jeg egentlig lige var klar over. Det er godt, at jeg har drengene.

Harry sidder bare og stirrer på mig. Jeg retter ryggen og ser på ham. "Harry? Hvad er der?" spørger jeg, og hæver et øjenbryn. Drengen ser fuldstændig ødelagt ud. "Hvad hedder hun, Niall?" Harrys stemme lyder ru og han kigger på mig, med et bestemt blik, der får mig til at gå i stå. "Niall! Hvad hedder hun?" Jeg rømmer mig og bider mig i læben. Det havde Clara også gjort hele tiden. "Jeg fik aldrig fat i hendes efternavn," tøver jeg. "NIALL!" Harry råber nu. Jeg får et chok. "Harry, kom ned på jorden," siger Liam roligt og ligger en hånd på hans skulder. "Hendes navn!" Harrys stemme lyder som en, der kan bryde sammen, hvornår det end skal være. "Clara," siger jeg. "Hun hedder Clara." 

Harry puster ud, og falder pludselig fuldstændig sammen på gulvet. Han trækker benene op til sig. Han græder nu. Jeg kan tydeligt høre det. Louis stirrer chokeret fra mig til Harry, det samme gør Zayn, der stadig ikke har sagt noget, men jeg kan se, at min historie har sat et præg på ham, for han ser også trist ud. Liam trækker Harry ind i et kram, og stryger ham over håret. "Harry?" spørger jeg og han løfter blikket og stirrer på mig. Jeg bider mig i læben og ved ikke rigtig, om jeg tør at spørge. Heldigvis gør Louis det for mig. "Harry? Hvem er Clara?" Harry bider sig i læben, imens flere tårer erstatter de andre.  "Hun er min søster."

----------

Jeg ved godt jeg udgiver vildt meget for tiden, men jeg sidder faktisk inde med et par færdiglavede (dog ikke rettede) kapitler. Tak fordi I læser med! Like den gerne :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...