The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23844Visninger
AA

19. When it feels so wrong...it cannot be right

Vores læber befandt sig få millimeter fra hinanden og de var sekunder fra at fuldbyrde bedraget, da stearinlyset pludselig gik ud og dets varme lys døde hen efterfulgt af en kølig brise. Forskrækket gispede jeg og vi trak os atter væk fra hinanden. Da vi begge to var kommet os over den første frygt for at drengene pludselig var kommet hjem fangede vi hinandens blikke igen, men det var som om virkeligheden havde ramt os for hårdt og øjeblikket var ligeledes blevet pustet ud. "Åh, vinduet," sagde Zayn så og rejste sig. Det gik åbenbart op for ham, at han for få timer siden havde åbnet det, så et vindpust ude fra havde været i stand til at slukke lyset. Det var som om universet altid advarede os hver gang vores læber var på nippet til at berøre hinanden, som om nogen derude sørgede for at vi ikke dummede os mere end højst nødvendigt. Jeg må dog indrømme at tanken skræmte mig en smule og jeg bad straks Zayn om at trække lejlighedens gardiner for.

Da han atter sad ved siden af mig tog jeg hans hånd og løftede den op mod min kind. Zayn så på mig og smilede ved mit kærtegn, derefter pressede jeg mine læber mod hans fingre og vi accepterede begge at vores læber måtte holde sig langt væk fra hinanden. Begæret efter hans kærlighed summede dog endnu inden i mig, men jeg skubbede det til side, for jeg kunne ikke bedrage Liam - jeg var en løgner med et langt synderegister, men jeg var ikke utro. "Måske vi bare skulle os væk fra hinanden?" spurgte Zayn og så sørgmodigt på mig. Jeg nikkede forsigtigt og sank klumpen i min hals mens jeg krøb hen til ham, for blot at mærke hans nærhed en sidste gang. Han åbnede sin favn og jeg lagde mig ind til ham således at mit hjerte slog stille mod hans bryst og mine læber berørte hans hals blidt. "Ellers ender det bare galt," hviskede jeg sandfærdigt inden jeg gled ind i drømmeland.

***

Lyden af køleskabet, der blev revet op og poser med varer, som blev tabt på gulvet vækkede mig pludseligt og i næste nu hørte jeg Liam's stemme. "Hvad foregår der her?" spurgte han undrende i en vred tone. Jeg slog forskrækket mine øjne op og ruskede i Zayn, hvis arme låste mig fast og gjorde mig ude af stand til at vige bort fra ham. Zayn kom søvndrukkent til verden og han måtte glippe et par gange før han opfangede panikken i mine øjne. Han gav slip på mig og fik rejst sig på højkant, mens jeg på rekordtid var løbet hen til Liam som endnu skulede i retning af Zayn. "Jeg spørger igen, hvad foregår der?" denne gang steg Liam's toneleje og jeg så frustreret og bedrøvet på ham - hvad skulle jeg sige? At Zayn havde trøstet mig, mens jeg fortalte ham om min søster? At han havde undskyldt for sin opførsel og dernæst lukket mig ind i sin favn? Eller skulle jeg måske bare krybe til korset og indrømme den skinbarlige sandhed? Mit oprørte sind kom ikke til nogen endelig konklusion før Zayn udtalte sig. "Ikke noget Liam, vi faldt bare i søvn på sofaen efter en film - helt uskyldigt," svarede han let på mine vegne og jeg måtte indrømme at han næsten var bedre til at lyve end mig - i hvert fald i pressede og følelsesmæssige situationer. Havde det været mig ville min stemme have rystet og afsløret mig. Louis og Niall var nu kommet til syne bagved Liam og deres blikke var som en mur af mistænksomhed. Rystende og irriteret over min egen opførsel begyndte jeg at kradse mig på armen og den varme sweater som før havde givet mig ly føltes nu ru og omklamrende. "Det så ikke uskyldigt ud herfra," indvendte Liam såret og fangede mit blik. Han så insisterende på mig, som ønskede han at jeg skulle forsvare mig selv. "Liam der skete ikke noget, hører du?" hviskede jeg desperat og gik hen mod ham, men han veg tilbage. En dårlig smag bredte sig i min mund sammen med gråden der pressede sig sammen om min spændte gane og ulykkeligt gned jeg mine hænder mod hinanden - var det virkelig sådan her det hele skulle ende? "Hvorfor besvarede du så ikke mine opkald? Jeg har ringet til dig mindst fem gange for at sige at vi blev forsinket!" spurgte han og fortsatte hurtigt: "Jeg var bekymret for dig, men det ser ud som om nogen tog sig af dig." Han nikkede i retning af Zayn, som stod opgivende og så til. Liam lod en finger massere sin pande og det alvorlige drag om hans mund begyndte at dirre anspændt. "En tøs på gaden hældte maling udover mig og Zayn hjalp mig med at få det ud og derefter lavede han middag for at opmuntre mig," forsøgte jeg og Niall gjorde store øjne - "Jeg er en omvandrende ulykke..." erkendte jeg stille. "Maling? Virkelig?" grinte Louis og skulle til at sende en joke ud i rummet, men Liam sendte ham straks et blik, som fik ham til at droppe den. "Hvorfor ringede du så ikke til mig?!" spurgte Liam indlysende og diskussionen fortsatte. "Fordi...fordi...det ved jeg ikke," måtte jeg indrømme og han rystede lydløst på hovedet og så ned. Han vendte rundt og begyndte at gå væk fra mig. "Liam, du må tro mig!" råbte jeg grødet og desperat kastede jeg mig efter ham og greb ud efter hans arm, men han vristede sig fri og forsvandt ind på sit rum. Jeg faldt ned på knæ og bankede mine knyttede næver ned i gulvet, hvorfor skulle jeg ALTID såre folk og efterlade dem i ruiner?

Det var Naill, som hev mig op fra gulvet og sammen med Louis fik han båret mig ind i seng, på vejen derind mødte mit blik Harry og han smilede medfølende. "Du skal ikke tage det så tungt Hallie Bear," hviskede Louis og lod sin hånd glide gennem mit hår. "Han har bare savnet dig," smilede Niall og klappede mig på hånden. Jeg drejede mig i sengen så jeg så på dem begge. "Hvad skal jeg gøre?" spurgte jeg og følte håbløsheden lægge sig tungt henover mig. "Lige nu skal du sove," svarede Niall, "Og i morgen bliver alting godt igen," fortsatte Louis. "Godnat Troublemaker," drillede Louis kærligt og kyssede mig på kinden. "Sov godt," tilføjede Niall og gav mig et let klem før de begge forsvandt ud ad døren, som de stille lukkede bag sig. Lyset på gangen blev slukket og jeg lå længe og stirrede tomt ud i mørket. Da jeg fandt det næsten umuligt at falde i søvn, gav jeg mig til at rode rundt på min mobil. Der var ganske rigtigt en masse ubesvarede opkald fra Liam og et par enkelte beskder. At se hans navn på displayet efterfulgt af et hjerte gjorde mine øjne fugtige og jeg snøftede et par gange indtil jeg hørte nogen pusle henne ved min dør. Et stille håb voksede i mig og forventningsfuldt løftede jeg mit hoved fra puden i ønsket om, at det var Liam, men dørhåndtaget blev ikke trykket ned og ingen kom ind til mig. Nysgerrigt løftede jeg dynen af mig og listede på bare tær hen til det sted hvor lyden kom fra. Det hvide stykke papir lyste op i mørket og jeg tvang det fri af revnen mellem gulvet og døren - gad vide hvem der havde lagt det der. Før jeg gav mig til at undersøge papirlappen nærmere gned jeg mine øjne, for at genvinde mit nattesyn og idet papiret strejfede min næse genkendte jeg duften af Zayn. Stille og roligt dog med rystende hånd åbnede jeg noten og mine øjne blev mødt af et enkelt ord; UNDSKYLD.

***

Da jeg slog øjnene op vidste jeg med det samme hvad jeg blev nødt til at gøre. Jeg måtte tale med Liam, jeg måtte få ham til at lytte til mig og forstå at han var den eneste som var i mit hjerte, selv hvis det ikke var hele sandheden. At høre på mine egne tanker fik mig til at knytte næverne fast sammen - det var jo forfærdeligt! Det værste var at mit hjerte virkelig var splittet, for da jeg lagde mig til at sove i mørket i går, så følte jeg savnet og smerten - jeg holdt virkelig af Liam og at han var vred på mig var ikke til at bære.

Jeg sneg mig ud ad døren og stoppede først henne foran Liam's værelse. Jeg trak vejret dybt for at forberede mig selv mentalt. Min hjerne var helt tom og hånden på hjertet så vidste jeg som sædvanlig ikke hvad jeg skulle sige, men jeg måtte gøre det her. Der var ingen vej uden om og måske ville mit hjerte med lidt held være på min side for en gangs skyld. "Jeg ville ikke gå der ind hvis jeg var dig," udbrød Harry bag mig i det jeg skulle til at banke på. Forskrækket snublede jeg bagover og nåede lige at genvinde balancen før jeg ramte gulvet. "Harry for fanden!" hvæsede jeg lavmælt og så irettesættende på ham, men han rettede blot på sit hår. "Jeg bliver nødt til at gøre rede for i aftes," svarede jeg ham højtideligt da min normale hjerterytme atter indfandt sig. Harry så skuffet på mig og førte mig ind i stuen, som endnu var tom. Jeg så mig en smule overrasket omkring, for lejligheden var faretruende rolig og stille. Det var som om jeg så den for første gang, men tidspunktet taget i betragtning var det vel meget logisk at drengene stadig lå og sov. "Du kan ikke forklare det til ham nu Haley. Liam er ked af det, så uanset hvad du siger til ham vil han ikke høre det," konstaterede Harry og hans grønne øjne lyste af visdom - i mit indre fnes jeg lidt, men han havde jo nok ret. "Hvad vil du så have mig til at gøre?" spurgte jeg ynkeligt og kastede mig opgivende ned på sofaen. Harry sluttede sig til mig ved at løfte mine ben og lade dem falde tilbage i hans skød. "Giv ham tid og derefter vil jeg gerne have at du holder op med at såre mine venner," sagde han stille og så væk fra mig. Jeg selv så ned på mine hænder, som atter havde påbegyndt deres yndlings aktivitet - gnide sig ængsteligt mod hinanden. Det gjorde ondt at se på Harry, for jeg havde virkelig såret to af hans bedste venner - både Zayn og Liam og Harry havde taget mig idet på ferskgerning.

"Harry du skal vide at intet skete mellem mig og Zayn i går, okay?" redegjorde jeg og så spørgende på ham. Han lagde sit hoved bagover før han nikkede anerkendende og selvom han havde godtaget mit svar, var jeg ikke sikker på at han rigrig kunne leve med det - ikke i længden, for han havde jo øjne i hovedet! "Hør, jeg ved ikke hvad der foregår mellem dig og Zayn eller dig og Liam for den sags skyld, men du bliver nødt til at hitte rede i det snart Hay." Han så på mig og tilliden tindrede fra hans øjne. "Ja, jeg ved det..." sukkede jeg - det her var lige netop grunden til, at jeg ikke ville have en kæreste, at forelske sig var altid så forbandet besværligt og i sidste ende var der altid én der sad tilbage med et knust hjerte - you know what they say; when a heart breaks, it doesn't breakeven!

"Before it gets ugly, Hay! For Zayn og Liam er ikke bare to tilfældige fyre, de er venner, som brødre og de er i det samme band," pointerede Harry efterfølgende og fik en velkendt kulde til at sprede sig ud fra mit hjerte - jeg var begyndt at gå i baglås. Harry måtte have observeret skiftet i mit udtryk, for i næste nu lagde han sin hånd over min og sagde: "Bare rolig, Liam will come around." Hans varme hånd føltes brændende mod min hud og hårene rejste sig over hele min krop. "Hvordan kan det være at hver gang nogen siger det til mig, så krymper jeg mig og synes ikke at jeg fortjener det?" spurgte jeg fraværende, men gav ikke Harry tid til at svare før jeg fortsatte. "Hvorfor skal jeg være så dum?!" udbrød jeg ærligt og kastede mit hoved bagover, mens mine hænder skjulte mit ansigt. "Du skal bare tænke før du taler og handler, for du er ikke dum Hay," svarede Harry opmuntrende og fjernede besværet mine hænder, finger for finger. "Du er bare reckless and irresponsible," tilføjede han med et drilskt glimt i øjet og jeg slog ud efter ham. "Right," forsikrede jeg ham og vi lo kortvarigt. "Du ved hvad jeg mener," grinte han. "Ved du hvad jeg hader?" spurgte jeg og rejste et spørgende øjenbryn. "At være omgivet af fem lækre babysitter-sangsensationer?" foreslog Harry og nu flirtede han. "Nej!" bjæffede jeg grinende og så seriøst på ham. "Jeg hader når du har ret Hazza," indrømmede jeg, hvilket fik ham til at sende mig et strålende smil - One Direction triumf! - 7-5...

"Nå, tror jeg vil gå i gang med morgenmaden, for før vi får set os om står Niall og ser efter den," lo han og fik også mig til at le stille. Han klappede mig på læggene for at få mig til at løfte mine ben, hvilket jeg modvilligt gjorde til sidst da han truede med at kilde mig. "Harry?" sagde jeg hurtigt, idet han nær var forsvundet ud i køkkenet. "Ja?" svarede han spørgende og vendte sig om således, at han kunne læne sig mod dørkarmen, mens han ventede på min næste udtalelse. "Du så mig og Zayn, den aften for længe siden gjorde du ikke?" Mit spørgsmål var tøvende og mit blik var forsigtigt afventende. I det øjeblik ordene forlod mine læber ønskede jeg straks, at jeg kunne trække dem tilbage og proppe dem ned i min hals. Harry så længe på mig, for at overveje mit spørgsmål nærgående. Stille håbede jeg at han ikke ville svare, for selvom jeg vidste at han havde set os, så var det alligevel meget behagligt at leve i en form for uvished - en gråzone hvor intet var konstateret eller erkendt. "Jo...Hay, jeg så jer den aften..." indrømmede han og trak forsigtigt på skuldrene. Jeg rettede mig nysgerrigt op i sofaen og mit hjerte satte farten op, for nu var det altså et faktum - jeg manglede det bare sort på hvidt, men det bad jeg selvfølgelig ikke om! "Hvorfor har du så ikke sagt det til nogen? Hvorfor ved Liam det ikke?" spurgte jeg ham og lagde mit ansigt i tusindvis af undrende folder. "Jeg antog at det ikke var noget og jeg stoler på dig når du siger at det ikke er." informerede han mig om. Han hævede sine brune øjenbryn lidt spørgende og tog mig stærkt i øjensyn. Jeg nikkede og smilede skævt. "Desuden er det ikke min historie at fortælle," tilføjede han og lagde sine arme alvorligt overkors. "Men han er din ven," sagde jeg undrende og konkluderede det åbenlyse. Harry svarede ikke smilede bare og vendte sig atter bort for at gå. "Du er stadig ikke tilgivet," sagde han bestemt og forsvandt så. "Nej, det ved jeg," sukkede jeg og lukkede øjnene. Hvordan var jeg endt her spurgte jeg mig selv og gav mig til at massere mine tindinger. Fordi jeg var en diva og lod stå til, mens alt faldt fra hinanden og jeg derfor lod mig omvende fra en lille løgner til en usandsynlig umoralsk løgner mindede jeg mig selv om - suk...endnu mere suk!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...