The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
24685Visninger
AA

38. What you give is what you get

Var det forkert af mig at håbe på at drengene ville tilgive mig? Var det dumt at fylde mit hjerte med ønsker, som var langt fra at gå i opfyldelse? Disse spørgsmål blev ved med at snurre rundt i mit hoved imens jeg søgende spejdede udover London Heathrows travle ankomsthal. Min kommen var åbenbart blevet holdt rimelig low-key, hvilket betød at jeg nærmest kunne bevæge mig rundt overalt uden at blive oversvømmet af fans eller paparazzier – nice for a change. Selvfølgelig kastede nogle få forbipasserende lange blikke efter mig, men der var endnu ikke brug for sikkerhedspersonale. Med ét greb to grove hænder fat om mine skuldrer og svingede mig rundt.

"Er du Haley James?" spurgte et furet ansigt. Jeg sprang forfærdet baglæns og snublede næsten over mine egne stiletter, men manden nåede at holde mig oprejst inden jeg ramte gulvet. "J...ja?" mumlede jeg og glattede mit hår nervøst mellem to fingre. Hans grove lettere brune ansigt blødtes op af et venligt smil, som jeg gengældte i den akavede stilhed. "Undskyld love, men der er så meget at se til her op til Brit Awards...og jeg kan godt være lidt skræmmende," sukkede han med sin dybe stemme og blot det at han kaldte mig "love" fik mig til straks at tilgive ham. "Det er okay, de må også være vant til, at vi kendte mennesker kan være besværlige," lo jeg til ham og han trak på skuldrene, men anerkendte så min udtalelse med en svag nikken. 

"Så de må være PR-konsulent?" spurgte jeg interesseret, idet han hankede op i min sorte kuffert og begav sig mod udgangen. "Ja, mit navn er Allan, Allan Johnson," svarede han og så endnu en gang undskyldende på mig. Derefter rakte han mig et visitkort, som bevis på, at han faktisk var hvem han gav sig ud for at være. "Jeg bliver simpelthen så distræt i disse dage," indrømmede han og åbnede bildøren for mig. "Ja, det sker," smilede jeg til ham inden jeg satte mig til ro på bagsædet. "God formiddag frøken," annoncerede chaufføren høfligt og hvilede en finger på sin hats skygge, som hilsen. "God...dag," hilste jeg kludret tilbage og fnes over min egen usikkerhed - det var dag ikke? Jeg var omkring 5 timer forud for New York City og min krop signalerede, at jeg skulle smutte i seng, på trods af at London lige var vågnet op til atter en dag.

Uden for ruden drev gaderne forbi og mennesker samt bygninger blev til en mørk sløret masse, der ikke rigtig fremstod som noget genkendeligt. "Haley, er det okay at jeg kalder dem ved deres fornavn," smilede Allan fra passagersædet. Hans grågrønne øjne lyste varmt til mig og hans høflighed gjorde stort indtryk på mig, faktisk overvældede briternes høflighed mig sådan cirka hvert minut! "Ja, hvis jeg må kalde dig AJ," grinede jeg tilbage til ham og han nikkede medgivende - dermed var vi officielt Haley and AJ. "Det er ikke for at presse dig Haley, men de næste par dage bliver stramt anlagt," undskyldte AJ og jeg fik næsten ondt af ham. Det virkede ærlig talt som om han var vant til at håndtere besværlige og humørsyge kendisser...måske skulle jeg ikke tale, jeg havde sådan set været lige præcis den stereotyp for få måneder siden - anyway! "Så længe du giver mig lov til lige at ankomme til mit hotel og tage et bad," svarede jeg og forsøgte at efterligne hans høflighed - det var faktisk ikke så svært, men krævede alligevel en smule anstrengelse. 

"Bare rolig, du har fri indtil i morgen ved 10-tiden. Nu da vi ikke har haft dig i landet på forhånd, så skal du lige igennem nogle photo-shoots, der er et "meet and greet" og så skal selve showet lige gennemgås," forklarede AJ professionelt og jeg måtte læne mig frem mod ham for helt at opfange alt det han sagde. Hans accent var ikke stærkere end drengenes, men han snakkede ret så hurtigt hvilket ikke passede særlig godt sammen med mit jetlag. "AJ, kan vi tale om det her i morgen?" afbrød jeg ham og han smilede forstående til mig, nikkede og vendte sig væk fra mig. Taknemmelig sukkede jeg afslappet og lod mit hoved falde tilbage i lædersædet. Mine øjne glippede tungt og snart kunne de ikke holde sig åbne, jeg gled langsomt tilbage i min underbevidsthed - det eneste sted hvor drømme virkelig foregik.

***

"Så er vi her frøken James," brummede en mandlig stemme. Mine øjenlåg hævede sig langsomt opad, således at verden kom mere og mere til syne foran mig. AJ var ikke længere at se nogle steder, så mine øjne blev kun mødt af chaufførens. "Øhm, tak..." svarede jeg søvndrukkent og forsøgte at hinte, at jeg ikke kendte hans navn. Han smilede bredt til mig, hvilket fik huden omkring hans øjne til at folde sig sammen i mange årtiers smilerynker. "De kan kalde mig Sean," forvissede han mig om, før han trådte ud af bilen. Jeg nikkede for mig selv og kastede siden et blik ud af den tonede rude - derude ligger London Haley, go get them girl! Efter en indre peptalk rømmede jeg mig målbevidst og skulle til at åbne bildøren, da den som på magiskvis svingede op. "Velkommen til The May Fair," hilste en portner højtideligt og slog en arm ud til siden, for at guide mig i retning af hotellets indgang. Bygningen tårnede sig meterhøjt op over mig og dens hvidlige facade vidnede om hvor eksklusivt dette sted var. Hovedgangen tiltrak hurtigt min opmærksomhed. En rød løber var lagt ud under et halvtag med tilhørende spotlights og henover halvtagets yderkant stod skrevet med store guld bogstaver: MAY FAIR. Fra et par faner vejrede det britiske samt den Europæiske Union's flag - midnatsblå, blodrød, hvid, himmelblå og citrongul. 

Portøren i sin sorte uniform smilede videre og hjalp Sean med min kuffert. Som jeg var vant til så skulle jeg ikke løfte en finger og idet jeg stod foran receptionsdisken vidste receptionisten straks hvem jeg var. "Velkommen til The May Fair Hotel frk. James," sagde hun og blændede mig næsten med hendes service-smil. "Tak," kvækkede jeg og skrev nogle formularer under, som hun rakte over marmordisken. "Deres værelse ligger på 5. sal nr. 402, første værelse på højre hånd. Piccoloen vil bringe deres ting op til deres værelse. Jeg ønsker dem et behageligt ophold," plaprede hun løs og da hun endelig trak vejret ind kunne jeg ikke lade være med at ånde lettet op - jeg blev sgu helt nervøs for at hun ville besvime og drukne sig selv i venlighed. 

Nøglekortet gled let ind i låsen og et svagt klik kunne høres i den tomme gang. Jeg trykkede håndtaget ned og trådte ind i én af hotellets bedste suites. Et gisp forlod mine lunger og bølgede gennem rummets krystalagtige atmosfære. "Hold da helt ferie," mumlede jeg for mig selv og gik på opdagelse. Suiten bestod af en storslået dagligstue, et luksuriøst badeværelse, en fancy bar og et overdådigt soveværelse. Der var både plasma TV, stort badekar med boblebadsfunktion, silkepuder, overvældende blomsterarrangementer, duftende bloklys og væg-til-væg spejl - det var lige før det var for meget! På et mørkt træbord lå et brev, som ønskede mig alt mulig held og lykke, fortalte mig at telefonen på væggen gik direkte ned til receptionen og selvfølgelig håbede de meget på, at jeg ville vende tilbage og/eller anbefale hotellet til andre. Den sidste kommentar fik mig til diskret at rulle med øjnene, hvilket jeg dog hurtigt måtte skjule idet piccoloen pludselig stod foran mig. "Deres kuffert frøken," annoncerede han og så ud til at ville klø sig nervøst i nakken, men det blev ikke rigtig til noget - jobbet forbød garanteret den form for menneskelighed. Jeg sendte ham et varmt smil og rakte ham 16£ i drikkepenge - jeg var ikke helt sikker på om det var generøst eller fedtet, men det så ud til, at piccoloens brune øjne lyste lykkeligt op inden han atter forsvandt og lukkede døren bag sig.

"Så er det bare dig og mig," sukkede jeg til sengen, som strakte sig flere meter ud i soveværelset. Lyset udefra gaden boltrede sig på de hvide vægge, mens sengetæppets dybrøde farve virkede tung i omgivelserne. Jeg hev mine stiletter af i en anstrengt bevægelse og smed dem skødesløst bag mig. For udmattet til at tænke over det kastede jeg mig baglæns ned i sengen, grinte af hvor behageligt jeg lå og lukkede så øjnene for blot at mærke hvorledes søvnen summede i mit hoved og gjorde mig let som en fjer. En pludselig sørgmodighed flydte min krop og fik mig til atter at stirre på det hvidmalede loft over mig – gad vide hvad drengene foretog sig lige i dette øjeblik? Sov de? Grinte de? Niall spise garanteret og Louis drillede sikkert Harry, som endnu prøvede at reservere et par timer til søvn. Zayn havde nok fundet et spejl, for at sætte sit hår op i sin perfekte sorte frisure og Liam…jeg håbede, at han smilede sammen med de andre. En del af mig nærede håb om at støde tilfældigvis ind i dem, mens resten af mig forsøgte at kontrollere min hjerterytme ved at ønske drengene langt væk fra mig – blot tanken om al den akavede stilhed der kunne opstå mellem os var ikke til at bære.

Jeg vendte mig om på siden således at jeg støttede mit hoved på min albue, men et kantet objekt skar sig ind i min hofte. Jeg ømmede mig højlydt og vred min telefon ud af min lomme. Skærmen lyste op, men dens blålige baggrund glødede tomt imod mig og der var hverken nye sms’er eller missede opkald. Et kort øjeblik følte jeg en stærk trang til at kyle den ind i væggen overfor mig, men mit hjerte blødte op og jeg tastede et nummer jeg ikke havde ringet til i over otte måneder.

”Hej det er Rachel James,” kvidrede en klar kvinde stemme. ”Hey, mor det er mig…” begyndte jeg, men blev hurtigt afbrudt. ”Jeg er desværre ikke tilstede, men du er velkommen til at efterlade en besked og jeg vil vende tilbage så hurtigt så muligt. Tak!” Beep! ”Surprize!” vrængede jeg og lagde på. Selvom en vrede kriblede frem under min hud, begyndte nogle få genstridige tårer også at forme sig henover mine øjne. Mit blik blev glasagtigt og jeg snøftede ærgerligt ind – hvorfor gav jeg hende altid lov til at have denne form for magt over mig? En prikken gled nedover mine arme og jeg vred mig irriteret. ”Fordi din mor altid vil være din mor,” erkendte jeg og tog mig selv i at lyde præcis som Kaitlyn. Et lille smil fandt vej til mine læber og jeg besluttede mig hurtigt for at ringe til Jake, siden min mor aldrig var der når jeg havde brug for det.

”Hallo?” spurgte en hæs og tør stemme, idet mit opkald til den anden side af Atlanterhavet blev besvaret. ”Wow, what happened to you?” smålo jeg og rømmede mig på Jake’s vegne. ”Hvem er det?” spurgte han fjernt, endnu i et forvredet toneleje. Jeg rullede med øjnene inden det gik op for mig, at han ikke kunne se det. ”Haley, du ved hende der sangsensationen?” ”Oh, Haley. Hvorfor ringer du midt om natten?” fortsatte han lettere tvært og man kunne høre, at han rodede rundt i en seng. ”Jake, klokken er mindst 6!” indvendte jeg og skubbede mig selv opad væggen, så jeg havde noget at læne mit tunge hoved mod.

”Ja, midt om natten,” mumlede Jake og gabte i den anden ende. ”Whatever, jeg ville bare lige sige, at jeg er ankommet,” smilede jeg og ignorerede hans uengagerede attitude. ”Ankommet hvor?” snøftede han utidigt og en raslende lyd fyldte telefonen – dårlig forbindelse eller junkfood? ”Hold da op, som den fyr der personligt smækkede et frimærke på ryggen af mig og sendte mig til London, så ved du virkelig ikke særlig meget…” brokkede jeg mig ironisk og viklede afventende en hårtot rundt om min pegefinger. Jake gryntede og hvis jeg havde, kunne se ham ville det sikkert have set ud som om lyset gik op for ham. ”London, right! Undskyld, som sagt er det midt om natten,” jappede han og fortsatte uden at trække vejret: ”Så hvordan er det derovre?” ”Fint nok, jeg har mødt AJ fra PR og min chauffør Sean. Nu sidder jeg på mit hotel til jeg skal til photo-shoot, ”meet and greet” og orientering i morgen, ” forklarede jeg og endelig lød det til, at Jake lyttede interesseret til hvad jeg sagde. ”Jamen, så kommer du da ikke til at kede dig,” grinede han og rømmede sig endelig – hans hæse stemme havde nær drevet mig til vanvid. ”Næ…jeg er bare lidt bekymret…” ”Over hvad dog?”

En længere pause fik stilheden mellem os til at knitre og summe. Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig alle de dollars jeg spildte lige nu på blot at forholde mig tavs, måske var det dem jeg kunne høre knitre, summe og rasle på telefonlinjen? Irriteret over min hjernes distraktioner rystede jeg på hovedet. ”Hvad hvis jeg støder ind i drengene?” fik jeg fremstammet og satte endelig ord på min største frygt siden alle mine løgne var blevet afsløret. Jeg kunne ikke en gang trække vejret ved tanken om at stå ansigt til ansigt med Louis, Niall, Harry, Liam og Zayn. Kortvarigt mærkede jeg en svimmelhed bølge igennem mig, men jeg fik hurtigt kontrol over mig selv for at høre Jake’s svar. ”Haley, bare tag det roligt, træk vejret og lad dem komme til dig,” beroligede han mig og jeg var på nippet til at hyperventilere, for blot at illustrere hvor alt end roligt, jeg tog det.

I stedet valgte jeg dog at erklære mig enig med ham. ”Fint, all I can do is wait…” sukkede jeg og begyndte at nulre sengetæppet mellem mine fingre. Dets bløde materiale sendte en afslappende kilden henover mine fingerspidser og jeg kunne atter samle tankerne. Det føltes som om jeg ikke havde set drengene i flere måneder, næsten år og jeg havde mest af alt lyst til bare at droppe de fine fornemmelser og ringe dem op. Desværre, var det nok ikke den bedste idé på baggrund af…ja grunden er rimelig åbenlyst tænker jeg.

”Men jeg tror jeg smutter i seng, for at være klar til i morgen Jake. Du derimod skulle se at komme ud af din seng!” annoncerede jeg og nu var det Jake der sukkede opgivende i telefonen.  ”Jeg holder på, at det er midt om natten! Men held og lykke og vi ses når du kommer hjem,” sagde Jake bestemt, men venligt og jeg nikkede for mig selv. ”Tak Jake, vi ses i næste uge.” Linjen døde ud og kortvarigt så jeg tomt på det atter blå display, men jeg kom stadig til den samme konklusion som tidligere – jeg havde brug for søvn, så godnat…eller goddag London? Uanset hvad så forestillede jeg mig, at det var mørkt, koldt og stjerneklart og pludselig var det ikke så svært at falde i søvn på stedet.

***

”Bare hovedret og dessert, nej men…ja fint,” fumlede jeg med ordene og lagde tungt røret på. Manden der åbenbart havde taget over i receptionen efter kl. 15 var meget opsat på at få mig overtalt til at bestille en trerettersmenu, men jeg havde altså ikke Niall med mig – det var bare mig, sengen og uret der afslørede, at klokken var blevet hen ad otte om aftenen. Min mave rumlede skeptisk og slog knuder på sig selv, det føltes nærmest som om den var ved at spise mig indefra.

Udmattet kæmpede jeg mig op fra sengen og krængede langsomt, næsten krampagtigt mine skinny jeans og sweater af. Da mit undertøj faldt let til jorden trådte jeg ind under den varme bruser og lod de blide stråler skylle træthed og skyldkomplekser af mine bare skuldre. Der stod jeg så til det føltes som om hotellet var løbet tør for varmt vand, selvom det garanteret havde næsten uendelige kilder af varme gemt væk i rør og slanger – det var jo ikke femstjernet for ingenting. Frottéhåndklædet var blødt og masserende mod min hud og selv idet der blev banket let på døren ønskede jeg ikke at trække i tøjet. I stedet tog jeg blot undertøj på og gemte så resten af min krop væk bag en af hotellets badekåber. ”Kom bare ind døren er åben! Du kan stille bakken på stuebordet, hvor der også ligger nogle drikkepenge!” råbte jeg indefra soveværelset og fik hurtigt slynget mit våde hår op i en hestehale. ”Du ved da hvordan man ønsker sine gæster velkommen!” blev der råbt tilbage og jeg skyndte mig derind, for at se hvilken roomservice der tillod sig at sige den slags.

”Jeg vil lige sige dig at---” min talestrøm stoppede brat på mit stemmebånd og jeg havde nær tabt min kæbe på gulvet. Jeg forestillede mig hvorledes den ville klapre og danse henover marmorgulvet. Må jeg minde herskaberne om hvad jeg sagde om ikke at kunne trække vejret ved tanken om at stå ansigt til ansigt med drengene? Altså her stod jeg så med Louis’s blågrå øjne på mig og jeg kunne ikke en gang gispe som en fisk på land – det var reaktionen ved bare at se én af dem!

Jeg var sikkert ved at blive blå i ansigtet, for Louis rynkede bekymret sine øjenbryn sammen og trådte lidt tættere på mig. ”Louis?” var det eneste ord jeg kunne fremstamme og ganske rigtig så smilede Louis skælmsk til mig. ”Jeg troede du var roomservice?” mumlede jeg helt paf, da jeg endelig fik tungen ordentligt på geled. ”Oh it is babe,” lo han drillende og jeg genkendte straks glæden der glimtede i hans øjne.

Et fjollet grin bølgede over mine læber og jeg slog venskabeligt ud efter ham, men han stod ikke tæt nok på mig og jeg mistede dermed næsten balancen. ”Så hvad laver du dog her?” spurgte jeg og rettede på badekåben, som for at glatte mine nerver ud. Louis trak let på skuldrene og svarede: ”Jeg hørte at du var i byen.” Jeg nikkede forstående og kløede mig nervøst på håndryggen – hvad skulle jeg dog gøre af mig selv? ”Og her er jeg så!” smålo jeg og rakte armene dramatisk op i luften, Louis nikkede anerkendende. Efter nogen tids stilstand tog Louis fat i min hånd og ledte mig hen til sofaen. ”Haley, jeg kan ikke acceptere hvad du har gjort og jeg forstår det heller ikke, men det betyder ikke at jeg ikke bekymrer mig om dig, det gør vi alle…” forklarede han stille og som om det ville opveje afgrunden mellem os, rømmede han sig. Hans øjne gled op til mine og de forsøgte at kanalisere al hans omtanke over i mine. ”Jeg har det fint, hånden på hjertet Lou,” smilede jeg stille og gav hans hånd et klem. ”You better not be lying to me!” grinte han og vores latter fyldte værelsets tysthed, men det gik dog hurtigt op for os, at det slet ikke var så morsomt. Jeg var jo løgneren over alle løgnere og det der var ment som en joke, var ikke andet end den skinbarelige sandhed. Louis kløede sig anstrengt i nakken. Han forsøgte at sige noget, men det var som om ordene ikke rigtig ville forme sig for ham. ”Nej, det er jeg færdig med…tro mig,” sukkede jeg og fangede atter hans øjne. Den sidste del af min udtalelse var mere et spørgsmål end en konstatering, men Louis rejste sig blot for at kigge ud af panoramavinduet.  

”Men tillykke med nomineringen,” smilede han til mig lidt efter og vendte sig om så han stod lænet mod vindueskarmen. ”Takker, og jeg hører at I skal uddele én af trofæerne.” plaprede jeg med og strammede min hestehale - nej, det fik mig ikke til at fremstå mere professionel. ”Korrekt, vi ved bare ikke hvilken kategori der er tale om endnu.” Louis satte sig atter ned ved siden af mig og lagde sig tilbage mod ryglænet. ”Jeg ville bare ønske, at vi kunne nyde aftenen sammen…” sukkede jeg ærgeligt og så håbefuldt på Louis. Jeg krydsede inderligt fingre for, at han ville sige, at de havde tilgivet mig eller at vi kunne være venner igen. Med hans næste udtalelse blev det dog klart, at min hjerne løb lidt for hurtigt med den form for tanker. ”Ja også mig,” mumlede han bedrøvet og da hans øjne begyndte at flakke var det tydeligt, at der ikke var meget håb forude.

”Tror du nogensinde, at I vil være i stand til at se forbi de ting, jeg har gjort?” hviskede jeg og en brændende fornemmelse skød op igennem mit svælg og min gane. Louis så på mig, jeg så på ham – blågrå øjne mødte krystalblå i et enkelt sekund hvor næsten hvad som helst kunne ske.

________________________________________________________________________________

Hey, er virkelig ked af, at der gik så lang tid før jeg fik publiceret det nye kapitel. Derudover så håber jeg, at I kan tilgive, at der ikke sker så meget i historiens forløb for tiden, men det er simpelthen, fordi jeg er ved at bygge op til afslutningen :)

Skriv endelig hvad I synes og jeg fortsætter målbevidst mod en "The Lair in Me 2 - Love Me Now"! :D

~Tess Towler~

PS. Hvad synes I om titlen på 2'eren? Andre forslag? Har overvejet at lægge resuméet for 2'eren ud snart så I kan fortælle mig hvad I synes :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...