The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23662Visninger
AA

39. The truth hurts...but the lies are worse

Louis gjorde et svirp med nakken så hans kastanjebrune hår lagde sig blødt henover hans pande. Vores øjenkontakt var dermed blevet brudt. Det var som om han ikke ønskede at besvare mit spørgsmål og måden hvorpå hans adamsæble gled anstrengt op og ned, afslørede at han var urolig for situationen. "Lou?" spurgte jeg stille og forsøgte atter at fange hans blik. Han trak en hånd nedover sit ansigt og sendte mig så et kort smil – det nåede næsten ikke at fremkomme før det forsvandt igen. "Jeg ved det ikke Haley...måske en gang i fremtiden," sukkede han langsomt  og trak vejret anspændt indad, hvilket fik det til at lyde som om han gispede. Et stik af smerte jog igennem mig idet gråzonen af uvished blev lyst op af Louis' svar, jeg var ikke tilgivet og måske var der slet ikke noget håb for, at jeg nogensinde ville blive det. Derudover tiltalte han mig ved mit fornavn og havde dermed droppet kælenavnet - distancen mellem os var et faktum og det føltes som om vi var startet forfra - blot to sangere, der engang for længe siden havde skrevet en sang sammen og givet hånd på et godt stykke arbejde. 

Louis opfangede som altid tristheden, der overtog min krop og selvom han sikkert prøvede at forholde sig neutralt i situationen, så rykkede han lidt tættere på mig. "Indtil da, så skal du vide hvor ked af det jeg er..." mumlede jeg og gjorde et forsøg på at skjule en stille snøften. "Ja, jeg ved det babe, jeg ved det," svarede han forsigtigt og sendte mig endnu et af sine stramme smil. Jeg havde lyst til fortælle ham hvor meget han mindede om Harry i dette øjeblik, men det ville blot lede til lange forklaringer af hvorfor, så jeg droppede det. I stedet gav jeg mig til at sno min endnu fugtige hestehale rundt om mine fingre. Stilheden resulterede i at Louis rejste sig og det så næsten ud til at han var ved at gå.

Med nogle få ord rakte jeg dog ud efter ham og holdt ham tilbage. "Louis?" kvækkede jeg og fortsatte i samme hæse toneleje: "Hvordan har Liam det?" Mit spørgsmål gav et sæt i Louis og hans skulderblade trak sig sammen i ubehag. Idet ordene havde forladt mine læber, gik det op for mig hvor langt væk jeg havde været fra drengene de sidste mange uger. Jeg var vant til at gå op og ned af dem dag ud og dag ind, men nu måtte jeg stille ynkelige spørgsmål om tingenes tilstand. "Han er i live," konkluderede Louis nøgternt og vendte sig om mod mig. Tomheden i hans øjne fik mit håb om at alt nok skulle løse sig til at svinde drastisk. "Og Zayn?" vovede jeg at spørge og rømmede mig et par gange før Louis opfangede mit spørgsmål. Han trippede lidt på stedet, som om han vægtede forskellige svar. "Tjo, ham ser vi da..." mumlede han omsider og et mørke spredte sig i hans øjnes blå. Frygten bølgede igennem mit bryst og en forfærdelig tanke slog ned i mig - havde jeg splittet dem ad? Nej, det kunne jeg da umuligt have gjort! Jeg ønskede dog ikke at overlade dette spørgsmåls svar til fantasien, så jeg fortsatte med at spørge ind til de andre drenge. "Du og Niall kommer aldrig nogensinde til at se på mig som I plejede, vel?" konkluderede jeg stille og trak opgivende på skuldrene.

Anspændt afventede jeg Louis' svar og igen syntes han at vægte forskellige muligheder i hans stille sind. Mine spørgsmål var selvfølgelig også ret definitive - et nej nu og der var ingen vej tilbage. Inderligt håbede jeg på, at han ville fortælle mig noget, som afgjorde, at One Direction ikke var faldet fra hinanden. Mit hjerte snurrede rundt om sig selv og pumpede angst ud i min krop, som kolde bølger der frøs fast i mine fingerspidser. "Louis---" begyndte jeg, men han afbrød mig hurtigt og satte sig atter ned til mig. Sidende på hug foran mig genoptog han øjenkontakten fra tidligere. Den føltes stærkere end nogensinde før og det var næsten som om han så lige ind til mit stressede hjerte. 

"Haley, Niall holder af dig...usigeligt meget af dig, men oftest er det også dem, der holder allermest af os, som har sværest ved at tilgive os når vi sårer dem," forklarede Louis alvorlig og jeg vred mine skuldrer frem og tilbage i ubehag. Tanken om at have såret Niall, fået Niall til at græde, var forfærdelig - Niall der var så sød, så kærlig og glad...ALTID! Selvom Louis' ord var venlige og ærlige, så gik de ikke rent ind hos mig. Det var som om min hjerne opbyggede en barriere, som kun tillod alt det negative adgang. "Og Harry er skuffet over mig, hvilket er tusind gange værre end hvis han blot var vred på mig," jappede jeg opgivende der ud af og fortsatte dermed i samme triste rille. "Tja, skuffelse er en svær én at bide skeer med," smilede Louis tænksomt og klappede min ene hånd. Efter denne venlige gestus begyndte han at trække sig ganske langsomt væk fra mig og før jeg vidste af det stod han henne ved døren.

"Jeg bliver desværre nødt til at gå, men det er godt at se at du er okay," sagde han inden han med øjnene boret ned i gulvet tog fat om dørhåndtaget. "Ja, jeg har det okay," løj jeg og strammede for anden gang min hestehale - ej heller denne gang hjalp det mit udseende synderligt. Roligt rejste jeg mig fra sofaen og nærmede mig Louis - vi kunne vel godt sige ordenligt farvel ikke? Louis registrerede min aktivitet og så op; en uro havde ansamlet sig i hans øjne. "Jeg er helt okay," forsikrede jeg ham og fortsatte i dril: "Jeg har oveni købet bedt hotellet om at tømme minibaren...du ved før jeg gør det!" Min udtalelse refererede til min meget alkoholiske fortid, og efter at jeg havde blinket skælmskt til ham lo vi begge af min joke.  "Sikkert valg," jokede Louis tilbage. Han placerede derefter en hånd let på min skulder, nikkede sagligt og vendte tilbage til dørhåndtager, som åbenbart kaldte på ham. "Farvel, love," hilste han og trådte henover dørtrinnet. Louis vinkede stift i min retning og sendte mig så et opmuntrende blik inden han forsvandt ud af syne i et heftigt tempo. "Farvel Louis," mumlede jeg for mig selv og mine ord bølgede lydløst nedad gangen. 

Et dybt suk tumlede ud af mig og ærgerligt skubbede jeg arrigt til døren, som faldt i med et brag. Hvad jeg dog ikke ville have givet for at få Louis til at blive, men det virkede som om han til sidste blot ønskede at komme ud, som om han nærmest fortrød at han var taget herhen. Åh, hvor kunne jeg godt have brugt et farvel-kram, bare lidt håndgribelig kærlighed. But disappointment has a name...and it's Haley James!

***

"Giv Haley James en varm velkomst!" annoncerede en kraftig stemme fra en speaker og lyden af folkemængden der brød ud i jubel fyldte mine ører. Roligt og fattet trådte jeg frem fra scenetæppet, som havde holdt mig skjult - et spotlight syntes at fange mig på scenen, men det var i virkeligheden solen, der stod højt på himlen denne eftermiddag i London. Centeret, men helt ude ved kanten stod et bord med hvid dug og seks stole. Bag stolenes ryglæn var der opsat forskellige plakater med logoer for Brit Awards. Jeg slog straks mit største smil til og vinkede til fansene, som var stimlet sammen for at overvære dette års Brit Awards-meet and greet. Mikrofoner og vandflasker var linet op foran hver kuvert og jeg stillede mig af vane hen til den midterste plads. 

Cirka en meter nede sad journalister og fotografer klar til at angribe dagens helte, vride dem og knække dem, for at få den bedst mulige historie til morgendagens forside. Jeg fnes sarkastisk for mig selv og rystede på hovedet - nævnte jeg, at jeg nok for alvor var ved at blive vanvittig? Nej? Min indre monolog blev dog hurtig afbrudt af fire ord, der blev råbt udover pladsen og derefter ekkoede mellem murene. "Og nu One Direction!" "Hvad?" gispede jeg og dækkede hurtigt min mund til - bare for en sikkerheds skyld, man kunne jo aldrig vide om der ville falde flere uheldige ord over mine læber. Nervøst vendte jeg mig i retning af det scenetæppe, som havde aggeret gemmested for mig for fem minutter siden. Ganske rigtigt kom Niall, Louis, Liam, Harry og Zayn til syne. På rad og række vinkede de til mængderne, som skreg og skrålede ovenud lykkelige. Skulle jeg dele bord med dem? Skulle vi have et fælles "meet and greet"?

Også drengene så ret så overraskede ud idet de gik hen mod bordet. De havde haft så travlt med at hilse på, at de slet ikke havde opfanget min tilstedeværelse. Forfærdet kastede jeg et blik ud i menneskemængden og fangede et bekendt blik. AJ smilede bredt til mig og lagde tydeligvis ikke mærke til det skrækslagne blik jeg forsøgte at sende ham - men der var vel ikke rigtig nogen vej udenom denne situation var der? Jeg måtte tage mig sammen og indse at jeg ville blive nødt til at se dem i øjnene før eller siden. Gårsdagens følelse af ikke at kunne trække vejret vendte tilbage og mit smil blev en smule strammere. Stift nikkede jeg til Niall, Zayn og Harry, som alle tre passerede mig for at sætte sig tilrette på tre af stolene. Da Louis stillede sig på den anden side af mig tog jeg mig selv i at tro at han lænede sig ind for at give mig et klem - jeg kom hurtigt på andre tanker. Liam holdt sig anonymt i baggrunden, men han formåede at sende mig et akavet smil, som nok mest var for pressens skyld. Efter denne besynderlige velkomst, satte vi os alle ned for at få cirkusset overstået. På trods af at jeg fumlede med min stol og nær skubbede vand og mikrofon på gulvet, fortalte jeg mig selv at jeg ville nyde dette øjeblik. Dermed sad vi som følger: Niall, Zayn, Harry, mig, Louis og Liam - let the show begin!

Jonalisterne havde travlt med at stille drengene spørgsmål, så for at underholde mig selv kastede jeg et blik udover folkene, som smilende og afventende så os alle seks an. Derefter så jeg til højre; Niall grinede af noget Zayn sagde, Harry og Louis havde en drillende samtale henover mig og idet jeg så til venstre så jeg direkte ind i Liam's øjne. En klump ansamledes i min hals og min vejrtrækning hvirvlede rundt om sig selv i en forkludret rytme. Pludselig lød en høj smældende lyd lige ved mig øre og jeg fór sammen. Mine øjne som havde revet sig væk fra Liam blev mødt af Louis' brede hvide smil. "Velkommen tilbage," lo han og klappede mig drillende på kinden. Jeg blinkede uforstående og han pegede ned på en af journalisterne, som åbenbart havde stillet mig et spørgsmål. "Aww," blev der ytret fra folkemængden og alle som én i stemte drengene denne bølge. Jeg sendte Louis et stift irettesættende blik, men før han nåede at opfange det, prikkede Harry mig i siden. "Argh!" skreg jeg og vendte mig mod ham, han kluklo. Lyden af hans latter fik Niall til at grine, hvilket fik Zayn til at fnise med og til min store overraskelse lo Liam også. Forundret så jeg på Louis, som blot trak uskyldigt på skuldrene. 

"Haley?" kaldte en dyb stemme. Forfjamsket så jeg ned på en høj mørkhåret mand i jakkesæt. Han sad med en hånd rakt i vejret og det gik op for mig at han havde et spørgsmål til mig. Kort nikkede jeg til ham og han gik straks i gang. "Du har over de sidste par måneder haft et tæt samarbejde med One Direction, hvilket resulterede i singlen "Heartbreak Avenue"," begyndte han, men blev afbrudt af nogle fans, som jublede og skreg idet han nævnte singlen. Jeg smilede lykkeligt i deres retning og stak to tommelfingre i luften. Drengene vinkede også i deres retning. Journalisten grinte kortvarigt med, inden han fortsatte: "Men er det sandt, at du og Liam var mere end blot samarbejdspartnere?" Hans ord fik jublen, latteren og stemmerne til at dø ud, selv vinden holdt vejret - måske var det bare mig der holdt vejret, men det var som om alt virkelig fremstod sløret og ubevægeligt i nogle få sekunder. 

Alles øjne blev fokuseret på mig og gled siden ned langs med bordet til Liam. Skræmt så jeg på ham, men jeg fandt ikke andet end gengældt desperation i hans brune øjne. "Ingen kommentar," fik jeg fremstammet. Et lettere ondskabsfuldt smil formede sig på journalistens sammenpressede læber. Hans mørke øjne fik det til at krible koldt nedad min rygrad. "Ingen kommentar?" kulden var let at spore i hans stemme og en viljestyrke fandt vej til hans ansigtstræk. For at samle mig rømmede jeg mig og foldede mine hænder rundt om min vandflaske. "Jeg ønsker at holde mit privatliv privat," svarede jeg forbeholdent og måske en anelse overlegent, men han måtte og skulle opgive denne form for spørgsmål. "Men du er jo en offentlig person?" smålo han stædigt og fik de andre journalister med på en hånlig latterbølge. "Det er meget muligt, men det er ikke ens betydende med at jeg er klar til at sælge ud af hverken mig selv eller mine venner!" bed jeg tilbage og strammede grebet om plastikflasken, så det gav en knitrende lyd. En lun hånd lagde sig beroligende henover min og fik mig til at slippe mit arrige greb om flasken. Med øjnene fulgte jeg hånden og den tilhørende arm tilbage til personen; det var Harry. Hans øjnes grønne forsøgte at formilde mig; "Træk vejret," hviskede de til mig. "Så dig og Liam var aldrig et par?"

I vantro vendte jeg mig atter mod journalisten og en blanding mellem et gisp og et suk gled ud mellem min sammenbidte tænder - min krop glemte alt om Harry. "Hvilken del af "ingen kommentar" er det du ikke forstår?" spurgte jeg vredt og min idé om ikke at hisse mig op, var for længst opgivet. Jeg kunne ikke længere køre på logik, jeg var gået over til instinkter. "Okay, nyt spørgsmål; er du ved at få et nervøst sammenbrud?" grinte han hårdt og rejste et øjenbryn, som om hans spørgsmål var en udfordring - in that case: bring it on! "Du er glad for billigetricks, hva'? Men uanset hvem dine kilder er, så tror jeg de driver gæk med dig!" angreb jeg ham, men min udtalelse fik ikke tørret det smørrede grin af hans ansigt. "Søde skat, du svarer ikke rigtig på mine spørgsmål," hånede han videre og en uro begyndte at rykke i fansene bag indhegningen. "Lad hende være!" råbte en pige, mens andre buede. Også de resterende journalister samt kameramænd, rørte akavet på sig selv og forekom at se ned i jorden eller på himlen - alle krympede sig.  

Jeg kneb mine øjne sammen og fokuserede dem på journalisten. Hans brug af "søde skat", var så fornedrende, at det fik alt til at snøre sig sammen indeni mig. Han så afventede på mig og frustreret så jeg mig om efter AJ, for han måtte da kunne gøre et eller andet. Journalistens opførsel var ifølge mig højst uacceptabel, men AJ var ingen steder at se - kun ukendte ansigter så tilbage på mig. Louis rømmede sig og Harry gav sig til at hoste. Bekymret så jeg på ham og klappede ham et par gange på ryggen. "Forsvar." host host "Forsvar." hakkede han. Det gik op for mig, at det var en afledning, for at få mig til at forsvare mig selv. Min hjerne satte gang i hjulene og snart gled ordene sammen til velorganiserede sætninger. "Hør nu her, jeg er her fordi jeg er blevet nomineret til en Brit Award og ønsker at se mine fans, that's it! Med hensyn til mit forhold til One Direction, så er jeg meget stolt af vores single og beæret over at have mødt dem og sidde her sammen med dem i dag...mere har jeg ikke at sige," ytrede jeg diplomatisk og smilede venligt udover forsamlingen. Journalisten lo utilfredst og rystede på hovedet. "I'll leave the gossip to you," smilede jeg tvært til ham og så væk - han skulle ikke ødelægge min dag…det betød selvfølgelig ikke, at han ikke ville forsøge at ødelægge nogen andres.

"Så må jeg jo hellere snakke med én anden ved bordet," konkluderede han, som om han endelig havde overgivet sig. "Niall," begyndte journalisten og navnet ringede for mine øre. Niall så opmærksomt på manden og hans blå øjne lyste lidt op. "Kan du afsløre om Haley og Liam er/har været i et forhold?" Hvert eneste ord slog ud efter mig og jeg forsøgte at undvige dem ved at lukke øjnene, men uanset hvor stramt mine øjenlåg var lukket i så var smerten og vreden vedvarende. "Du holder aldrig op gør du?" vrissede jeg og trak en hånd igennem mit lange hår. Journalisten så atter på mig, mens Niall åbnede munden for at sige noget, men den faldt hurtigt lydløst i. ”Jeg leder såmænd bare efter sandheden, sødeste.” Nu var det nok, jeg kunne ikke udholde endnu et kvalmende ord fra ham. "De her drenge er for søde til at sige det, men det er jeg ikke! Du hævder, at du leder efter sandheden, men i virkeligheden aner du ikke hvad du fabler om! Så hvorfor tager du ikke bare dine dumbass questions og går din vej?!" råbte jeg af ham og en summen af sladrende stemmer og forfærdede gisp fyldte hele pladsen og gjorde luften tyk. Drengene rykkede uroligt på sig og langt om længe tog et par bodyguards affære. Der blev hanket op i journalisten og da denne fornemmede, at han var ved at blive eskorteret væk derfra ormede han sig forbi sikkerhedspersonalet, smed en sammenkrøllet seddel foran mig og stak af. 

Der blev en forvirring og manden blev forfulgte igennem publikum. Da han og et par bodyguards var forsvundet ud af syne, fortsatte pressemødet på så normalvis det var muligt, men ingen kunne helt forglemme de tidligere hændelser. De fleste havde droppet at stille mig spørgsmål, både fordi de nok var bange for at få bidt hovedet af og fordi de sikkert havde ondt af mig - medlidenheden i deres blikke gav mig myrekryb. Den type myrekryb var dog intet sammenlignet, med den der rislede isnende nedad min spinkle rygrad idet jeg diskret foldede sedlen fra tidligere ud og læste beskeden.

Tak for sidst - We all rot in somebody's prison, bitch!

Mit åndedrag satte farten ned og jeg hev efter vejret. Panisk krammede jeg papirstumpen sammen og i nogle få sekunder forsvandt de frygtindgydende ord, indtil de atter dukkede op for mit indre. Jeg tog mig til hovedet og mine fingre vred sig henover min pande. "Hvad sker der?" hviskede Harry i mit øre, men uden at tænke på konsekvenserne skubbede jeg stolen ud fra bordet. Med alles blikke på mig rejste jeg mig desorienteret og vaklede ud i kulissen. Jeg trippede rundt på stedet, mens jeg konstant så mig over skulderen. En kulde havde haget sig fast i min krop og nægtede at give slip. 

We all rot in somebody's prison, bitch!

…somebody's prison, bitch!

Ordene piskede rundt om mig som i en endeløs storm. Selvom jeg prøvede at dechifrere dem om og om igen og tjekkede håndskriften og journalistens ansigt, så kunne jeg ikke regne ud hvem noten var fra. Det slog mig, at det kunne være Amy, men den tanke droppede jeg, for hun plejede at underskrive sine beskeder med ”Anonym”. Desuden var hun ikke en person, der ville forfølge mig til Storbritannien, nej der var tale om en dybere vrede, en hævngerrighed der kunne udslukke oceaner.

"Hey, er du okay?" blev der sagt bag mig og jeg blev mødt af Louis' forundrede øjne. Jeg åbnede munden for at svare ham idet resten af drengene kom til. Forsigtigt trak jeg på skuldrene og sendte dem et bravt smil. "Jeg...har det fint," sukkede jeg og var ved at blive godt træt af disse sammenstød med One Direction - we have a little love hate - hverken inde på livet af hinanden, ej heller i stand til at glemme hinanden. "Er du sikker?" indskød Harry og trådte tættere på mig med et mistroisk glimt i sine øjne. "Jeg er ked af det, der skete derude," mumlede Niall fra baggrunden og kom frem i en lysstråle, som solen kastede ind til os. "Det er ikke jeres skyld...i har ryggen fri," konkluderede jeg og nikkede så overbevisende så muligt. "See you around," smilede jeg venligt, så på dem én af gangen og bakkede så langsomt væk inden jeg hurtigt forsvandt ned af scenen og ud i Londons gyldne aftenlys. 

_________________________________________________________________________________________

Det var så kapitel 39, can you believe it? Det er helt vanvittigt! Dengang jeg gik i gang med "The Liar in Me", tænkte jeg, at det nok ville blive til max. 15 kapitler måske kun 10 og der ville nok ikke blive særlig mange læsere...men se nu der haha xD

Håber I kan mærke, at jeg har gemt lidt drama til slutningen og selvfølgelig til to'eren, som allerede er ret godt undervejs. Kommer lige med en lille heads up; jeg regner med at afslutte historien med et kapitel 40, men da jeg har det med at skrive meget længere end jeg regner med, så kan det ske at der kommer et kapitel 41 - the more the marrier, right? :D

Uanset hvad, så vil jeg jo lige sende mine sædvanlige taksigelser til jer dejlige læsere! Btw, så ligger 2'eren "The Liar in Me 2 - Love Me Now" nu ude og jeg håber at I vil følge med videre i Haley's liv :D

~Tess Towler~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...