The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23664Visninger
AA

20. Too many lessons and nothing learnt

Jeg var ganske langsomt faldet i søvn igen og som jeg lå der på sofaen forsvarsløs blev jeg et nemt bytte for Louis's morgenfriskhed. "Hallie Bear! Hallie Bear!" sang han og begyndte at hoppe på sofaen. "Please, ikke noget sirup!" skreg jeg forfærdet og satte mig straks up. Louis's smilende ansigt ændredes til et lettere fornærmet udtryk, men drilleriet var let at spore i hans øjne. "Her kommer man bare for at dele sin kærlighed," snøftede han komisk og ligesom første gang vi mødtes begyndte falske tårer at glide ned ad hans kinder. Zayn begyndte at grine let bag os og håbløst prøvede jeg at trøste den ulykkelige Louis. Han flygtede dog hver gang jeg forsøgte at omfavne ham og jeg måtte nu følge efter ham. Til sidste endte han henne ved Harry, som han klyngede sig til. "Hvorfor er du altid i nærheden når Louis er ked af det, Hay?" spurgte Harry drillende og lod Louis tørre øjne i sit tørklæde. Uden at svare prikkede jeg Harry kildende i siden, så han gav slip på Louis, som dermed faldt tilbage i mine arme. Han snøftede stadig, men kunne ikke holde grinet tilbage. "Det er jeg ked af Lou," smilede jeg til ham og aede hans brune hår, som kildede min hals. Over Louis's skulder fangede jeg Harry's blik, som så skuffet til, fordi jeg havde taget Louis fra ham. Drillende rakte jeg tunge af ham og han gengældte det kærligt. "Er morgenmaden snart færdig?" peb Niall hungrende idet han gik os alle i møde. En pludselig glæde havde spredt sig i min krop og jeg sprang hen til ham og omfavnede ham før Harry kunne nå at lægge armen om Niall. "Du er ikke særlig sød i dag," surmulede Harry skuffet, mens jeg kyssede Niall på kinden. "Jeg deler bare ud af min kærlighed!" grinte jeg og fik en high five af Louis. Undskyldende så Louis på Harry og hagede sig atter fast til ham. Niall som først nu var begyndt at gengælde mit kram sukkede forvirret og rystede lidt på hovedet - han var bare sulten. Jeg hang efterhånden på Niall som en anden abeunge og han begyndte at svaje usikkert fra side til side. Kort efter at jeg havde registreret hans ustabilitet snublede han og tog mig med i faldet. Uheldigvis kom Liam gående indad døren i det øjeblik, hvilket resulterede i at han landede på gulvet med både Niall og jeg skraldgrinende oven på sig. Da det gik op for mig at vi havde taget Liam med ned rejste jeg mig hurtigt og sendte ham et akavet blik. Hans brune øjne synes mørkere for en stund, men de afslørede ingen vrede eller sorg, blot et ubestemmeligt mørke. Jeg blev atter mindet om at hans sårede stemme der spurgte hvorfor jeg lå i Zayn's arme og hans tilstedeværelse lagde sig tungt nedover hele rummet. Undskyldende så jeg på ham og sendte et lille smil henover mine læber. Det var tydeligt at han anstrengte sig for at gengælde smilet, men hans læber satte sig fast et sted mellem smil og nedadvendte mundvige. Det værste var dog at vi alle seks stod og udvekslede beklemte og akavede blikke uden at kunne stille noget op.

"Brødet!" råbte Niall lige pludselig, da hele lejligheden begyndte at lugte brændt og jeg havde aldrig været så lykkelig over Niall's sult som i dette øjeblik. Forskrækket skyndte vi os alle sammen ud i køkkenet, som i en komisk stumfilm. Harry fik med grydelapper på begge hænder fisket brødet ud af ovnen eller jeg skulle måske hellere sige det der engang havde været et brød. I Harry's handskebeklædte hænder lå en klump forkullet masse, som vidst nok var skrumpet ind til halv størrelse i forhold til hvordan det så ud, da det blev puttet i ovnen. Kortvarigt stod vi alle og så lamslået på brødet, hvorefter Niall alligevel valgte at tjekke om det nu var helt kaput. En kraftig knasende lyd kom fra hans mund idet han bed ned over brødet og et forvrænget og tydeligvis utilfredst udtryk lagde sig over hans ellers glade ansigt. "Fy for den da!" spruttede han og løb hen til vasken for at spytte krummerne ud. Hostende og endnu hakkende og forbandende vendte han sig mod os. Hans kønne irske ansigt var næsten flammende rødt og ude af stand til at styre os brød vi alle ud i larmende grinekramper - selv Niall gav sig til at grine, da han efter indtagelse af mindst en halv liter vand atter fik kontrol over sin hals. Stemningen var lettet og spændingerne der før havde hængt i luften var nu blevet udlignet således at det var muligt for os alle at have en form for normal morgenmad, dog uden brød - så normal som den nu kan være når man deler den med One Direction.

***

Jeg havde siddet længe inde i stuen og stirret ud i luften i håb om at en af drengene pludselig ville beordre mig til at foretage mig noget konstruktivt, men mest af alt håbede jeg at Liam ville opsøge mig. "Hvad laver du Haley?" spurgte Naill og dumpede ned ved siden af mig. "Waiting on the world to change," sukkede jeg og begyndte at sno noget hår rundt om min pegefinger. "Så tror jeg du kommer til at vente længe!" grinte han og skubbede drillende til mig. Jeg smilede kort, men fortsatte så med at stirre. "Er hun groet fast til sofaen?" spurgte Louis og kastede sig ned på den anden side af mig. Niall nikkede ivrigt, mens Louis gav sig til at prikke mig. "Louis," knurrede jeg, men han fortsatte med sin leg. "Det der nytter ikke noget Boo Bear, du skal gøre sådan her," forklarede Harry og tog fat i siderne på mig lige der hvor det kilder allermest. Krampagtigt begyndte jeg at vride og sno mig rundt i sofaen, mens en besværet og kompakt latter stødtes ud af mine lunger. "Harry! Harry!" hvinede jeg før jeg atter måtte hive efter vejret. "Hun er ved at blive blå i hovedet, Hazza!" konkluderede Zayn et sted oppe fra og da jeg åbnede øjnene så jeg direkte på ham - han grinte fjollet. "Mere rød end blå," vurderede Louis og Harry gav efter og overgav sig. "Så mens du genvinder din normale smukke hudtone, hvad sker der så?" sagde Harry med et flirtende glimt i øjet. "Yeah, what's happening?" spurgte Naill i et forsøg på at efterligne Zayn, men imitationen slog fejl og Zayn måtte rette lidt på ham. "Nialler, what's happenin'!" udbrød Zayn og vi grinte alle kort. Det gik op for mig at alle drengene undtagen Liam var kommet og nu sad i en rundkreds rundt om mig. "Ikke så meget," svarede jeg dumt og slog mig selv for panden - total intelligent...

Harry lo af mig og smilede opmuntrende. "Nu har vi chillet i tre måneder, måske skulle vi se at komme i gang med den der kollaboration?" foreslog Zayn og så opfordrende på os andre. Vi nikkede alle monotomt og Niall hentede sin guitar. "Men vi kan ikke gøre det uden Liam..." hviskede Louis næsten undskyldende og alle så på mig. "Jeg henter ham," svarede jeg og rejste mig - igen med alle fire par øjne klistret til min ryg og stilheden lagde sig som et tryk bag mig. "I må gerne trække vejret drenge," fortalte jeg dem og de opfangede heldigvis hintet og begyndte at snakke sammen mens Niall slog et par strenge an.

Da jeg stod foran Liam's dør trak jeg vejret helt ned i maven og pustede koncentreret ud. Jeg løftede hånden for at banke på, men med ét blev den åbnet. Der stod jeg så med armen hævet, knyttet hånd og et forvirret udtryk over hele ansigtet. Liam så ligeså overrasket tilbage og luften omkring os føltes kvælende. Ude af stand til at sige noget eller udføre en eneste handling blev jeg stående som frosset fast og intet skete før Liam hævede sin egen arm og greb om min hånd. Langsomt førte han den ned og løste mine knyttede fingre, så han kunne trække mig ind på sit værelse. Døren lukkedes atter bag mig og længe stod vi bare og så hinanden an mens vores hænder stadig var forbundet. Hans brune hår var let bleget af sommersolen og pjusket i siderne, men på en kontrolleret måde. Han var iført en ternet skjorte i blå nuancer parret med et par grå bukser - med andre ord så han godt ud. Mit hjerte begyndte at banke hårdt mod mine ribben og nervøst kastede jeg med håret. Liam rømmede sig og lod langsomt sine fingre glide ud af mine. Han satte sig på sin seng og gjorde et nik med hovedet for at få mig til at gøre det samme. Jeg tog tilløb til at sige noget og med en stemme brød vi begge stilheden: "Undskyld.", var det eneste ord, som for os begge kunne bekrives hvad vi følte. Mit indre var led og ked af at være foruden hans varme og selvom det kun var et døgn siden at vi havde talt sammen, så virkede det som længere. Få sekunder efter Liam havde udtalt det ene ord, begyndte min krop at spænde og jeg så ned. Det skulle ikke være nødvendigt for ham at undskylde, han burde ikke tage skylden på sig og selvom han allerede så undrende på mig kastede jeg mere benzin på bålet. "Du skal ikke sige undskyld Liam," hviskede jeg og lagde en hånd på hans bryst og så ham inderligt i øjnene. "Jeg var ensom og oprørt, men det er ikke nogen undskyldning for---" Han afbrød mig ved at lægge en finger på mine læber. "Jeg tog det for tungt Hallie, Zayn var bare god ved dig og jeg skulle have indset det, jeg skulle have hørt på dig!" sagde han hurtigt og sætningerne lappede henover hinanden så han kunne nå at få det hele sagt inden jeg ville afbryde igen. "Men Liam---" forsøgte jeg og da jeg igen ikke fik lov til at sige noget begyndte skyldfølelsen at bygge sig op igennem min krop. Det var forkert at Liam sad her og undskyldte for en mistanke som faktisk havde noget på sig - det hele var bare så forkert, jeg var så forkert! "Hallie, tilgiv mig," sagde han forsigtigt og lagde en hånd på mit lår. Jeg så ind i hans øjne og ømheden flød rundt i deres varme brune indre. Modvilligt nikkede jeg, men måtte slå mit blik ned. "Hvorfor kan du ikke se på mig?" Han løftede nu mit ansigt med to fingre for at kunne analysere mig udførligt. Jeg trak på skuldrene, "Fordi det hele er så rodet," hviskede jeg til ham og undrende trak han sit hoved lidt væk fra mig. "Hvad mener du, babe?" smilede han og sendte mig et blik der sagde at jeg var fjollet, for alt var jo lige netop i den skønneste orden fra Liam's synsvinkel. "Mig, mit hoved, os to" opremsede jeg, men i stedet for at blive mødt af et svar strøg hans pegefinger nedad min kind og fjernede noget hår fra mine øjne. Liam's blik sugede mig ind og sødmen spredtes i min mund da han pressede vores læber mod hinanden. I lang tid holdt han mig fast og lod sin tunge kilde mig på læben. Omtåget trak jeg efter vejret før jeg atter lænede mig hen til hans læber og lod mig låse fast endnu en gang.

"Betyder det at jeg er tilgivet?" spurgte han stille i det jeg gav mig til at tegne små cirkler på hans bryst. Vi var faldet tilbage i hans seng og jeg lå nu i hans arme med mit hoved mod hans hjerte - du-dung, du-dung, du-dung sagde det blidt mod min trommehinde. "Nej," svarede jeg nøgternt og lagde mig bedre tilrette - du-dung, du-dung, du-dung. "Nej?" smålo han og sendte nye lyde mod mit øre, men rytmen fra hans hjerte var stadig konstant - du-dung, du-dung. Nu hævede jeg mig på én albue så vores øjne mødtes. "Jeg kan ikke tilgive dig, når der ikke er noget at tilgive dig for," konstaterede jeg og mødtes af et skævt smil før han væltede om på siden og lod sine læber gribe kærligt fat om mine.

***

"Tror du de laver noget?" hørtes det lige pludselig ude på den anden side af døren - det var Louis. "Selvfølgelig gør det det!" grinte Harry og ømmede sig da en af de andre sikkert gav ham en lammer. "Hvad skulle det til for?" klynkede han. "For at være åndssvag," konkluderede en mørkere stemme, Zayn tænkte jeg. "Ja, jeg åbner altså ikke!" protesterede Niall sødt og lagde velsagtens armene bestemt overkors. Stilheden indtraf og spændt lå Liam og jeg og afventede deres næste træk. Vi var begge på grænsen til at holde vejret for at holde latteren inde. "Så gør jeg det tøsedrenge," sagde Zayn højt og hans stemme forøgedes idet døren gik op. "Se selv, det var jo det jeg sagde!" udtalte Zayn irriteret og pegede på os. Jeg følte mig en smule som en abe i et bur, men valgte at vinke til de fire drenge som nu alle kom til syne i døren. "Hej drenge, har I lyst til at joine os?" fniste jeg og vinkede dem alle hen til sengen. Zayn rullede med øjnene, Louis vrængede på næsen og selvom Harry gjorde et ihærdigt forsøg på at komme hen til mig så holdt Niall ham tilbage, med et drilskt smil på læben. "Faktisk, så har vi vigtigere ting at tage os til!" hævdede Louis og nikkede med vigtighed til os alle sammen. "Ja, sangen skulle jo helst blive færdig i år," legede Harry med og mindede mig om hvorfor jeg egentlig var gået ind til Liam. "Nårh ja!" grinte jeg og hev Liam op fra sengen. "Vi var faktisk på vej ind til jer," annoncerede jeg og med flettede fingre begav Liam og jeg os ind i stuen efterfulgt af Louis, Niall, Harry og Zayn. Jeg havde det simpelthen for let måtte jeg indrømme, da jeg atter sad i sofaen denne gang omgivet af hele One Direction.

"Sååå, hvad skal vi skrive en sang om?" spurgte Niall logisk nok og klimprede lidt på et par af guitarens strenge. Alle som én så vi fra den ene til den anden. "Heartbreak?" foreslog jeg og fangede straks Zayn's intense øjne, men så hurtigt væk bange for hvad jeg ville se i dem. "Er det ikke lidt trist?" indvendte Liam og lagde armen omkring livet på mig, jeg lænede mig ind til ham og smilede. "Men vi kender alle til det," svarede Harry forsigtigt og fangede alles opmærksomhed. Niall nikkede og lagde sit hoved ned på guitaren. "Aww, Hazza," peb Louis og krammede Harry. Jeg kyssede flygtigt Liam og da han ville udviklet kysset begyndte de andre at rømme sig og jeg rødmede dybt. "Sorry," fnes jeg og mærkede hvordan Niall puffede Liam let. "Hvor er mine glade drenge henne?" spurgte jeg opgivende og så rundt på den lidt nedtrykte forsamling og Zayn trak på smilebåndet. Ingen grinte eller smilede dog for alvor før min mobil gav sig til at vibrere og jeg sprang op og hamrede foden ind i et bordben så jeg måtte humpe rundt i smerte - 5-8, damn! "Tak drenge," beklagede jeg mig og humpede videre hen til Liam, som åbnede sine arme for mig. Jeg ømmede mig og mens Liam masserede min fod begyndte drengene at småsnakke om forskellige sangemner. Forsigtigt tvang jeg min telefon op af lommen på mine stramme jeans og da jeg så beskeden tabte jeg den nær ud ad hånden som om den brændte mig. Et gisp forlod mine læber og jeg blinkede kraftigt for at få det jeg så til at gå væk. "Hvad er der galt?" spurgte Liam uroligt.

______________________________________________________________________________________________

Gad vide hvor længe Haley kan holde på sine hemmeligheder. Både Zayn og Harry har luret lidt af hendes høje spil og Amy ved vist mere end hun burde... 

~Tess Towler~

PS. tak for al støtten <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...