Unknown °[1D]°

Det er ikke nemt, at være Harry Styles lillesøster. Især ikke for 17-årige Clara Styles som, som 13-årig allerede havde prøvet at begå selvmord 3 gange. Endnu værre er, at ingen kender hende som Clara Styles. Harry er blevet tvunget, af sin mor og far, til, at holde sin søster hemmelig, fordi hun er indlagt på Maudsley Hospital i London, og de havde ikke lyst til svirrende rygter, når det handlede om hans karriere. Men hverken Harry eller Clara har det godt med det, men alligevel siger de ingen imod. Men hvad sker der, når Clara lærer en af Harrys bedste venner at kende, og begynder at gå imod sine forældres ønsker? Det kan kun betyde én ting; drama.

156Likes
219Kommentarer
22277Visninger
AA

24. 2 months later

CLARAS SYNSVINKEL

Jeg sidder bare og stirrer ind i den gråmalede væg, imens jeg kører det lille papirarmbånd rundt på mit tynde håndled. Jeg er ikke pæn mere. Jeg har aldrig synes, at jeg var grim. Det er jeg nu. Mit hår er klamt, fedtet, ufriseret. Jeg har gigantiske rander under øjnene. Jeg er blevet tynd. Jeg har tabt mig så meget, siden jeg kom herind - og ar.. Ar er der kun kommet flere af. Kradsemærker er der flest af. Men de er dybe. Især på maven og mine lår. Mine negle er kortklippede nu. De opdagede mig, da jeg på et tidspunkt blødte så slemt, at det ikke kunne skjules. Det er en uge siden.

Jeg bider mig i læben. Jeg vil gerne hjem. Jeg kan få det bedre derhjemme. Ikke her. Alle hjernevriderne er ved at drive mig til vanvid. Jeg er den eneste der ikke gør fremskridt, siger de. De lyver sikkert. Jeg tror ikke, at nogen får det rigtig godt her. Jeg lukker øjnene og prøver at lukke den gentagende banken på min dør ude. Jeg gider ikke have af vide, at der er frokost. Jeg er ikke sulten. Jeg tænker lidt på drengene, hvis tour lige er slut. Åh, jeg vil bare så gerne hjem.

Den irriterende banken bliver ved. Jeg åbner øjnene og hvæser irriteret. Jeg gider forhelvede ikke æde deres klamme mad. Jeg vil gerne have min bror. 

"Frk. Styles? Der er nogen der gerne vil besøge dig," siger en stemme uden for døren. Jeg spiler øjnene op og rejser mig så hurtigt jeg kan uden at vakle. Jeg åbner min dør og ser på manden i den hvide kittel.

"Hvor? Hvem er det? Hvorfor er der nogen? Jeg må ikke engang få besøg?" Alle spørgsmålene er ude af min mund, og jeg har ikke en chance for at stoppe dem. Jeg slår hånden for munden, da han peger mod gangen, som fører til indgangen til dette Helvede. Jeg når ikke engang at tænke mig om, før jeg suser afsted. 

Da jeg står ved receptionen, bliver jeg skuffet. Jeg ser rundt. Her er ikke et øje. Ikke ud over damen, som sidder bag computeren og taster løs. Jeg vil vædde med, at hun sidder på Twitter og tweeter noget lignende: "It's fucking crazy. Clara Styles is just standing there, looking like a desperate idiot." Jeg himler med øjnene over min tankestrøm. 2 måneder her har gjort mig endnu mere sindssyg, end jeg er i forvejen. 

"Clara?" Stemmen er hæs, men lys og blød. Den kommer bagfra. Jeg bider mig i læben og vender mig om. Alting står stille. Han er der virkelig. Han er der virkelig. Jeg kan slet ikke forstå det. Skinner han? Vent, han drejer rundt? Hvad fanden laver han helt præcist? Står og tér sig som en anden abe? Inden jeg når, at tænke mere over det, rammer jeg gulvet. 

"Clara? Oh god. Sissy? Er du okay?" Han stemme er bekymret. Jeg åbner fortumlet øjnene og ser lige op i hans grønne, der matcher mine på en prik. Vi har altid lignet hinanden ufatteligt meget. "Harry?" hvisker jeg lavt og bider mig i læben. Please, ikke sig det er en drøm. "Fuck, du gav mig et chok." Han hjælper mig op og jeg ser længe forlegent ned i gulvet. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. "Clara?" Hans stemme får mig til at se op. Tårerne strømmer ned af hans kinder. 

Vent.. Hvorfor græder han?

Jeg bider mig hårdt i læben og løber så det korte stykke frem mod ham, og omfavner ham. "Åh, Harry," hvisker jeg ned i hans kraveben og han holder mig endnu tættere. Vi står sådan i lang tid. Jeg er sikker på, at vi græder begge to. Jeg kan ikke lade være - jeg har savnet ham så meget. 

Vi slipper hinanden efter et godt stykke tid. "Du ser..." Jeg ser op på ham og stryger noget fedtet, krøllet hår væk fra mine øjne. "Forfærdelig ud, undskyld," hvisker jeg. "Jeg lever ikke rigtig op til en-Styles-ser-altid-godt-ud-rygtet, gør jeg?" Jeg ler gennem tårerne, men indeni gør det ondt. "Du ser ødelagt ud. Men du er stadig smuk, søde du." Jeg kan ikke lade være med at tvivle på hans ord, men jeg kommenterer det ikke. 

"Nå, skal du med? Jeg har fået en til at pakke og tage alle dine ting." Jeg ser forbavset på ham. "Skal.. Skal jeg hjem?" hvisker jeg og ryster på hovedet. Det er ikke til at fatte. "Ja, hvis altså, det er i orden, at hjem er ved Louis og jeg," svarer han og nikker let. Han ser bekymret ud. Tror han ikke det er okay? "Det er perfekt," hviner jeg og tager hans hånd. Sammen går vi ud af døren til Helvede, og vandrer lige ind i Himlen.  

Vi siger ikke rigtig noget til hinanden på vej hjem. Det gør ikke rigtig noget. Jeg er lidt forvirret og omtåget. Jeg kan slet ikke forstå alt det der lige er sket. Pludselig standser bilen og jeg skal til at stå ud, da Harry tager fat i mit håndled. Jeg vender hovedet mod ham, og betragter hans bekymrede blik. "Clara, der er noget du skal vide," siger han og synker. "Det er kommet ud. Folk ved jeg har en søster." Jeg stivner. Ved alle pludselig, at jeg er den egocentrerede søster til Harry Styles? "Det ville komme ud før eller siden," hvisker jeg og går så ud af bilen. Jeg har brug for lidt luft inden den helt store genforening. 

Der bliver ikke sagt et ord, før jeg træder ind af døren i Harry og Louis' lejlighed. Der lyder drengestemmer ude i køkkenet. Jeg stiller min kuffert og lister derud. Jeg står længe i dørkammen og betragter drengene. De opdager mig ikke, før Harry står bag mig og rømmer sig. Der bliver helt stille og jeg står bare akavet og ser på dem. "Hej," hvisker jeg hæst og ser ned. 

"Clara?" Jeg kigger op og møder Niall's øjne. "Det er mig," ler jeg akavet og smiler skævt. Han hviner og så løber han mig i møde. Han løfter mig op og svinger mig rundt. Jeg kan ikke lade være med at grine. "HEJ SKAT," hviner Louis, på bedste pigemanér, bag Niall. Jeg knuger mig ind til Niall. Jeg har ikke tænkt mig at give slip. Jeg fumler lidt efter hans ansigt og finder hurtigt hans læber. Jeg har længdes efter dem i så lang tid. 

"Hey, kan I rive jer løs bare lige kort? Vi andre vil også hilse," vrisser Zayn og jeg slipper Niall med et grin. Jeg giver Zayn et kram, derefter Louis og til sidst Liam. Han ser bekymret på mig, og jeg prøver at sende ham et beroligende smil. "Sulten?" spørger han. "Vi havde tænkt os at bestille noget Take Away." Jeg ryster lidt på hovedet. "Ellers tak. Jeg er vildt træt, jeg vil bare gerne sove lidt." 

Harry reagerer med det samme. "Du kan få lov til at ligge inde i stuen lidt, hvis du har lyst? Så er du ikke alene," påpeger han. Jeg ved at han hentyder til mareridtene, som er endnu værre end før. Det er de altid når jeg har været i Helvede. Jeg nikker smilende. Et mat smil, men dog et smil. 

Jeg ligger i sofaen, og hviler hovedet, med et lykkeligt suk, på hovedpuden. Hvor føles det godt. En eller anden ligger et tæppe over mig, jeg gætter på at det er Niall. "Godnat, babe," hvisker en irsk accent. Hans fingerspidser strejfer min kind. Det er Niall. Hans fingerspidser er ru, fordi han spiller guitar. 

"Hun ser forfærdelig ud, Harry. Hvad har de dog gjort ved hende derinde?" Jeg kan ikke beslutte mig for hvem det er. Liam, måske? Det ville passe på ham, at være så bekymret. "Hun er så tynd, se hende lige! Hvordan kan de dog tillade det?" Det er Louis. "Jeg ved det godt," siger Harry. "Men lad os nu håbe..." Jeg hører ikke mere, for så er jeg faldet i søvn.

----------

Ekstremt langt kapitel, men følte bare ikke jeg kunne stoppe før nu! Fuck. 65 likes? OMG, JEG ELSKER JER. <3 Kys og kærlighed til folket. Tak fordi I læser med. Skriv gerne ris og ros i kommentarerne. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...