The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23847Visninger
AA

33. The love I lost...may never return

Mine ord var kølige og det blik der nu hvilede på Amy var indebrændt. Galant havde jeg sneget mig udenom Niall’s hentydninger og han satte sig opgivende ned i sofaen. Harry rykkede sig lidt væk fra ham, mens Louis var ligeglad med, at Niall var snavset og lagde en arm rundt om ham – sødt. Okay, fokuser Haley! Din værste fjende sidder i sofaen og du har ingen idé om hvor længe hun har været her eller hvad hun i det hele taget vil – get talking! ”Jeg sidder såmænd og snakker med mine nye venner,” grinte hun sukkersødt og det var så sødt at det føltes som om hun lige havde tværet et helt fad lyserøde muffins ud i fjæset på mig. ”Om…hvad?” spurgte jeg tøvende og forsøgte at skjule angsten der byggede sig op indeni mig. Som om sejren allerede var hendes slyngede hun sit svar i ansigtet på mig og det sveg som en lussing. ”Vi deler bare vores hemmeligheder med hinanden, right boys?” Drengene så lidt forvirret på hinanden og ytrede ikke et eneste ord. Deres stilhed gav mig en dobbeltsiddet følelse, for det kunne både betyde at de havde fortalt hinanden alt eller at Amy bare bluffede. Da de ikke gav sig til at råbe op eller skælde mig ud valgte jeg at tro, at de var ligeså uvidende som de plejede at være. ”Og nu vi taler om hemmeligheder, har du så ikke noget du gerne vil dele med os, Haley?” hoverede Amy og lavede et kast med håret – hun følte sig overlegen.   

”N…nej, jeg har ikke nogen hemmeligheder…” fremstammede jeg og det var nok den største løgn jeg nogensinde havde kastet i hovedet på nogen gennem mit 18-årige liv. Amy så heller ikke ud til at hoppe på den, men jeg forsøgte at ignorere hende og i stedet bruge mine øjne til at overbevise drengene om at jeg virkelig ikke skjulte noget for dem. Indtil Amy gik måtte jeg opretholde min falske facade, for hun skulle ikke have lov til at fryde sig over endnu et Haley James-nederlag. ”Right, helt ærligt Hal alle har hemmeligheder – join our game, don’t be a buzz-kill!” kommanderede Amy og selvom et sødeligt smil spillede på hendes perfekte rosa læber, så blev hendes grå øjne så hårde som stål. ”Hvad fanden har du gang!” hvæsede jeg af hende og drengenes øjne blev store idet jeg for første gang i lang til gjorde brug af et skældsord – i hvert fald i deres nærvær. Min udtalelse var mere et hint om at hun skulle gå end et direkte spørgsmål og jeg slog da også med nakken i retning af døren, men som sædvanlig var Amy ikke villig til at opfange dette. ”Okay, jeg havde virkelig ikke lyst til at gøre det på denne måde,” sukkede hun med en falsk sørgmodighed malet på sit ansigt ligesom eyeliner. Løgner! Skreg det i mit indre, for jeg vidste at hun af alle havde ventet på et øjeblik som dette. ”Gøre hvad?” spurgte jeg arrigt og Harry rakte ud efter mig i et forsøg på at berolige gemytterne, men jeg havde det som en dyremor, der var rede til at gøre hvad som helst for sine unger – jeg måtte beskytte One Direction koste hvad det koste vil! I dette sekund var min underbevidsthed sikkert allerede fuldt klar over hvad Amy havde gang i, men den formåede ikke at kommunikere med resten af min hjerne, derfor måtte jeg vente på Amy’s eget svar.

”Fortælle dem sandheden, du ved afsløre alle dine små løgne, som faktisk er blevet til en ret imponerende samling.” Hendes ord ramte mig et af gangen og hver gang slog de en mængde luft ud af mig og hendes stålblik fik mig til at gispe. Hvad havde hun gang i? Jeg troede vi havde en aftale? Argh, jeg var blevet snydt endnu en gang! Hvor dum kan man være? Dummere end politiet tillader. “Amy, lad det ligge!” beordrede jeg desperat og trådte tættere på hende. Amy gled længere ud på sofaens kant, så hendes næste ord kunne ramme mig endnu hårdere. ”Lad det ligge? Girl please, for første gang siden jeg mødte dig for to år siden, har jeg endelig chancen for at sætte dig på plads, og så vil du have mig til at lade det ligge? – Yeah, not happening darling!” Hun fortsatte næsten uden at trække vejret…måske hun skulle blive perledykker? Random Haley, fokuser! ”Så jeg vil gøre dette meget let for dig, du kan fortælle dem det eller lade mig gøre det.” Amy så afventende på mig og hvis jeg havde haft en knappenål ville jeg have ladet den falde til jorden…så stille var der. ”Hvad bliver det?” masede hun atter på og lod som om hun filede sine negle.

”Fortælle os hvad?” spurgte Liam og brød ind i vores verbale slagsmål. Jeg så straks på ham, for lyden af hans stemme virkede så fremmet i den knitrende stilhed mellem Amy og jeg. ”At jeres søde Haley her---” begyndte hun og drengene gled alle sammen spændt ud på kanten af sofaen så de alle var ved at dratte ned. ”Jeg gør det!” råbte jeg stresset og fik alle til at springe tilbage i deres sæder. Harry’s grønne øjne spiledes op, Niall rynkede sine blond øjenbryn sammen, Louis smilede forlegent, Zayn bed sig hårdt i læben og Liam rendte en hånd gennem sit hår. Amy selv, lagde sine spinkle arme overkors, lænede sig mageligt tilbage i sofaen og afventede massakren. ”Liam,” jeg så på Liam og han så på mig, ”Zayn,” mine øjne fangede Zayn’s blik, ”Harry,” jeg så ind i Harry’s grønne øjne, ”Niall,” Niall’s blik mødte mit, ”Louis,” jeg skabte øjeblikkelig øjenkontakt med Louis. ”Jeg har ikke været helt ærlige overfor jer…” begyndte jeg og lagde den højtidlige tone fra før på hylden. Amy fnøs. ”Det må vidst være dette århundredes underdrivelse,” hånede hun og kastede med sit lynende blanke hår. ”Amy!” vrissede jeg og sendte hende mit hårdeste blik – mine blå øjne forvandledes til is. ”Whatever,” sukkede hun og så bort lidt skræmt under min hårdhed.

”Før I kom herover og hjalp mig gjorde jeg noget…noget forfærdeligt og selvvisk…” begyndte jeg tøvende, men ligesom jeg havde frygtet kunne jeg ikke få mig selv til at presse sandheden udover mit tandgærde. ”Du har seriøst brug for hjælp,” konkluderede Amy egenhændigt og før jeg vidste af det plaprede hun ud med det hele – hun havde ikke det mindste problem med at smide sin tidligere veninde ind under bussen og hun ville med glæde også træde på speederen! ”Haley har løjet overfor jer alle sammen. Hun underskrev for seks måneder siden en kontrakt der bandt hende til jeres samarbejde, men den afspiste også i hemmelighed jeres manager Ty med nok dollars til at danne et sikkerhedsnet under One Directions karriere, hvis nu det hele skulle ende galt.” Bomben var smidt og drengenes ansigtsudtryk forandredes drastisk. Tvivlen og chokket var til at spore i alle deres opspilede øjne, rynkede øjenbryn og alvorlige drag om munden. Desværre var Amy langt fra færdig, hun skulle have mest muligt ud af denne situation – her time to shine og jeg stod bare måbende og så til. ”Men det er ikke alt! Der var endnu en betingelse indbefattet i den kontrakt. Hun faldt for en dreng og begyndte da også at date ham. Dog var det aldrig kærlighed ved første blik, var det vel Haley? Liam blev udvalgt, som et modent og skinende æble i supermarkedet, fordi det var praktisk og kunne rette op på dit ret tilsmudsede image…” Amy smilede bredt og blændende, da hun afsluttede sin brandtale. Hun så nærmest ud som om hun forventede et bifald, men rummet var stille, knitrende og trykkende stille.

”Det kan ikke være sandt! Haley, fortæl hende at hun er den eneste løgner i dette rum!” sagde Niall ophidset og mindede mig om den gang han blændet af uvished havde forsvaret mine løgne overfor Chris. Mit hjerte sitrede og min puls dunkede voldsomt så det føltes som om jeg kunne besvime hvert øjeblik det skulle være. Bedrøvet så jeg ind i Niall’s isblå øjne og jeg ønskede af hele mit hjerte at Amy’s ord ikke var sande, gid jeg dog kunne knuge mig ind til Niall og forsikre ham om, at jeg aldrig ville have gjort noget så kynisk imod dem. ”Åh jamen, vi er slet ikke færdige. Haley var forelsket i en anden dengang hun lokkede Liam til sig…har du fortalt dem det eller har du også udeladt den lille detalje af praktiske årsager?” hånede Amy videre og morede sig gevaldigt med at gennemtæske mig verbalt, selvom smerten nu føltes enormt fysisk. ”Amy…” peb jeg ynkeligt og bedende, men lige lidt hjalp det, hun var stålsat og urokkelig. Af frygt for hvad mit blik ville møde så jeg ned i stedet for at se på Liam eller Zayn, men jeg kunne mærke deres brune øjne på mig. ”Indrøm det! Liam var en fantastisk poster-boy, men dit hjerte tilhørte fra starten af et andet medlem af One Direction, ikke sandt!” hendes tone var konstaterende og det lød ikke som om hun ønskede et svar, der kommer heller ikke et fra mig. Min krop vred sig i smerte under hendes spidende blik og selv de værste torturredskaber fra middelalderen kunne ikke måle sig med Amy’s sylespidse ord.

”Jeg nægter at høre på alt det her sludder!” ytrede Louis og lyden af hans stemme og forfærdelsen i den fik et par salte tårer til at presse sig ned langs mine øjenvipper. Min underlæbe bævrede og jeg måtte bide hårdt ned på den for at kontrollere gråden. ”Sæt dig endelig ned Louis, du vil takke mig senere. Ser du jeg snyder dig ikke, nej det har været Haley’s job de sidste mange måneder!” annoncerede Amy og pegede endegyldigt på mig. Jeg sank besværet og kneb mig selv i armen i håbet om, at dette bare var et mareridt. ”Og fordi jeg er sådan et godt menneske,” roste Amy sig selv og fortsatte: ”Så vil jeg lade jer alle forstå at Zayn var eller er, jeg er ikke helt klar over hvilken tid verbet skal stå i, Haley James’s sande love-interest. Han stjal hendes hjerte fra begyndelsen og I er alle blevet narret af hendes pokerface – indtil nu i hvert fald!”

”Jeg tror ikke et eneste ord af hvad du siger!” indvendte Niall stædigt, men blev hevet tilbage i sofaen af Zayn…og Liam. De så begge nedslået ud og Zayn bed sig så hårdt i læben at det begyndte at blød. Harry tog sig til panden og hev lidt i sine krøller, mens Louis skjulte sit ansigt i sine hænder. ”Du kan være ganske rolig Niall, du skal nok få de beviser du har brug for,” smilede Amy varmt, men blev afvist af Niall’s øjne, som nu dannede en mur af kulde. Derpå hev Amy endnu et Es ud af sit ærme, i betydningen en kopi af kontrakten, den jeg troede hun havde givet mig tilbage for længe siden – mentalt slog jeg mig selv til plukfisk, at stole på Amy var som tidligere nævnt lige så sikkert som at transportere nitroglycerin – farligt og enormt dumt! En ny og endnu mere faretruende stilhed lagde sig omkring os idet den ene kopi blev til fem kopier, som Amy gladelig delte ud til hele forsamlingen. Drengene læste koncentreret og synkront.

”Jeg kan ikke tro det…” hviskede Zayn udtryksløst og lagde med væmmelse kontrakten fra sig på bordet. ”Det burde du nu alligevel gøre,” kurrede Amy, men fik ikke det flirtende respons hun havde håbet på, hvilket selvfølgelig morede mig et eller andet sted. ”Jeg tror det er på tide at du går,” sagde Louis gennem sammenbidte tænder, der var en vrede i hans øjne som jeg aldrig før havde set. ”Men jeg er jo næsten lige kommet,” fnes Amy, uheldigvis synes hendes lette tag på situationen blot at gøre Louis endnu mere arrig. ”Det har ingen betydning!” knurrede han af hende og sprang op fra sofaen, greb Amy stramt om håndledet og trak af med hende. Jeg kunne høre at hoveddøren blev revet op og Amy blev skubbet ud på sine stilethæle, som skrabede vaklende henover stengulvet. ”By the way, så kommer jeg aldrig til at takke dig, ikke nu og ikke senere!” Derpå smækkede han døren og hvis hun ikke havde passet på så havde hun sikkert fået smadret den tunge trædør lige i ansigtet.

Spændingen og vreden blev brudt af Niall’s bløde stemme. ”Du løj overfor os?” hviskede han vagt, så jeg lige netop kunne høre det over mit endnu voldsomt bankende hjerte. Hans blik var såret og de blå øjne glippede for at holde tårerne inde. Alligevel gled en af dem udover kanten og dannede et glinsende spor på hans lyse kind. At se Niall så berørt fik mine egne tårer til at flyde over og de silede nu ned af mine kinder som efterårsregn på en rude. ”Du legede med os?” sagde Liam dernæst og også hans øjne så dybt ind mine i et forsøg på finde mening i det alt sammen. ”Det var ikke min mening at såre jer,” snøftede jeg og rakte ud mod dem, men deres blikke slog mig tilbage. ”Nej, det er aldrig din mening, men det ender altid sådan!” sagde Zayn skuffet og stødte nærmest ordene i retning af mig. Han rejste sig derefter frustreret fra sofaen og mit blik fulgte hver en bevægelse han gjorde. I det øjeblik savnede jeg næsten Amy, som taler, men også kun næsten. ”Jeg kan forklare det…” prøvede jeg håbløst, men fik ikke udtalt mange ord før Liam røg op fra sit sæde.

”Fint, forklar! Forklar mig hvorfor du lod mig tro at vi var forelskede i hinanden, forklar mig hvorfor du spillede mig op imod min bedste ven, forklar mig hvorfor du lod som om du blot gjorde det eneste rigtige, når du i virkeligheden bare beskyttede dine egne løgne! Forklar det!” råbte han og hans vrede kogte over. Med vredestårer af frustration trillende ned af sine kinder og hulkende vejrtrækning stirrede han afventende på mig. Skræmt veg jeg tilbage, men måtte tage mig sammen til at svare ham – sig nu noget Haley! ”Liam, jeg tog fejl, men mit liv var ved at gå fra hinanden og jeg måtte gøre noget!” hulkede jeg desperat tilbage. De andre drenge forholdt sig stumme i baggrunden, mens Zayn stod med ryggen til og så ud af stuevinduet – han virkede fraværende, men jeg vidste at han hørt hvert et ord. ”Så, du tænkte at du bare ville bruge os for at have lidt sjov og indtjene nogle billige popularitetspoints? Jamen, det ser ud til at du tog os for de tåber vi var! Tillykke, alt former sig efter dine ønsker!” fortsatte han, men nu var hans tårekilder løbet tør og der var kun hans knuste hjerte og skuffelse tilbage. Ulykkelig og forurettet vendte han sig bort fra mig og forsvandt ud af døren. ”Nej, du misforstår det! Intet er som det burde være, for jeg har såret dem jeg holder allermest af!” råbte jeg efter ham og måtte trække vejret helt ned i maven for overhovedet at sige noget der gav mening. ”Du har en interessant måde at vise det på,” sagde Niall spædt og rystede uforstående på hovedet. Også han forsvandt fra lejlighedens kaos og efterlod mig med Harry’s bebrejdende blik, Louis’s fjernhed og Zayn’s afvisning.

”Hvordan ku’ du? Jeg advarede dig!” ærgrede Harry sig højlydt og hamrede sin knyttede næve ned i sofaens bløde puder. Jeg så overrasket på ham, men hans grønne øjne flakkede bort fra mit blik og nægtede simpelthen at se ind i mine. ”Kendte du til noget af det her?” spurgte Zayn henvendt til Harry og samtalen havde pludselig fanget hans interesse. ”Nej, det gjorde han ikke!” skyndte jeg mig at sige for at redde bare nogle af venskaberne i One Direction. ”Haley, jeg er færdig med at lyve og det er du også.” kommanderede Harry med visdom hvilende på sit kønne ansigt, ”Ja, Zayn jeg så dig og Haley sammen, men jeg sagde ikke noget om det, fordi jeg ønskede at undgå noget alla det her…I guess I was stupid too,” forklarede Harry trist og sukkede tænksomt før han rejste sig og gik – tilstanden i rummet var nu så uudholdelig, at jeg var ved at gå fra sans og samling. Zayn’s dunkle øjne lagde sig tilrette på mig og han kom stille hen til mig. Ude af stand til at afgøre hvad jeg kunne forvente forsøgte jeg at slappe af i mine skuldre der var trukket op om mine ører, som en skildpadde der kryber i skjul inde i sit skjold.

”Så det er sådan her det hele ender. Tænk at jeg var så fortabt i dig at jeg var villig til at sætte mit venskab med drengene og hele min karriere over styr.” Zayn rystede opgivende på hovedet, lagde sin hånd kortvarigt mod min kind, men trak sig så væk og tog sit intense blik med sig idet han gik mod døren. ”Kommer du Louis!” råbte Zayn ude fra gangen og jeg kastede et desperat blik på Louis, som endnu sad fængslet til sofaen. Han trak sin hånd nedover sit ansigt og rodede fortvivlet op i sine brune lokker. Forsigtigt og uden et ord tvang han sin trætte krop op fra dens leje. Hans blågrå øjne dvælede på mig og jeg måtte række ud efter ham, tvinge nogle ord over mine stumme læber om så det skulle koste mig min sidste energi. ”Louis?” hviskede jeg med rystende stemme og gråden fik mit stemmebånd til at slå knuder på sig selv. ”Du er ikke den jeg troede du var…men vi kendte dig vel heller ikke rigtig på noget tidspunkt,” svarede han sagte og så ned på sine hænder, der havde kludret sig selv ind i hinanden. ”Undskyld,” sagde jeg hæst, men det var som om dette ord ikke havde nogen betydning, som om det bare var en samling meningsløse bogstaver sat sammen i en gåde, der ikke kunne løses af den menneskelige hjerne. ”Farvel Haley,” var det eneste Louis sagde til mig, han sendte mig et lille smil og vendte dernæst ryggen til mig og forsvandt ud efter de andre.

I et sidste forsøg på at forklare mig selv, skyndte jeg mig ud i gangen hvor Zayn endnu stod. Han var ved at forlade lejligheden, da min hjerne formåede at samle alle mine følelser i en sætning. ”Zayn! Jeg elsker dig!” kaldte jeg efter ham og han frøs fast i den bevægelse han var ved at foretage. ”Haley…gør det ikke sværere end det er,” sukkede han tynget og kunne ikke får sig selv til at se på mig. ”Sig at du også elsker mig!” udbrød jeg og disse ord løsnede alle knuderne i mit indre, det var dette jeg havde ventet på så længe og nu måtte jeg høre det, høre ham sige sandheden - no more lies. Zayn strammede sit greb om dørhåndtaget så hans knoer blev hvide, som om han forsøgte at vriste sig fri af mine ord og lade dem falde raslende til jorden. ”Det kan jeg ikke,” bed han af sig selv og trådte ud af den sfære vi havde befundet os i, den sfære hvori alt kunne ske. Døren lukkede sig rungende efter ham, låsen slog til med et smæld og lyden af hans skridt der forsvandt nedad trappen gungrede gennem hele lejligheden og slog mig nær omkuld. Knuderne vendte straks tilbage og det føltes som om mit hjerte kludrede sig ind i mine lunger, pulsårerne viklede sig rundt om mit luftrør og alt slog råbåndsknob på sig selv.

”Du sagde engang at du aldrig kunne hade mig!” skreg jeg grådkvalt og fortvivlet af den mørke, lukkede og aflåste dør, men der kom intet svar – alt døde ud til en knusende tysthed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...