The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
146Kommentarer
24912Visninger
AA

16. Those we love...are the ones we hurt

Stilheden var slående og vi sad alle og stirrede tomt på hinanden. "Hvad er der galt med ham?" spurgte Niall undrende og Harry så straks på mig. Jeg sank en klump bange for at han måske ville afsløre mig, men han trak blot på skuldrene. "Han virker så trist for tiden," sukkede Louis og så bedrøvet på Harry der straks sendte ham et lille venligt smil og aede hans kind. "Det er min skyld," sagde jeg og så hvorledes Harry's øjne blev en smule større. "Hvordan det?" spurgte Liam og da jeg hørte hans bløde stemme kunne jeg ikke få mig selv til at fortælle ham hele sandheden. Dette ville have været et oplagt tidspunkt at fortælle dem det hele. Alle løgnene, følelserne og skuespillet - bare alt, men som sædvanligt var min vilje ikke stærk nok. "Jeg har sagt nogle dumme ting til ham, som jeg fortryder..." sukkede jeg, hvilket var delvist sandt. "Jeg har undskyldt...og---" fortsatte jeg, men blev afbrudt af selveste Harry. "Det okay Hay, det er mellem jer to.". De andre nikkede og Liam gav mig et let klem. Jeg kunne næsten ikke tro at Harry havde reddet mig og det gjorde mig dårlig indeni at han nu var med på mine løgne. En ting var at jeg løj overfor dem, men i mit forsøg på at holde dem væk fra Rachel og Amy havde jeg blot fået Harry viklet ind i spindet. "Er der noget, der plager dig Haley?" spurgte Niall og brød ind i mine tankerækker. Dybt inde i mig selv, vidste jeg godt hvad jeg ønskede at svare på det spørgsmål, men jeg valgte at spørge til det langt mere simple, som dog stadig plagede mig. "Hvordan kender du min søster Harry?" røg det ud af mig og straks fokuserede hele forsamlingen på Harry og ikke mig. Harry som havde siddet i sine egne tanker så chokkeret på mig og forstod ikke helt hvad jeg mente. "Min søster Harry, Kaitlyn, Kaitlyn James?" spurgte jeg igen og håbede at min nye formulering kunne få ham til at svare. "Jeg er ikke helt med, Hay" svarede han undskyldende og situationen begyndte at irritere mig af to grunde. For det første var jeg ivrig efter at finde ud af hvorfor Harry havde efterladt beskeder på min søsters telefonsvarer, dernæst nagede tvivlen et sted i mit hjerte - måske var jeg bare ved at blive vanvittig og havde hørt det som Harry's stemme.

I et endnu forsøg på at få ham til at indrømme alt, trak jeg min mobil frem og bladrede gennem de mange billeder for at finde det bedste af Kaitlyn. "Hvad med nu?" spurgte jeg endeligt og vendte min telefon mod Harry. Billedet var taget ude ved vores sø for et år siden. Solen blev fanget i hendes ravbrune hår og fik hendes havblå øjne til at lyse magisk. Hendes kønne smil fik også Harry til at smile og han udbrød: "Hun er køn." Drengene grinte stille og Louis puffede drillende til Harry, som endnu var betaget af billedet. "Harry," peb jeg og lagde min hånd håbløst henover mine øjne. "Jeg kender hende ikke Hay," sukkede han og fortsatte: "Men ville ønske at jeg gjorde!". Hans ord stak mig i hjertet, for der var ikke det jeg ikke ville give for at Katy atter kunne være blandt os og grine og flirte med fjollede teenage drenge. "Mærkeligt, for du har indtalt et ton af beskeder på hendes telefonsvarer," konkluderede jeg en smule hårdt og så direkte på ham. Min bemærkning fik alles fulde opmærksomhed, men da ingen sagde et ord kæmpede jeg mig ud af værelset for at hente Kaitlyn's mobil. Da jeg atter sad hos dem afspillede jeg beviserne.

"Jeg vil prøve at ringe senere og det er Harry...Harry Styles." hans stemme dødede ud og i chok stirrede Niall, Liam og Louis på Harry, som nervøst var begyndte at gnide sine hænder mod hinanden. De havde dog ikke fået nok, så den næste røg ud gennem højtaleren.

"Kaitlyn babe, jeg er meget skuffet over at du ikke tager den nu hvor det faktisk er Harry Styles..."

"Du kan ikke benægte at det er dig vel, Harry?" spurgte jeg triumferende og vidste at jeg havde fanget ham i et hjørne, som han ikke kunne komme ud af medmindre han svarede på mit spørgsmål. Harry sad længe og rynkede på sine øjenbryn som om han var ved at granske hele sin hukommelse og sit indre. Med ét lyste han op og så charmerende på mig med sine grønne øjne. "Nårh, Kat. Hun var en af vores første fans fra USA og skrev det sødeste brev til os." smilede han og grinte en smule ved tanken. "Havde jeg vidst at hun var så køn, havde jeg taget det første fly herover," drillede han og blinkede til mig. Jeg smilede falskt til ham, for sorgen ramte mig smerteligt og strømmede atter gennem hele min krop.

"Men hvis hun er din søster Hallie Bear så kan du vel sørge for at vi mødes?!" spurgte Louis entusiatisk og al opmærksomheden landede igen på mig. Frygten slog med det sammen ned i mig og jeg var sat i en situation, som var nærmest umulig at komme ud af igen. Fortalte jeg dem at hun var død ville en af de største løgne blive afsløret og hvis jeg lagde en ny løgn til så skulle den være så vandtæt at den aldrig ville blive afsløret. "Nej, desværre..." endte jeg med at sige og smilede undskyldende til dem. "Hvorfor ikke?" hørte jeg overraskende Zayn spørge og vi vendte os alle mod ham, fordi ingen havde åbenbart hørt ham komme tilbage. Jeg sank en klump og kunne allerede mærke min hjerne komme på overarbejde. "Fordi...fordi...hun jo er i Europa..." stammede jeg og mine øjne kørte forvirret fra person til person. "Jamen, kommer hun ikke herover for at besøge dig?" spurgte Zayn og så direkte på mig med et intenst blik og jeg undrede mig over hvorfor han pludselig viste en så voldsom interesse. "Nej det tror jeg ikke, vi har ikke snakket længe," sagde jeg næsten lydløst og selvom jeg prøvede at undgå det så knækkede min stemme over. "Søstre vil altid være søstre," pressede Zayn på og jeg rejste mig og strøg ud af rummet. "Hallie!" råbte Liam efter mig og jeg hørte Niall irettesætte Zayn kort, men det så ikke ud til at virke, for Zayn stod allerede lige bagved mig. "Hvad er det du ikke fortæller os?" spurgte han forsigtigt, dog stadig bestemt og jeg kunne mærke hans viljestyrke. Jeg sukkede langvarigt for der var så meget jeg ikke havde fortalt dem og nok aldrig ville være i stand til at sige. "Hun er ikke i Europa er hun? For din mor ville ikke efterlade hende der bare fordi i to ikke snakker sammen," konstaterede Zayn og hans argument var slående, men jeg kunne stadig ikke få et ord frem. "Er du bange for at vi vil kunne lide hende bedre end dig? Eller måske er du bange for at en af os vil lægge an på hende!" foreslog han hårdt og ubarmhjertigt. Hans kølige ord pressede tårerne ud igennem mine tårekanaler og jeg kunne ikke vende mig om for at se på de fem drenge der så på mig. "Zayn," sagde Naill stille og jeg mærkede hans varme idet han lagde sin arm rundt om min skulder, men Zayn var ikke færdig med mig. Han ville ud med alle sine frustrationer og sårede følelser og de uretfærdigheder jeg havde udsat ham for. "Hvorfor vil du ikke have at vi møder hende, Haley?". Det var dråben og hans ord stødte til alle de følelser som var stablet op indeni mig og de væltede ud som en række dominobrikker.

"Der er ikke det jeg ikke ville gøre for at I kunne møde hende, men det er for sent!" sagde jeg grådkvalt og Niall måtte holde fastere om mig for at jeg ikke skulle falde sammen. "Hvorfor?!" anråbte Zayn mig med en vrede jeg aldrig før havde set i ham og Harry kom til for at holde ham tilbage. Mit hjerte sprang et par slag over og Zayn's blik skræmte mig, men jeg måtte ud med sandheden - den første sandhed i to måneder. "Fordi hun er død!" skreg jeg lige i ansigtet på ham, "Hun er død, er du glad nu!" hulkede jeg og før jeg kunne nå at knække sammen rev jeg mig løs og løb ud i entréen for at finde min jakke. Jeg måtte ud, jeg måtte væk og ingen skulle prøve at stoppe mig. Alligevel fulgte Liam efter mig og lagde sine arme beskyttende omkring min rystende krop. Mine hænder fulmede med jakken i et forsøg på at finde bilnøglerne, men det var håbløst. "Flot arbejde Zayn," hørte jeg Harry sige vredt og få sekunder efter stod Zayn også ude i gangen. Han så bedrøvet på mig og åbnede munden for at sige noget, men Liam havde allerede åbnet døren. "Vi kører en tur," sagde han nøgternt og vi forsvandt ned af trappen og ud i bilen.

***

"Hvad med lidt frisk luft?" spurgte Liam bekymret og lagde sin hånd på min skulder. Vi var kørt langt væk fra lejligheden og var endt på Coney Island Beach. En del af mig ønskede bare at køre til verdens ende - hvis det sted vel og mærke eksisterede, men synet af havet fik mig til at lyse lidt op. Liam havde ikke snakket til mig på noget tidspunkt og stilheden havde fyldt mig med vemod og jeg genkendte følelsen af ensomhed og ulykkelighed. De mange salte tårer jeg havde grædt, glimtede endnu på mine kinder og i sidespejlet kunne jeg se mine egne rødranede øjne. Også mine læber var en smule hævede og rødere end normalt, men for en gangs skyld orkede jeg ikke at bekymre mig om mit udseende. Som svar nikkede jeg kort og vi steg ud. En kølig og salt brise ramte min varme hud og jeg skuttede mig en smule. Snart stod Liam ved min side og hans kropsvarme smittede af på mig og jeg slappede af i hans nærhed. "Jeg er ked af det med din søster," sagde han stille og undgik galant ordet "død". "Det er svært at miste nogen," hviskede han, da det gik op for ham at jeg ikke havde tænkt mig at sige noget. Han pressede blidt sine læber mod min pande og vi begyndte at gå ned mod vandet. Bølgerne rullede roligt ind mod land og først idet de slog mod kysten brusede de hvidt og skummende af sted. Lyden af det rislende vand var som taktslag og for at distrahere mig selv forsøgte jeg at trække vejret i samme rytme.

I flere timer vandrede vi op og ned langs med stranden og for de fans og turister, som tog billeder af os synes det sikkert som om vi var på en romantisk date. Jeg var overrasket og taknemmelig over at Liam orkede at være sammen med mig lige nu, for jeg var et stort rod og hver gang han sagde noget til mig svarede jeg ikke. I løbet af denne eftermiddag havde han haft en komplet envejs samtale med sig selv og alligevel blev han ikke træt eller irriteret. Smilende lænede jeg mig ind til ham idet vi slog os ned i sandet. For få måneder siden ville jeg have brokket mig over at jeg fik sand alle vegne, men One Direction havde lært mig, at der var vigtigere ting i livet og dette øjeblik som var fyldt med tristhed havde noget smukt over sig. Solen var ved at gå ned og dens flammende overflade farvede den lyse himmel forskellige orangenuancer blandet med blå, lyserød og lilla. "Naturen er det eneste uforanderlige," hviskede jeg mod Liam's hals og lukkede øjnene som for at huske dette øjeblik for altid og tage et mentalt billede. "Mmh," mumlede han søvnigt som svar og mit øre blev fyldt med en brummen, der kom inde fra hans svælg. Et stille grin gled fra mine læber og før jeg vidst af det havde han hevet mig op fra sandet og løftede mig ned til vandkanten. Jeg frygtede at han ville smide mig i vandet, men han svingede mig blot rundt og plantede mine fødder i det kolde vand. Jeg hvinede og skulle til at flygte op af havet, men han holdt mig tilbage. Som straf dyppede jeg mine hænder i vandet og sprøjtede ham til. Det skulle jeg ikke have gjort og Liam sendte straks en mindre bølge i min retning. Leende og grinende plaskede vi rundt langs kysten og først da himlen var blevet kulsort foreslog Liam at vi tog hjem. "Tak for i dag," sagde jeg taknemmeligt og han kærtegnede min kind før han trak mig ind til sig. Vores læber mødtes og vi holdt hinanden fast under stjernerne mens havet endnu skvulpede sagte i baggrunden - han smagte salt. Jeg var smerteligt blevet mindet om min søster og i flere timer havde jeg skiftevis grædt og snøftet, på trods af alt det havde Liam alligevel formået at vende dagen på hovedet - i dag var en god dag, hvis man så bort fra alt det dårlige. Smilende lod jeg mig guide tilbage til bilen og søvning og ør faldt jeg i søvn.

***

Med en svag knirkende lyd åbnede Liam døren for mig og vi listede forsigtigt ind, for ikke at vække hele lejligheden. Det gik dog op for os begge at drengene slet ikke var gået i seng. Det varme gyldne lys brændte inde i stuen og lyste helt ud i gangen. "Er det dig Haley?" hørte jeg Niall spørge og kort efter det blev også lyset i gangen tændt. Det skar en smule i mine øjnene og jeg kneb dem sammen for at kunne fokusere på de fire drenge der nu var myldret ud til os. "Ja, det er mig," smilede jeg med en hæs stemme, som var sløvet efter en hel dag ved havet. Ingen af dem behøvede at sige noget, for det var tydeligt at de stadig var påvirket af min pludselige afsløring af hvor min søster i virkeligheden var. Niall var den første til at trække mig ind til sig og hviske kærligt i mit øre, at alt nok skulle blive godt igen. Dernæst tog Louis over og gav mig én af sine varme bjørnekram fyldt med medfølelse. Medlidenhed var noget af det værste jeg vidste, men i dette øjeblik føltes deres omsorg blot velkommen og befriende. Selv Harry lagde sine arme tæt omkring mig og over hans skulder kunne jeg se Zayn der så pint på mig. Et kort øjeblik slørede nogle tårer mine øjne og jeg måtte blinke overdrevent for at Zayn ikke skulle se dem. "Godnat drenge," sagde jeg idet jeg trak mig væk fra Harry. Liam kyssede mig på kinden og de gengældte alle mit godnat, mens Zayn fulgte mig tæt med et blik fyldt af håb. Jeg rystede lydløst på hovedet til ham og han så ned længe nok til at jeg kunne forsvinde ind bag min egen dør. Langsomt gled jeg ned på gulvet og lænede mig udmattet op ad døren - man sårer altid dem man holder af...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...