The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23719Visninger
AA

36. When they all leave...I come to you

Kulden slog imod mig og jeg skuttede mig kraftigt før jeg trådte indover Velkommen-måtten. Jeg så mig desorienteret rundt i min lejlighed og selvom jeg godt vidste at det mest var mig selv der havde forandret mig så føltes atmosfæren stadig anderledes. Faktisk var der kun én ting, som endnu var det samme - lejligheden var iskold fordi jeg stadig ikke havde betalt elregningen. Jeg sukkede ærgerligt og trak alle mine tasker ind på stuegulvet. Døren skubbede jeg dovent i bag mig og for en stund stod jeg blot lænet op af dens træoverflade - nogen gange ændres ens verden fuldstændigt.

Jeg havde ingen idé om hvad jeg skulle foretage mig og jeg turde næsten ikke tænde min bærbar eller min mobil. De seneste par dage havde jeg lukket mig selv fuldstændigt af fra omverdenen, for jeg var ikke klar til at møde virkeligheden endnu - desuden turde jeg næsten ikke tænke på hvordan Jake havde reageret på den besked jeg havde efterladt på hans telefonsvarer. Måske havde han fået et hjerteanfald og befandt sig på et hospital i dette øjeblik, eller måske var han hoppet op og faldet ned på det - med andre ord ikke taget sig af det? I bedste fald havde han slet ikke hørt den, men jeg vidste godt at sandsynligheden for dette var minimal, for Jake Andrews var den slags person der tjekker sine e-mails, telefonsvarer og hjemmesider tusind gange dagligt. Nogen gange virker det latterligt, men som celebre folks agent og manager må han jo følge med hele tiden - et øje på hver finger 24/7!

Udmattet dumpede jeg ned på min sofa, som virkede bekendt, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at rykke uroligt frem og tilbage - den var ikke ligeså blød som den i drengenes lejlighed. Åh, ja selv deres sofa savnede jeg...det var officielt; de var mit lys i mørket, bare dumt at jeg ikke havde indset det før, men det er endnu en Haley-James-genfejl. Fristet kastede jeg et blik over på det lille skab i hjørnet hvor jeg opbevarede alle mine stærke alkoholer - måske bare et enkelt shot? Det kunne ikke skade vel? Så længe det var med måde...

1. shot - den smagsløse væske gled beroligende ned gennem mit svælg.

2. shot - min hals snørede sig en smule sammen om vodkaen, som for at advare mig.

3. shot - fumlende fik jeg hældt glassets indhold ned og jeg slikkede mig tørstig henover mine læber.

4. shot - nikkede til Harry.

5. shot - grinte sammen med Niall.

6. shot - smilede kærligt til Louis.

7. shot - rakte ud efter Liam.

8. shot - kyssede Zayn.

9. shot - vaklende rejste jeg mig og rystede min hjernes slørede fatamorganaer og forestillinger af mig. Jeg greb min taske, mobil og nøgler - der var kun et sted jeg havde lyst til at befinde mig i dette øjeblik og det var ikke alene i min egen kolde og mørke lejlighed.

***

Aftenluften var kølig og tung af sensommerens fugtighed. Et par svage gadelygter kastede kegler af lys ind mellem træerne, mens resten af stemningen blev skabt af månen der badede kirkegården i sit perlemorsagtige skin. Jeg havde atter forladt byen til fordel for et fredfyldt sted, men denne gang var hverken Zayn, Liam eller Niall med mig - det var bare mig og fortidsminderne. Usikkert og med hjertet oppe i halsen tog jeg viljestærkt fat om håndtaget og åbnede lågen ind til gravpladsen. En metallisk knirken skar sig gennem stilheden og jeg gøs kortvarigt før jeg tog mig sammen og trådte ind på en af de mange grusstier. Et vindpust fik mig til at fare sammen og jeg kastede et forskrækket blik indimellem træerne, men der var ikke andet end mørket og lyden af en ugle, der tudede i det fjerne - creepy, I ved lige som i de der gyserfilm.

Inden længe havde jeg forceret de mange snørklede stisystemer og jeg stod omgivet af buske og blomsterdekorerede granitblokke med forskellige menneskers navne skrevet på dem. Yderst til venstre stod en rødlig og slebet granitsten. I dens glatte overflade var indhugget tolv bogstaver; "Kaitlyn James". Et smil gled henover mine læber og jeg trippede hen foran den. Månen blev reflekteret fra stenen og selv i nattens omklamrende mørke syntes jeg, at det var smukt.

"Hej, Katy," hviskede jeg og måtte rømme mig for ikke at forkludre ordene. "Længe siden...hvad var det jeg plejede at sige som undskyldning? Oh yeah, life got in the way...for dig var det mere death that got in the way," sukkede jeg og snøftede svagt. Irriteret over mig selv og mit dårlige humør faldt jeg ned på knæ foran det eneste der var tilbage af min søster - et monoment. "Så hvad har du lavet på det seneste?" spurgte jeg og lænede mig op af hendes gravsten. Det fugtige mos føltes blødt og jeg kunne ikke bekymre mig mindre om at jeg blev våd bagi.

Der kom selvfølgelig ikke noget svar som forventet, men da et par søvndrukne fulge rørte på sig i et træ over os syntes det alligevel som om Kaitlyn havde hørt mig. "På det seneste er det gået op for mig, at jeg ikke er en særlig god ven. Drengene fandt ud af det hele og forsvandt...men det kunne du vel have fortalt mig ikke?" fortsatte jeg og lo af mig selv - Kaitlyn var altid den klogeste af os. "Så når jeg nu ikke kan snakke med de levende, kan jeg vel ligeså godt snakke med de døde," grinte jeg og min latter ekkoede hult rundt om på gravpladsen. Da mine ord ramte mig selv fortrød jeg dem dog straks. "Det var ikke sådan ment Katy. Jeg mente bare at når alle andre forlader mig så kommer jeg til dig...som i gamle dage." "Som i gamle dage ja," gentog jeg drømmende og lukkede øjnene kort for at mindes alle de gode stunder vi havde haft.

"Du sagde altid, at du var stolt af mig," begyndte jeg stille og så atter på verden af frygt for at nogen ellers kunne snige sig ind på mig. Ikke fordi jeg var i stand til at forsvare mig selv med eller uden lukkede øjne, nej Kaitlyn var hende der havde det sorte bælte i karate. "Gad vide om du stadig er stolt af mig?" smilede jeg spørgende og flettede mine fingre sammen. Længe sad jeg helt stille og afventede vel, at der ville komme et svar, men ikke en vind rørte sig. Jeg så mod himlen og et stjerneskud blev kastet henover dens mørkhed - wish for something...måske at drengene var her?

Stiv i kroppen rykkede jeg lidt frem og tilbage, men jeg orkede ikke at rejse mig, ikke endnu. "Tror du jeg er ved at blive gal?" ytrede jeg og sænkede min stemme halvvejs gennem sætningen. Hvad fanden var det for et spørgsmål? Og hvem spurgte jeg i det hele taget? Kaitlyn? Drengene? Universet? Mig selv? "Eller måske bare skør?" formildede jeg mit tidligere spørgsmål og kastede et undersøgende blik henover omgivelserne, men så siden nedad mig selv. "På den anden side så når jeg tænker på Niall og Louis, så er jeg måske ikke så skør alligevel," lo jeg til træerne, buskene og de mange spøgelser som sikkert var ved at kravle op af deres grave for at joine det her pity-party jeg havde gang i.

"Hey, det hørte jeg altså godt!" råbte en drengestemme fornærmet og nogle blonde lokker blev i det fjerne fanget af lyskeglerne mellem træernes knudrede grene. Niall?

"Også mig, ikke særlig pænt sagt Hallie Bear!" smålo en lysere og alligevel hæs stemme fra samme retning. Louis Tomlinson?

"Jeg ser tydeligt hvor det her er på vej hen Hay, når vi ikke er her bliver du en right up diva!" drillede Harry og alle tre kom de til syne et par gravstene væk. "Diva BIG time, husker du nok!" fortsatte Louis i samme drillende toneleje som før. "Det er ikke fair at bruge folks fortid imod dem!" protesterede jeg ynkeligt og lagde armene overkors.

"Det er ellers ret sjovt, ser du Nialler her var a leprechaun i sit tidligere liv, derfor er han lav og småskør," grinte Louis og gjorde et kast med nakken i retning af min yndlings irer. Uden en eneste smule fornærmelse malet på sit ansigt gengældte Niall Louis's grin, blot større og mere larmende. "Og det er jeg stolt af!" smilede han stort efter hans latterkramper var fortaget. "Snack?" "Niall, vi er på en kirkegård," indvendte jeg og så væk fra den chokoladebar han rakte frem mod enhver der også muligvis var sulten i dette øjeblik. Uforstående så han på mig, mens Louis og Harry var ved at dø af grin i baggrunden. "En kirkegård...du ved et sted med døde folk? Ikke særlig appetitvækkende," forklarede jeg meget langsomt og var på nippet til at stave det for ham, men måtte indse, at argumentet åbenbart ikke var godt nok.

"No wonder this party is so dead then," klukkede det velkendt henne fra skyggerne. "Zayn?" spurgte jeg forundret og han trådte ind i en månestråle. Hans blanke hår fangede månens skær og lyset sendte dunkle skygger henover hans intense øjne. "Jamen, så er vi i hvert fald færre til at dele," informerede Niall os optimistisk om og satte tænderne i sin chokolade - han havde ikke tænkt sig at dele. "Så hvad laver du egentlig herude?" spurgte Harry interesseret og de satte sig alle fire ned til mig. "Jeg kunne jo spørge jer om det samme," drillede jeg og de sendte mig alle et smil - forsigtigt sugede jeg deres glæde til mig og gemte Zayn's søde smil, Louis's kærlige smil, Harry's skæve smil og Niall's strålende smil et sted i mit hjerte. "Helt seriøst Hales," sagde Zayn og atter tog de alvorlige blikke til. "Udover at snakke med mig selv?" drillede jeg og forsøgte at smyge mig udenom deres spørgsmål.

"Hun besøger sin søster," annoncerede Liam og da hans bløde stemme ramte mine trommehinder så jeg straks op. Han stod lidt uden for vores kreds, men idet Zayn rykkede lidt til siden sluttede han sig til os. "Savnet mig?" lo Liam og puffede kærligt til mig. "Jeg har savnet jer alle sammen," smilede jeg og mit hjerte bankede kraftigere, således at al sørgmodigheden lettede. "Så er du okay?" spurgte Liam stille og vores øjne mødtes. "Nu er jeg," svarede jeg åndeløst og vred mine blå øjne væk fra hans brune. Laim sendte mig sit venlige smil, som ramte mig dybt inde ligesom de andres og også lagde sig til ro i mit ene hjertekammer.

"What are you all smiley about?" lo Louis og lænede sig hen til mig. Roligt skubbede jeg ham væk og vendte øjne af ham. "Stop det Louis, du ved, at dine drillerier altid ender galt," irettesatte jeg ham og smilede skælmsk til ham. En falsk fornærmelse fik ham til at vrænge af mig og han forsvarede sig selv ret så overbevisende: "Jeg aner ikke hvad du taler om!" "That's my key!" grinte jeg ondskabsfuldt og kastede mig over ham. Under mig vred han sig frem og tilbage og gispede mellem grinene. "En...eller...anden...red...mig!" bad han mellem latterkramperne og selvom Lou forsøgte at forklare mig, at han virkelig ikke kunne lide mig i dette øjeblik, så havde jeg ikke tænkt mig at give op. "Coming, other half of Larry Stylison!" råbte Harry og pludselig befandt han sig på min ryg, hvor han gik til angreb på mine sideben. "Hazza!" vrælede jeg og nu var jeg hende der vred mig som en orm. "Hævnen er sød Hallie Bear," lo Louis og kastede sig også over mig.

"To mod én, det kan ikke være fair?" overvejede Niall og delte sine tanker med resten af verden. Håbet skød igennem mig og hvis ikke jeg havde haft travlt med at forsvare mine ribben, mavemuskler og nakkestykker, så ville jeg have givet ham ret. "Jeg har aldrig været enormt fascineret af matematik," filosoferede Zayn med et fjoget smil spillende på sine alt for perfekte læber. "Jamen jeg er fænomenal til det! Og to mod én er bare..." annoncerede Niall stolt, men kunne ikke rigtig finde et ord der beskrev situationen fyldestgørende. "Du har sikkert ret," svarede Zayn og begge kom de til for at afhjælpe min situation. "Forrædere!" hylede Louis teatralsk idet han blev lagt ned på jorden af Zayn. Som fem udisciplinerede hundehvalpe blotrede vi os rundt på den fugtige græsplæne...mellem gravstene...på en kirkegård...efter midnat? - twisted I know!

Niall hagede sig rundt om Harry's hals, men det var ikke nok til at overvinde ham og jeg kom til. Sammen fik Niall og jeg besejret Harry, men vi fik ikke lang tid til at nyde vores lille sejr. "Altså hvis vi snakker om matematik, så er tre mod to heller ikke fair," blev Liam enig med sig selv om og snart slog han sig til os og kildeorgiet forvandledes til tagfat mellem fortidsminder, monomenter og krogede træer. "Jeg skal nok få fat på dig Hallie!" kaldte Liam grinende og jeg kunne høre hans tunge fodtrin i gruset bag mig. Selv satte jeg farten op, men det gjorde han selvfølgelig også og min kondition var ikke hvad den havde været. "Prøv bare!" svarede jeg forpustet og dansede flabet rundt på stien foran ham, men jeg havde ikke øjnene på de rigtige steder. Snart resulterede min uopmærksomhed i, at min ene fod blev fanget under en trærod, som ragede op af jorden. Som i slowmotion ramlede jeg mod jorden og min pande knaldede smerteligt mod stenene på stien. "Hallie!" "Haley!" "Hallie Bear!" "Hales!" "Hay!" råbte drengene forfærdet og besværet fik jeg vendt blikket i retning af de fem drenge, der alle kom løbende hen til mig. Synet dansede fra side til side og begyndte at flimre. "Hallie!" "Haley!" "Hallie Bear!" "Hales!" "Hay!" blev de ved, som om de ikke kunne se mig i mørket på trods af, at solen var på vej op i horisonten. "Haley!" deres stemmer blev samlet i én, som hektisk kaldte på mig. "Haley, Haley!" nu var deres enstemmige tone desperat, men det var som om lydene ikke rigtig kom fra det sted hvor jeg befandt mig, den var længere væk og en smule fjern. "Haley!"

Jeg glippede med øjnene, som åbenbart var gledet i på et tidspunkt. Ør tog jeg mig til hovedet, men der var intet sår på min pande, end ikke den mindste ømhed. Mine øjne afsøgte området og jeg befandt mig endnu på kirkegården lænet opad Kaitlyn's gravsten. "Drenge?" kaldte jeg, men der kom intet svar. "Harry! Niall! Louis! Zayn! Liam!" Jeg forsøgte at komme på benene, men de ville ikke lystre og jeg kaldte igen: "Hvor er I?!"

"Haley, åh gud ske tak og lov du er i live! Jeg troede at du var forsvundet helt og aldeles," plaprede Jake løs og knælede ned til mig, så vi var i øjenhøjde - what the heck? "Jake?" undrede jeg mig og gned mine øjne for at sikre mig, at jeg virkelig så, hvad jeg så. "Åh, jeg er ved at blive gal," sagde jeg forfærdet og hev mig selv i håret. "Hvad?" spurgte Jake og rynkede sine øjenbryn sammen. "Ikke noget," afværgede jeg og missede mod dagens første lys for at skåne mit dunkende hoved. "Jeg fik din besked, men kunne ikke få fat i dig. Jeg ringede til Amy og din mor, men ingen af dem vidste hvor du var og drengene besvarede overhovedet ingen af mine opkald. Ved du hvorfor de ikke gjorde det? Jeg troede du var sammen med dem?" "Ja, det troede jeg også..." sukkede jeg som svar, men det hjalp ikke ligefrem min sag for Jake's mørke øjne så bare endnu mere forundret på mig.

"Sikkert fordi de befinder sig flere kilometer over skyerne," sagde jeg hurtigt, da det gik op for mig hvad jeg egentlig havde foretaget mig siden i går midnat - jeg havde drukket mig fra sans og især samling, var taget ud til Kaitlyn's grav, havde snakket med Katy, var faldet i søvn og drømt alt muligt, som var ALT for godt til at være sandt...suk! "Hvad mener du med det? Hvor er de?" spurgte Jake og hans ansigtskulør blev en smule rødere, da min udtalelse tydeligvis oppiskede hans irritation endnu mere. "Så vidt jeg ved er de om bord på det første og bedste fly tilbage til Storbritannien!" bed jeg af ham, men min vrede var mere forårsaget af min egen tankeløshed end Jake's frustrerede vrede. "Hvad er det du siger!"

"Det er ovre okay Jake? De gjorde alt hvad vi bad dem om, singlen er ude og dermed havde de ret til at tage hjem...jeg håber ikke du havde planlagt en kæmpe udgivelsesfest." fortalte jeg ham med en dybt sarkastisk undertone - sandheden og en snert af de løgne jeg jo gjorde så meget brug af. Jeg glemte dog, at Jake havde hørt min telefonbesked og dermed vidste, at jeg havde haft planer om at fortælle drengene det hele - så var det jo ikke svært at lægge to og to sammen...heldigvis får Jake det altid til fire, mens Amy og pressen oftest får det til fem eller måske tre.

"Du fortalte dem om kontrakten ikke?" spurgte han med et stramt smil og medlidenhed i stemmen. En kvalme steg op igennem mig og kortvarigt måtte jeg se ned og lade en kølig hånd glide nedover min hals. "De ved det hele..." "Okay Haley, men det besvarer ikke rigtig mit spørgsmål," indvendte Jake og støttede mig idet jeg gjorde et nyt forsøg på at rejse mig, men min krop var stadig ikke specielt villig til at adlyde mig - min ryg var stiv, mine ben ømme, min bagdel våd og kold; note til mig selv og alle andre, sov aldrig opad en gravsten! "Jo, det gjorde jeg...eller nej, måske..." mumlede jeg forvirret og Jake hævede mistroisk sine øjenbryn idet han havde fået rejst mig op i ret position. "Amy, afslørede det hele...hun har afpresset mig de sidste mange uger," fortsatte jeg for at gøre det hele lidt mere klart, men min forklaring gjorde ham vist ikke andet end mere forvirret. En kuldegysning fik mig til at ryste og smagen af Amy's navn fik min hals til at snører sig sammen. "Afpresning!" spyttede Jake ud i luften mellem os og gispede ved tanken.

"Ja, hun har snuset rundt på dit kontor og taget kopier af kontrakten...jeg troede, at jeg havde givet hende hvad hun ville have, men i sidste ende er et rovdyr jo altid ude efter friskt blod. Hun fortalte dem det hele og jeg fik æren af at se alt falde sammen," smågrinte jeg køligt og sarkastisk...skæbnen havde en interessant måde at lege med mit liv på. "Hvorfor sagde du ikke noget? Jeg må jo bringe orden i det her!" ytrede Jake frustreret. "Det var ikke lige frem en del af aftalen..." hintede jeg og rullede øjne af hans naivitet. "Der er ikke noget at gøre Jake, ikke andet end at give Amy en stor fed check!"

Jeg vendte mig bort fra ham for at gå, men hans stemme holdt mig tilbage. "Jeg forstår dig simpelthen ikke Haley. Amy har ene og alene ødelagt alt det vi har arbejdet for og så vil du give hende en belønning?" "Jake, hun har ødelagt mit venskab med drengene, men vi kan stadig undgå, at hun tager det alt sammen til pressen og tro mig det vil hun. Hvis det bliver offentligt kendt så vil alle løgnene, smerten, hjertekvalerne, bedraget og drengenes lidelser have været for ingenting!" "Men der må da være en anden vej!" brokkede Jake sig. Jeg smilede vagt til ham for man måtte give ham, at han ønskede at redde resterne af min stolthed, men der var altså ingen ud- eller omveje denne gang. Jeg måtte bide hovedet af al skam og se i øjnene, at Amy havde trukket det længste strå.

"Nej, Jake hør på mig når jeg siger, at Amy vil have penge - så give hende det! Ikke for at skærme mig fra omverdenen, men for at beskytte drengene. Jeg sårede dem dybt og snød dem, på trods af det stillede de altid op for mig. Når jeg skubbede dem væk, holdt de mig tættere ind til sig. Når jeg slog dem i ansigtet, vendte de den anden kind til. Når jeg badede dem i onde og kolde ord lukkede de deres ører og besvarede mig med kærlighed og venlighed. Har de ikke lidt nok på grund af mig?"

Længe så Jake mig an og hans ansigt fortrak sig i tænksomhed, som om han overvejede hvorledes han skulle komme udenom mig. Til sidst synes han dog at bløde op og han lod sine arme falde afslappet ned langs siden. "Lad mig i det mindste forklare dem, at det hele ikke var din skyld?" prøvede han, men jeg rystede afvisende på hovedet så det værkede i min stakkels hjerne. "Jake, jeg tager fuldt ansvar. Jeg skulle have gennemlæst kontrakten og jeg kunne have sagt nej, men det gjorde jeg ikke. Jeg var blind," konkluderede jeg og var næsten ved at brække mig over lyden af min egen ansvarsfulde stemme. "Blind?" "Ja, blind! Ærlig talt så var jeg ret ligeglad med alting i starten, det var bare endnu en leg, et spil uden betydning. Da jeg endelig indså hvor forkert det var, så var det for sent og jeg var vinklet ind i edderkoppespindet - sticky stuff, I'm telling you!" Jeg løftede min pegefinger for at understrege mine udtalelser og jeg kunne godt fornemme, at Jake holdt et grin tilbage. "Lige så meget som jeg hader at give dig ret, så må jeg give dig at One Direction var et mirakel."

"Haley, vær ikke så hård mod dig selv," smilede Jake og gav min ene skulder et klem, før han lagde en arm rundt om mig. "Hvis jeg ikke er nådesløs overfor mig selv hvem skal så være det? Det her er alt sammen min egen skyld og det har jeg indset nu. Jeg lever endelig op til min alder og uanset hvor meget jeg ønsker at vende tilbage til den tid, hvor jeg var så barnlig, at jeg havde bruge for fem babysittere så kan jeg det ikke," konstaterede jeg og legede frem og tilbage med ordene til min hjerne næsten snublede over sig selv. "Okay seriøst, drop metaforerne og cross-road-talerne du freaker mig ud!" gøs Jake og trak sig panisk væk fra mig, hvilket blot fik os begge til at grine. Det føltes godt endelig at lade en smule glæde bølge ud af min krop. "Undskyld, det er hvad kirkegårde gør ved mig," fnes jeg og puffede drillende til Jake, som nær var snublet og faldet ned i et blomsterbed. På refleks greb jeg fat i hans dyre jakkesæt og trak ham tilbage på stien. Han sendte mig et stikkende blik - et pas-hellere-på-eller-jeg-svarer-ikke-for-konsekvenserne-blik.

En tysthed og ro lagde sig over os. Kun en let brise og lyden af vores fodtrin i gruset brød den stilstående atmosfære. "Jeg savner hende...Kaitlyn. Hun vidste altid hvad man skulle stille op i hvilken som helst situation. I hendes nærvær syntes alt at kunne ordnes." smilede jeg stille og strøg en let tårer væk fra min kind. "Det kan jeg godt huske...jeg savner hende også," svarede Jake tilkendegivende og gav min skulder et klem. "Verden bliver af og til så kold uden hende." "Ja, der er faktisk ret koldt her skal vi ikke smutte hjem?" smålo han for at få mig til at smile igen, hvilket virkede helt efter planen. "Hjem?" spurgte jeg eftertænksomt og så op på Jake. Jeg smagte på ordet og lod det danse lidt på mine smagsløg - hvad betød det ord?

"Ja, din lejlighed," grinte Jake til mig og puffede muntert til mig, som om jeg opførte mig totalt fjollet. Det gjorde jeg måske også, men hjem var altså ikke rigtig et sted jeg kendte så meget til. Plejer folk ikke at sige, at ens hjem er hvor end dem man elsker er? Hvis det er sådan det forholder sig, så er mit hjem ret håbløst; min søster er i himlen, drengene er i London, min mor er et sted i Europa og Jake og jeg er her i New York City - my heart is scattered around the world.

***

Vi var nået ud til Jake's bil og jeg havde tvunget min trætte krop ind på passagersædet. "En ting til Jake..."sagde jeg roligt og vendte mig mod ham. Vores øjne mødtes i et alvorligt blik. "Du er fyret." Bilnøglen faldt med en raslen ned i bunden af bilen og Jake så overrasket på mig. Straks gik han i forsvarsposition og tog fat om begge mine hænder. "Haley---" begyndte han i en lille stemme, men jeg afbrød ham hurtigt. "Ikke på grund af kontrakten, fordi selvom det lige for tiden er noget rod, så var alt det her også godt for mig - jeg har lært mange vigtige ting Jake. Du er fyret, fordi jeg savner at have dig som min ven, bare som min ven." forklarede jeg ham og knugede mig ind til hans overraskede krop. Efter nogle få sekunders afvisning gav Jake op og lagde også sine arme rundt om mig - jeg havde brug for en ven.

My home is wherever you are...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...