The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23854Visninger
AA

14. Waking up with you on my lips

"Haley?" "Hallie...". Jeg følte noget berøre min hånd og jeg spjættede ukontrolleret. Da mine øjne åbnede sig blev jeg mødt af fem andre par øjne der stirrede intenst og undersøgende på mig. "Harry?" "Niall?" "Liam?" "Zayn?" "Louis?". "Hun er i live!" udbrød Louis og kastede sig henover mig. Hans krop ramte mig tungt og jeg fik en kraftig trang til at kaste op. "Louis," irettesatte Liam ham og Harry skubbede ham væk fra mig. Hvad fanden lavede jeg her? Aftenen før var en samling af udtværede billeder og det var som om et mørkt og hullet slør lagde sig over min hukommelse hver gang jeg prøvede at tænke tilbage. Jeg så kun aftenen i brudstykker – Liam der holdt om mig, Amy der grinte mig i ansigtet, mens hun kastede sig over Zayn som en sulten hyæne og igen dukkede Liams ansigt op. Jeg rejste mig hurtigt for at flygte fra alle deres blikke, men kvalmen steg med en rasende fart op igennem halsen. "Hvad glor I på?" vrissede jeg af drengene og lagde en hånd henover mine øjne, der brændte af træthed. "Drenge kan I ikke gå ind i stuen?" dirigerede Liam og de andre lod os være alene. ”Hvorfor gør du det her mod dig selv Hallie?” hans stemme var bekymret og medlidende. Jeg svarede ham ikke, men vendte mig om på siden så jeg kunne se ham i øjnene. Lige i øjeblikket havde jeg ikke den fjerneste idé om hvad han snakkede om, men hvilken forskel gjorde det også nu? Jeg havde kastet mig ud fra Jake’s fly, som ikke var drevet af benzin, men af løgne. Min krop var i frit fald og min hjerne var omtåget. Intet var som før og løgnene var ikke længere så uskyldige – jeg havde bevæget mig langt fra point of no return. Der var kun en vej og det var fremad af faretruende smalle bjergstiger med overhængende fare for at skvatte – det var make it or break it!

Liam ventede endnu på mit svar, men jeg kunne ikke formulere mig eller komme i tanke om et eneste ord, som kunne give mening i denne situation. Kun Jake’s stemme kørte uafbrudt i min tankegang – ”…du er allerede blevet koblet sammen med Liam…”. Ordene smagte stadig dårligt, men jeg kunne intet gøre. Liam var sød og fik mig til at føle mig værdsat, men at spille ham op imod Zayn var forfærdeligt. Et billede fra i nat blev genkaldt på min nethinde og jeg indså straks at jeg allerede havde iværksat Jake’s plan.

"Du er min "Direction", Liam" hviskede jeg ud i nattens mørke og mødte hans øjne der lyste en smule.

"Ja?" smilede han og rykkede tættere på mig. Jeg nikkede og begravede mit ansigt i hans nakke og kyssede hans hud.

De ord jeg blot hviskede lydløst til Zayn's ryg, havd jeg sagt højt til Liam og fået hans hjerte over på min side. Nu sad vi så her overfor hinanden, som to forandrede personer. Liam lænede sig lidt fremad og jeg mødte ham på halvvejen ved at rejse min overkrop op mod ham. Hans chokoladebrune øjne flakkede en smule, men jeg kunne mærke hans beslutsomhed da han lod sin ene hånd gribe omkring min kæbe og løfte mit hoved så vores læber berørte hinanden i et blødt i et forsigtigt kys. Vi hørte begge piften bag os og rykkede os hurtig væk. Liam kiggede ned på mig og jeg rødmede dybt. Et smil bredte sig på mine læber, men det forsvandt hurtigt da jeg mødte Zayn’s blik. Jeg kunne ikke tro det, men dybt i hans intense og mørke øjne så jeg en smerte. En smerte der fik mig til at indse hvor fej jeg var og hvor stor min løgn var ved at blive. Han vendte sig bort og forsvandt ind på sit rum. Jeg følte en forfærdelig trang til at følge efter ham og trygle ham om at forstå, men hvad var der at forstå? Jeg havde lige kysset hans bedste ven dagen efter han selv havde holdt mig ind til sig i en af New Yorks regnvåde gader. Hans tiltrækningskraft og mine følelser havde nær ført til at Zayn og jeg havde kysset. Jeg var falsk og en løgner, men hvad kunne jeg stille op? Hvis jeg brød kontrakten ville jeg miste alt der nogensinde havde betydet noget for mig og hvis jeg blev ved med at leve en løgn ville jeg måske ende op med at såre alle jeg ikke havde skubbet væk endnu og miste Zayn for altid.

Det gik dog op for mig at Zayn ikke var den eneste der havde et problem med mine handlinger. Harry så forarget på mig henne fra døren og forsvandt også ud af mit værelse. Kun Niall og Louis stod endnu smilende som to lallende idioter, hvilket fik mig til at grine før jeg pinligt berørt gemte mig under dynen. I mørket under min dyne prøvede jeg desperat at gemme mig og for en gangs skyld håbede jeg at Jake ville vade lige ind ad døren og sige et eller andet der kunne få drengene på andre tanker, men som sagt er lykken ikke særlig meget på min side for tiden. "Hallie, du får altså brug for ilt på et tidspunkt," sagde Louis konstaterende, men jeg valgte at ignorere det nogle minutter endnu indtil han fik ret - jeg kunne ikke trække vejret. "Der er morgenmad i køkkenet hvis du orker det," smilede Liam og kyssede min pande. "Uden mad og drikke dur helten ikke," grinede Niall og blev hurtigt suppleret drillende af Louis: "Men drikke har du vist fået rigeligt af!" De blinkede begge to og forsvandt ud i køkkenet, hvor deres stemmer hurtigt brød ud i larmende samtale - av mine hjerneceller var helt slået ud. På trods af mine fysiske og mentale smerter tvang jeg mig selv ud af sengen og kæmpede mig ynkeligt hen til Zayn's dør - selvom det nok var håbløst så ville jeg i det mindste gøre et forsøg...

Jeg løftede min hånd for at banke på, men den faldt ned langs min side idet jeg hørte Zayn's stemme: "Glem det Haley!" Hvordan kunne han vide at jeg stod derude? Lettere skræmt og stædig gik jeg alligevel ind. Han sad på en stol henne ved vinduet og lyset udefra skar i mine trætte øjne, men jeg havde større problemer at tænke på. "Zayn..." begyndte jeg, men min stemme døde hen. "Hvad er det du ikke forstår ved sætningen: "Glem det!"?" spurgte han tydeligt irriteret og ikke i humør til at snakke. "Den hele Zayn..." sukkede jeg og satte mig ned på hans seng i et forsøg på at fange hans blik - intet held! "Ved du hvad? Jeg gider ikke det here mere Haley, hver gang jeg tror jeg er et skridt tættere på hvem du i virkeligheden er så hiver du tæppet ud under mig og jeg ender altid på røven!" sagde han vredt, men dæmpede sig for ikke at tiltrække de andres opmærksomhed. "Jeg prøver at finde svarene, men forstår også når du ikke vil snakke om det og så trækker jeg mig. Så for once, gør mig den tjeneste at rejse dig, gå ud ad døren og lukke den bag dig uden så meget som at sige et ord til mig!" Jeg åbnede min mund, men endte med blot at trække vejret ind og forlade rummet - Gråden pressede let på min hals, men "Sometimes you just have to walk away..." mindede jeg mig selv om og besluttede mig for at presse noget morgenmad ned.

***

Dagen igennem så ingen af os noget Zayn og fra hans rum kunne man høre høj og invaderende musik. For det meste spillede han "Taken" om og om igen til jeg var ved at knække helt sammen. Især andet vers fik skyldfølelsen og savnet til at skylle indover mig.

"You're messing with my head Girl that's what you do best Saying there's nothing you won't do To get me to say it You're impossible to resist But I wouldn't bet your heart on it It's like iIm finally awake And you're just a beautiful mistake"

Det var som om sangen handlede om mig og af og til synes det også som om han med overlæg skruede højere op når den blev afspillet. Jeg var på vej hen til hans dør for at få ham til at skrue ned, da jeg ikke en gang kunne høre mig selv tænke. Min mission blev dog afbrudt da Harry hev mig til side. ”Hvad har du gang i Hay?” hviskede han og så sig om som om vi var med i en kriminalroman og helst ikke måtte udveksle hemmelige oplysninger. ”Hvad mener du?” spurgte jeg uskyldigt, men vidste udemærket godt hvad han mente – han havde set mig og Zayn sammen den aften hvor Naill havde fundet det forbanede billede af Liam og jeg og nu kyssede jeg gudhjælpe mig Liam uden så meget som at blinke eller trække i land. ”Du ved godt hvad jeg mener! Hvorfor leger du med Zayn og Liam’s følelser?” ”Som om du ikke har flirtet med flere på én gang!” sagde jeg og mente det i dril, men min stemme var kold og jeg overraskede mig selv en smule. Harry's grønne øjne der normalt lyste venligt imod mig så nu såret på mig og han gav slip på min arm. ”I det mindste lod jeg dem ikke tro at der var noget mellem os,” hævdede han og skulle til at gå, ”…og jeg har aldrig splittet to bedste venner ad!” Hans ords sandhed skar i mit hjerte og min hånd begyndte straks at gnide på mit bryst som for at lindre smerten, men den hang ved som kontaktlim. Harry strøg forbi Niall, der var på vej hen til os og glæden i hans blå øjne forsvandt og belv erstattet af et bekymret udtryk. "Er alt okay?" spurgte han foruroliget og lagde sin ene hånd på min skulder. Jeg så på ham og sukkede opgivende. Var der overhovedet noget der var okay? Zayn hadede mig med god grund, Harry var vred og såret med god grund, Liam var lykkelig med god grund, Louis var glad med god grund, Niall var bekymret med god grund og alle som én var de fuldkommen uvidende med god grund. I virkelighede var jeg jo slet ikke hvad jeg gav mig ud for. Jeg var ikke en god ven, jeg var ikke en god flirt, jeg var ikke stærk og i kontrol. Nej, jeg var en løgner, en omvandrende hån af enhver form for godt menneske og inderst inde brændte en ukontrolleret og uudslukkelig trang til at skrige, græde og hade alt og alle - I was a mess! I skuffelsens øjeblik rystede jeg Niall's venskabelige hånd af mig og lænede mig mod den kølige væg. Arrigskaben der boblede i mig forårsagede at jeg knaldede hovedet hårdt mod muren, hvilket sendte en stærk smerte gennem min hjerne og videre ned til min nakke og skuldrer. "Haley..." Niall's stemme hviskede til mig som til et fjollet barn og han lod vores pander hvile mod hinanden. "For fanden Nialler," hviskede jeg og så ned på mine fødder. Zayn's dør gik op og han stod kort og gloede vantro på mig, "Du har travlt hva'?" sagde han hårdt til mig og forsvandt ud i køkkenet. Hurtigt skubbede jeg Niall væk fra mig og greb fat i Zayn's ærme. Hans mørke øjne så knap på mig og ordene der havde fundet vej fra mine tanker til mit stemmebånd, klumpede sammen og snørede sig sammen om min tunge - igen stod jeg og gloede på ham, fanget og ude af stand til at sige noget intelligent der kunne forklare de sidste par dage. Dermed rev han sig løs og gik ind i stuen. Mit hoved sank og atter så jeg kun gulvet under mig, det mørke og ensfarvede gulv, som sejlede en smule under mig. "Hvad mente han med det?" spurgte Niall der nu havde fået mig til at se på ham. "Ingenting," svarede jeg ligegyldigt, men jeg vidste alt for godt hvad Zayn havde ment. For en gangs skyld var det han havde set ikke rigtig - jeg havde såret Zayn ved at kysse Liam, men jeg var ikke ved at såre både Zayn og Liam ved at kysse Niall. "Det lignede ikke ingenting, Haley?" sagde han spørgende og spærrede vejen ind til stuen. "For pokker Naill, jeg kan sgu da ikke læse tanker!" anråbte jeg ham vredt og skubbede ham til side. Ja, jeg skubbede ham til side og næsten ind i væggen. Det er det jeg altid gør! Når nogen kommer for tæt på eller er ved at finde ind til kernen af alle mine løgne så skubber jeg dem væk - out of sight, out of mind!

"Vi skal altså afsted nu!" råbte Liam med ét gennem lejligheden. Forvirret fangede jeg hans blik og han kom smilende hen mod mig. "Hvad skal vi?" spurgte jeg automatisk og lod ham lægge sine arme rundt om mig. "Det er bare drengene og jeg der skal til et interview downtown," forklarede han og gav mig et lille farvel-klem. Splittet så jeg på ham, jeg kunne ikke afgøre om jeg var glad for at skulle være alene eller ej. Normalt når jeg befandt mig alene lod skyldfølelsen og tankerne mig ikke være i fred og der blev konstant banket på mit sind til det gav efter og lod sig drukne i alkohol. "Men jeg ville ønske jeg kunne blive her med dig..." hviskede Liam sødt i mit øre og kyssede mig på håret. Et smil formåede at forme mine læber og da Zayn stirrede koldt på mig henne fra entréen trak jeg Liam's hoved ned til mig og pressede mine læber mod hans. "Get a room!" grinede Louis højt og puffede drillende til os og vi brød kysset. Zayn så ikke længere på os idet jeg så i hans retning og jeg fortrød en smule at jeg havde tværet mit forræderi lige i ansigtet på ham - dårlig vane...

***

Drengene havde været væk i et par timer og mine tanker var allerede ved at tage livet af mig. Det var umuligt for mig at lade alle løgnenes omfang ligge og selv ikke Tv, musik eller snacks kunne længere skubbe dem ud af billedet. I et sidste desperat forsøg havde jeg ladet hele One Direction's album spille på maks. volumen igennem lejligheden så det rystede i min krop, men dette havde bare forårsaget mere dårlig samvittighed og snart var underboen også blevet ret så irriteret. "What is a lonely girl suppose to do?" sukkede jeg og så ud af vinduet, derude var livet, men jeg orkede ikke at se det i øjnene nu. Amy havde allerede ringet et par gange, men selv ikke hendes uendelige snakken ville lindre min smerte og få mig til at glemme. For et par minutter siden havde jeg nær taget en drink, men med ærefrygt for konsekvenserne havde jeg droppet det i det øjeblik jeg stod med et glas i den ene hånd og en spurtflaske i den anden - det var ikke det værd havde jeg fortalt mig selv som et mantra.

Den sidste udvej var at ringe min søster op, for at få hendes stemme fra fortiden til at få mig ud af min mørke sindstilstand. Straks begyndte jeg at savne hende og tog min mobil frem for at ringe til hendes telefonsvarer. Dog tikkede en besked fra Amy ind og jeg besluttede mig for at foretage mig noget langt sundere end at ringe til min afdøde søster – jeg begyndte at tjekke alle beskederne på min egen telefonsvare. De fleste var fra Amy der arrigt og opgivende forsøgte at få mig i tale, derimellem var der nogle enkelte fra Jake eller en af drengene. Da jeg havde fået ryddet mig vej igennem størstedelen af dem hørte jeg pludselig Kaitlyn’s stemme iblandt dem og det gik op for mig at beskeden var indtalt for omkring otte måneder siden.

"Hallie Sally, please ring til mig savner min søster! Du er snart som en fremmed!" grinte hun og så døde hendes stemme ud. Jeg hørte den igen:

"Hallie Sally, please ring til mig savner min søster! Du er snart som en fremmed!"

Jeg smilede for mig selv og valgte at jeg alligevel ville ringe hende op…så måtte folk og psykologer sige hvad de ville. Min hjerne var så vant til at ringe hende op at jeg næsten ikke tænkte over mine fingres bevægelser henover mobilens touch-skærm.

"Heya, du har ringet til Kaitlyn James

læg en besked og så vender jeg tilbage,

medmindre det er Harry Styles så tager jeg den lige nu..."

Jeg mærkede hvorledes lyden af hendes stemme fik smerten til at aftage. Jeg fandt den gamle skoletaske frem, som jeg havde fyldt med nogle af Kaitlyn's ting da min mor og jeg havde ryddet op. Ivrigt rodede jeg alle taskens rum igennem og i inderlommen fandt jeg hendes telefon. Da jeg så dens neglelakdækkede overflade smilede jeg og blev mindet om den dag hun var blevet træt af dens grå farve og valgte at male den med pink neglelak - mor var blevet så sur, men jeg lo! En idé slog ned i mig og jeg tændte telefonen som mirakuløst stadig havde en smule strøm tilbage. Koden kendte jeg sagtens og ringede straks hendes telefonsvarer op - jeg vidste at jeg selv havde lagt nogle beskeder til hende for nogle måneder siden og hvis jeg blot lyttede til dem også så ville det næsten virke som om Kaitlyn og jeg igen førte en samtale.

Skingert hørte jeg min egen stemme råbe fra telefonens højtaler.

"Heya, Katy vejret her er så dejligt, men mor siger at jeg umuligt kan passe på mig selv! Kan vi ikke mødes på vores sted?"

Den dag havde jeg for første gang foreslået at jeg kunne få min egen lejligheden og min mor havde skældt mig ud, for det var jeg i hvert fald ikke klar til. Kaitlyn havde været hos en ven, men hun var til enhver tid villig til at mødes på vores sted for at snakke - those times are gone! På trods af savnet jeg nu blev mindet om lyttede jeg videre.

"Hello, Kaitlyn tak for dit brev, jeg ville bare sige at vi snart kommer til USA og vi vil alle fem enormt gerne møde dig..." sagde en lidt hæs drenge stemme og jeg rystede uforstående på hovedet. Fem drenge? Et brev? Beskeden fortsatte:

"Jeg vil prøve at ringe senere og det er Harry...Harry Styles." hans stemme dødede ud og i chok stirrede jeg frem for mig. Harry kendte min søster, men hvordan? Og hvorfor ringede han til hende for to måneder siden, det var jo lige omkring den tid hvor One Direction kom herover. Endnu en besked blev afspillet og den samme hæse stemme annoncerede sit budskab - det var den Harry Styles, som jeg for tiden delte lejlighed med.

"Kaitlyn babe, jeg er meget skuffet over at du ikke tager den nu hvor det faktisk er Harry Styles..." drillede han og i baggrunden kunne man høre én af Louis's glædesudbrud. One Direction, Kaitlyn James og jeg...havde One Direction også hemmeligheder?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...