The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23713Visninger
AA

31. Words will never be enough

”Godmorgen,” mumlede jeg ud i køkkenets atmosfære og stak hovedet ind i et skab for at finde noget mad. ”Morgen…” svarede Liam stille og for 117. dag i træk så han ikke på mig - okay måske ikke så mange dage, men det føltes som evigheder siden jeg havde set ind i hans brune øjne. Stille fandt jeg en skål frem og da jeg hældte Cornflakesene op sendte de en skarp raslende lyd gennem luften – Liam var fortsat optaget af sin IPhone. ”Hey,” smilede Zayn lavmælt og mængden af akavet stilhed steg hastigt og slog nærmest luften ud af mine lunger. Jeg trak langsomt stolen ud og satte mig roligt ned i et forsøg på ikke at lave nogen form for støj, hvilket resulterede i at Liam straks rejste sig og gik sin vej. Trist så jeg i den retning han var forsvundet, men jeg vidste at følge efter ham var ingen nytte til – jeg var blevet lukket fuldstændigt ude, men som sagt så ville jeg lade ham gøre hvad som helst mod mig så længe det betød at han ville blive glad igen. ”Det skal nok ordne sig Hales,” forsikrede Zayn mig og lod sin ene hånd massere min ømme nakke. Hans berøring gav udslag i min hjerterytme som sædvanligt, men det var som om der alligevel fandtes en barriere mellem os, som om jeg ikke rigtig kunne overse hvad vi begge havde gjort mod Liam..åh, det hele var sådan noget rod, jeg var noget rod! "Det ved du ikke Zayn, hvad hvis det hele bryder sammen?" spurgte jeg frustreret og lagde skeen ned - jeg havde ingen appetit. Han tog tilløb til at svare, men blev afbrudt af resten af drengene der kom til for at slukke deres sult og tørst. "Hvis hvad bryder sammen?" smilede Niall og kastede sig over en sandwich. "Bare Amy, hun har dårlige nerver," løj jeg, men følte mig ikke specielt skyldig - Amy fortjente enhver form for skam der kunne ramme hende. "Hun virker også altid så ustabil," grinte Louis og latter fyldte køkkenet. Min glæde døde lidt ud og jeg vendte mig væk fra dem, for at skjule mine bekymringer. Hvor meget jeg end ville det, så kunne jeg jo ikke fortælle dem om alt det der foregik i mit hoved - ikke endnu. "Vi ses senere drenge..." sagde jeg og begav mig væk fra dem, jeg ønskede ikke at ødelægge den gode stemning. ”Okay,” var det eneste de kunne sige i munden på hinanden og Harry sendte mig et stramt smil efterfulgt af et opmuntrende blink.

"Haley! Skal du ikke spise op?" kaldte Niall efter mig og stoppede min march mod mit rum. Han rakte den halvfyldte skål med Cornflakes ud mod mig, men jeg rystede bare afvisende på hovedet. Et lille smil spredte sig på hans ansigt. "Må jeg spise resten? Det ville jo være synd at smide det ud," spurgte han og tilføjede et entusiastisk argument. "Selvfølgelig må du det Nialler," lo jeg og rodede op i hans blonde hår. Lykkeligt kastede han sig over mine rester og det fik en kvalmende skyldfølelse til at rejse sig i min hals - han spiste mine madrester lige så let som han åd mine løgne råt...

***

"Hay, vi tager ind til studiet nu, kommer du?" Harry stak hovedet ind af min dør og hans søde stemme brød igennem mine mørke tanker. "Jeps, giv mig et par minutter," smilede jeg og fangede hans grønne øjne - de var fyldt med tillid og det knuste mit hjerte at jeg havde skuffet ham og ville fortsætte på samme kurs så længe jeg kunne holde løgnene kørende. "Harry!" gispede jeg hektisk og han vendte sig foruroliget om mod mig. "Ja." Jeg sank en klump og druknede dermed min vejrtrækning. "Er der noget galt? Du ser helt forkert ud Hay?" spurgte Harry bekymret og kom hen til mig, men før han rakte ud efter mig satte jeg mig tungt på min seng. Han dumpede ned ved siden af mig og prikkede mig drillende, men kærligt i siden. Et lavt grin gled over mine læber, men den velkendte og brændende følelse i mine øjne fik den kildende fornemmelse til at forsvinde. "Kan du huske dengang du bad mig om at holde op med at såre dine venner?" ytrede jeg og slog mit blik ned i skam. "Ja, selvfølgelig husker jeg det," svarede Harry og hans fjerne tone forsikrede mig om at jeg lige havde bragt ham tilbage til den dag. "I failed...miserably..." hviskede jeg og bed mig selv hårdt i læben, jeg kunne mærke hvorledes min tand nær skar sig vej igennem min bløde hud. "Ja, det ved jeg, jeg ved det babe," smilede Harry stille og klappede mig trøstende på låret. "Jeg er så ked af det," var det eneste jeg kunne sige og som sædvanlig ændrede de ord selvfølgelig ikke på noget - jeg havde gjort hvad jeg havde gjort uanset hvor mange gange jeg undskyldte for det. "Det er ikke mig du skal sige undskylde til," forklarede Harry fyldt med visdom og skulle til at rejse sig, men jeg holdt ham tilbage ved at lægge min hånd henover hans. "Hvad skal jeg dog gøre, Harry?"

I stilhed afventede jeg hans svar og hans sammenrynkede øjenbryn afslørede at han tænkte sig grundigt om før han svarede: "Det ved jeg ikke Hay, men nogen gange er det bedst at vente på at folk tilgiver én...hvis de kan." Jeg så forvirret op på ham og fremstammede sagte det eneste ord jeg havde registeret: ”Tilgive?” Længe undrede jeg mig over dette ord og smagte på det, som om det ikke rigtig hørte til i denne sammenhæng. Det hele lød så fremmet og det havde aldrig slået mig at de måske kunne tilgive mig for alt det jeg havde gjort. Harry sendte mig et lille smil og støtten var at spore i hans grønne øjne – hvem end, der en dag vinder hans hjerte så er hun en heldig pige tænkte jeg for mig selv – wow, subject change! ”Tja, ellers er sandheden også et godt sted at starte,” fortsatte Harry og skubbede forsigtigt til mig sikkert for at vække mig fra den trance jeg befandt mig i. ”Tak Hazza,” tilkendegav jeg og trak mine fingre langsomt gennem mit hår, der snoede sig blankt nedad min ryg, som en slange der hvert øjeblik kunne hviske onde ord i mit øre og dermed forgifte mit sind mere end det var i forvejen. ”No prob, men vi burde se at komme videre,” Harry kastede et usikkert blik på sin mobil og tilføjede: ”Jake, regnede med at se os i studiet for en time siden!” Han hev mig op at stå og hurtigt guidede vi hinanden ned til bilen på gaden. De andre sad allerede og ventede på os, men jeg forsøgte ikke at skabe øjenkontakt med nogen af dem. I alt dramaet havde jeg helt svedt ud at vi alle skulle møde op i studiet i dag til den egentlige optagelse af vores fælles sang ”Heartbreak Avenue” – produktet af de seneste fem måneders babysitning og opbygning af venskab. De sidste par dage var blot gået med at drengene og jeg tog indtil vores individuelle øvelser og afprøvning af forskellige tonelejer og tekststykker. Singlen var endelig ved at være færdig, hvilket også betød at mit spil for galleriet var ved at komme til en ende, Jake havde lovet mig at så snart musikvideoen og pladen var i kassen så ville alt klappe og ordne sig – det var dog tvivlsomt om dette virkelig ville gå gnidningsfrit. Jeg kastede flygtigt mit hår henover min skulder så jeg diskret kunne se på Liam, uheldigvis var han også i gang med at kaste et diskret blik på mig hvilket hermed ikke lykkedes for nogen af os og pinligt berørt så jeg ned på mine fødder – dette kunne ende med at blive en MEGET lang dag!

Det var en bekendt og beroligende duft der slog imod mig idet vi alle stimlede sammen i studiets bordeaux lydboks, nærmest forældet, men med et twist af friske grønne æbler – spørg mig ikke hvorfor. Rummet var indrettet lidt ligesom en dagligstue og mange gode minder fra min tidligere succes summede i luften omkring mig, det var næsten som om jeg kunne suge lykken ind. Louis og Harry var i gang med en eller anden heftig diskussion henne på den brune lædersofa langs væggen, Liam snakkede om sangintroen med produceren Sean og Niall snusede rundt henne ved snack-bordet – surprize! Mit blik scannede området og det gik hurtigt op for mig at Zayn ikke var nogen steder at se. Endnu en gang så jeg mig om, men blev ikke mødt af andet end Liam snakkende, Sean lyttende, Niall snusende, Harry smilende, Louis gnaskende på en gulerod og så selvfølgelig mikrofoner og andet musikgejl. ”Hvor er Zayn?” undrede jeg mig og fangede de andres opmærksomhed. ”Lige bag dig,” konkluderede Louis og pegede i min retning med sin halvspiste gulerod – i det dunkle lokale lyste den op som et orange lyssværd…go figure!

Let fik jeg snurret rundt og regnede med at stå ansigt til ansigt med Zayn, men i stedet hamrede jeg næsten ansigtet ind i den lydtætte glasrude som adskilte lydboksen fra resten af studiet. Amy! Var det første der gled gennem min hjerne. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne og jeg måtte gnide dem en ekstra gang for at sikre mig at jeg ikke bare så helt forkert på grund af mit søvnunderskud – bruddet med Liam holdt mig vågen hver eneste nat. Desværre, kunne jeg ikke kaste skylden på mine manglende besøg fra Ole Lukøjes side, fordi Amy stod virkelig derude ligeså lyslevende som jeg selv. Måbende så jeg til mens hun hissede sig op over et eller andet Zayn sagde, gad vide hvad de snakkede om? Nysgerrigt lagde jeg øret mod ruden og pressede mig så tæt ind til glasset så muligt, men jeg var stadig ikke i stand til at dechifrere et eneste ord – damn, hvorfor kunne denne lydtætterude ikke være ligesom de cremer der lover en bedre hud på en uge, men faktisk bare gør det hele værre? Med andre ord, hvorfor kunne denne rude ikke lige lade være med at overholde sin salgsbeskrivelse? ”Øh, hvad laver du Hallie Bear?” spurgte Louis i en lille komisk stemme. Forskrækket fór jeg sammen og så anklagende på ham. ”Non of your buisness!” svarede jeg og rakte drillende tunge af ham. Louis vrængede af mig og forsvarede sig ganske enkelt. ”Jamen, jeg tror heller ikke at det Zayn og Amy snakker om er your buisness!” ”Whatever,” smilede jeg og gav mig til at iagttage dem, da aflytningen tydeligvis var håbløs. Zayn mærkede mit brændende blik og vores øjne mødtes i et splitsekund. Hans øjnes mørkhed sugede mig ind og da de atter så væk efterlod deres dybe farve mig næsten magtesløs og jeg måtte støtte mig til vinduesrammen for ikke at bøje sammen. Kort derefter blev Amy småskubbet ud af døren og Zayn låste veltilfredst efter sig. ”Arh, ikke mere Amy-drama,” sukkede han lettet og smed sig på sofaen ved siden af Harry, som opmærksomt fulgte ham med glade grønne øjne. Noget sagde mig dog at vi langt fra havde set Amy for sidste gang – jeg havde sådan en slags mavefornemmelse eller hvad det nu er folk kalder det! Min mavefornemmelse fik dog ikke lang tid til at grunde over situationen, for Liam og Sean var nået til enighed og optagelserne måtte sættes i gang – brace yourselves!

Forspillet satte roligt i gang og vi samledes alle om hver vores mikrofon. Jeg pillede nervøst ved den perlehalskæde som hang løst om min hals, hvilket fik Louis der stod ved siden af mig til at klappe mig venskabeligt på ryggen. Hans blågrå øjne skinnede selvsikkert til mig og opfordrede mig til at tage det roligt – desværre, slog drengenes tilstedeværelse mig helt ud af takt og sangens tema gjorde det heller ikke lettere. Liam trak vejret dybt ind og hans brune øjnes lukkedes idet han begyndte at synge.

[Liam:]

You said never a mistake only a lesson

Well there were so many baby

And we have nothing learnt

Because everything I do

Oh, I learnt from you

Hans stemme var blød og lagde sig forsigtigt omkring hvert ord, han sang smerten ud og sandheden i hans ord fyldte luften. De andre så til mens vores sangs første linjer blev bragt til live og da Liam pludselig så på mig kunne jeg mærke teksten komme til mig – syng Haley, syng!

[Haley:]

Your eyes said lie a little better

Well I’m living the lie

Inside this hurt locker

Minderne kom til mig. "Jeg vil bare ikke have at du bliver såret Zayn," hviskede jeg og så på ham. Han fnøs og lænede sig op af vindueskarmen. "Ligesom du sårede mig?" spurgte han en smule stødt og jeg genkendte det sårede blik i hans øjne. Jeg havde virkelig ikke lyst til at svare på det spørgsmål, for svaret var ja.

[Harry:]                                                                                                       [Haley:]

Take me back to before                                                                          One lair to another

Before you got me hurting          

Now let’s be honest                                                                                 [Zayn:]

You and me                                                                                              One liar

Min stemme var let og lys sammenlignet med Harry’s, men harmonien opstod straks og da Zayn tilføjede sit ekko lød det som en elskers klagesang og stolt af os smilede jeg bredt til dem begge.

[One Direction - Haley:]

Those we love are the ones we hurt

With our eyes of unspoken words

You let me go

I’ll never forget

How every day was a trip down Heartbreak Avenue

Forsigtigt blev døren puffet mere åben og Zayn kom til syne. "Hales?" kaldte han igen uden at få øje på mig. "Hales..." begyndte han, men hans stemme døde hen da hans blik mødte mit ansigt. Zayn knælede foran mig og lod sin hånd glide forsigtigt henover mine kinder - det var slet ikke gået op for mig at jeg græd. Smerteligt lukkede jeg øjnene og mærkede pludseligt hans stærke arme omkring min krop idet han løftede mig op til sig og bar mig ud af lejligheden.

[Louis:]                                                                                                       [Niall:]

Now and then I wake up with                                          But you know me and play me

you on my lips                                                                 Just to leave it all                                 

And it feels so wrong baby                                            In the company of mess          

It cannot be right                                                                              

So I get drunk again                                                                      

To see if you’re still there

Liam lænede sig lidt fremad og jeg mødte ham på halvvejen ved at rejse min overkrop op mod ham. Hans chokoladebrune øjne flakkede en smule, men jeg kunne mærke hans beslutsomhed da han lod sin ene hånd gribe omkring min kæbe og løfte mit hoved så vores læber berørte hinanden i et blødt i et forsigtigt kys. Vi hørte begge piften bag os og rykkede os hurtig væk.

Diskret så jeg på Liam for at se hans reaktion til Niall’s tekststykke – hans adamsæble gled anstrengt op og ned og hans blik flakkede en smule.

"Du er min "Direction", Liam" hviskede jeg ud i nattens mørke og mødte hans øjne der lyste en smule.

"Ja?" smilede han og rykkede tættere på mig. Jeg nikkede og begravede mit ansigt i hans nakke og kyssede hans hud.

[Harry - Niall:]                                                                                           [Haley:]

Take me back to before                                                                          One lair to another

Before you got me hurting

Now let’s be honest

You and me

"Jeg ville også have hældt maling udover dig," smilede Zayn og fik mig til at rulle med øjnene. "Men jeg ville have valgt blå maling i stedet," sagde han med et seriøst udtryk, "Blå komplimenterer dine øjne bedre." afsluttede han og fik mig atter til at smile - jeg gætter på at jeg måtte have set ret dum ud, men hvad kunne jeg gøre? - It's what he does to me!

 [One Direction - Haley:]

Those we love are the ones we hurt

With our eyes of unspoken words

You let me go

I’ll never forget

How every day was a trip down Heartbreak Avenue

”Jeg er Rachel James,” sagde hun charmerende og lod Harry tage sin hånd. ”Harry, Harry Styles til tjeneste,” flirtede Harry videre og jeg prøvede at signalere til ham at han skulle droppe det, men det var nytteløst. ”Du fortalte mig ikke at du havde en søster,” hviskede han lavmælt, men højt nok til at min skruppelløse mor kunne høre det, hvilket fik hende til at fnise som en sindsforvirret tøs. ”Hun er min…” forsøgte jeg, men de var allerede udenfor rækkevide, ”…mor.”

[Zayn:]                                                                                                        [Haley:]

Oooh, it’s so simple                                                                          And the days we had our

So painful                                                                                         innocence

Like a paper-cut, baby                                                                     Are gone by far

Caught here on memory lane                                                         Can you please set it free

Where you do not want me                                                             Set it free

                                                                                                        The liar in me                                

Niall lænede sig op af mig bagfra, for at lindre smerten og trøste mig. Jeg fnes og fik ham til at grine med. En frygt slog ned i mig og jeg trak vejret hurtigt og ukontrolleret, da en velkendt sød duft ramte mig. Jeg så Adam's ansigt og mærkede hans grove hænder rundt om mine arme.

 [One Direction - Haley:]

Those we love are the ones we hurt

With our eyes of unspoken words

You let me go

I’ll never forget

How every day was a trip down Heartbreak Avenue

Louis tog dernæst over og gav mig én af sine varme bjørnekram fyldt med medfølelse. Medlidenhed var noget af det værste jeg vidste, men i dette øjeblik føltes deres omsorg blot velkommen og befriende. Selv Harry lagde sine arme tæt omkring mig og over hans skulder kunne jeg se Zayn der så pint på mig. Et kort øjeblik slørede nogle tårer mine øjne og jeg måtte blinke overdrevent for at Zayn ikke skulle se dem. "Godnat drenge," sagde jeg idet jeg trak mig væk fra Harry. Liam kyssede mig på kinden og de gengældte alle mit godnat, mens Zayn fulgte mig tæt med et blik fyldt af håb. Jeg rystede lydløst på hovedet til ham og han så ned længe nok til at jeg kunne forsvinde ind bag min egen dør. Langsomt gled jeg ned på gulvet og lænede mig udmattet op ad døren - man sårer altid dem man holder af...

[Haley:]                                                                                                      [Zayn:]                

And I hate that I had to hurt you like this                                          Now let’s go home

Hate that I had to hurt you like this                                                   We’ve got nothing left to do

                                                                                                              On Heartbreak Avenue

                                             Oooh, Heartbreak Avenue

"Du elsker mig..." gentog Liam stille efter mig og hans brune øjne flakkede søgende henover mine blå, som om han spejdede udover en sø for at finde svar, men alt han fandt, var mørke skyer i horisonten. "Men du er ikke forelsket i mig," sukkede han og lagde sine bløde hænder henover mine, således at han kunne løsne mit greb om hans hoved.

 [One Direction:]                                                                                            [Haley:]

Heartbreak Avenue                                                                    Oooh, oh, yeah Heartbreak Avenue

Niall, Zayn, Louis, Liam og Harry harmonerede smukt og sammenhængende, hvilket fik mig til at drive væk i musikkens taktslag. Min hjerne frøs nærmest fast idet jeg kastede et blik på dem alle sammen, Louis smilede varmt, Niall grinte med sine blå øjne, Harry blinkede drillende, Liam sank en klump og så væk, Zayn holdt mit blik fast og sugede mig atter ind i hans øjnes mørkhed. ”Nothing left to do, on Heartbreak Avenue…” hviskede jeg ind i mikrofonen og så hvorledes rummet blev sløret. Jeg følte mine ben blive usikre og det svimlede for mig. Inden jeg faldt om eller sagde noget dumt stormede jeg ud af døren i det sekund Sean annoncerede at optagelsen var færdig og perfekt. Sangen havde rørt på alt for mange følelser indeni mig og selvom vi aldrig rigtig havde snakket om vores personlige inspiration til teksten, så var hovedkilden de sidste par måneder. Lydstudiet, lejligheden, Jake’s kontor, Liam’s arme, Zayn’s favn, Niall’s selskab, Louis’s venskab og Harry’s beskyttelse agerede alt sammen ”Heartbreak Avenue” and we have nothing left to do there!

”Hallie Bear?” smilede Louis forsigtigt og satte sig ned ved siden af mig. Han lænedes sig opad væggen og så på mig. ”Lou, hvordan kom det til det her?” spurgte jeg håbløst og lagde mit hoved tungt på hans lettere fremstrakte skulder. ”Hvad er ”det” helt præcist?” fniste han og nogen ville nok finde de irriterende at det hele fremstod som en joke for ham, men lyden af hans glæde og humor lettede mit eget humør. ”Liam…og Zayn!” sukkede jeg opgivende og nev mig selv hårdt i armen – spørg mig ikke hvorfor! ”Hør en gang, drenge kommer på tværs og de bliver vrede, jeg er ret sikker på at det er overstået…de er ikke ligesom piger der bliver fornærmet,” forklarede han og rodede drillende op i mit hår. Jeg stirrede olmt på ham og var fornærmet på mit køns vegne. ”See what I mean? Fornærmet!” smålo han og lagde en trøstende arm rundt om mig så han kunne give mig et klem. ”Men helt ærligt, så er Zayn og Liam ligesom brødre. Brødre slås og kommer op og toppes, men i sidste ende er de stadig brødre og vil altid være det.” smilede han og det var tydeligt at han var ret stolt over sin udtalelse – jeg gengældte smilet. Louis indgydende håb i mig og mit hjerte bankede lidt lettere, hvilket havde sit udslag i at da Liam pludselig stod foran os var jeg ikke i tvivl om at jeg måtte snakke med ham…?

”De andre er ved at diskutere hvor vi skal tage hen og spise,” annoncerede Liam og et skuffet smil fandt vej til mine læber, men Liam så det ikke for han kunne slet ikke se på mig længere. Det gik op for mig at han ikke var gået herud for at finde mig og se om jeg var okay, nej han skulle bare sikre sig at vi alle fik den frokost som vi ønskede. ”Ikke McD igen!” hylede Louis og fik rejst os begge to op i en sådan forhastet fart at jeg snublede og som altid skulle mit ringe held lege skæbnens ironi med mig – for gæt en gang hvem der fik til opgave at gribe mig. ”Pas på Louis!” kaldte Liam efter gulerods-drengen som allerede var forsvundet ind til de andre – Liam kunne ikke en gang tale til mig? Elegant fik han dog støttet mig tilbage på begge ben og bølgen af sørgmodighed der gled gennem min krop overalt hvor han berørte mig, fik mig til at bide mig fast i min egen læbe.

”Liam, vi kan ikke blive ved på denne måde.” konkluderede jeg og min stemme faldt over sig selv, men mine forhastede ord fik Liam til at stoppe sin exit. Atter havde jeg hans brune øjne fokuseret på mig, men det var ikke den tilgivelse Harry havde talt om tidligere, som lyste fra dem. ”Vi bliver ikke ved Haley, vi er færdige med hinanden! Det gjorde du rimelig tydeligt sidst vi talte sammen,” sagde han irriteret over at jeg kunne tillade mig at sætte ham i denne position lige nu. ”Men vi har ikke snakket sammen i næsten en uge,” indvendte jeg og trådte tættere på ham, men selv min tilstedeværelse gjorde ham letter utilpas. ”Hvad vil du have at jeg skal sige?” spurgte han forurettet og kastede armene ud til siden, for at illustrere at han selv ikke havde mere at tilføje til denne samtale eller nogen anden form for samtalen for den sags skyld – ikke når samtalen inkluderede Haley James the Heartbreaker. ”Det ved jeg ikke!” svarede jeg ham lige så forurettet og frustreret, men mit tonefald gjorde ikke ligefrem situationen bedre. Det eneste jeg fik ud af det var at opildne gemytterne endnu mere. ”Jamen, så lade os droppe det helt og bare lade være med at sige noget overhovedet!” Liam var vred og såret og jeg havde lige rippet op i det hele en gang til – flot Haley, du fortjener sgu en guldmedalje for dårlig timing! ”Nej, det kan jeg ikke leve med,” hviskede jeg tilbage, som mit eneste svar…for hvad skulle jeg sige til det han lige havde sagt? At det var fint med mig? At han sårede mine følelser? Jeg var jo endnu venner med Niall, Louis og Harry…Zayn var uvist hvor vi stod med hinanden, men jeg kunne ikke lade det hele falde fra hinanden nu. ”Så stop med at smide løgne i mit ansigt, stop med at lyve overfor os alle sammen!” råbte Liam og desperationen var malet i hans anspændte ansigt. Hans udtalelse kom bag på mig og jeg vidste godt at han havde afsløret min hemmelige forelskelse i Zayn, men vidste han mere? ”Hvad? Jeg lyver ikke når jeg siger at du betyder noget for mig og at jeg ønsker at være en del af dit liv!” råbte jeg ligeså desperat tilbage og forsøgte mig med en af mine sædvanlige afledningsmanøvrer – hop over i den anden grøft og tal om noget helt andet. Liam rystede blot på hovedet og så opgivende på den lille mig, som stod klemt op i et hjørne. ”Jeg er ikke interesseret,” konkluderede han og hans ord transformeredes til sylespidse pile, som borede og snoede sig ind i mit hjerte. ”Liam…” ”Og hvis du ikke lyver hvorfor bliver jeg så ved med at få disse.” tilføjede han før jeg kunne bryde sammen og gøre det hele mere akavet for os begge to. Roligt rakte han mig sin telefon for at vise mig noget på dens skærm og vores fingerspidser skabte en kort kontakt, men den var ikke nok til at Liam så på mig, mens jeg så på ham – hans let brune hud, de brune øjne, pandehåret som sad perfekt efter bare et svirp med nakken, noget var dog forandret - rynkerne på hans pande, det alvorlige drag om hans mund og det udslukkede blik…hvad havde jeg dog gjort?

”Jake Andrews og Haley James-pagten er en realitet One Direction!” skrattede en kvindestemme og jeg så straks ned på den lille skærm som lyste ondskabsfuldt mod mig. Alle de billeder som jeg havde modtaget fra Anonym blev sendt henover den, men det var ikke det som tog vejret fra mig. ”Fældende beviser skal man ikke lade flyde rundt omkring,” grinte stemmen så lyst og hæsligt. Et stykke papir blev placeret foran kameralinsen og det tog mig ikke lang tid at afgøre hvad det var for et dokument – vandmærket afslørede at det var en kopi af kontrakten, min kontrakt, alle mine løgne sort på hvidt. Dernæst pegede en manicureret negl på en underskrift allernederst…min underskrift. ”Hvor har du den video fra?” gispede jeg da Liam trak sig væk fra mig. ”Gør det nogen forskel? Du vil jo alligevel ikke fortælle mig hvad det hele betyder,” konkluderede Liam og fingererede videre med sin telefon. ”Nu er den din,” sagde han så definitivt, sendte mig et sidste blik og forlod mig slået helt ud som en gispende fisk på land - den ved at dens time er nær. Min egen telefon vibrerede og det gik op for mig at Liam havde sendt mig videoen – jeg trykkede ”play” igen, måske for at pine mig selv lidt mere eller blot fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv.

"Jake Andrews og Haley James-pagten er en realitet One Direction!”

"Fældende beviser skal man ikke lade flyde rundt omkring.”

Jeg genkendte stemmen på trods af dens desperate forsøg på at fordreje sig selv, men jeg kunne ikke helt afgøre hvem det var…også den manicurerede finger synes velkendt. Lyden af Liam’s vrede og Anonyms ondskabsfuldhed flimrede rundt i mit hoved og der var kun en ting at gøre nu - denne gang ville jeg gøre det ordenligt.  Tom i hovedet ringede jeg Jake op – duut…duut…duut…duut…duut…you have reached Jake Andrew’s voicemail, please leave a message after the…beep!

“Jake…jeg holder det ikke ud længere, jeg kan ikke gøre det mod dem! Det er slut, jeg fortæller drengene det hele i aften – og prøv ikke at stoppe mig!” – beep!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...