The Liar in Me (1D)

18-årige Haley James er en verdenskendt sangsensation, men da hendes søster Kaitlyn dør i en tragisk bilulykke kører hendes liv lige så stille af sporet. Haley's karriere hænger i en tynd tråd, mens hun selv lukker sig mere og mere inde med smerten, som hun kun formår at drive bort i New York City's mange dunkle barer og natklubber.
En dag må hendes manager og ven Jake, dog indse at Haley's dårlige attitude og mangel på engagement truer med at ødelægge alt - der er brug for et mirakel, for at få det hele på fode igen. Dette mirakel flyver ind fra Storbritannien i form af det charmerende boyband "One Direction", som er ved at udvide deres fanskare til USA og pludselig skal der ikke mere til end fem flotte fyre, en flirt og et par løgne for at vende kaos til kosmos!
Men selv den mest planlagte løgn kan afsløres...

95Likes
147Kommentarer
23831Visninger
AA

34. The emptyness you leave behind

Mine ben knækkede sammen under mig og gråden overtog min krop med en rasende fart. Hulkende knugede jeg mine knæ indtil mig og jeg kunne ikke rykke mig ud af stedet. I mørket sad jeg forstenet foran døren ud til verden, den dør hvorigennem fem glade drenge plejede at gå med store smil og grin spillende på deres læber. Nu synes dørens mørkhed kold og utilgivelig hård. Dens blanke overflade afviste min gråd og der var ingen medlidenhed at hente nogen steder – det havde jeg vel heller ikke fortjent. I løbet af de sidste fem måneder havde jeg løjet og manipuleret dem alle sammen til at passe ind i mine planer og min fremtid. Jeg havde åndsfraværende underskrevet en kontrakt der dømte dem alle fem til et liv på en løgn og nu var det hele faldet sammen under os alle. Som et sorthul havde sandheden suget os ind og nu drev vi alle rundt i verdensrummet ud af stand til at nå hinanden.  Forsigtig lukkede jeg mine tunge øjenlåg om mine brændende øjne, det sveg og jeg bed mig selv i læben for at formilde smerten. Stødvist trak jeg vejret ind og fik efterhånd kontrol over gråden, men jeg kunne ikke stoppe den og magtede heller ikke at forsøge – tårerne jeg lod falde indeholdte alt falskt og smertefuldt som havde taget bolig i min krop siden Kaitlyn døde.

For mit indre blik blev jeg mindet om drengenes sidste blikke, alle følelserne havde brændt sig fast i deres øjne og de havde sendt dem mod mig idet de så på mig en sidste gang inden de vendte mig ryggen. Deres vrede, sørgmodighed, skuffelse og uforståenhed kunne endnu slå luften ud af mig og jeg hev atter efter vejret. Hikstende fik jeg skubbet mig selv hen til en væg, som jeg kunne læne mig opad. Stuen var tyst og udenfor vinduet susede livet forbi, men herinde var det som om tiden stod stille. Der var ingen stemmer, ingen musik, ingen duft af mad og ingen varme. Jeg skuttede mig og strammede grebet om mig selv, men jeg havde brug for en trøje måtte jeg erkende og modvilligt slæbte jeg mig ind på mit værelse. Da jeg nåede mit klædeskab var jeg nær faldet sammen, men heldigvis kunne jeg støtte mig opad skabets låger. Siden min hektiske nedpakning for en uge siden, havde jeg blot kastet alt fra kufferterne tilfældigt ind på hylderne og det var dermed umuligt at sige hvor noget som helst var. Med en sløv forsigtighed hev jeg fat i noget, som lignede et uldent ærme. Desværre, sad dette uldne stykke tøj ret godt fast under bunkerne af andre sweatre, jeans og toppe. Dette betød, at en hel lavine kastede sig ud over mig og jeg endte op med en hel bunke sweatre i armene i stedet for én. ”Pokkers!” banede jeg irriteret og gav mig langsomt til at lægge det hele på plads igen.

Halvvejs igennem den farverige tøjbunke faldt mit blik over en T-shirt som ikke kunne undgå at bringe tårerne tilbage i mine endnu ømme øjne. Roligt og som om den ville knuses hvis jeg bevægede mig hurtigere, tog jeg fat i Louis’s Superman T-shirt og strakte den ud foran mig.

"Der er ikke meget at sige. Jeg er en sensation i USA med et dårligt rygte og her er I, mine redningsmænd," deklarerede jeg og Louis kom løbende ind i stuen iklædt en Superman T-shirt. "To the rescue!" skreg han lykkeligt.

Et smil bredte sig på mit trætte ansigt og selv i mørket kunne jeg tydelig mindes alt det som denne blå, gule og røde T-shirt indeholdte. Louis havde elsket den af hele sit hjerte, den var en del af ham og en afspejling af hvad han var for alle der slog sig til hans selskab – han var en ægte helt, fyldt med kærlighed og styrke. Jeg knugede blusen indtil mig og lod det bløde stof glide henover min næse og mund – jeg snusede ind og fyldtes med glæden Louis altid udstrålede.  

"Hvad skulle vi gøre uden dig, Doctor Hallie Bear?" sagde Louis lykkeligt, i det han vendte tilbage til stuen efter at have fundet nogle nye bukser, min operation havde jo ødelagt hans andre. "Jeg er ked af det med dine bukser," fnes jeg, men han trak bare på skuldrene og rakte mig en blå T-shirt. Jeg foldede den ud og strakte armene ud for at kunne tage den rigtigt i øjensyn. Det var hans Superman T-shirt og jeg så spørgende på ham. "Du er den sande helt her," smilede han stolt af mig og smed sig på sofaen. "Aww, Lou," besvarede jeg hans søde gestus og de andre lo af os. "Tag den på!" opfordrede Louis og så afventede på mig. Til sidst gav jeg efter og iførte mig Superman's logo.

Forsigtigt lagde jeg blusen og dens minder fra mig. Snøftende samlede jeg mig selv op fra gulvet og kastede et bedrøvet blik udover mit værelse og blikket fortsatte ud i resten af lejligheden – der var tomt og tyst. Det eneste der forandredes var mængden af dagslys, som faldt indad vinduerne. Det eneste som bevidnede at tiden faktisk gik, var solen der langsomt trak sig tilbage og lod månen og stjernerne tage over. Et dybt suk bølgede udover mine læber og min ensomhed gik for alvor op for mig, da lyden af mit eget åndedrag nærmest sendte et ekko igennem rummene. Frustreret over min egen situation stak jeg hænderne i lommen og min højre hånds fingerspidser blev mødt af noget koldt og hårdt. Jeg tog det op og åbnede nysgerrigt min hånd, for at afsløre den hvide sten som lyste ydmygt op i aftenens sorthed. Mine øjne kneb sig sammen for at se efter Nandos’s sorte hanelogo, som jeg vidste, befandt sig på stenens overfalde. Jeg kunne ikke helt dechifrere farverne fra hinanden, men jeg havde ikke kræfter til at række ud efter kontakten og tænde lyset.

På den hvide sten kom et lille mønster til syne, idet solens stråler langsomt tørrede dens overflade. Ganske rigtigt lignede det at nogen havde malet et omrids af en sort hane og nogle røde klatter, som nok var en form for alger understregede brystet på den og dens hanekam. Vi lo begge, men jeg opfangede også et glimt af tristhed i Niall’s ellers glade øjne. ”Værsgo,” sagde han stille og løftede min hånd op, så han kunne lægge stenen i min håndflade og lukke mine fingre rundt om den – ”Something to remember me by,” smilede han stille og vi så begge to væk.

”Jeg husker dig Niall, jeg vil aldrig glemme dig…” hviskede jeg grødet ud i lejligheden, men der kom intet svar og jeg lukkede øjnene for at forestille mig en scene fra en af de der pladderromantiske film, hvor alle på en eller anden måde altid formår at leve lykkeligt til deres dages ende - sammen vel og mærke. Vores lejlighed kom hurtigt til syne i mit hoved og jeg sukkede da jeg genkendte mørket og tomheden. Stille så jeg mig selv sidde lænet op af væggen og fortælle tomrummet, at jeg aldrig ville glemme Niall, jeg så også hvorledes jeg strammede grebet om den hvide sten. Som et fatamorgana kom Niall frem i døren, ”Jeg vil heller aldrig glemme dig Haley,” smilede han tilbage til mig. En raslende lyd fik mine øjne til at springe op og jeg kastede straks et blik hen mod døren, for at tjekke om Niall virkelig var kommet tilbage, men jeg måtte sande at lyden blot var kommet nede fra gaden – it was all in my head! ”Don’t lose your mind,” irettesatte jeg mig selv og trak en hånd gennem mit hår, som for at berolige mit sind.

Mine øjenlåg var begyndt at blive tunge og effekten af ikke at have noget som helst lys tændt hjalp ikke ligefrem på situationen. Jeg måtte prikke mig selv hårdt i siden eller nive mig selv i armen for at forblive vågen. Sidende i mørket ville trætheden dog snart overvinde mig, så jeg begyndte at rejse mig besværet for at tænde en form for lys. Alle musklerne i min krop synes at krampe og smerteligt vred jeg mig op fra det kolde gulv, hvor jeg havde siddet den sidste time. Med forsinket reaktionsevne, sneglede jeg mig hen mod lyskontakten i køkkenet. Idet mine fingre gled henover den spredtes et øjeblikkeligt gyldent lys fra det åbne køkken og ud i resten af stuen. Jeg missede kortvarigt mod lyset og det var som om rummet forvandledes for øjnene af mig. Det der i mørket havde lignet uhyggelige krogede træer, skumle skikkelser og kødædende monstre, blev nu til stole, sofaen, lamperne og helt almindelige potteplanter. Jeg lo lidt af mig selv, men latteren stivnede snart som et stramt smil på mine læber. De små morsomheder i livet blev overskygget af ensomheden og tomheden, som havde lagt sig tungt henover lejligheden.

Jeg vendte mig sukkende mod sofaen og spejdede udover stuen som synes større end normalt. I et forsøg på at sætte mig på sofaen snublede jeg, ramlede ind i sofaryggen og tumlede til sidst ned på sofaens sæder – ikke lige den landing jeg havde forestillet mig. Irriteret sprællede jeg med armene for at fjerne håret fra mit ansigt. Da jeg endelig havde klart udsyn gik det op for mig at jeg var blevet viklet ind i et stykke stof. Mine øjne blev mødt af synderen og jeg rakte ud efter det mørkegrå stofstykke som jeg åbenbart havde formået at få viklet rundt om mine fødder. ”Harry’s tørklæde?” spurgte jeg mig selv og trak tørklædet ind til mig – jeg genkendte straks situationen.

"Det kommer du til at fortryde!" advarede jeg Louis og løb hen mod hans gemmested bag sofaen, hvilket resulterede i en omgang tagfat rundt i lejligheden. Først var vi ved at vælte Niall's guitar, dernæst snublede jeg over Zayn's håndvægte og Louis blev fanget af et af Harry's mange tørklæder, som lå på gulvet.

Jeg rystede på hovedet over mindet og smilede et lille smil, som lige netop fik afsløret mine smilehuller. Drengene var sådan nogle rodehoveder og Harry’s tørklæder lå næsten altid et eller andet upraktisk sted. På trods af dette fandt jeg altid en måde at tilgive deres roderi på, de var jo så søde og lige til – sande venner.

Harry rodede op i mit hår som en kærlig storebror ville gøre det. "Hey, min frisure!" indvendte jeg og så en smule fornærmet på ham. "Hvilken frisure? Morgenhår er det virkelig in igen?" spurgte Harry skælmsk og Naill kastede sig bagover i en komisk latter. Olmt skulede jeg til Harry, løftede et øjenbryn og satte i løb efter ham, da han hurtigt kastede sig ud af døren. "Hvorfor synes jeg, at jeg har gjort det her før?" spurgte jeg forpustet da Harry faldt om på sofaen og annoncerede at han havde helle.

Tankerne fik mig til at krybe sammen i sofaen, som om dette ville genskabe kontakten til mindet bedre, som om det ville blive mere virkeligt hvis jeg forøgede kontakten med den sofa som Harry havde ligget på. Forsigtig trak jeg et tæppe op omkring mig og trak benene til mig. ”Kom tilbage til mig,” sukkede jeg trist i håb om at drengene ville høre det – not likely. Der sad jeg så og afventede at drengene skulle komme hjem og jeg havde ikke tænkt mig at lukke mine øjne før de alle var kommet hjem. Jeg forestillede mig vel, at de var gået i raseri, for så at køle af og komme tilbage, men på den anden side hvad havde jeg egentlig forestillet mig? At de bare ville valse indad døren og alt ville blive som det var før? Ville vi kunne starte forfra eller glemme rodet i midten og bare forsætte fra hvor vi slap? Haley, din håbløse romantiker!

***

Det gav et sæt i mig og jeg slog hurtigt øjnene op for at se på den verden, som på det seneste ikke havde været andet end kold overfor mig. Solen snittede sig vej igennem persienner og kastede filtrede skygger på gulvet og væggene. Jeg kastede et blik på min telefon, der lå på stuebordet for at se hvad klokken var blevet. Dog havde jeg ikke brug for elektronik for at afgøre at morgnen allerede havde indfundet sig i New York City. Uden for vinduede larmede folks lystige og friske stemmer og trafikken tordnede dyttende og osende nedad gaderne. Med ét gik det op for mig at jeg alligevel var faldet i søvn i går aftes og pludselig var al søvnigheden forduftet. Hastigt skubbede jeg tæppet til side og sprang ud på gangen. En dør af gangen blev revet op og jeg gav mig til at kalde energiskt og håbefuldt på drengene. ”Louis!” – tomhed. ”Niall!” – stilhed. ”Harry!” – tysthed. ”Liam!” – tavshed. ”Zayn!” – ensomhed. ”Drenge, er I her?” kaldte jeg højere og mere desperat, da der ikke kom nogen form for respons. ”Anyone!” fortsatte jeg og skjulte mit ansigt i mine hænder. Nogle få tårer anmeldte der ankomst, men jeg tørrede dem stædigt bort og nægtede at give op nu. Nedslået faldt jeg tilbage mod væggen og realiteterne hamrede mod min svage krop – hvorfor skulle de også komme tilbage?

Dyyyyyt dyt dyt, argh, damn you! – lød det nede fra gaden og en ubehagelig metallisk lyd bølgede op igennem luftlagene og strømmede ind til mig. Forfærdet spænede jeg hen til det vindue som vendte ud mod gaden. Panisk greb jeg fat i persiennernes snor og fik dem trukket op i en rasende fart så jeg kunne åbne vinduet. Morgenluften blæste friskt imod mig og en fugl slog en trille op, men idyllen blev brudt idet jeg så ned på gadens mylder. En gul taxi var hamret ind i en brandhane, hvilket resulterede i at en kæmpe kaskade af vand nu sprøjtede ud til alle sider nede fra undergrunden. Taxichaufføren bandede af sig selv og folk stimlede sammen omkring åstedet. Jeg slog blikket væk og så i stedet opad. Solen spillede i morgendisen og en frygt krøb lige så stille ind på mig – hvad nu hvis der var sket drengene noget? De var jo ikke vant til denne bys gader og mennesker. Det kan godt være at de var kendte, rige og søde og alt det der, men det var ikke alle som satte lige så meget pris på dem som deres fans og jeg gjorde – jeg måtte finde dem, om så jeg skulle gennemsøge hele byen gade for gade eller hotel for hotel. 

En koksgrå hættetrøje, sorte skinny jeans og nittebesatte læderstøvler udgjorde mit find-One-Direction-outfit. Målbevidst låste jeg døren bag mig og småløb ned af trappen. Lige inden jeg trådte ud på gaden iførte jeg mig et par sorte Ray Bans og trak min hætte op for ikke at blive genkendt – i hvert fald ikke for hurtigt. Vinden slog let mod mit varme ansigt og fik nogle hårtotter til at bølge vinkende igennem luften. Jeg så på den liste jeg knugede fast mellem mine fingre, den udgjorde de steder drengene og jeg havde været i løbet af det halve år vi havde tilbragt sammen – nu var det bare at starte fra en ende af. Jeg så op på den blå himmel og bad til at jeg måtte have en eller anden slags held med mig, bare for en dag og så skulle jeg nok levere hele molevitten tilbage.

- Time Square

- Dean and Deluca

- Central Park

- Min lejlighed

Time Square var fyldt med folk og jeg måtte mase og klemme mig frem mellem turister, forretningsmænd, gadesælgere og originaler, der var svære at definere som én bestemt type mennesker. ”Everybody who comes to New York City has a dream!” skrålede en mand i farverigt tøj og hans mørke øjne dansede tilfældigt henover menneskemængden. ”What’s your dream?” smilede han og gyngede hen til mig, men jeg nåede lige at smutte indimellem to japanere og dermed undslippe hans spørgsmål. Forvirret snurrede jeg rundt om mig selv, blev skubbet fra side til side og tog mig frusteret til hovedet. Efterhånden måtte jeg erkende, at jeg så mig blind på alle disse folk mellem hinanden og selv hvis drengene havde været her så ville jeg ikke kunne skille dem ud fra massen. Jeg rev raskt ”Time Square” af listen og satte tempoet op for at komme væk derfra så hurtig så muligt. Selvom jeg ikke vidste hvad drengene havde tænkt sig at gøre, så føltes det alligevel som om der hang et stopur over mit hoved og tiden var ved at løbe ud.

Efter en rask løbetur, skubbede jeg forpustet glasdøren til ”Dean and Deluca” op. Duften af luksusvarer ramte alle mine sanser og kortvarigt stod jeg helt stille og opsamlede alt hvad der mødte mig. Der var ikke travlt og jeg kunne trække vejret bedre end på Time Square, men jeg havde ikke tid til at fortabe mig i øjeblikket. ”Hej, har du set de her fem drenge i dag?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...